Kulturudvalget 2023-24
KUU Alm.del Bilag 117
Offentligt
2858414_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Kulturudvalg
om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
24. april 2024
Indledning
En italiensk domstol (Tribunale Amministrativo Regionale Per il Lazio) har
forelagt EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen
af artikel 15 i direktiv 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det
digitale indre marked
1
(”DSM-direktivet”) i forhold
til fastsættelsen af rimelig
kompensation for onlineanvendelse af pressepublikationer. Den nationale retssag i
Italien vedrører en tvist mellem Autoritá per le Garanzie nelle Comunicazioni (den
nationale tilsynsmyndighed for kommunikationsindustrien i Italien, AGCom) på
den ene side og Meta Platforms Ireland Limited (Meta/Facebook og Instagram) på
den anden side.
Sagen for EU-Domstolen vedrører, om den italienske ophavsretslovs artikel 43a og
AGCom’s beslutning nr. 3/23/CONS, som definerer kriterierne for
at fastsætte
størrelsen af den rimelige kompensation for onlineanvendelse af
pressepublikationer, er forenelig med art. 15 i DSM-direktivet.
Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger
DSM-direktivets art. 15 tildeler udgivere af pressepublikationer nye rettigheder,
idet udgiverne får tildelt en eneret i relation til udbydere af
informationssamfundstjenesters onlinebrug af deres pressepublikationer.
Eneretten gælder i to år fra udgivelsen af en pressepublikation.
Informationssamfundstjenester kan være nyhedsaggregatorer,
medieovervågningstjenester, søgemaskiner eller sociale medie-platformstjenester,
som f.eks. Facebook.
Italien har implementeret DSM-direktivets art. 15 i den italienske ophavsretslovs
artikel 43 a. I denne artikel er det bestemt, at den italienske myndighed AGCom
skal vedtage en forordning om definitionen af kriterierne for at fastsætte størrelsen
af den rimelige kompensation for onlineanvendelse af pressepublikationer
(AGCom’s beslutning nr. 3/23/CONS).
Meta, som leverer en række onlinetjenester, bl.a. Facebook, til europæiske brugere,
er af den opfattelse, at den italienske ophavsretslovs art. 43 a og AGCom’s
beslutning er i strid med EU-retten, da den adskiller sig væsentlig fra artikel 15
blandt andet med hensyn til, at den fastsætter en ret til kompensation til gavn for
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på
det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF.
1
Jour. nr. 153283
 KUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 117: Kopi af notat til Europaudvalget om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
presseudgivere, giver mulighed for at en tredjepart (AGCom) kan fastsætte
størrelsen af en rimelig kompensation, indfører en oplysningspligt for udbydere af
informationssamfundstjenester, og at AGCom kan pålægge sanktioner, såfremt
dette ikke overholdes.
Derudover er Meta af den opfattelse, at de forpligtelser for udbydere af
informationssamfundstjenester, der er fastsat i art. 43a, er en tilsidesætttelse af
princippet om fri konkurrence i TEUF, princippet om friheden til at oprette og
drive egen virksomhed og proportionalitetsprincippet i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder.
Regeringens interesse og synspunkter i sagen
Sagen vedrører grundlæggende, om den italienske implementering af DSM-direkti-
vets artikel 15 er i overensstemmelse med EU-retten. Den danske implementering
af bestemmelsen svarer i en vis grad til den italienske implementering.
Både de danske og italienske bestemmelser er direktivnært implementeret i
forhold til, at de indeholder en eneret for presseudgivere, som gælder i to år i
relation til informationssamfundstjenesters onlinebrug af pressepublikationer.
Denne eneret betyder, at informationssamfundstjenester skal have tilladelse fra
presseudgiveren, når der foretages en eksemplarfremstilling af en pressepublika-
tion og/eller stilles pressepublikationer til rådighed på en sådan måde, at almenhe-
den får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.
En sådan tilladelse vil foreligge, når presseudgiverne selv gør publikationerne
tilgængelige via informationssamfundstjenesten, hvorefter der ikke foreligger
yderligere krav om samtykke, eller når informationssamfundstjenesten har tilbudt
et vederlag for brugen af de pågældende publikationer, og udgiveren af
pressepublikationerne har accepteret dette vederlag.
Danmark har implementeret DSM-direktivets art. 15 i den danske ophavsretslovs
§ 69 a og suppleret den med § 29 a. § 69 a indfører en eneret for presseudgivere,
som indebærer, at udbydere af informationssamfundstjenester skal have samtykke
fra presseudgiveren til online at foretage eksemplarfremstilling af en
pressepubliktation og/eller stille pressepublikationen til rådighed på en sådan
måde, at almenheden får adgang til den.
Derudover har man i Danmark valgt at supplere § 69 a med en specifik aftalelicens
i § 29 a for informationssamfundstjenesters brug af pressepublikationer i medfør af
§ 69 a, stk. 1, således at rettighederne kan klareres kollektivt hos en
rettighedsorganisation, der omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til de
værker, der anvendes i pressepublikationer (f.eks. DPCMO, der er
pressepublikationernes kollektive forvaltningsorganisation). Dette indebærer, at
en udbyder af en informationssamfundstjeneste, som f.eks. Meta, som benytter
Side 2
 KUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 117: Kopi af notat til Europaudvalget om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
pressepublikationer, kan indgå en enkelt aftale, som dækker alle rettigheder under
forudsætning af, at betingelserne for aftalelicens er opfyldt.
Derudover giver § 29 a Ophavsretslicensnævnet kompetence til at træffe afgørelse i
sager, hvor den organisation, der er godkendt til at indgå aftaler, stiller urimelige
vilkår for at indgå aftale. Ophavsretslicensnævnet har kompetence til at afgøre tvi-
ster om ophavsretlige vederlag på en række udvalgte områder. I forhold til § 29 a
kan nævnet dermed træffe afgørelse på begæring fra en af parterne (f.eks.
DPCMO) om det rimelige vederlag, men afgørelsen er ikke bindende for parterne.
Herudover er der også adgang til mægling efter ophavsretslovens § 52.
Det er regeringens opfattelse, at DSM-direktivets art. 15 ikke er til hinder for, at
der i national ret fastsættes en ret til rimelig betaling, da
det er formålet med en ophavsretlig eneret, at indehaveren af eneretten skal give
tilladelse, og det ligger i tilladelsens natur, at dette sker mod betaling af et
vederlag. Et krav på et rimeligt vederlag fremgår derfor implicit af eneretten.
Både de italienske og danske regler supplerer direktivet ved blandt andet at ind-
føre en kompetence til, at en tredjepart, en national myndighed (AGCom) eller et
nævn (Ophavsretslicensnævnet), kan træffe afgørelse om størrelsen på den rime-
lige kompensation/rimelige vederlag på begæring fra en af parterne, men hvor af-
gørelsen ikke er bindende for parterne.
Det er regeringens opfattelse, at art. 15 ikke er til hinder for, at eneretten sikres
ved at indføre regler om, at fx et nævn tildeles kompetence til at fastsætte
størrelsen af vederlaget for brugen af pressepublikationer samt øvrige vilkår i de
tilfælde, hvor en informationssamfundstjeneste og en presseudgiver ikke kan blive
enige om et vederlag for brugen af en pressepublikation.
Til forskel fra den italienske myndighed, som den præjudicielle
forelæggelsesafgørelse vedrører, definerer Ophavsretslicensnævnet ikke på forhånd
kriterierne for fastsættelsen af størrelsen af det rimelige vederlag, og nævnet har
ikke kompetence til at pålægge bøder, såfremt en udbyder af en
informationssamfundstjeneste ikke angiver de nødvendige oplysninger for at
fastsætte størrelsen af det rimelige vederlag.
Selvom det ikke fremgår direkte af DSM-direktivets art. 15, at medlemstaterne
kan fastsætte regler om forhandlingsordninger i de tilfælde, hvor parterne ikke
kan nå til enighed om et rimeligt vederlag, så udgør forhandlingsordninger en
central del af DSM-direktivet.
Af DSM-direktivet fremgår det fx af en anden bestemmelse (artikel 13 om
audiovisuelle værker på video on demand-platforme), at medlemsstaterne skal
sikre tilvejebringelse af en forhandlingsordning, som gør det muligt for parter, der
er interesseret i at indgå en aftale, at få bistand af et uafhængigt organ.
Side 3
 KUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 117: Kopi af notat til Europaudvalget om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
Derudover fremgår det af forslaget til DSM-direktivet, at direktivets mål bl.a. var
styrkelse af presseudgiverenes forhandlingsposition. Nationale regler, der
regulerer rammerne for forhandligen, er derfor i overensstemmelse med direktivets
formål.
Det er regeringens opfattelse, at når DSM-direktivets artikel 15 ikke nærmere
regulerer, hvordan medlemsstaterne kan sikre eneretten aftaleretligt, må der være
et skøn til medlemsstaterne i den forbindelse.
På denne baggrund afgiver regeringen indlæg i sagen i overensstemmelse med det
ovenfor anførte.
Side 4