IFU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 59: Spm., om man inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser kan tilbyde fængselsindsatte med dobbelt statsborgerskab at blive løsladt, hvis de giver uigenkaldeligt afkald på deres danske indfødsret m.v.

Indfødsretsudvalget 2023-24
IFU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2019-20

REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1493

Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

5. november 2020

Strafferetskontoret

Louise Degn Brammer

2020-0030-4394

1538383

Slotshmgade1026Købnv.TF

w.justimnerdk@

+4572680391

Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1493 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. juni 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

IFU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 59: Spm., om man inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser kan tilbyde fængselsindsatte med dobbelt statsborgerskab at blive løsladt, hvis de giver uigenkaldeligt afkald på deres danske indfødsret m.v.

Spørgsmål nr. 1493 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ministeren

bedes redegøre for, om der i dansk lovgivning eller

administrativ ret findes en mulighed for, at en myndig dansk

statsborger kan indgå en frivillig aftale med Justitsministeriet/

Kriminalforsorgen om, at personen fraskriver sig sit danske

statsborgerskab og antager et andet statsborgerskab mod at få

eftergivet en idømt fængselsstraf helt eller delvist herunder op-

lyse følgende:

–

Vil ministeren støtte etablering af en sådan ret/lovgivning i

fald muligheden ikke eksisterer i dag?

–

Hvilke problemstillinger kan tale imod at en dømt dansk stats-

borger veksler sit dansk statsborgerskab til straffrihed, når

denne samtidigt antager et andet statsborgerskab eller har dob-

belt statsborgerskab?

–

Er der internationale forpligtelser, der forhindrer Danmark i at

etablere en sådan ordning?

–

Kendes en tilsvarende ordning ministeriet bekendt andre ste-

der i verden?

–

Vil en aftale mellem en dømt om afgivelse af dansk statsbor-

gerskab mod straffrihed, og rette danske myndig hurtigt kunne

tilvejebringes uden lovgivning, hvis et politisk flertal over for

ministeren gav tilsagn om at støtte en sådan aftale?”

Svar:

Der findes ikke i dansk ret en ordning, hvorved en person med dansk

statsborgerskab frivilligt kan indgå en aftale med Justitsministeriet eller dets

underliggende myndigheder om, at vedkommende opgiver sit danske stats-

borgerskab til gengæld for straffrihed, hvis den pågældende ikke derved bli-

ver statsløs.

Justitsministeriet er heller ikke bekendt med, at der i andre lande findes en

sådan ordning. En egentlig undersøgelse vil dog kræve en høring af samtlige

af Danmarks repræsentationer.

Justitsministeriet kan oplyse følgende om mulighederne for at etablere

den ønskede ordning inden for rammerne af dansk og international ret:

2.1.

Erhvervelse af dansk indfødsret er reguleret i grundlovens § 44, stk. 1,

som bestemmer, at dansk indfødsret kun kan erhverves ved lov. Fortabelse

af dansk indfødsret er imidlertid ikke reguleret i grundloven. Det er derfor

Justitsministeriets vurdering, at grundlovens § 44 ikke vil være til hinder

for, at der ved lov fastsættes en ordning som den, der er skitseret i spørgs-

målet.

Det følger af grundlovens § 24, stk. 1, at

”[k]ongen kan benåde og give am-

nesti.”

Ved benådning forstås almindeligvis individuel eftergivelse eller for-

mildelse af en idømt straf. Der er tale om en grundlovsumiddelbar kompe-

tence, som tilkommer regeringen (regeringsprærogativ).

Grundlovens § 24 indeholder ikke nogen beskrivelse af, hvilke omstændig-

heder der kan begrunde benådning. Der er dermed lagt op til et frit skøn, der

dog er begrænset af almindelige uskrevne forvaltningsretlige grundsætnin-

ger om saglige hensyn, forbud mod magtfordrejning mv., jf. Jens Peter Chri-

stensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015), side 200, og Henrik

Zahle, Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, 2. udgave (2006), s.

234. Grundlovens § 24 indeholder desuden ingen regulering af, om benåd-

ning kan ske betingelsesløst eller på nærmere bestemte vilkår. Benådning

kan således være ubetinget eller betinget af vilkår som ved betinget dom

eller prøveløsladelse. Benådning sker næsten undtagelsesfrit i form af be-

tinget strafeftergivelse med fastsættelse af prøvetid og eventuelt særvilkår.

Det fremgår af Jens Peter Christensen m.fl., a.st., s. 200, at benådning i øv-

rigt forudsætter, at der ikke vurderes at være risiko for ny kriminalitet. Det

bemærkes, at sidstnævnte forudsætning næppe er udtryk for en retlig be-

grænsning, men må antages at henvise til, at en sådan vurdering i praksis

har været en forudsætning for benådning.

Grundlovens § 24 giver ikke hjemmel til at fravige indfødsretslovgivningen.

Som det fremgår nedenfor under pkt. 2.3, har Udlændinge- og Integrations-

ministeriet imidlertid umiddelbart vurderet, at det efter den eksisterende ind-

fødsretslov kan siges, at et legitimt behov for løsning kan være at indgå en

frivillig aftale om straffrihed, hvis der er hjemmel hertil i anden lovgivning.

På den baggrund er det umiddelbart vurderingen, at en ordning, hvorved

personer med dobbelt statsborgerskab frivilligt kan indgå en aftale med

Justitsministeriet eller relevante underliggende myndigheder om, at ved-

kommende opgiver sit danske statsborgerskab til gengæld for straffrihed, vil

kunne gennemføres med hjemmel i grundlovens § 24. Dette gælder tilsva-

rende andre situationer, hvor en person frivilligt opgiver sit danske statsbor-

gerskab, uden at den pågældende derved bliver statsløs. Det bemærkes her-

til, at en generel benådningsordning med et sådant indhold må anses for en

usædvanlig anvendelse af benådningsinstituttet, hvilket i givet fald kan tale

for at etablere en sådan ordning ved lov.

2.2.

Retten til statsborgerskab er ikke udtrykkeligt omtalt i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK), men fratagelse af statsborgerskab

vil kunne rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 8, der beskytter retten

til respekt for privatlivet.

Justitsministeriet er ikke bekendt med, at Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol (Domstolen) har taget stilling til en lignende ordning, hvor

der gives samtykke til fortabelse af statsborgerskab til gengæld for straffri-

hed.

Domstolen har dog i sin praksis udtalt, at en fratagelse af statsborgerskab

efter omstændighederne kan rejse spørgsmål i relation til EMRK artikel 8. I

sådanne sager vurderer Domstolen dels konsekvenserne af fratagelsen for

den pågældende, herunder om den pågældende ved fratagelsen bliver stats-

løs, dels om fratagelsen kan karakteriseres som vilkårlig, jf. f.eks. Domsto-

lens afvisningskendelser af 7. februar 2017 i

K2 mod Storbritannien,

og af

22. januar 2019 i

Said Abdul Salam Mubarak mod Danmark.

Det er den

umiddelbare vurdering, at en ordning med et informeret samtykke til opgi-

velse af dansk statsborgerskab til gengæld for straffrihed næppe falder ind

under anvendelsesområdet for EMRK artikel 8 og under alle omstændighe-

der ikke vil være udtryk for vilkårlighed. Det er endvidere bl.a. i forbindelse

med vedtagelsen af lovforslag nr. 38 af 22. oktober 2019 om ændring af lov

om dansk indfødsret og udlændingeloven (Fratagelse af statsborgerskab fra

fremmedkrigere m.v.) blevet vurderet, at det ikke vil være i strid med

EMRK artikel 8, hvis en person fratages sit statsborgerskab i det tilfælde,

hvor den pågældende har statsborgerskab i et andet land eller er berettiget

hertil ved den blotte registrering hos det andet lands myndigheder.

Det er på den anførte baggrund Justitsministeriets umiddelbare vurdering,

at EMRK artikel 8 ikke vil være til hinder for at gennemføre en ordning som

den skitserede, hvorefter en myndig dansk statsborger, der idømmes en

strafferetlig sanktion, kan samtykke til fortabelse af sit danske statsborger-

skab til gengæld for straffrihed eller strafnedsættelse, hvis den pågældende

ikke derved bliver statsløs.

2.3.

Justitsministeriet har endvidere til brug for besvarelsen af spørgsmålet

indhentet en udtalelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har

oplyst følgende:

”Det fremgår af indfødsretslovens § 9, stk. 1, at udlændinge-

integrationsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan løse

den, som er eller ønsker at blive fremmed statsborger, fra dennes

statsborgerlige forhold til Danmark. Løsningen sker i det sidste

tilfælde på betingelse af, at borgeren inden en vis frist bliver

statsborger i et andet land. Det fremgår af indfødsretslovens § 9,

stk. 2, at løsning ikke kan nægtes en person, som er fremmed

statsborger, og som har sin faste bopæl i et andet land.

Bestemmelsen indebærer, at en borger, der ikke har dobbelt

statsborgerskab eller ikke har en aktuel ansøgning om fremmed

statsborgerskab, ikke kan blive løst fra sit danske statsborger-

skab.

Hvis der er tale om en borger med bopæl i det danske rige, som

har dobbelt statsborgerskab eller har en aktuel ansøgning om

fremmed statsborgerskab, er udgangspunktet, at ansøgningen

om løsning ikke imødekommes. Løsning er dog ikke udelukket,

hvis borgeren kan påvise et legitimt behov for at blive løst fra

sit danske statsborgerskab.

Et legitimt behov kan eksempelvis være, at den pågældende bor-

ger ønsker at indgå i offentlig tjeneste for et andet land, som

borgeren er statsborger i. Det kan endvidere være et legitimt be-

hov for løsning, at borgerens dobbelte statsborgerskab står i ve-

jen for en indrejsetilladelse til det andet land, som den pågæl-

dende er statsborger i.

Det er umiddelbart vurderingen, at et legitimt behov også kan

være at indgå en frivillig aftale om straffrihed, hvis der er hjem-

mel hertil i anden lovgivning.

Det bemærkes hertil, at det i den juridiske litteratur om løsning

fra dansk indfødsret er anført, at det kan indgå i vurdering af,

om der kan ske løsning, om ansøgeren har begået kriminalitet.

Det anføres i den forbindelse, at den pågældendes statsborger-

skab kan have betydning ift. efterforskning og afsoning, hvorfor

verserende sigtelser og uafsonede straffe kan tale imod løsning.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at

disse hensyn ikke ville gøre sig gældende i en situation, hvor en

ansøger benytter sig af en ordning, hvorefter der indgås en aftale

om blive løst fra sit danske statsborgerskab mod at blive benådet

for sin straf.

For så vidt angår de internationale forpligtelser, kan det oplyses,

at Danmark den 6. juni 1977 ratificerede konventionen af 30.

august 1961 om begrænsning af statsløshed (statsløsekonventi-

onen). Det følger af statsløsekonventionens artikel 7 (a), at så-

fremt en kontraherende stats lovgivning tillader frasigelse af

statsborgerret, må sådan frasigelse ikke medføre fortabelse af

statsborgerret, medmindre den pågældende besidder eller er-

hverver anden statsborgerret.

Jf. Indfødsretslovene I Lovtekster og Kommentarer af Knud Larsen (1948) side 183-184

og Indfødsretsloven med kommentarer af Birgit Kleis og Niels Beckman (2004) side 84.

Danmark ratificerede den 24. juli 2002 Den Europæiske Kon-

vention af 6. november 1997 om Statsborgerret (statsborgerrets-

konventionen). Det følger af statsborgerretskonventionen arti-

kel 8, at enhver kontraherende stat skal tillade, at en person kan

løses fra sin statsborgerret under forudsætning af, at den pågæl-

dende ikke derved bliver statsløs. Staten kan imidlertid be-

stemme, at alene statsborgere, som har deres faste bopæl i et an-

det land, kan løses fra deres statsborgerskab.”

Det er samlet set Justitsministeriets umiddelbare vurdering, at der inden

for rammerne af grundloven og Danmarks internationale forpligtelser vil

kunne etableres en ordning som den, der er skitseret i spørgsmålet, såfremt

den pågældende ikke herved bliver statsløs. Det bemærkes dog, at den en-

delige vurdering vil afhænge af ordningens nærmere udformning.

Det bør indgå i vurderingen af en sådan ordning, om en person, som benådes

og samtidig løses fra sit danske statsborgerskab, fortsat kan opholde sig i

Danmark på baggrund af et andet opholdsgrundlag.

Efter min opfattelse er det kendetegnende for et retssamfund, at gernings-

manden bliver draget til ansvar for sine kriminelle handlinger og udstår sin

straf.

Det er samtidig generelt regeringens holdning, at udlændinge, der begår kri-

minalitet i Danmark, i videst muligt omfang bør udvises efter udlændinge-

lovens udvisningsregler, og at de, hvis de tillige er danske statsborgere, i det

omfang det er muligt inden for rammerne af Danmarks internationale for-

pligtelser, bør frakendes deres danske statsborgerskab efter indfødsretslo-

vens frakendelsesregler. Det bemærkes i den forbindelse, at lov nr. 1057 af

24. oktober 2019 om ændring af lov om dansk indfødsret og udlændingelo-

ven gør det muligt administrativt at fratage personer med dobbelt statsbor-

gerskab deres danske statsborgerskab, hvis den pågældende har udvist en

handlemåde, der er til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser.

Regeringen overvejer løbende mulighederne for at skærpe indsatsen. Senest

har regeringen bl.a. foreslået at indføre forbud mod religiøse vielser af min-

dreårige og udvide udlændingelovens udvisningsregler, så en udlænding,

der idømmes ubetinget frihedsstraf for at forestå en religiøs vielse mv. af en

mindreårig, efter en konkret vurdering vil kunne udvises uanset varigheden

af udlændingens ophold i Danmark. Det samme foreslås i forhold til udlæn-

dinge, som tvangsmæssigt fastholder nogen i et ægteskab mv. Endvidere har

regeringen som led i udspillet mod vanvidskørsel foreslået, at udlændinge,

der idømmes ubetinget frihedsstraf for bl.a. uagtsomt manddrab og uagtsom

legemsbeskadigelse i forbindelse med vanvidsbilisme, efter en konkret vur-

dering skal kunne udvises uanset varigheden af udlændingens ophold i Dan-

mark.