Kulturudvalget 2023-24
KUU Alm.del Bilag 6
Offentligt
Kære stående udvalg
Jeg foreslår, at udvalget giver ministeriet et aktstykke, hvor der står, at et havedige, uanset om det ligger på
landet eller i byen, er et dige eller en del af et dige, der afgrænser eller inddeler en have.
Forvirring om begreber, der anvendes i lovgivning, er uproduktivt. Som det fremgår af vedlagte skrivelse fra
Slots- og Kulturstyrelsen, hvorfra jeg citerer, “...findes
desværre ikke en autoritativ definition på havediger”.
Det
kan ikke nytte noget, at styrelsen og kommunerne administrerer begreber, uden at vide hvad de betyder. Ved
at definere ordet “havedige”, forenkler og forbedrer udvalget den daglige efterlevelse af Digeloven både hos
borgere og myndigheder.
Digeloven stammer fra 2004, hvor den implementerede dele af en EU forordning fra 1992. Anvendelsen af
ordet “havedige” i Digeloven har ikke ændret sig i de to efterfølgende udgaver af Digeloven. Betydningen af at
fjerne forvirring om hvad et “havedige” er, kan gøres op i meget store pengebeløb fordi, sagsbehandlingen hos
myndighederne til individuelt at dispensere fra Digebekendtgørelsen indebærer flere års sagsbehandling og
fysisk inspektion af diget, ofte af flere myndigheder.
Når myndighederne administrerer så nidkært og langsommeligt, er det for ikke at begå fejl, men en langt bedre
måde at undgå at begå fejl på, er ved at fjerne usikkerhed, så enhver umiddelbart kan afgøre, hvad der skal til
for at efterleve loven. Derfor kan udvalget spare meget bureaukrati ved at give ministeriet et aktstykke, hvor
der står, at et havedige, uanset om det ligger på landet eller i byen, er et dige eller en del af et dige, der
afgrænser eller inddeler en have.
Venlig hilsen Martin Mosfeldt, Skovhaven 8, 4560 Vig