L 147 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Øget fleksibilitet for ophold efter fasttrackordningens korttidsspor, udvidelse af jobskiftereglen og ændring af kravet om dansk bankkonto).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 20-03-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 12-04-2024
Sat på dagsorden til 2. behandling 21-05-2024
3. behandling planlagt til 28-05-2024
Ministerområde:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Resumé:
Forslaget har til formål at gøre det mere enkelt for virksomheder i Danmark at benytte erhvervsordningerne og understøtte virksomhederne i effektiv rekruttering af udenlandsk arbejdskraft og at sikre en højere grad af fleksibilitet for udenlandske arbejdstagere, der søger om opholdstilladelse i Danmark efter en af erhvervsordningerne.

Forslaget gør det muligt for udenlandske arbejdstagere at ansøge om forlænget ophold efter fast track-ordningens korttidsspor uden at skulle indhente ny arbejdstilladelse m.v., så længe det samlede ophold ikke overstiger 90 dage pr. år.

Derudover udvides jobskiftereglen til også at omfatte udlændinge, der alene ønsker at skifte opholdsordning (opholdsgrundlag) under et igangværende ansættelsesforhold uden at skifte job eller arbejdsgiver, ved at indføre en regel om, at udlændinge, der ansøger en opholds- og arbejdstilladelse med henblik på at skifte til en anden opholdsordning, fortsat vil kunne arbejde under sagsbehandlingen.

Endeligt undtages udlændinge med opholdstilladelse efter forskerordningen og efter fast track-ordningens almindelige beløbsspor, forskerspor, uddannelsesspor og kortidsspor fra kravet om, at udbetaling af løn skal ske til en dansk bankkonto. Desuden forlænges tidsfristen for oprettelse af en dansk bankkonto fra 90 dage til 180 dage for de erhvervsordninger, som fortsat er undergivet kravet.

Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. juli 2024.