Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del
Offentligt
2854870_0001.png
Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 274
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 31. marts 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 274 (MOF alm. del) stillet 7. marts 2023 efter ønske fra
Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 274
”Miljøstyrelsen har under habitatkonsekvensvurderingerne af de fem ulovlige havbrug i og ved
Horsens Fjord konstateret, at de i fællesskab kan skade havmiljø væsentligt.
Habitatkonsekvensvurderingerne er ikke afsluttet. Vil ministeren på baggrund af Miljøstyrelsens
foreløbige undersøgelser oplyse, om havbrugene af hensyn til havmiljøet vil få forbud mod forsat drift,
således at havbrugene ikke i foråret 2023 kan starte årets produktion op?”
Svar
Miljøstyrelsen er ansvarlig myndighed for godkendelse og tilsyn med eksisterende havbrug, inkl. de
omtalte havbrug i Horsens Fjord. Jeg har derfor forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser
følgende:
”Miljøstyrelsen
traf i slutningen af 2020 afgørelse om, at placeringstilladelserne til de fem
eksisterende havbrug i og omkring Horsens Fjord var udløbet. Samtlige fem havbrug har søgt om
fornyelse af placeringstilladelserne, og Miljøstyrelsen har som led i sagsbehandlingen af
ansøgningerne fået udarbejdet fem habitatkonsekvensvurderinger. Disse konkluderer, at det kan
udelukkes, at den fortsatte drift af de fem havbrug hver især vil kunne skade det internationale
naturbeskyttelsesområde i Horsens Fjord.
Konsekvensvurderingerne konkluderer dog samtidig, at det ikke kan udelukkes, at de fem havbrug
samlet vil kunne skade det internationale naturbeskyttelsesområde i Horsens Fjord. Havbrugene
bidrager således hver især til en kumulativ påvirkning.
Miljøstyrelsen vil ikke på det foreliggende grundlag kunne meddele ny placeringstilladelse til samtlige
fem havbrug. Miljøstyrelsen har derfor indkaldt til dialog med havbrugene med henblik på at få
afklaret, om de enkelte havbrug ønsker at fastholde deres ansøgninger om placeringstilladelse i deres
nuværende form, eller om de ønsker at reducere eller flytte produktionen med henblik på at kunne
opnå tilladelse til fortsat drift.
Det skal bemærkes, at Miljøstyrelsen ikke har fundet grundlag for at skride ind over for et eller flere af
de fem havbrug med et midlertidigt standsningspåbud, mens mulighederne for fysisk lovliggørelse
undersøges.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 612: Spm. om havbrug i Horsens Fjord har retskrav på en ny placering, hvis Miljøstyrelsen finder, at det ’miljømæssige råderum’ ikke er tilstede i Horsens Fjord
Hvis et havbrug eller flere havbrug vælger at fastholde ansøgningen om uændret drift med den
nuværende placering, må Miljøstyrelsen vurdere, om der er grundlag for at meddele
placeringstilladelse til det enkelte havbrug, eller om der skal meddeles afslag på ansøgningen om
placeringstilladelse, herunder forbud mod fortsat drift.
Hvis et eller flere havbrug foreslår at reducere eller flytte driften, må Miljøstyrelsen, bl.a. på baggrund
af nye habitatvurderinger, tage stilling til, om der med disse ændringer kan meddeles
placeringstilladelse, eller om der skal meddeles afslag på ansøgning om placeringstilladelse og forbud
mod fortsat drift.”
For en status på habitatkonsekvensvurderingerne for de eksisterende havbrug henvises i øvrigt til
besvarelsen af Miljø- og Fødevareudvalget alm. del spm. 275 (2022-23 (2. samling)).
./.
Magnus Heunicke
/
Jens Brandt Sørensen
2