Tak for spørgsmålet. Allerførst – og med fare for at gentage mig selv, fra da vi stod her for 2 uger siden, tror jeg det var – vil jeg gerne understrege, at reglerne om samleverafhængighed for førtidspensionister hører til i ydelseslovgivningen og ikke i skattereglerne. Så et mere konkret spørgsmål – og det er helt fair, vi kan sagtens tage det her – kan man jo også få svar på ved at stille det til min kollega beskæftigelsesministeren.
Men jeg vil gerne sige, at det efter min opfattelse er et grundlæggende sundt princip, at velfærdssamfundet kan træde til med et trygt forsørgelsesgrundlag for de borgere, der f.eks. ikke er i stand til at arbejde og dermed forsørge sig selv. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at de midler, der er, fordeles til dem, der har størst behov. Det er derfor naturligt, at den højeste sats forbeholdes den enlige førtidspensionist, som ikke har en partner at dele de økonomiske forpligtelser med. Men som sagt er det et spørgsmål, der hører hjemme i ydelseslovgivningen, og det er ikke mit ressort.
Spørgeren henviser i sin begrundelse for spørgsmålet til mit svar for 2 uger siden, som sagt. Her gav jeg udtryk for, at der grundlæggende ikke er nogen, der skal være bange for til at blive beskattet af almindelig forsørgelse, som de modtager fra deres partner som led i fælles husholdning. Det gælder også, selv om den ene bidrager mere økonomisk end den anden – det var det, vi drøftede sidst.
I sidste ende tror jeg faktisk, at samlevende selv kan finde ud af en rimelig fordeling af husleje og økonomiske forpligtelser i parforholdet, og det accepterer skattereglerne jo rent faktisk også. Det svar står jeg fortsat ved, også i tilfælde, hvor samlivet har varet mindre end 2 år.