Tak for ordet, formand. I modsætning til den anden debat, vi havde tidligere på dagen, hvor der jo reelt ikke var noget nyt at debattere, og som ellers havde været debatteret her i løbet af de sidste mange, mange måneder hele vejen fra juli, så er der jo trods alt noget nyt at diskutere her, nemlig den aftale, som regeringen i går har indgået med SF om håndteringen af de her spørgsmål. Og jeg kan lige så godt sige med det samme, at regeringen og regeringspartierne ikke bakker op om det beslutningsforslag, vi behandler i dag. Og det bliver jo sådan set også kun bekræftet, når man hører på debatten og kommentarerne. For det er på mange måder både fascinerende og også foruroligende at høre nogle af de kommentarer, der falder i den her debat.
Der er flere ordførere, der ikke mener, at den igangværende FE-undersøgelseskommission skulle være en uvildig undersøgelseskommission, på trods af at man, som f.eks. hr. Peter Skaarup og hans parti, selv har stemt for den lov, der har nedsat den igangværende FE-undersøgelseskommission. Hr. Rasmus Jarlov påstår, at det, der er aftalt med SF og i den ramme, som man gerne vil udvide mandatet for undersøgelseskommissionen med, skulle være ensbetydende med, at regeringen er undtaget fra undersøgelse. Hr. Kim Edberg Andersen siger, at regeringen undersøger sig selv. Hr. Lars Boje Mathiesen siger her til sidst, at det er hele systemet, der slet ikke fungerer, og at vi stedet skal have en forfatningsdomstol.
Til det sidste kan man jo i hvert fald have den betragtning, at hvis nu Folketinget og folketingsmedlemmerne i højere grad end det, vi har været vidne til, i hvert fald i løbet af de sidste 3-4 år, tog de parlamentariske redskaber, man har til rådighed, alvorligt, frem for at forsøge jurafisere politik hele tiden og kalde på undersøgelseskommissioner, hver evig eneste gang der er et politisk spørgsmål, som ikke er nemt at løse, så kunne det jo være, man kunne komme videre. Og jeg synes faktisk, at det element, der er i den aftale, som regeringen har indgået med SF, er at tage Folketinget og Folketingets parlamentariske handlemuligheder alvorligt.
Når vi siger, at der i fremtiden skal være den mulighed, at Kontroludvalget som et nyt parlamentarisk greb kan anmode et nyt tilsyn om at kaste sig over problemstillinger eller forhold, som man gerne vil have udboret eller have undersøgt, så giver det jo for det første pludselig Folketingets Kontroludvalg nogle handlemuligheder, det ikke tidligere har haft, og for det andet kan man jo håbe, at det også vil medvirke til, at der vil komme færre krav om undersøgelseskommissioner om det ene og det andet i fremtiden.
Hr. Ole Birk Olesen siger, hvilket er noget, som jeg egentlig finder ret pudsigt, at hvis nu jeg som justitsminister i forbindelse med godkendelsen af anklagemyndighedens indstilling om tiltalerejsning mod hr. Claus Hjort Frederiksen forinden da gennem dialog med anklagemyndigheden skulle have bedt anklagemyndigheden om at gøre det, så kommer det aldrig frem.
Men det centrale er jo i pointen med den formulering, som regeringen har lagt op til, nemlig at det skal undersøges, om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med de skridt, der er taget i forbindelse med efterforskningen og for den sags skyld også en tiltalerejsning. For så ville det jo være, at anklagemyndigheden og for den sags skyld jeg selv som minister, ville have iagttaget usaglige hensyn. Det er det centrale, og det vil blive undersøgt.
Jeg noterer mig også, at siden det her beslutningsforslag blev fremsat og siden regeringen selv egenhændigt lagde op til at udvide mandatet for undersøgelseskommissionen, har vi jo haft dialog med mange partier. Og meget af det, der har været frembragt af ønsker og krav, om man vil, undervejs, er jo imødekommet i det, der er lagt op til, med undtagelse af to centrale ting, som også er to centrale ting set med regeringens øjne.
Først og fremmest mener vi ikke, det er forsvarligt at placere en undersøgelse med det her genstandsfelt, hvor der vil indgå mange uklassificerede oplysninger, og hvor der vil og kan indgå mange oplysninger om efterretningstjenesternes arbejdsmetoder og forretningsgange m.v., i en granskningskommission.
Vi mener, det skal være i den igangværende undersøgelseskommission, som i øvrigt et meget, meget bredt flertal af Folketinget er blevet enige om at nedsætte – alle stemte for det med undtagelse af Liberal Alliance, så vidt jeg husker. Derfor synes vi, at der skal være respekt om det, og den respekt er vi i virkeligheden kede af at vi står relativt alene med hos regeringspartierne og SF – en grundlæggende respekt om, at hvis det skal kunne lade sig gøre at holde Danmark sikkert og trygt, hvis det skal kunne lade sig gøre at forhindre angreb mod Danmark, og hvis det skal kunne lade sig gøre i det hele taget at forsvare statens sikkerhed, så kræver det, at der er ting, der foregår i lukkede rum. Det er jo også derfor, at Folketinget selv har skabt en parlamentarisk ramme omkring de her spørgsmål, som foregår i Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne og ikke her i Folketingssalen, hvor man åbent diskuterer de spørgsmål.
Det andet, som også er os magtpåliggende, og som vi heller ikke har kunnet imødekomme i processen, er, at man vil have undersøgt ting, som ikke så at sige er forkerte i retlig forstand. Altså, man vil med andre ord – i hvert fald hvis jeg lægger til grund, hvad hr. Ole Birk Olesen mener der skal undersøges – have lavet en dommerundersøgelse om, hvorvidt faglige skøn eksempelvis hos anklagemyndigheden var gode eller dårlige. Den slags har vi jo grundlæggende et princip om at vi ikke gør. Vi holder ikke embedsmænd ansvarlige for deres faglige skøn, medmindre de er groft uansvarlige. Det har været to meget klare pejlemærker for regeringen i forhold til udvidelse af undersøgelseskommissionens mandat, men alt andet vil man jo kunne iagttage stort set er imødekommet.
Det står fuldstændig klart nu, at alle vil kunne blive indkaldt som vidner for sådan en undersøgelseskommission. Det var også et stort tema på et samråd, vi havde for nylig i Retsudvalget, at hvis kommissionen måtte anmode om mere arbejdstid, ville regeringen ikke give den det, fordi det ikke var forankret i Folketingets granskningskommission – det var det store argument på det tidspunkt. Men det står nu sort på hvidt i den aftale, som regeringen har indgået med SF.
Jeg skal bare slutte af med at sige, at det sagtens kan være, at vi er meget uenige, og jeg har respekt for den uenighed. Jeg har respekt for, at SF som et parti, der i øvrigt har en plads i Folketingets kontroludvalg, tager ansvar for den her situation. Og måske man i virkeligheden fra det øvrige Folketings side skulle lægge det faktum til grund frem for alle mulige insinuationer om, at man var blevet købt og betalt og kun gør ting, fordi man vil i regering, og alt muligt andet. Det er ikke min rolle at skulle forsvare SF's ageren, men jeg har kun oplevet SF som en seriøs samtalepartner, hvilket jeg i øvrigt også oplever med en række andre partier, men hvor vi bare var nødt til at konstatere, at vi ikke kunne blive enige om det spørgsmål om placering af kommissionen, og om det skulle være en granskningskommission frem for en uafhængig undersøgelseskommission med uafhængige dommere, der udpeger sin egen udspørger.
Men derudover – og det skal være det sidste – er det, som jeg synes er påfaldende, når man hører dele af Folketingets gennemgang af, hvad det centrale i de her sager egentlig er. For mig at se er det reelle spørgsmål i de her sager jo ikke, om der har været tale om politiske eller andre usaglige motiver. Det handler jo derimod grundlæggende om lighed for loven. Det handler om, hvorvidt myndighederne skal efterforske og også forsøge at retsforfølge i sager, hvor der er begrundet mistanke om alvorlig kriminalitet, også når de mistænkte tilhører samfundets spidser, eller om myndighederne så skal lade være, fordi det vedrører samfundets spidser. Det handler om, hvorvidt man virkelig mener, at en justitsminister skal stoppe en sådan retsforfølgning, når dem, der har forstand på det, har vurderet, at efterforskning er velbegrundet, og når dem, der har forstand på det, har vurderet, at det samlet set er til gavn for rigets sikkerhed, og hvor det eneste reelle argument for at stoppe retsforfølgning dermed er at undgå den forudsigelige mediemæssige og politiske ballade, en sådan sag også vil være forbundet med.
Det er det, der er den her sags reelle spørgsmål – ikke alle de mange forskellige efter min mening alt for vilde spekulationer tenderende til konspirationsteorier, der har været fremsat i det her forløb. Tak for ordet.