Sundhedsudvalget 2023-24
S 589
Offentligt
2829996_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Dato: 27-02-2024
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: TCH
Sagsnr.:2024 - 2821
Dok. nr.: 112265
Medlem af Folketinget Per Larsen (KF) har den 19. februar 2024 stillet følgende
spørgsmål nr. S 589 til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål S 589:
”Hvad
er ministerens holdning til Danica Pensions forslag om, at stressramte
fremover skal have mulighed for at få en henvisning til psykologhjælp, når de
kontakter egen læge, som blev bragt på TV2.dk den 19. februar 2024 under
overskriften »Mange stressramte får ikke hjælp
organisationer vil have
»firkantede« regler ændret«?”
Svar:
Vi skal blive bedre til at tage hånd om de mennesker, som rammes af stress, og
forebygge, at deres tilstand forværres, så de ikke udvikler følgetilstande som angst og
depression.
Stress kan skyldes mange forskellige ting og begivenheder i såvel arbejdslivet som
privatlivet. En række af disse begivenheder er allerede dækket af de nuværende
henvisningskriterier i psykologordningen.
Det er i mine øjne vigtigt, at psykologordningen indrettes på en sådan måde, at
midlerne hertil giver mest mulig sundhed for pengene, hvilket desværre ikke
stemmer overens med den nuværende situation, som er præget af lange ventetider
og ubrugte midler i ordningen.
I regeringen vil vi derfor gennemføre en modernisering af psykologordningen, således
at en ny ordning matcher det ændrede sygdomsbillede, vi ser i dag. Et afgørende
sigte med moderniseringen er, hvorledes der vil kunne ske en nedbringelse af
ventetiderne, således at mennesker, der har brug for psykologhjælp, kan modtage
hurtigere behandling.
I arbejdet med moderniseringen af psykologordningen skal blandt andet
henvisningskriterier, herunder målgrupper, drøftes, samt hvordan de nuværende
udfordringer kan imødekommes under alternative rammer for psykologvirksomhed,
end dem vi har i dag.
Arbejdet med moderniseringen er i gang. Resultaterne herfra skal danne grundlag for
det videre arbejde i regeringen med en ny psykologordning. Arbejdet skal ligeledes
ses i sammenhæng med regeringens generelle løft af psykiatrien samt
Sundhedsstrukturkommissionens arbejde med nye modeller for den fremtidige
organisering af sundhedsvæsenet.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde