Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 67:

Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af chikane mod jøder i Danmark.

Af Steffen Larsen (LA) m.fl.

(Fremsættelse 15.11.2023).

Den første får ordet er ordfører for forslagsstillerne, hr. Steffen Larsen, for at give en begrundelse for forslaget

Jeg har haft jødiske naboer – har haft – for de er ikke længere mine naboer. De er ikke længere borgere i Danmark. De er flyttet til Israel. De mødte chikane, de mødte problemer, de mødte tilråb og trusler. De var i synagogen den aften, hvor Dan Uzan blev skudt ned ude foran. De var nogle rigtig gode naboer. De passede godt på deres børn. De hilste sødt. De trak saft og fik kiks med os ude på legepladsen. De levede gode og hæderlige liv – liv, de ikke længere følte de kunne leve i Danmark. De flyttede, og de lægger derfor ikke længere deres positive og skabende kræfter i Danmark.

Dette forslag handler om kortlægning af chikane mod jøder i Danmark, for vi tør ikke længere lade vores jødiske medborgere og jødiske institutioner være uden beskyttelse døgnet rundt. Det er ikke nyt, nej, det er faktisk desværre sørgeligt nok gammel nyt. Jeg citerer Den Europæiske Unions Agentur for Fundamentale Rettigheders rapport om antisemitisme fra 2018:

»EU og medlemsstaterne har en juridisk forpligtelse til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at bekæmpe antisemitisme effektivt og sikre det jødiske folks værdighed. Alligevel bliver jøder over hele EU ved med at opleve antisemitisme i form af vandalisme, fornærmelser, trusler, overgreb og endda mord. En antisemitisme, der florerer åbenlyst i det offentlige rum, hindrer mennesker i at leve et jødisk liv i åbenhed og fri for frygt for deres sikkerhed og trivsel.«

Vi tager lige endnu et citat fra rapporten. Det er en ung kvinde, der er blevet interviewet:

»Som det er nu, oplever jeg f.eks., at »jøde« er et udbredt skældsord i København. Som jøde, der er vokset op i Danmark, har jeg altid undgået at vise/fortælle, at jeg er jøde.«

Det er vigtigt for os, at vi får kortlagt disse trusler. Det skal gøres klart, hvor de kommer fra, hvem der er afsender, og hvordan vi kan angribe hadet.

Tak til hr. Steffen Larsen for begrundelsen. Nu går vi over til selve forhandlingerne, som er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for det, formand, også tak til hr. Steffen Larsen og Liberal Alliance for forslaget. Det er et vigtigt og et alvorligt emne, der bliver taget op med forslaget, og det vil jeg selvfølgelig gerne kvittere for. Med beslutningsforslaget her pålægges regeringen hurtigst muligt at igangsætte en kortlægning med inddragelse af eksterne fagpersoner og det jødiske samfund af chikanen mod danske jøder. Kortlægningen skal omfatte omfanget af chikane og arten af chikane, som de danske jøder udsættes for, de bagvedliggende årsager til chikanen, og hvilke befolkningsgrupper og/eller politiske bevægelser der står bag chikane. Den her kortlægning lægger man op til skal oversendes til Folketinget senest i juni 2024.

Lad mig indledningsvis slå fast, at regeringen er enig med forslagsstillerne i, at det er fuldstændig uacceptabelt, at konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza bliver brugt af herboende personer til at skabe utryghed blandt særlig jøder i Danmark. Vi har siden terrorangrebet i Israel den 7. oktober sidste år oplevet en helt uacceptabel oplevelsen i antisemitismen, og det er dybt foruroligende, og jeg deler forslagsstillernes bekymring, når der råbes og spyttes efter medborgere på gaden, alene fordi de er jøder, og når sociale medier flyder over med hadefulde kommentarer. Det jødiske samfunds Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser, populært kaldet AKVAH, offentliggjorde den 8. november sidste år en opgørelse, som viser, at antallet af indberetninger om antisemitiske hændelser i perioden fra terrorangrebet den 7. oktober og en måned frem var 24 gange højere end det gennemsnitlige antal af indberetninger i de forudgående 9 måneder. AKVAH havde altså på bare én måned modtaget 80 indberetninger om antisemitiske hændelser sammenholdt med 30 indberetninger i de forudgående 9 måneder.

Rigspolitiet har siden den 7. oktober sidste år iværksat en styrket politimæssig indsats i forhold til antisemitiske hændelser, og den her styrkede indsats har til formål at forebygge, forhindre og efterforske antisemitiske overgreb og forbrydelser samt sikre trygheden for jødiske borgere. Herudover er politiet i den aktuelle situation generelt opmærksom på, om anvendelse af strafbare forhold, f.eks. hadtale, chikane, vold, hærværk og lignende, der vurderes at være relateret til den nuværende situation i Mellemøsten, kan indeholde et hadmotiv, som skal efterforskes og henføres under straffelovens § 266 b. Politiet har i perioden fra den 7. oktober 2023 til den 4. januar 2024 registreret i alt 12 anmeldelser og 1 sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 266 b, som ses at have tilknytning til konflikten i Israel og Gaza. Der er pr. 30. december 2023 ikke rejse tiltaler. Herudover har politiet pr. 3. januar 2024 oprettet 41 sager i alt i politikredsene om overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2-3, om billigelse af terror m.v., og der er indtil videre rejst tiltale i en af sagerne. Det er i min optik både rigtigt og naturligt, at politiet i en situation som den nuværende prioriterer den her type sager, og jeg forventer naturligvis, at politiet griber ind, hvis politiet måtte blive bekendt med lovovertrædelser.

Vi ser desværre stadig antisemitisme i vores samfund, og derfor skal vi handle. Vi skal handle for at beskytte det danske jødiske samfund og for at bevare det frie og åbne samfund, der kendetegner Danmark. De danske jøder har været en del af det danske samfund i mere end 400 år, og det skal det blive ved med at være. En del af den her handling er at afdække årsagerne til og omfanget af antisemitisme og også afdække, i hvilke miljøer antisemitismen lever, for udgangspunktet for at handle er viden. Derfor indeholder den handlingsplan mod antisemitisme, som den daværende regering lancerede i januar 2022 også initiativer om mere forskning om antisemitisme. For det første blev det med handlingsplanen besluttet at yde en årlig bevilling til det jødiske samfund på 300.000 kr. i perioden 2022 til 2025 med henblik på bl.a. at styrke monitoreringen af antisemitiske hændelser, herunder på internettet. Pengene går til AKVAH, der som nævnt bl.a. kortlægger og opgør antallet af indberetninger om antisemitiske hændelser, som AKVAH modtager.

Med handlingsplanen blev det derudover også besluttet at igangsætte kortlægning af viden om og forskning i antisemitisme i Danmark. Det indebærer en undersøgelse af antisemitismes udbredelse, udtryksformer, årsagsfaktorer og virkemekanismer og påvirkning af det danske samfund, så det i højere grad afdækkes, hvor i samfundet antisemitismen trives.

Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme under Udlændinge- og Integrationsministeriet forventer i begyndelsen af 2024 at offentliggøre tre delrapporter samt én samlet rapport, der ser på forskellige nationale miljøer med henblik på at illustrere antisemitismen i en dansk kontekst. For en god ordens skyld skal det dog bemærkes, at undersøgelsernes data er indsamlet før den 7. oktober sidste år og ikke har chikanetilfælde som genstandsfelt. Det ændrer dog ikke på, at de vil kunne bidrage med en masse relevant viden. Herudover er jeg bekendt med, at centeret allerede har offentliggjort en kortlægning af international forskning i antisemitisme, ligesom Uddannelses- og Forskningsministeriet har offentliggjort en kortlægning af den danske forskning på området.

Endelig har bl.a. Jødisk Informationscenter med puljemidler fra handlingsplanen etableret Alliancen mod online antisemitisme, der også kaldes AMOS-projektet. Projektet har bl.a. undersøgt, hvor udbredt online antisemitisme er i den offentlige debat på Facebook i Danmark, og hvordan den kommer til udtryk. Undersøgelsen er ikke opløftende læsning. Den indikerer, at antisemitisme på Facebook er blevet mainstream, desværre. Det er ikke længere bare et fænomen, der florerer i små, lukkede grupper.

Som jeg indledte med at sige, er regeringen enig med forslagsstillerne i, at det er fuldstændig uacceptabelt, at konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza bliver brugt af herboende personer til at skabe utryghed blandt særlig jøder i Danmark. Jøder i Danmark skal kunne leve i tryghed og sikkerhed; det har regeringens højeste prioritet. Der skal derfor heller ikke herske tvivl om, at regeringen bakker op om intentionen bag beslutningsforslaget. Vi har behov for at kende roden til og omfanget af problemet i Danmark, hvis vi skal kunne sikre en effektiv beskyttelse af herboende jøder. Derfor ser jeg også frem til de politiske drøftelser af forslaget under udvalgsbehandlingen, og jeg håber, at vi i den forbindelse kan finde fælles fodslag, eventuelt om en fælles beretning. Tak for ordet.

Første korte bemærkning er til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Tak for det, hr. minister. Jeg ser også frem til forhandlingerne. Ministeren nævner selv en række undersøgelser, som jo desværre ikke kortlægger, hvor problemet egentlig kommer fra, og hvilke mennesker og hvilke grupper, det er, der initierer det her, og i hvor høj grad de gør det. Det er jo egentlig den kortlægning, som vi er interesseret i, for vi er interesseret i virkelig at finde roden til ondet, sådan at det onde også kan udsættes for det spotlight, det har brug for. For vi kan jo ikke løse vores problemer, hvis ikke vi kender dem i detaljer, og det er her, vi i Liberal Alliance er meget interesseret i at få de her detaljer frem, så vi netop kan komme det onde iblandt os til livs.

Det kan vi høre at ministeren siger at han gerne vil være med til at kigge på, men jeg vil godt lige sige, at de fleste af de undersøgelser er jeg bekendt med og har set, men, igen, de lader ikke til at kortlægge selve problemets herkomst.

Ministeren.

Jamen det var også derfor, jeg vægtede ordene, som jeg gjorde, i forbindelse med min besvarelse af beslutningsforslaget her, for vi er i regeringen ikke afvisende over for, at der skal gøres yderligere. Jeg tror bare, det er vigtigt lige at have dannet sig et overblik over de initiativer, der i forvejen er taget og er blevet udmøntet i handlingsplanen, og det, der udestår i handlingsplanen, og så at vi som en naturlig følge af den tragiske situation og også med den alvorlige situation, vi ser med en opblussende chikane af danske jøder, har en drøftelse med hinanden om, om der er behov for at supplere den eksisterende handlingsplan med yderligere initiativer. Det vil jeg ikke afvise kan være i form af en kortlægning, men jeg tror bare, det er vigtigt, at vi får tænkt det ordentligt igennem, og det er jo det, vi kan drøfte i forbindelse med udvalgsbehandlingen, og det, vi også skal drøfte efterfølgende.

Spørgeren.

Jeg vil bare sige, at jeg ser frem til at diskutere det her med regeringens ordførere i udvalgsbehandlingen. Tak.

Ministeren.

Det ser jeg også frem til at ordføreren for forslagsstillerne gør med ordførerne, og vi vil selvfølgelig bistå fra sidelinjen.

Næste korte bemærkning er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen, minister. Jeg vil gerne spørge, om regeringen er tilfreds med antallet af tiltaler, der er rejst siden den 7. oktober. For når man følger lidt med, hvad der foregår i vores land, lyder det som et ret lavt antal. Så jeg vil gerne bede ministeren om at forholde sig til antallet af tiltaler.

Ministeren.

Jeg tror ikke, at jeg vil ytre mig hverken kritisk eller positivt om antallet af tiltaler. For det er jo et arbejde, der stadig væk er igangværende. Altså, man har jo ikke frafaldt de sigtelser, der er rejst. Det vil sige, at mange af de sager jo stadigvæk er under efterforskning, og indtil man har konkluderet på det, så tror jeg heller ikke, at det er det rette for mig som justitsminister at konkludere, at der ikke vil blive rejst tiltale.

Spørgeren.

Er det ministerens indtryk, at muligheden for, at man bliver retsforfulgt, og at man i sidste ende ender med blive ikke blot tiltalt, men ogsådømt, er høj eller lille i et land som Danmark? Når man ser på de beretninger og læser de beretninger, som vores jødiske medborgere bliver udsat for, så har jeg en bekymring om, at myndighedernes grundighed – det kunne også mange steder opfattes som langsommelighed – og de få tiltalerejsninger jo i sidste ende betyder, at mange af de her forbrydelser vil være stort set straffrie. Det ville jeg have et enormt problem med. Så jeg vil bare bede ministeren om måske at forholde sig til antallet af tiltalerejsninger og også forholde sig til, om vi kan forvente flere af dem.

Ministeren.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg mener, at det er vigtigt – og jeg har også udtrykt det her i direkte form, både over for Københavns Politi og Rigspolitiet, alle de steder, jeg er kommet, også i den offentlige debat – at politiet skal tage de her sager meget, meget alvorligt. Det er væsentligt, at vi som samfundog atmyndighederne markerer nogle streger i sandet. Derfor har jeg heller ikke et andet indtryk fra vores myndigheder, end at de tager det alvorligt.

Men anklagemyndigheden skal jo rejse de sager, som man også mener kan føre til domfældelse, og derudover er en af udfordringerne også – det har jeg også snakket direkte med det jødiske samfund om – at de forbrydelser, hvor herboende danske jøder bliver udsat for chikane af den ene eller den anden slags, heller ikke i nok tilfælde bliver anmeldt. Det er jo noget, de er opmærksomme på i samfundet, og jeg har i hvert fald tilskyndet dem til at gøre alt, hvad de kan, for at sørge for at anmelde de forbrydelser, de bliver udsat for.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til justitsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første, der får ordet, er hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Beslutningsforslaget pålægger regeringen at igangsætte en kortlægning af chikane mod danske jøder under nogle nærmere fastsatte rammer. Det emne, som forslagsstillerne rejser med det forslag, er selvsagt meget vigtigt og taler ind i en yderst aktuel debat i Danmark lige nu. Så tak til forslagsstillerne for at tage det her emne op.

Vi kan alle blive enige om, at vi ikke skal acceptere antisemitisme, had og chikane rettet mod jøder, og at det er fuldkommen uacceptabelt, at en konflikt i Mellemøsten skaber voldsom utryghed for personer i Danmark og særlig for jøder. At der efter den 7. oktober berettes om en stigning i antisemitisme og om tilfælde af had og chikane rettet mod jøder her i vores danske samfund, som vi ellers bryster os af er åbent, trygt og tolerant, bør være en øjenåbner for de fleste. Det er tragisk og urimeligt, at vi står i en situation, hvor så mange jøder i Danmark er bange for at gå på gaderne og opfordres af bekymrede familiemedlemmer til at gemme deres jødiske symboler væk, alene fordi de er jøder. Vores politi har øget deres indsats i forhold til antisemitiske hændelser, og flere anmeldelser undersøges nu bl.a. som en overtrædelse af straffeloven ved billigelse af terror eller som at have et hadmotiv. Det synes vi er godt og vigtigt. Politiets styrkede indsats er afgørende for, at vi igen kan skabe tryghed for vores jødiske medborgere.

Vi er enige med forslagsstillerne i, at det her er et spørgsmål, som skal have vores bevågenhed, og vi er enige i synspunktet om, at for at kunne beskytte jøder i Danmark er det vigtigt at få afdækket problemets omfang. Som ministeren var inde på, foretages der dog allerede i dag en vis afdækning af problemernes omfang, og der kom en handlingsplan mod antisemitisme i 2022, som indeholder en bred række initiativer og indsatser, og som også fokuserer på at få kortlagt viden på området.

Så er der desværre her i efteråret sket en opblusning. Spørgsmålet er nu, hvordan vi bedst får handlet i forhold til den konkrete situation. Det taler vi, som ministeren sagde, meget gerne med partierne i Folketinget om, og derfor vil jeg også bare sige, at vi støtter intentionen bag forslaget og ser frem til at drøfte mulighederne under udvalgsbehandlingen med de andre ordførere i Folketinget. Så tak for at rejse debatten, og tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Næste, der får ordet, er ordføreren for Venstre, hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for ordet, og også tak til forslagsstillerne for et ganske udmærket forslag. Der er ingen tvivl om, at antisemitisme er foragteligt, antisemitisme skal bekæmpes og en hadforbrydelse er en hadforbrydelser for meget. Samtidig er der ingen tvivl om, at antisemitismen desværre er stigende i Danmark, og det er i en situation, hvor andre former for diskrimination heldigvis går den modsatte vej. Men antisemitismen er i kraftig vækst. Derfor er der også allerede i 2020 lavet en handlingsplan, hvor den daværende regering bl.a. skriver – og det er adopteret af den nuværende regering – at noget af det, vi skal gøre, er at øge midlerne til forskning, undervise vores børn og unge i holocaust og antisemitisme gennem historien, der skal forebygges i særlige miljøer, som det hedder, og jeg tror godt, vi ved, hvad det er for nogle miljøer, der tænkes på, og så skal vi selvfølgelig beskytte vores danske jøder og jødiske institutioner, og arbejdspladser og skoler skal blive klædt bedre på til at håndtere antisemitisme, når de møder det.

Hr. Steffen Larsens beretning om hans nabo er jo desværre ikke et enkeltstående tilfælde, og det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan beskytte de jødiske samfund her i Danmark. Vi hører om unge mænd, som ikke tør gå med kalot igennem eksempelvis Nørrebro, og det ligner simpelt hen ikke noget. Jeg har ikke hørt tilsvarende om, at andre ikke tør få deres religiøse beklædning, og derfor er det her en helt særlig situation.

Lad os prøve, om ikke vi kan finde hinanden i en eller anden form for fælles beretning, for de ting, som efterspørges, er jo sådan set allerede i gang, nemlig kortlægningen, og fra Venstres side synes vi sådan set ikke have kortlægningen er det vigtigste. Vi synes, handling er det vigtigste. Vi behøver ikke at vente på en kortlægning, før vi griber til handling, og vi er allerede fuld gang. Sker der nok? Det gør der ikke, men der sker heldigvis noget.

Meget af den stigning i antisemitisme, som vi ser ske, er jo formentlig et resultat af den meget ulykkelige krig i Gaza, men det må aldrig nogen sinde blive en undskyldning for antisemitisme vendt mod danske jøder, at man er uenig med den israelske regering. Det har danske jøder hverken lod eller del i. Så derfor igen tak for forslaget. Lad os se, om vi ikke kan finde en fin beretning, som vi alle sammen kan se os i.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Jan E. Jørgensen. Den næste, der får ordet, er ordfører for SF fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet, og tak for at fremsætte forslaget. Om få uger er det 9 år siden, at Dan Uzan, der var frivillig vagt ved en konfirmationsfest i det jødiske samfunds festlokaler i Krystalgade, blev myrdet foran synagogen. Drabsmanden var en ung mand med et dybfølt had til jøder. Det har jo betydet, at synagogen i årevis har været beskyttet af bevæbnet politi og militær, og ser man rundt på de jødiske institutioner som f.eks. Carolineskolen eller ambassaden, har de brug for bevæbnede vagter, politi og massive sikkerhedsforanstaltninger for at kunne fungere bare nogenlunde normalt. Jeg husker også godt episoden med hærværket på den jødiske gravplads i Aalborg. For nylig var vi jo så også vidne til en omfattende antiterroraktion herhjemme, hvor det kom frem, at politiet var specielt opmærksomme på jødiske lokaliteter, og dermed bekræftede politiet den anelse, som mange nok går med, nemlig at terrortruslen handler om jødiske mål, og at truslen mod jødiske institutioner og medborgere fortsat er tårnhøj.

Det er svært at begribe, at det er kommet dertil, og jeg kan simpelt hen ikke tage nok afstand fra de trusler og det had, som jøder udsættes for. Jøder i Danmark lever i dag i en svær situation, hvor truslen mod dem og deres ejendomme, institutioner og religiøse samlingssteder er høj, vedvarende og ulykkeligvis også meget konkret. Den jødiske minoritet er offer for en uforholdsmæssig stor andel af de religiøst motiverede hadforbrydelser, som finder sted i Danmark, og de oplever antisemitismen som tiltagende, ligesom politiet også fortæller, at antallet af religiøst motiverede hadforbrydelser de seneste år har været stigende.

Som om det ikke kunne være nok, er den offentlige debat efter angrebet i Israel den 7. oktober blevet ekstremt polariseret og stadig mere hadefuld, hvilket har skabt utryghed blandt de danske jøder. Det bakkes op af den monitorering, som det jødiske samfund samt foretager, at her kan man jo se, at antallet af antisemitiske hændelser er eksploderet. Det er faktisk fireogtyvedoblet. Så det er en ulykkelig realitet i Danmark, og det er uacceptabelt. I Danmark skal man have lov til at være den, man er, uden at skulle frygte for overgreb, og det er selvfølgelig en politisk opgave at være med til at sætte ind over for det.

Derfor støtter vi i SF også stærkt op om en monitorering af antisemitisme og enhver form for antisemitisk adfærd. Af samme grund bakkede vi også handlingsplanen om antisemitisme op, som kom for 2 år siden, og hvor der bl.a. blev sat midler af til en styrket monitorering. Det er jo ikke mindre end en måneds tid siden, at der på den baggrund udkom en rapport, og den er hårrejsende læsning. Der er dødstrusler mod jøder, antisemitisk hærværk, forsøg på indbrud på en jødisk persons bopæl, fysisk chikane og intimiderende hadtale. Vi står med et kæmpestort problem, og det skal høre op, og hvis der er brug for yderligere dokumentation eller ressourcer i den forbindelse, er vi selvfølgelig klar til at se på det, men vi noterer os, at justitsministeren har rakt en hånd frem, og måske kan vi mødes om forbedringer her.

Men jeg må også bare sige, at vi nok nu har mere brug for at sikre, at vi får sat ind med initiativer, som kan bekæmpe de her problemer. Og hvad det så kan være mere end handlingsplanen, må vi jo diskutere i fællesskab. Handlingsplanen involverer jo også skoler og oplysningsindsatser og den slags. Selv er jeg måske mere optaget af opdagelsesrisikoen: Hvordan får vi i virkeligheden sat ind over for de her hændelser mere end ved bare at monitorere dem? Jeg tror, det er vigtigt, hvis det skal have et præventivt sigte, at vi så rent faktisk også får nogle domme ud af det her, og det er jo den svære del, kan man sige.

Så vi har en positiv indstilling over for forslaget, og vi ser frem til udvalgsarbejdet ligesom forslagsstillerne, og så lad os se, om vi i fællesskab kan finde nogle forbedringer.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Og tak til Liberal Alliance for at fremsætte det her beslutningsforslag. Lad mig starte med at sige, at jeg er dybt, dybt bekymret og indigneret over, at der i stigende grad rapporteres om, at jøder i Danmark chikaneres efter terrorangrebet i Israel den 7. oktober. Det er afgørende, at vi som samfund får sat en stopper for det. Antisemitiske hadforbrydelser er jo ikke blot et angreb på det jødiske samfund, det er et angreb på vores kollektive værdier og på selve fundamentet for vores demokratiske og åbne samfund.

Vi har i Danmark en lang historie med at fremme tolerance, mangfoldighed og gensidig respekt, og det er afgørende principper, som der påhviler os alle sammen et stort ansvar at værne om, og vi kan på ingen måde acceptere den her stigende antisemitisme. Vi skal sætte hårdt ind over for enhver form for chikane af jøder i Danmark.

I Moderaterne deler vi derfor forslagets intention. Vi skal kende til omfanget af problemet og handle på det. Mange af initiativerne ligger allerede i handlingsplanen mod antisemitisme fra 2022, som også indebærer, at der skal påbegyndes en omfattende kortlægning af viden om og forskning i antisemitisme i Danmark. Det indebærer en undersøgelse af omfanget, de forskellige udtryksformer, årsager, mekanismer og påvirkninger af antisemitisme i det danske samfund.

Jeg har også noteret mig, at Justitsministeriet i lyset af den seneste tids uacceptable opblussen af antisemitisme som følge af konflikten i Mellemøsten har drøftet med myndighederne i den tværministerielle arbejdsgruppe, om der er initiativer i handlingsplanen, som vil kunne fremrykkes, eller om der er behov for yderligere tiltag. Det vil derfor være relevant at indtænke det her forslags intentioner i det arbejde, der allerede er igangsat, og vi ser derfor frem til at indgå i politiske drøftelser om, hvordan vi kan koble forslagets intention til det eksisterende arbejde med at kortlægge omfanget af antisemitisme i Danmark, gerne i regi af en fælles beretning.

For der skal ikke herske tvivl om, at vi i regeringen tager den stigende antisemitisme og de stigende hadforbrydelser mod jøder ekstremt alvorligt. Forbrydelserne er en trussel mod vores åbne og frie samfund, og vi vil ikke acceptere, at der er individer i Danmark, som skaber utryghed for danske jøder.

Så tak for at fremsætte forslaget, og tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Efter Hamas' forfærdelige terrorangreb på Israel den 7. oktober sidste år har vi jo desværre også været vidne til foruroligende adfærd herhjemme. Fejring på gader og stræder af Hamas' uhyrligheder viser tydeligt, at der er personer i Danmark, der ikke ønsker at indrette sig efter danske værdier, og som ikke ønsker jøder i Danmark det godt. Støtte til terror, død og ødelæggelse hører ikke hjemme her i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi får kortlagt den chikane og utryghed, der breder sig blandt jøder efter Hamas' terrorangreb på Israel. Ingen personer i Danmark skal gå rundt og frygte vold og chikane, blot fordi de bærer en davidsstjerne.

Når det er sagt, er det vigtigt for Danmarksdemokraterne, at denne kortlægning ikke kun undersøger årsagerne til omfanget af problemet. Det er også afgørende, at en grundig kortlægning ser på de redskaber, der skal tages i brug for at bekæmpe antisemitismen i det danske samfund. Vi skal stå vagt om de danske jøder.

Med det sagt støtter Danmarksdemokraterne naturligvis forslaget.

Tak for det, og der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at rose beslutningsforslaget. Det er så godt, at det kunne være skrevet af en konservativ. Derfor bakker vi det også op. For som flere har sagt her fra talerstolen, skal man ikke og må aldrig acceptere jødehad, antisemitisme, hadforbrydelser, og det er beskæmmende at opleve, hvordan presset mod jøder i Danmark er blevet forværret efter den konflikt, som startede med Israel-Gaza i efteråret. Vi finder det vigtigt at få en kortlægning. Vi har faktisk selv foreslået det i efteråret, om end vi ikke har indsendt et beslutningsforslag.

Jeg vil gerne fremhæve en enkelt del af beslutningsforslaget, som jeg synes er rigtig vigtig, og som jeg synes er særlig godt, og det er det at få kortlagt de forskellige årsager, der er, til den chikane, vi ser. Som der står i forslaget: Er det politisk motiveret? Er det religiøst motiveret? Man kan også stille sig selv det spørgsmål, om den igangværende konflikt mellem Israel og Gaza eskalerer chikanen, og hvordan det eskalerer chikanen. Man kan også se på, hvordan chikanen foregår og udøves, f.eks. på sociale medier. Der er jøder, der bliver opsøgt derhjemme og også bliver udsat for chikane på gaden.

Men en kortlægning mener vi heller ikke er tilstrækkelig. Vi har tidligere foreslået, at der blev lavet centralt undervisningsmateriale, således at elever i folkeskolen kunne modtage saglig og gennemarbejdet undervisning, for det er svært nogle steder. Vi risikerer voldsmandens veto, hvor lærere ikke tør undervise i bestemte emner af frygt for repressalier. Vi har set det med Muhammedtegningerne. Vi har endda set det med undervisning i Muhammedkrisen. Tænk sig, at så vigtig en del af Danmarks nyere politiske historie er tabuiseret i nogle dele af vores folkeskole, så lærere ikke kan undervise i det. Det samme må jo ikke ske her. Vi har et fælles ansvar for ikke at ende i den samme situation og det samme sted nu, hvor der er den igangværende konflikt mellem Israel og Gaza.

Derfor var det glædeligt, at regeringen jo faktisk efterfølgende besluttede sig for, at der skulle udarbejdes centralt undervisningsmateriale, som kunne blive sendt ud til skolerne og man kunne bruge. Det fortjener ros, og det var godt, at man handlede hurtigt. Det havde været lige så godt, hvis man også havde handlet hurtigt i forhold til Muhammedkrisen. Men det fortjener grundlæggende ros.

I Det Konservative Folkeparti er vi meget bevidste om, hvordan en udenlandsk konflikt påvirker ikke bare vores danske jøder, men hele det danske samfund her i landet, og jeg kan kun endnu en gang sige, at vi bakker varmt op det beslutningsforslag, som Liberal Alliance har fremsat i dag.

Tak for det, og der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak. Jeg kan jo melde mig i koret med roser til Liberal Alliance for at fremsætte det her beslutningsforslag. Antisemitisme og had har ingen plads i vores samfund. Desværre må vi konstatere, at det fortsat er udpræget, at religiøse mindretal i Danmark udsættes for modbydelige overgreb, og at mange føler, at de skal se sig over skulderen, når de er ude i offentligheden. Det gælder også jøder. Det skal vi på ingen måde acceptere.

Da Enhedslisten i sin tid var med til at få vedtaget handleplanen mod antisemitisme, var det netop, fordi vi så, at der var store problemer i vores samfund med et stort had mod en lille befolkningsgruppe. Derfor var vi også glade for, at den handleplan er bakket op af alle partier i Folketinget. Vi er også glade for, at det blev gennemført relativt hurtigt. Handleplanen kom på baggrund af en forespørgselsdebat, vi havde herinde i Folketingssalen, hvor alle partier blev enige om en vedtagelsestekst, og ikke ret lang tid derefter gik den daværende justitsminister i gang med at udarbejde handleplanen.

Af samme grund har vi i Enhedslisten taget mange initiativer, som heldigvis også er blevet til et flertal herinde, og som netop skal beskytte religiøse mindretal, også jøder, mod overfald, had og chikane. Vi har fået udvidet beskyttelsen mod hadforbrydelser og sikret bedre uddannelse af politiet. Til bekæmpelse af hadforbrydelser har vi jo i Enhedslisten også længe arbejdet for, at det skal være muligt, når man anmelder et overfald, at anmelde det som en hadforbrydelse, og det synes jeg egentlig kun at den nuværende situation bestyrker mig i er nødvendigt. Det ville jeg også synes kunne være dejligt hvis regeringen og Folketingets øvrige partier ville bakke op om i den situation, vi står i lige nu, hvor vi ser en stigning i antallet af forbrydelser, overfald og hadtale på baggrund af religion.

Enhedslisten kan bakke fuldt ud op om det her beslutningsforslag fra Liberal Alliance, ligesom vi fuldt ud støtter det arbejde, der allerede er i gang i de forskellige ministerier i forbindelse med handleplanen mod antisemitisme. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til Liberal Alliance for at fremsætte beslutningsforslaget og for at rejse en debat og skabe fornyet opmærksomhed om en af de måske ældste former for racisme, ikke bare i Europa, men i verden, nemlig antisemitisme. Der har jo – tror jeg – fandtes racisme, nærmest siden der kom mennesker, men lige præcis antisemitismen er nok den afart af racismen, som har haft de mest fatale konsekvenser, både i form af fordrivelser, men jo også drab og holocaust. Den historie må vi aldrig glemme. Den må vi ikke glemme af hensyn til jøderne, men vi må heller aldrig glemme den med hensyn til racismen generelt, fordi den jo giver os en generel lære om racisme.

Men når det er sagt, er antisemitisme også noget, som vi bør behandle særskilt, ligesom andre typer racisme indimellem skal behandles særskilt, og der er måske også en ekstra grund til at behandle det særskilt for tiden, nemlig konflikten i Mellemøsten, som vi jo desværre kan se har konkrete konsekvenser i form af øget forekomst af antisemitisme, og derfor er det helt på sin plads at bringe det op i Folketinget. Jeg lagde mærke til, hvad ministeren lagde op til, nemlig en fælles beretning. Det, som vi i vores folketingsgruppe selv har talt om i et stykke tid, egentlig helt siden den 7. oktober, fordi vi godt kunne forudse, at der ville opstå problemer med antisemitisme, og at antisemitismen ville blusse op, var, hvad man mere konkret kan gøre. Og det er måske min største anke mod beslutningsforslaget, altså at der kun er tale om en kortlægning, hvor det, som vi synes der er et behov for, jo er reel handling. Og jeg er glad for, at der er nogle, der sidder og nikker, og der er måske også nogle af de konkrete handlinger, vi kan blive enige om, og der er måske også nogle af dem, hvor vi er uenige. Men der er også noget, jeg synes man kunne have gjort mere af efter den 7. oktober og også i forbindelse med de store demonstrationer, og jeg skal skynde mig at sige, at det jo slet, slet ikke er alle med et engagement i konflikten i Mellemøsten og med propalæstinensiske synspunkter, der er antisemitter. Det er jeg selv blevet skudt i skoene en gang imellem, og jeg ved også, at det gør ondt på mange af dem, der er engageret i Mellemøstenkonflikten, og som taler palæstinensernes sag, at blive beskyldt for antisemitisme. For der kan selvfølgelig ikke sættes lighedstegn mellem de to ting.

Når det er sagt, er der jo nogle, der ikke kan finde ud af at adskille de ting – det er der ingen tvivl om, altså ikke alle, men nogle – og det, som jeg jo i virkeligheden synes vi har haft et behov for, var et kriseberedskab til sådan en situation som den her, altså at der rent faktisk er nogle, der går ud på gaden og får fat i de mennesker, som ikke kan finde ud af at skille tingene ad, og får en forebyggende snak med dem. Og for mig handler det her ikke om at pege fingre ad nogen, men det handler om at stoppe antisemitismen, tage den i opløbet, men selvfølgelig også straffe den der, hvor den så forekommer.

Men der synes jeg ikke, at regeringen har været handlekraftige nok, og jeg synes, der er megen pegen fingre og mange forslag til, hvad man skal straffe hadefulde ytringer med, og vi vil også gerne være med til at straffe de hadefulde ytringer, vi er meget fortalere for straf for hadforbrydelser, men vi er endnu mere optagede af, hvordan vi forebygger antisemitisme og racisme. For jeg tror i sidste ende, at det jødiske samfund og alle religiøse minoriteter er bedre tjent med, at vi forebygger og forhindrer antisemitisme eller andre former for racisme, end at vi bagefter straffer dem. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal straffe antisemitisme eller racisme, når den forekommer, men jeg synes, der skal mere fokus på, hvordan vi forebygger den, så man i første omgang ikke skal være bange for at gå med en kalot ned igennem Nørrebrogade, eller hvad der ellers kunne være af eksempler, som vi indimellem hører om.

Derfor er der bare en opbakning til et måske lidt bredere perspektiv, et genbesøg af handlingsplanen. Den er jo også vedtaget før den 7. oktober, og der er et nyt billede, og jeg synes, der skal en større og mere opsøgende indsats til for at forebygge og imødegå den desværre stigende antisemitisme i vores samfund. Derfor er konklusionen, at vi ikke sådan umiddelbart er til sinds at stemme for beslutningsforslaget, og at vi hellere vil gå efter en beretning, men at vi også lader det være en lillebitte smule åbent i forhold til de kommende forhandlinger.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance, værsgo.

Nu taler fru Zenia Stampe om, hvordan man kan forhindre eller undgå, at der opstår antisemitisme, om man vil. Hun nævner også selv Nørrebro, og at det er der, man har svært ved at gå med en kalot. Man kunne jo sige, at den stramme udlændingepolitik, som Radikale Venstre kontinuerligt har været imod, er en af de ting, der bl.a. har været med til at begrænse omfanget af antisemitismen, selv om det er blevet et faretruende højt niveau, vi har i Danmark. Kan Zenia Stampe medgive, at det måske kunne være en logisk forklaring på, hvorfor vi ikke ser et værre niveau i Danmark, end vi gør, selv om det er slemt nok, som det er?

Fru Zenia Stampe.

Jeg havde egentlig håbet på, at vi ikke skulle diskutere det her. Der var en klummeskribent i Berlingske for nylig, der sagde, at det klingede hult, når jeg gik med i en march mod antisemitisme, når jeg samtidig havde ført den udlændingepolitik, jeg havde ført. Altså, konklusionen mellem linjerne, som også er den konklusion, jeg hører mellem linjerne fra hr. Steffen Larsen, er, at hvis man vil antisemitisme til livs, skal man lukke grænserne for muslimer.

Så vil jeg bare sige, at jeg ikke synes, man bekæmper én type racisme med en anden type racisme. Og det eneste, jeg ikke bryder mig om ved det her beslutningsforslag, er måske, at der er så meget fokus på herkomst. Det sagde hr. Steffen Larsen også, da han motiverede beslutningsforslaget, nemlig at der skal fokus på, hvilken herkomst folk med antisemitiske tilbøjeligheder har. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange, men slet, slet ikke alle, med mellemøstlig baggrund, som nogle gange kan forveksle konflikten i Mellemøsten med generel modvilje mod jøder, og det skal vi sætte ind over for. Men at det så skulle føre til generel diskrimination mod muslimer, synes jeg er stik imod hovedhensigten, som må være at bekæmpe racisme i alle dens forskellige slags afskygninger.

Hr. Steffen Larsen.

Nu prøvede jeg egentlig ikke at insinuere noget. Jeg siger blot, at der må være en sammenhæng, og den logiske sammenhæng medgiver Zenia Stampe jo sådan set også. Så er spørgsmålet, hvad man skal gøre ved den, og der har jeg jo ikke nævnt noget med, at man nødvendigvis skal lukke grænserne eller gøre alle mulige andre ting; så tror jeg, du skal kigge til andre ordførere her i lokalet. Men jeg vil blot konstatere, at vi er nødt til også at kunne tale ærligt om, hvor problemerne kommer fra, for at løse dem. Og det kan vi ikke gøre, hvis vi straks, når der bliver sagt, at det kunne være en etnisk gruppe, som også er blandt hovedårsagerne til det her, stikker hovedet mellem benene. Så kan vi jo ikke få dem integreret, og så kan vi jo ikke få gjort de her ting bedre. Og det er vi nødt til at kunne tale ærligt om.

Fru Zenia Stampe.

Det synes jeg også jeg har gjort i dag. I min ordførertale nævner jeg selv konflikten i Mellemøsten. Jeg nævner den i det opslag, hvor jeg annoncerer, at jeg går med i en march mod antisemitisme. Vi skal kunne tale om problemerne. Jeg vil bare ikke være med til at generalisere over for alle muslimer, for jeg ved, der er utrolig mange muslimer, eller palæstinensere for den sags skyld, som godt kan finde ud af at skille de her ting ad, og som virkelig føler sig stødt på manchetterne over at blive anklaget for noget så alvorligt som antisemitisme, fordi de kritiserer krigen i Gaza og Israels fremfærd. Der må man også kunne skelne mellem tingene. Men der er nogen, der er ikke kan, og selv om det er et mindretal, kan jeg godt forstå, at danske jøder er bange for det mindretal, og det mindretal skal der sættes ind over for. Det er jeg fuldstændig enig i. Så ja, vi skal kunne tale om problemerne; vi skal kunne sætte ind over for dem, men vi skal ikke forfalde til generaliseringer.

Hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen, som jeg synes kom ind på mange gode ting, og jeg synes ikke, at der er noget af det, som fru Zenia Stampe siger, der klinger hult. Men når jeg læser det her forslag, og når det handler om en bestemt gruppe, så er det jo, fordi der er én gruppe med en religiøs baggrund i Danmark i dag, der er mere udsat end nogen anden. Og hvis man har gjort sig den ulejlighed at læse den bog, som Martin Krasnik lige har skrevet, fortæller den bl.a. om, hvordan han må følge sin søn til fodbold, hvor der så står politifolk rundt om fodboldbanen og andre patruljerer i nærområdet. Hvis man går en tur i byen og kigger på nogle af de jødiske skoler og institutioner, der er, ser man det jo også. Derfor er det noget særligt, og derfor er det ikke at sammenligne med alle mulige andre religiøse mindretal, som også skal beskyttes, og som også er udsat for hadforbrydelser. Og derfor synes jeg bare, at man er nødt til at forholde sig til, at det her er noget særligt, og at det derfor også skal behandles som noget særligt. Det hører jeg også at ordføreren er lidt inde på, og derfor synes jeg, det er ærgerligt, at ordføreren siger noget lidt andet her til sidst i sit svar til hr. Steffen Larsen. Det er noget særligt og skal behandles som noget særligt.

Så siger ordføreren, at man skal forebygge, i forhold til at man f.eks. kan gå med kalot på Nørrebro, for det kan man ikke, men man kan gøre det andre steder. Jeg vil gerne bare spørge ordføreren: Hvordan forestiller ordføreren sig så at man i fremtiden kan få lov til at gå med en kalot på Nørrebrogade igen?

Fru Zenia Stampe.

Jeg tror i hvert fald, at det kræver mere gadeplansarbejde frem for klummer i Berlingske. Og det er jo desværre problemet med nogle af de her debatter, at vi fører nogle vældige slag i debatspalterne i diverse aviser. Men det kunne være, at vi i stedet for skulle bruge energien på at være derude, hvor hadet måske spirer, men hvor man kan komme det til livs eller forebygge det gennem snakke og forebyggende arbejde. Og det er det problem, jeg nogle gange har med de her diskussioner i både Folketingssalen og i debatspalterne, nemlig at jeg mangler at se handling i den virkelige verden. Jeg mangler at se, at man ikke bare peger fingre ad nogen og snakker om nogen, altså at man ikke bare snakker med hinanden i eliten om nogen derude, som gør noget, der er forkasteligt. Jeg er enig i, at det er forkasteligt, men jeg mangler at se viljen til i stedet for selv at gå derud eller at finde pengene til, at nogle andre går derud, og at man så tager problemerne der, hvor de er, og tager snakken og investerer i de forebyggende indsatser, der skal til. Der savner jeg noget handlekraft, i stedet for at det bare er handlekraft i form af ord mellem dem i den talende elite og i den talende elites medier.

Hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det. Jeg er sådan set enig i, at vi ikke skal nøjes med tomme ord. Det er også derfor, at der i den handlingsplan, der er sat i gang, også er et helt spor, der handler om forebyggelse og om forskning, men jo også om, hvordan man med undervisning i folkeskolen kan gøre endnu mere. Så jeg tror ikke, at ordføreren møder nogen modstand fra det, som ordføreren kalder den talende elite, herinde, som ønsker at løse problemet. Jeg synes bare, at når man behandler det her spørgsmål, er man også nødt til at sige, at det er noget særligt, fordi der er en gruppe i vores samfund, som er særlig udfordret lige nu, og det er vi nødt til at tage meget, meget alvorligt og på ingen måde relativere til alt muligt andet. Jeg synes, det er vigtigere at få løst det her problem end at pege fingre ad hinanden.

Fru Zenia Stampe.

Jeg startede også med at sige, at det er en særlig problemstilling. Jeg synes jo generelt, at vi skal arbejde imod racisme. Men der er jo ingen tvivl om, at racismen på den ene side har et fælles ophav på tværs af afarter; om det er islamofobi eller antisemitisme, har den jo et fælles ophav, som er en skepsis over for noget, der er fremmed. Men når det så er sagt, er der jo forskellige aspekter af de forskellige typer af racisme, og jeg tror, at man som jøde i Danmark føler, at man er usikker, altså at man simpelt hen kan være bange for at gå rundt på gaden og for at blive slået ned. Jeg siger ikke, at det er overalt, men den bekymring for sikkerheden er der. Og jeg tror, at det for danske muslimer måske mere handler om, at man er bange for diskriminerende lovgivning. Det er en anden type racisme, man er bange for dér, og som giver sig til udtryk på andre måder. Derfor skal det behandles forskelligt – og så har de alligevel en fællesnævner, som er en reservation over for noget fremmed.

Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne tilbage på det spor, der handler om, hvordan vi kan bekæmpe antisemitisme. Fru Zenia Stampe synes jeg ikke svarede særlig konkret på de ellers gode spørgsmål, hun som ordfører har fået her fra salen, om, hvordan vi kommer det til livs. Der er blevet nævnt gadeplansarbejde, men forestiller man sig virkelig, at den latente trussel, der hænger over hovedet på landets jøder, og som gør, at man er nødt til at have politibeskyttelse, og at man er nødt til at have meget stor sikkerhed og sikring af bestemte bygninger osv., kommer man til livs ved det? Altså, der skal meget mere til end lidt gadeplansarbejde. Det her er et problem, der stikker megadybt. Så hvad er Radikale Venstres forslag til, hvad vi kan gøre ved det her?

Fru Zenia Stampe.

Jeg tror, at det for det første er nødvendigt, at man beskæftiger sig med de mennesker, som udviser antisemitiske tilbøjeligheder, og altså ikke først, når de har begået en hadforbrydelse og man kan putte dem i fængsel, men at man rent faktisk, allerede når de er børn og render rundt på gaden, i daginstitutioner eller i deres familier – alle de steder, hvor de måtte møde den her type holdninger eller blive opildnet til dem – sætter ind dér. Det synes jeg sådan set er den måde, man kan tage problemet mest alvorligt på. Men jeg er fuldstændig enig i, at så længe vi ikke er der, er det jo nødvendigt med alle de der sikkerhedsforanstaltninger, men vi skulle da gerne nå dertil en dag, hvor det ikke er nødvendigt, at der skal være vagter ved forskellige jødiske institutioner. Det er da langt hen ad vejen en falliterklæring, men hvis vi skal komme det til livs, tror jeg bare, der skal meget mere til end læserbreve i Berlingske. Der skal altså indsatser ud der, hvor folk er, om det så er til demonstrationer, i skoler, børnehaver eller fritidshjem. Især børn og unge tror jeg virkelig vi skal sætte ind over for for at forebygge det her problem.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Jeg giver ordet til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand, og tak til Liberal Alliance for at fremsætte det her forslag. Jeg kan allerede afsløre, at Dansk Folkeparti støtter forslaget. Vi er dybt, dybt bekymrede over, hvordan danske jøder, folk, der har boet i Danmark i mange generationer, trues af antisemitisme, men i en ny indpakning, nemlig tilstedeværelsen af islams proselytter og tilrejsende fremmedes medbragte konflikter. Det er konflikter, der ikke har noget som helst med Danmark at gøre, ikke har noget som helst at gøre i Danmark, og som danske jøder aldrig nogen sinde kan drages til ansvar for. Jeg er træt af, at masseuddelingen af danske statsborgerskaber er blevet misbrugt af tilrejsende jødehadere, der nu bor i Danmark fast, og som derfor ikke bare kan sendes ud.

Ja, vi støtter det her forslag, men vi ved godt, hvor antisemitismen udspringer fra i Danmark i 2023. Den udspringer af indvandringen. Det hænger uløseligt sammen med islamisk indvandring, og det er sådan, det er. Det kan vi godt tåle bliver dokumenteret. Om lidt behandler vi så et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, der har til hensigt at gøre noget ved det, vi godt ved. Det her har til hensigt at handle på noget og finde noget mere information, men jeg er nødt til at sige, at der går en lige linje fra indvandringen til antisemitismen, og det er der altså behov for bliver sagt. Antisemitismen er et uvæsen, som vi skal til livs, for det hører ikke hjemme i Danmark. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Så er vi igennem ordførerrækken, og jeg giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Mange tak, hr. formand. Trusler, chikane og terror er vores jødiske medborgere budt. De har været det i årevis, og det er naturligvis uacceptabelt. Der er heldigvis også bred enighed om herinde, at det er uacceptabelt, men der lader ikke nødvendigvis til at være bedring på vej. For i årevis har vi nu udstationeret politi, og selv om der findes alverdens love mod hadforbrydelser også, har der været et stigende had. Hadet er blevet mere presserende, og hadet har fået en form, der betyder, at vi ikke kan ignorere problemet overhovedet. Vi er nødt til at handle, og vi er nødt til at gøre nogle ting resolut.

Siden Hamas' terrorangreb mod uskyldige civile israelere i oktober 2023 har der i medierne været flere historier om danske jøder, der lever i frygt for vold og chikane alene på grund af deres religiøse overbevisning eller etniske ophav. Men de lever ikke kun i frygten. De udsættes for chikanen. Der males hagekors og laves graffiti på deres hjems døre, vinduer og vægge. Som samfund har vi en forpligtigelse til, at fortidens forfølgelse af jøderne ikke gentager sig, og for at kunne gøre det effektivt er der behov for, at vi kender roden til og omfanget af problemet.

Derfor ønsker vi i Liberal Alliance, at der foretages en kortlægning af, hvilken chikane de danske jøder oplever i Danmark. Det er derfor også med stor tilfredshed, at jeg får positive tilkendegivelser fra samtlige af de partier, der er kommet i salen i dag, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen. For det er for os vigtigt, at roden til chikanen inddrages i sådan en kortlægning. Skyldes det antisemitisme i en bred forstand, er det politisk motiveret, er det religiøst motiveret, eller er det en del af den igangværende konflikt mellem Israel og Hamas? Hvis vi skal være i stand til at stoppe den chikane, er det også nødvendigt at have den viden, og for at undgå, at spekulationer og fordomme får frit løb, vil det være bedre med reel viden om årsag og sammenhæng, men også hvilke grupper der står bag, både i en bred og en smal forstand. Det haster derfor også med den undersøgelse, for vi oplever altså, at jøder imod enhver retfærdig forståelse af verden føler sig presset ud af Danmark, ud af det land, som de ser som deres fædreland, og ud af Europa, og det skal vi blotlægge for verden. Hvem er det, og hvorfor og hvordan kan denne ondskab finde sted i vores midte? Med de ord vil jeg sige tak.

Der er ingen korte bemærkninger, og vi siger tak til hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)