Beretning nr. 18/2007 om udbetaling af uhævede feriepenge til efterlønsmodtagere

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om Beskæftigelsesministeriets ændring af ferieloven i 2004 og lovens konsekvenser for efterlønsmodtagere i relation til udbetaling af uhævede feriepenge. Rigsrevisionens undersøgelse, som danner grundlag for beretningen, er iværksat på baggrund af en anmodning om et notat fra Statsrevisorerne i december 2007.

Ændringen i ferieloven betød bl.a., at uhævede feriepenge, som var optjent i et ansættelsesforhold, der var ophørt senest ved ferieårets afslutning, i modsætning til tidligere kunne udbetales efter anmodning. Ændringen af ferieloven skabte mulighed for, at efterlønsmodtagere pr. 1. januar 2004 kunne blive dobbeltforsørget, dvs. få uhævede feriepenge udbetalt samtidig med modtagelse af efterløn, uden at der skete enten modregning i feriepengene eller fradrag i efterlønnen.

Rigsrevisionen har med udgangspunkt i 4 konkrete spørgsmål fra Statsrevisorerne undersøgt forløbet fra starten af det lovforberedende arbejde i 2002 til sagens afslutning i 2008.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkninger til Folketinget 17. september 2008.

Beretning om udbetaling af uhævede feriepenge til efterlønsmodtagere

Beretning nr. 18 2007 (pdf-version)
Html-version