Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2842091_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 1759
Doknr.
830823
Dato
21-03-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 23. februar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
248 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 248:
Vil ministeren kommentere SOU alm. del - bilag 127?"
Svar:
Danish International Adoption (DIA) offentliggjorde den 16. januar 2024, at DIA
vil afvikle sine adoptionsformidlende aktiviteter. Denne beslutning har
konsekvenser for de ansøgere, der står på DIA’s ventelister til adoptere, men
også for de adopterede, som DIA yder Post Adoption Service (PAS) til. Men
den seneste tids fokus på adoptionsområdet, herunder
Sydkoreaundersøgelsen, har også ført til, at DIA i de seneste måneder har
modtaget et højere antal PAS-henvendelser end normalt.
Det er dog væsentligt at holde fast i, at DIA i kraft af organisationens
akkrediteringsvilkår er forpligtet til at yde PAS-rådgivning i form af bistand til
adopterede, adoptivfamilier og biologisk slægt i forbindelse med anmodning om
aktindsigt, tilbagerejser, kontakt til relevante aktører i udlandet, kontakt til
biologisk slægt samt søgen efter yderligere oplysninger om konkrete
adoptionssager. Denne forpligtelse har DIA også i afviklingsperioden.
Ankestyrelsen søger at understøtte DIA, med henblik på, at DIA i videst muligt
omfang kan varetage organisationens PAS-opgaver i afviklingsperioden, hvilket
også fremgår af det bilag, der henvises til i spørgsmålet. Jeg kan tilslutte mig,
at Ankestyrelsen har rådgivet DIA om, at organisationen skal behandle
henvendelser om PAS i kronologisk rækkefølge i det tempo, som er muligt ud
fra den bemanding, som DIA har til rådighed, og at DIA bør foretage en faglig
prioritering af, om nogle henvendelser bør behandles forlods.
Jeg kan endvidere oplyse, at jeg i brev til Folketingets Socialudvalg af 29.
februar 2024 oplyste
udvalget om DIA’s aktuelle håndtering af PAS-opgaven.
Jeg kan afslutningsvist oplyse, at der pågår et arbejde med at identificere
løsninger til at sikre varetagelsen af de PAS-opgaver, som DIA udfører i dag,
efter DIA’s afvikling.
Jeg vil inddrage Folketingets partier heri, når der foreligger
mulige løsningsmodeller herfor.
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 248: Spm. om kommentar til SOU alm. del - bilag 127
2842091_0002.png
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2