Kulturudvalget 2023-24
KUU Alm.del Bilag 46
Offentligt
Fanø den 15. december 2023
Til Folketingets Kulturudvalg
En replik til ministerens svar til Vadehavets Mediecenter ApS
I har begået en kæmpefejl ved at lade Kulturministeriet bag ryggen på jer fastsætte en
grænse på minimum 44 avisudgivelser om året. Det giver en stærk
konkurrenceforvridning, så lokalaviser med under det antal udgivelser vil dø – helt i strid
med lovens ånd. I ønskede jo at bevare lokale aviser, ikke nedlægge dem. Det er de
færreste små samfund, der kan bære en ugeavis med mindst 44 udgivelser om året. Til
sidst vil der kun være gratis distriktsaviser i de store byer. Det var jo ikke det, I ønskede.
Bekendtgørelsen, baseret på blandt andet overraskende interessenter som Salling Group,
der intet har med medievirksomhed at gøre, betyder også, at små netaviser nu får støtte,
blot de har 0,5 ansatte i redaktionen. De har lige fået de første tilsagn. Det betyder, at vi
med aviser vil få ublu konkurrence fra dem også, når de nu kan gå ind i vores områder
med statsstøtte i ryggen. Vore læsere og især vore annoncører er meget glade for, at vi
udkommer på papir.
Jeg har klaget til EU, og jeg vil klage til Folketingets Ombudsmand. Det er simpelthen
urimeligt, at embedsmænd i ministeriet kan forvanske meningen med en lov så groft. Jeg
vil også klage til Konkurrencestyrelsen, da I jo åbenbart intet foretager jer for at rette op på
miseren.
Med venlig hilsen
Finn Arne Hansen
Udgiver
Vadehavets Mediecenter ApS