Skatteudvalget 2021-22
SAU Alm.del Bilag 209
Offentligt
Herning 30. november 2021
Vinafgifternes tilstand i Danmark og opkrævning af samme
Kære Louise Schack Elholm
Følgende er sendt til alle Skatteordførere.
Jeg er vinhandler i Herning og har i dag indgivet en anmeldelse telefonisk til skat, lydende på
“samtlige webshops i EU, der sælger vine til Danmark”. Anmeldelsen går på, at der ikke er nogen
webshops, eller måske meget få, der melder deres eksport til Danmark til Dansk Skat, som de
skal, når de forestår transporten af vinene.
Sendes vine til Danmark med pakke fragt, som GLS, DHL, UPS mv. tages disse ikke ud til
afregning af afgifter. Det samme gælder, såfremt en privat mand køber en palle vin i fx Italien og
får den kørt hjem med en fragtmand.
Vores lovtekst viser, at det er den, der står for transporten, der skal indberette og betale afgifterne.
Problemet er, at dette ender som en slags frivillig løsning uden nogen stor fare for at blive opdaget,
da der ikke er en kontrol med pakker eller paller sendt til private.
En importør, der benytter EMCS og spiller efter reglerne, afregner kr. 8,45 til skat - et beløb, der
senere hen også betales moms af. Dette er ingenlunde tilfældet, når private køber pakker eller
paller hjem.
Der er brug for, at vi her i landet kigger grundigt ind i, hvordan vi håndterer vores afgifter. Der er i
dag opstået en kæmpe import til private, købt på webshops i EU og sendt til Danmark, uden at der
indberettes og indbetales afgifter. Størrelsen på tabet i statskassen skal jeg undlade at gisne om,
men som vinhandler kan jeg konstatere, at flere af mine kunder ligefrem underholder med deres
internationale køb.
Hvorledes ovennævnte klage håndteres hos Skat, det ved jeg ikke. Men som ordfører, har du om
nogen en mulighed for at påvirke tingenes gang. Jeg er sikker på, at der er flere, der ønsker dette
lavet om i branchen for vinimportører i Danmark - det samme må Skat og statskassen være. Om
afgifterne skal væk eller gælde for alle, det lader jeg op til demokratiet at bestemme, men
ændringer er der brug for.
Jeg stiller mig gerne til rådighed for spørgsmål etc.
Venlig hilsen - Best regards
Casper Nielsen
Bohème Vin- & Madbar / Bourgogneklubben
Østergade 27, 7400 Herning
Phone: 0045 4233 4788
VAT: DK37408387 EMCS: DK37408387200