L 146 Forslag til lov om forsøgsordning for frie bymidter.

Af: Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V)
Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2023-24
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 20-03-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 11-04-2024
Sat på dagsorden til 2. behandling 23-05-2024
3. behandling planlagt til 28-05-2024
Ministerområde:
By-, Land- og Kirkeministeriet
Resumé:
Med lovforslaget foreslås det at give konkrete forsøgsbyer mulighed for til og med den 31. december 2029 at afprøve forskellige indsatser, der skal understøtte bylivet i bymidten.

Lovforslaget indeholder følgende forslag til forsøg: 1) udvidet adgang til dispensationer fra lokalplaner, 2) tilskud til leje af ubenyttede erhvervslejemål, 3) erhvervelse eller leje af bebyggede ejendomme til borgernære velfærdsfunktioner, 4) udlejning af lokaler i velfærdscentre, 5) uddeling af adfærdsfremmende gaver og 6) ophævelse af fredskovspligt i Rødekro og Støvring bymidter.

Endvidere foreslås det, at ministeren for byer og landdistrikter, efter ansøgning vil kunne yde tilskud til bylivsskabende projekter, i form af refusion af udgifter, som kommunalbestyrelsen har afholdt, og at ministeren, efter ansøgning, vil kunne forlænge forsøgsperioden med 2 år for en eller flere af forsøgsbyerne.

Lovforslaget udmønter en del af aftalen ”Mere liv i bymidter og landdistrikter”, indgået mellem S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB, LA, FG, ALT og KD den 29. november 2021. M har senere tiltrådt aftalen.