Jeg synes, vi på mange måder har haft en meget, meget interessant debat. Jeg har virkelig siddet og nydt diskussionen om natursyn og de forskelle, som også gør sig gældende, men jeg også hæftet mig ved, at langt, langt flertallet har haft, synes jeg, utrolig gode pointer om vores natursyn, om, hvordan vi ikke får løst vores natur- og biodiversitetskrise, hvis ikke også vi tager fat i at formidle og forandre og udfordre det natursyn, som vi har som mennesker i Danmark, men det kan den her debat jo været med til. Jeg synes også, at debatten har været god af en anden årsag, og det er, at jeg faktisk synes, at folk har lyttet til hinanden. Det er ikke altid, når vi har debat her i Folketingssalen, at man lytter til hinanden, men det synes jeg, man har gjort her, og jeg synes, det klæder Folketingssalen, når der bliver lyttet til hinanden.
Jeg har tre pointer, jeg lige har brug for at forsøge at hamre ind, hvis jeg kan, ellers kan man selvfølgelig spørge for at få uddybet. Det ene er den foreløbige indmelding til EU om øjebliksbilledet af, hvordan det så ser ud nu i Danmark til havs og til lands. Vi har orienteret Folketinget om det skriftligt, og det er en foreløbig indmelding af et øjebliksbillede, altså hvordan det ser ud nu. Indmeldingen var jo netop, at vi nu har 15 pct., der går under den betegnelse, EU betegner som beskyttet natur, og så er øjebliksbilledet faktisk, at indmeldingen om hav er på 26 pct., hvor vi også tillod 29 pct., for den tidligere regerings foreløbige havplan, der har været i høring, havde 29 pct. beskyttet areal. Så det var det, vi meldte ind der. Men jeg har også sagt, at det er et øjebliksbillede, og vi skal videre både til lands og til vands.
Så er der også blevet spurgt om, hvorfor man så ikke har meldt noget beskyttet ind. Vi har jo meldt ind om det med beskyttelsen til havs, men til lands er det simpelt hen sådan – jeg sagde det faktisk også, men der var kun ét spørgsmål-svar i indledningen, så det kan være svært at fange alting op – at Danmark ikke har nogen juridisk definition af den her nye strenge beskyttelse. Vi har forskellige andre beskyttelser både i Natura 2000-områder, der af fredninger, der er også § 3-arealer, og der er alle mulige, heder, moser og enge, der er alt muligt, men en definition, som er juridisk defineret, således som vi læser EU's krav, er ikke noget, vi lige kan slå op og sige, at så er det det her, vi kan melde ind. Det ville være urigtigt, og det synes jeg ville være forkert at gøre simpelt hen. Derfor er det klart, at det så er noget, der må følge. Jeg vil også gøre opmærksom på, at Kommissionen har meldt, at der i det her efterår, vi går ind i, altså efteråret 2023, vil komme en EU-dialog om definitionerne på beskyttede og formentlig også om strengt beskyttede områder, og Kommissionen har i hvert fald varslet, at dialogen forventes at vise store nationale forskelle og kan føre til justering i EU-vejledningen om beskyttede arealer.
Der er også andre muligheder for at medtage beskyttede landarealer, som vi fra dansk side ikke tidligere har anset som værende beskyttede. Det handler f.eks. om det glimrende, der støttes bredt i Folketinget, nemlig udtagning af lavbundsjorde store, og det gør man på grund af klimaet, og man gør det også på grund af andre ting. Det er også oftest godt at gøre det for vores biodiversitet, og hvis EU mener, at også det skal indrapporteres, vil vi selvfølgelig gøre det, men det er noget af det, der er dialog omkring. Jeg synes ikke, at kritikken af, at vi har meldt for lidt ind, eller at vi ikke vil mere, er en rimelig kritik. Vi har meldt det øjebliksbillede, vi har, ind, og så går dialogen i gang med EU om, hvad der mere er behov for, og om definitionerne er korrekte i Danmark og i andre lande.
Så vil jeg også sige, at en anden ting, jeg hæftede mig ved, er, at der blev sagt, det er gået helt i stå med den her regering på klima- og miljøområdet. Altså, det er 2 dage siden, må jeg minde Folketinget om, 2 dage siden, at et bredt flertal enedes om et havvindsudbud af en kaliber, hvor jeg da så ordførere fra alle partier og alle grønne organisationer sige, at det her virkelig er markant stort. Herunder viste det også, at det, som debatten også har handlet om, nemlig de to store grønne kriser, klimakrisen og biodiversitetskrisen, ikke behøver at være hinandens modsætninger, måske kan løsningerne findes sammen, for et meget stort element i aftalen fra i forgårs, er jo, at der er en ny havnaturfond på en halv milliard kroner både til at få den viden, vi skal have for at vide, hvad vi skal gøre ved, at der er alt for lidt liv i vores have, men jo også for konkret at genoprette – det er helt konkret – de stenrev, som er forsvundet. Ja, der er mange, mange forskellige ting, man kan gøre for at sikre, at der altså kommer liv igen. Det er noget af det, som lige er sket for 2 dage siden, så derfor synes jeg ikke, det er rimeligt at sige det. Det er både på miljø- og klimafronten, der virkelig er taget nogle meget store skridt fremad. Vi er slet ikke tilfredse, men det er ikke rigtigt, at det er gået i stå.
Så har vi også haft en diskussion om noget, som en hel del af debatten har handlet om, nemlig naturnationalparkerne. Der vil jeg gerne sige, at det ikke er sådan, at vi i Miljøministeriet eller jeg som minister kan sige, at det vil være helt sikkert, at de vil kunne være omfattet af det, som EU vil definere som strengt beskyttet natur – det er faktisk ikke helt sikkert. Men den definition ventes som sagt i løbet af efteråret klarlagt, som meldingerne kommer fra landene, og det er afhængigt af, hvordan Europa-Kommissionen definerer det, og vi kan faktisk ikke helt vide det. Der er flere, der har sagt, vi så skulle have 100 flere osv., men vi kan faktisk ikke vide præcis, om den definition, som står i loven, er tilstrækkelig, eller om den rammer ved siden af.
Der har også været spurgt om tidsplanen, og jeg er glad for, at folk også lytter til de svar, der er kommet her. Det, jeg kan oplyse Folketinget om, det, jeg er blevet oplyst om og har fået at vide, er – og det er ikke mig, der har kontrol med tidsplanen i forhold til de to påklagede pakker, som er i Miljø- og Fødevareklagenævnet – er, at vi forventer, at der træffes afgørelse om begge to her i løbet af den her sommer. Og det vil sige, at når vi har en afgørelse, vil jeg hurtigt efter sommer indkalde partierne, jeg indkalder selvfølgelig regeringspartierne, men også de partier, der har stemt for, ikke kun til den oprindelige aftale, til også at drøfte, hvad vi så gør. Det kan jo være, at den afgørelse betyder noget, men det må vi så se, når den afgørelse er der. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis det mod forventning ikke skulle være den afgørelse her i sommer, som vi er blevet stillet i udsigt, det kan jo være, at der ud fra vores kontrol er brug for noget mere eller noget andet, synes jeg, det måske alligevel ville være klogt at invitere partierne til at finde ud af, hvad vi så gør i den situation. Det siger jeg også, fordi jeg kan høre, at der er behov for at komme med en klar melding, således at jeg kan gøre, hvad jeg kan for at mane et eller andet om, at der skulle være trænering eller et ønske om det, i jorden. Det er der ikke, for vi har et ønske om, at det her skal blive til virkelighed, men selvfølgelig på en måde, hvor vi ikke render ind i nye klagesager, som giver nye forsinkelser, og det er så det, vi forsøger at gøre på den her måde. Det var det.