SAU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 332: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven, lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love (Sanktioner for manglende indsendelse af oplysninger og tiltag til bekæmpelse af sort økonomi og stråmandskonstruktioner m.v. som led i udmøntning af aftale om en styrket skattekontrol

Skatteudvalget 2020-21
SAU Alm.del Bilag 332
Offentligt

Skatteministeriet

J.nr. 2021-3910

Forslag

til

Lov om ændring af opkrævningsloven, lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og

forskellige andre love

(Sanktioner for manglende indsendelse af oplysninger og tiltag til bekæmpelse af sort økonomi og

stråmandskonstruktioner m.v. som led i udmøntning af aftale om en styrket skattekontrol

–

etape 2)

§1

I opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 6. maj 2019, som ændret ved § 3 i lov

nr. 1587 af 27. december 2019, § 6 i lov nr. 168 af 29. februar 2020, § 25 i lov nr. 2061 af 21.

december 2020, § 3 i lov nr. 2226 af 29. december 2020 og senest ved § 2 i lov nr. 1182 af 8. juni

2021, foretages følgende ændringer:

§ 4, stk. 3, 4. pkt.,

ændres »ledelsen hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. stk. 4« til: »den, der

ved sin deltagelse i ledelsen af virksomheden forsætligt eller groft uagtsomt medvirker til eller

bevirker, at driften af virksomheden fortsættes, hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. § 10 b«.

§ 4, stk. 3, 7. pkt.,

ændres »ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og

afgifter m.v., jf. stk. 4« til: »den, der ved sin deltagelse i ledelsen af virksomheden forsætligt eller

groft uagtsomt medvirker til eller bevirker, at driften af virksomheden fortsættes, hæfter for skatter

og afgifter m.v., jf. § 10 b«.

§ 4, stk. 4,

ophæves.

§ 4 a, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »virksomheden«.

§ 4 a, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »ejeren af virksomheden eller den

ansvarlige daglige ledelse heraf«.

Efter § 10 a indsættes:

»§ 10 b.

Den, der ved sin deltagelse i ledelsen af en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt

medvirker til eller bevirker, at driften af virksomheden indledes eller fortsættes, uden at

virksomheden er registreret for et eller flere registreringsforhold efter skatte- og afgiftslove, hvor

SAU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 332: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven, lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love (Sanktioner for manglende indsendelse af oplysninger og tiltag til bekæmpelse af sort økonomi og stråmandskonstruktioner m.v. som led i udmøntning af aftale om en styrket skattekontrol – etape 2)

opkrævningen reguleres efter denne lov, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v.,

der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og

solidarisk.«

§ 11, stk. 2,

affattes således:

»Told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter

skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter denne lov, at stille sikkerhed i følgende

tilfælde:

1) Hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af virksomheden, er

eller inden for de seneste 5 år har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der

har påført staten et samlet tab som følge af konkurs eller anden insolvens eller har skabt en usikret

restance til told- og skatteforvaltningen på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter m.v.,

der opkræves efter denne lov, eller personskatter og bidrag, herunder restskat, der hidrører fra

driften af den anden virksomhed.

2) Hvis virksomheden inden for de seneste 5 år har fået registreringen for det samme

registreringsforhold inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, eller §

19 a, stk. 1.

3) Hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af virksomheden, er

eller inden for de seneste 5 år har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der

i perioden for personens ejerskab eller deltagelse i ledelsen af virksomheden har fået sin registrering

for samme type registreringsforhold inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter §

11, stk. 9, eller § 19 a, stk. 1.«

§ 11, stk. 7, stk. 8, 2. pkt.,

stk. 10,

ændres »stk. 12« til: »§ 10 b«.

§ 11, stk. 12,

ophæves.

Stk. 13 og 14 bliver herefter stk. 12 og 13.

10.

§ 17, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 11, stk. 9«: », eller § 19 a, stk. 1«.

11.

Efter § 19 indsættes før overskriften før § 20:

»§ 19 a.

Told- og skatteforvaltningen kan give en virksomhed påbud om at udlevere eller indsende

materiale efter kontrolbestemmelser i de love, der er nævnt i bilag 1, liste A og B, og momsloven,

hvis virksomheden ikke har udleveret eller indsendt materialet efter begæring herom. Hvis påbuddet

ikke efterkommes senest 4 uger efter den i påbuddet fastsatte frist, kan told- og skatteforvaltningen

inddrage eller nægte virksomhedens registrering hos told- og skatteforvaltningen efter den lov, der

indeholder kontrolbestemmelsen, medmindre virksomheden efterkommer påbuddet inden

inddragelsen eller nægtelsen. Hvis told- og skatteforvaltningen skønner, at virksomheden ikke vil

kunne fortsætte uden registreringsforholdet som nævnt i 2. pkt., inddrages eller nægtes tillige

virksomhedens registreringer for øvrige registreringsforhold, medmindre virksomheden inden for

fireugersfristen anført i 2. pkt. meddeler told- og skatteforvaltningen, at registreringen for de øvrige

registreringsforhold ønskes opretholdt eller foretaget.

Stk. 2.

Påbuddet efter stk. 1, 1. pkt., gives skriftligt, og det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke

efterleves inden for fireugersfristen i stk. 1, 2. pkt., kan virksomhedens registrering inddrages eller

nægtes. Det skal tillige fremgå af påbuddet, at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse

eller nægtelse vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at den, der ved sin deltagelse i ledelsen af

virksomheden forsætligt eller groft uagtsomt medvirker til eller bevirker, at driften af virksomheden

indledes eller fortsættes, hæfter for de skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den

uregistrerede virksomhed, jf. § 10 b. Hvis told- og skatteforvaltningen efter stk. 1 oplyser, at

virksomhedens øvrige registreringer tillige inddrages eller nægtes, oplyses i meddelelsen endvidere,

at virksomheden inden for fireugersfristen i stk. 1 skal give told- og skatteforvaltningen meddelelse

herom, såfremt de øvrige registreringer ønskes opretholdt eller foretaget.

Stk. 3.

Klage over et påbud efter stk. 1 har ikke opsættende virkning. Landsskatteretten eller

skatteankeforvaltningen kan dog tillægge en klage over et påbud efter stk. 1 opsættende virkning,

hvis særlige omstændigheder taler derfor. Landsskatterettens afgørelse kan træffes af en

retsformand.«

§2

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 1332 af 16. juni

2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 1239 af 11. juni 2021, foretages følgende ændring:

§ 4, stk. 1, nr. 1,

indsættes efter »Bøder«: »og tvangsbøder«.

§3

I chokoladeafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1446 af 21. juni 2021, foretages følgende

ændring:

§ 12, stk. 8, 2. pkt.,

§ 13, stk. 5, 2. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »ejeren af

virksomheden eller den ansvarlige daglige ledelse heraf«.

§4

I emballageafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 5. maj 2020, som ændret ved § 1 i

lov nr. 2226 af 29. december 2020 og § 10 i lov nr. 1240 af 11. juni 2021, foretages følgende

ændring:

§ 9, stk. 9, 2. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »ejeren af virksomheden eller den ansvarlige

daglige ledelse heraf«.

§5

I momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 26. september 2019, som ændret bl.a. ved §

4 i lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 1 i lov nr. 1310 af 6. december 2019, § 1 i lov nr. 810 af 9.

juni 2020 og § 5 i lov nr. 2197 af 29. december 2020 og senest ved § 5 i lov nr. 1240 af 11. juni

2021, foretages følgende ændring:

§ 47, stk. 7, 2. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »ejeren af virksomheden eller den

ansvarlige daglige ledelse heraf«.

§6

I spiritusafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 504 af 21. april 2020, som ændret ved § 2 i

lov nr. 1240 af 11. juni 2021, foretages følgende ændring:

§ 20, stk. 11, 2. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »ejeren af virksomheden eller den

ansvarlige daglige ledelse heraf«.

§7

I tobaksafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 21. juni 2021, foretages følgende

ændring:

§ 18, stk. 11, 2. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »ejeren af virksomheden eller den

ansvarlige daglige ledelse heraf«.

§8

I øl- og vinafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1451 af 8. oktober 2020, som ændret ved §

4 i lov nr. 1240 af 11. juni 2021, foretages følgende ændring:

§ 14, stk. 10, 2. pkt.,

ændres »den afgiftspligtige« til: »ejeren af virksomheden eller den

ansvarlige daglige ledelse heraf«.

§9

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2.

Lovens § 2, nr. 1, har kun virkning for tvangsbøder, der modtages til inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden fra og med den 1. juli 2022.

Stk. 3.

Regler fastsat i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 14, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 6.

maj 2019, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af

opkrævningslovens § 11, stk. 13, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 9.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af mulighed for at inddrage eller nægte virksomheders registrering ved manglende

indsendelse af materiale

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Den foreslåede ordning

2.1.3. Skatteministeriets overvejelser

2.2. Udvidelse af Skatteforvaltningens mulighed for at pålægge ledelsen i uregistrerede virksomheder

at hæfte for skatter og afgifter m.v.

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Skatteministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Skærpelse af regler om sikkerhedsstillelse

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Skatteministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Prioritering af tvangsbøder i dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Skatteministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

3.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

3.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klimamæssige konsekvenser

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det er en væsentlig forudsætning for opretholdelsen af det danske velfærdssystem, at virksomheder

betaler de skatter og afgifter, som de er pligtige til at betale. Når skatter og afgifter ikke betales,

udhules finansieringen af de velfærdsydelser, som alle nyder godt af, og tilliden til skattevæsenet

kan lide et knæk. Derudover vil virksomheder, der ikke følger reglerne om betaling af skatter og

afgifter, have en urimelig konkurrencefordel i forhold til den lovlydige del af branchen. Det er

derfor helt centralt, at Skatteforvaltningen har effektive og tidssvarende kontrolværktøjer, der sikrer,

at virksomhedernes betaling af skatter og afgifter sker efter reglerne.

Den 29. april 2020 indgik regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk

Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal

Alliance og Alternativet »Aftale om styrket skattekontrol«, som tegnede den overordnede ramme

for en reform af skattekontrollen i Danmark.

I forlængelse heraf indgik aftalepartierne den 10. marts 2021 »Aftale om en styrket skattekontrol

–

etape 2«. Med aftalen erklærede aftalepartierne sig enige om, at en kompetent, effektiv og målrettet

skattekontrol er en væsentlig forudsætning for tilliden til skattevæsnet. Af aftalen fremgår bl.a., at

partierne ser positivt på, at Skatteministeriet arbejder videre med at skærpe sanktionerne over for

svig, sort økonomi og manglende regnskaber.

Nærværende lovforslag har bl.a. til formål at udmønte de dele af »Aftale om en styrket

skattekontrol

–

etape 2« af 10. marts 2021, der omhandler skærpelse af sanktionerne ved svig, sort

økonomi og manglende regnskaber.

Det foreslås for det første at indføre mulighed for, at Skatteforvaltningen kan inddrage eller nægte

virksomheders registrering for moms, lønsumsafgift, punktafgifter eller indeholdelsespligt efter

kildeskatteloven, hvis virksomhederne efter gentagne henvendelser undlader at indsende materiale

til brug for Skatteforvaltningens kontrol med disse skatter og afgifter. Det er en helt central

forudsætning for denne kontrol, at Skatteforvaltningen kan indhente relevant materiale, men nogle

virksomheder undlader desværre at reagere, når Skatteforvaltningen anmoder om materialet.

Formålet med at kunne inddrage eller nægte registreringen for sådanne virksomheder er, at flere

virksomheder skal imødekomme Skatteforvaltningens anmodninger om materiale. Derudover skal

forslaget sikre, at virksomheder, der ikke imødekommer begæringen, f.eks. fordi de enten ikke har

en reel drift eller indgår i kriminelle aktiviteter, tvangsafmeldes eller nægtes registrering, så

virksomhederne ikke kan fortsætte deres aktiviteter.

Det foreslås for det andet at udvide Skatteforvaltningens mulighed for at pålægge ledelsen i

uregistrerede virksomheder at hæfte for de skatter og afgifter, som ikke afregnes af virksomheden.

Forslaget indeholder bl.a. en udvidelse af de gældende regler til at omfatte alle typer af uregistreret

virksomhed. Herudover foreslås det, at hæftelse også skal kunne pålægges den, der i f.eks.

stråmandskonstruktioner deltager i ledelsen af virksomheden uden at være registreret i

Erhvervsstyrelsens it-system.

Det foreslås for det tredje at skærpe reglerne om sikkerhedsstillelse. Dette foreslås bl.a. gjort ved at

udvide Skatteforvaltningens mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse fra virksomheder, der i ejer-

eller ledelseskredsen har en person, der inden for de seneste 5 år har været i ejer- eller

ledelseskredsen i en anden virksomhed, der har forvoldt staten tab m.v. Med forslaget vil det ikke

længere have betydning, om personen ikke i Erhvervsstyrelsens it-system var registreret til at være

en del af ledelsen i den anden virksomhed, så længe personen blot reelt deltog i ledelsen af

virksomheden. Dermed bliver det uden betydning, om personen f.eks. har anvendt en stråmand til at

skjule sin identitet. Endvidere foreslås det at give Skatteforvaltningen mulighed for at kræve

sikkerhed fra virksomheder, der ønsker at blive registreret for et registreringsforhold, for hvilket

Skatteforvaltningen inden for de seneste 5 år har inddraget registreringen. For at undgå omgåelse af

den foreslåede regel foreslås det også at give Skatteforvaltningen mulighed for at kræve sikkerhed

fra virksomheder, der i ejer- eller ledelseskredsen har en person, der inden for de sidste 5 år har

været involveret i en anden virksomhed, der har fået inddraget registreringen.

Det foreslås for det fjerde, at tvangsbøder under inddrivelse skal dækkes hurtigere med henblik på

at gøre tvangsbøder til et mere effektivt pressionsmiddel. Med forslaget vil tvangsbøder blive

placeret først i dækningsrækkefølgen sammen med strafferetlige bøder.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Indførelse af mulighed for at inddrage eller nægte virksomheders registrering ved manglende

indsendelse af materiale m.v.

2.1.1. Gældende ret

Opkrævningsloven gælder for opkrævning af skatter og afgifter m.v., for hvilke virksomheder,

selskaber, fonde eller foreninger m.v. er eller skulle have været registreret hos eller anmeldt til

Skatteforvaltningen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser i anden lovgivning eller i

EF-forordninger, jf. opkrævningslovens § 1, stk. 1. Det følger heraf, at opkrævningsloven således

bl.a. gælder for skatter og afgifter omfattet af punktafgiftslovene, lønsumsafgiftsloven og

momsloven og for kildeskatter efter kildeskatteloven.

I det til opkrævningsloven tilhørende bilag 1, liste A og B, oplistes en række punktafgiftslove,

lønsumsafgiftsloven og kildeskatteloven. Det følger af kontrolbestemmelser i en række af disse

love, at materiale til brug for kontrollen med de pågældende skatter og afgifter på begæring skal

udleveres eller indsendes til Skatteforvaltningen af den registreringspligtige, jf. § 22, stk. 3, i lov om

energiafgift af mineralolieprodukter m.v., § 27, stk. 3, i lov om afgift af spiritus m.m., § 21, stk. 3, i

lov om tobaksafgifter, § 22, stk. 3, i lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m., § 20, stk. 3, i lov om

afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer, § 27, stk. 3, i lov om afgift af

bekæmpelsesmidler, § 23, stk. 3, i lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., § 15, stk. 3, i

lov om afgift af visse emballager samt visse poser af papir eller plast m.v., § 17, stk. 1, 2. pkt., i lov

om forskellige forbrugsafgifter., § 19, stk. 3, i lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler, §

7, stk. 3, i lov om afgift af konsum-is, § 17, stk. 3, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.,

§ 22, stk. 3, i lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m., § 19, stk. 3, i lov om afgift af

svovl, § 27 i lov om afgift af affald og råstoffer, § 14, stk. 3, i lov om afgift af visse

chlorfluorcarboner og haloner (CFC-afgift), § 12, stk. 3, i lov om afgift af elektricitet, § 19, stk. 3, i

lov om afgift af naturgas og bygas m.v., § 18, stk. 3, i lov om afgift af spildevand, § 17, stk. 3, i lov

om afgift af ledningsført vand, § 14, stk. 3, i lov om afgift af lønsum m.v., § 25, stk. 1, 2. pkt., i lov

om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., § 29 og § 29 a, stk. 3, i lov om afgift af tinglysning af

ejer- og panterettigheder m.v., § 16, stk. 3, i lov om afgift af kvælstofoxider., § 13, stk. 3 i lov om

afgift af skadesforsikringer og § 86, stk. 2, 6. pkt., i kildeskatteloven. Tilsvarende skal den

registreringspligtige efter anmodning udlevere eller indsende materiale til brug for kontrollen med

moms, jf. momslovens § 74, stk. 4.

De nævnte kontrolbestemmelser kan bl.a. anvendes i situationer, hvor Skatteforvaltningen vil

kontrollere en virksomhed, der allerede er registreret, eller i situationer, hvor Skatteforvaltningen vil

kontrollere en virksomhed, der ønsker at lade sig registrere. Kontrol af en virksomhed, der ønsker at

lade sig registrere, kan f.eks. foretages med henblik på at afdække, om virksomheden har været

drevet uregistreret forinden.

Skatteforvaltningens anmodning om materiale skal ske under iagttagelse af væsentlighedskriteriet,

proportionalitetsprincippet og nødvendighedsprincippet.

Væsentlighedskravet indebærer, at Skatteforvaltningen skal afveje størrelsen af et muligt

merprovenu som resultat af kontrollen over for de ressourcer, der skal anvendes både af

Skatteforvaltningen og den oplysningspligtige for at gennemføre kontrollen. I denne afvejning af

byrden for den oplysningspligtige kan det ligeledes være af betydning, om Skatteforvaltningen

alene anmoder om oplysninger inden for den ordinære ligningsfrist, eller om Skatteforvaltningen

anmoder om oplysninger længere tilbage i tid.

Proportionalitetsprincippet er en forvaltningsretlig grundsætning, der er lovfæstet i § 2 i lov nr. 442

af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter (herefter retssikkerhedsloven). Princippet indebærer, at der ikke må anvendes

mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og

indgrebet skal som middel stå i rimeligt forhold til målet. Foranstaltningen skal også være egnet til

at opnå det tilstræbte formål. Proportionalitetsprincippet indgår også i

databeskyttelsesforordningens artikel 5, litra c, om dataminimering, hvoraf det følger, at

personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i

forhold til de formål, hvortil de behandles.

Nødvendighedsprincippet indebærer, at det pågældende indgreb, herunder Skatteforvaltningens

anmodning om oplysninger, skal være egnet til og nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål. Kravet

om nødvendighed vil også omfatte krav om væsentlighed og proportionalitet. Skatteforvaltningen

vil skulle foretage en konkrete afvejning af det samfundsmæssige hensyn over for de byrder, som

den oplysningspligtige vil blive pålagt i forbindelse med fremskaffelse af oplysningerne. Derudover

skal oplysningerne være væsentlige for en korrekt skatteansættelse og må ikke kunne tilvejebringes

med mindre indgribende midler. Skatteforvaltningen skal også foretage en konkret afvejning af

hensynet til det offentliges behov for at modtage oplysninger over for, hvor alvorligt indgrebet er i

den skattepligtiges privatliv. I afvejningen af byrden for den oplysningspligtige kan det ligeledes

være af betydning, om Skatteforvaltningen alene anmoder om oplysninger inden for den ordinære

ligningsfrist, eller om Skatteforvaltningen anmoder om oplysninger længere tilbage i tid.

Nødvendighedsprincippet indgår også i EMRK artikel 8, stk. 2, hvorefter ingen offentlig

myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i

overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den

nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge

uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres

ret og frihed.

Skatteforvaltningens indhentelse af oplysninger skal også ske under iagttagelse af de øvrige

bestemmelser i retssikkerhedsloven, herunder bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 10, hvoraf

det følger af stk. 1, at myndigheder ikke har adgang til at anvende oplysningspligter i tilfælde, hvor

der opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået en strafbar lovovertrædelse,

medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for

bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. I forhold til andre end den mistænkte gælder

bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne

søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf.

retssikkerhedslovens § 10, stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til retssikkerhedslovens § 10, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg

A, L 96 som fremsat, side 3041 ff., at med hensyn til kravet om, at der skal foreligge en konkret

mistanke, må det som udgangspunkt være afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at der

vil være grundlag for indenfor strafferetsplejen at rejse en sigtelse eller at tillægge vedkommende en

sigtets rettigheder. Der skal således foreligge omstændigheder, spor m.v., som på objektivt grundlag

og med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld. En person skal normalt anses for

sigtet, når mistanken samler sig om vedkommende, og efterforskningen direkte retter sig mod den

pågældende og ikke mod en bredere kreds. Det forudsættes, at det er den myndighed, der i givet

fald skal anvende oplysningspligten, som i almindelighed foretager vurderingen af, om der er

grundlag for en konkret mistanke. Bestemmelsen indebærer, at den mistænkte person i de nævnte

tilfælde alene har pligt til at meddele oplysninger, i det omfang det kan udelukkes, at de

oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Kan det

efter en sådan vurdering ikke udelukkes, at oplysningerne vil kunne have betydning for

bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, kan oplysningspligten ikke anvendes.

Hvor retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, finder anvendelse på grund af mistanke om strafbare

forhold, vil yderligere oplysning af sagen skulle ske efter retsplejelovens regler, og det vil således

skulle ske som led i en efterforskning af politiet.

Virksomheders indsendelse af oplysninger efter begæring muliggør, at Skatteforvaltningen kan

foretage skatte- eller afgiftskontrollen uden at benytte sig af adgangen til at foretage kontrolbesøg

hos de pågældende virksomheder. Skatteforvaltningens adgang til at foretage sådanne kontrolbesøg

følger af bestemmelser i de punktafgiftslove og kildeskatteloven, der er nævnt i det til

opkrævningsloven tilhørende bilag 1, liste A og B, samt momsloven, f.eks. kildeskattelovens § 86,

stk. 2, og momslovens § 74, stk. 1. Kontrolbesøg kan være nødvendige, hvis virksomhederne

undlader at efterkomme Skatteforvaltningens begæring, men begæringen må anses som en mindre

indgribende foranstaltning, der sædvanligvis skal benyttes, inden der iværksættes kontrolbesøg, jf.

proportionalitetsprincippet. Derudover er kontrolbesøg en ressourcekrævende kontrolforanstaltning,

både for Skatteforvaltningen og i visse situationer også for den virksomhed, hvor kontrolbesøget

foretages.

I dag afgør Skatteankestyrelsen som udgangspunkt klager over afgørelser om påbud af

oplysningspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, hvoraf det følger, at den ledende

retsformand efter inddragelse af skatteankeforvaltningen kan fastsætte regler om, at klager over

visse nærmere angivne typer af afgørelser bortset fra afgørelser truffet af Skatterådet skal afgøres af

skatteankeforvaltningen. I visse tilfælde behandles klagen af Landsskatteretten, herunder fordi

klagen visiteres til afgørelse i retten som principiel efter § 35 b, stk. 1, 2. pkt., jf. § 21, stk. 4, nr. 3.

Opkrævningslovens § 11 indeholder regler om Skatteforvaltningens mulighed for at pålægge

virksomheder at stille sikkerhed for kommende betalinger til Skatteforvaltningen. Bestemmelsens

stk. 1 regulerer, hvornår en allerede registreret (»igangværende«) virksomhed kan pålægges at stille

sikkerhed, mens stk. 2 regulerer, hvornår en virksomhed, der anmeldes til registrering, kan

pålægges at stille sikkerhed som betingelse for registreringen. En virksomhed kan kun pålægges at

stille sikkerhed efter stk. 1 eller 2, når den subjektive betingelse i stk. 3, 1. pkt., om, at det efter et

konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, er

opfyldt.

Det følger af opkrævningsklovens § 11, stk. 2, 1. pkt., at Skatteforvaltningen kan pålægge en

virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen

reguleres efter denne lov, at stille sikkerhed. Pålæg kan dog kun gives, hvis en fysisk eller juridisk

person, som er ejer af virksomheden, reelt driver virksomheden, er medlem af virksomhedens

bestyrelse eller direktion eller er filialbestyrer i virksomheden, er eller inden for de seneste 5 år har

været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen eller har været filialbestyrer i en anden

virksomhed, der har påført staten et samlet tab som følge af konkurs eller anden insolvens eller har

skabt en usikret restance til Skatteforvaltningen på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og

afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, eller personskatter og bidrag, herunder restskat, der

hidrører fra driften af den anden virksomhed, jf. 2. pkt. Når en virksomhed pålægges at stille

sikkerhed efter stk. 2, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt, jf. stk. 3. 2. pkt.

Det følger af opkrævningslovens § 11, stk. 4, at hvis den i stk. 2 nævnte virksomhed er et selskab,

en fond eller en forening m.v., anses som ejer også en person, der besidder sådanne kapitalandele i

virksomheden, som henregnes til hovedaktionæraktier efter aktieavancebeskatningslovens § 4, et

selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er omhandlet i

kursgevinstlovens § 4, stk. 2, eller en fysisk eller juridisk person, der udøver bestemmende

indflydelse som defineret i ligningslovens § 2, stk. 2, over virksomheden.

Størrelsen på den sikkerhed, der skal stilles, fastsættes efter opkrævningslovens § 11, stk. 5. Efter 1.

pkt. skal en sikkerhed efter stk. 1 og 2 stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer

med skatter eller afgifter m.v., der opkræves efter opkrævningsloven, og det forventede

gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode samt det skønnede eller opgjorte tilsvar fra den

eventuelle periode, hvor virksomheden har været drevet uregistreret. Skatteforvaltningen kan ved sit

skøn over virksomhedens forventede tilsvar inddrage brancheoplysninger og størrelsen af tilsvar fra

tilsvarende virksomheder og eventuelle restancer. Skatteforvaltningen kan endvidere inddrage

budgetoplysninger, men kan ikke kræve, at virksomheden udarbejder et budget. Efter stk. 5, 2. pkt.,

gælder 1. pkt. tillige for en enkeltmandsvirksomheds indehavers personskatter og bidrag, herunder

restskat, der vedrører virksomhedens drift, og restancer vedrørende de i stk. 5 omhandlede skatter

og afgifter m.v. fra indehaverens tidligere enkeltmandsvirksomhed, der er blevet afmeldt fra

registreringen. Efter 3. pkt. beregnes det gennemsnitlige tilsvar for igangværende virksomheder på

baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Efter 4. pkt. beregnes den sikkerhed, der skal stilles,

med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår reduceret med eventuelle

acontobetalinger. Efter 5. pkt. beregnes sikkerhedsstillelsen for personskatter og bidrag ud fra

skattebilletten.

Sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1 og 2, skal stilles senest 8 dage efter, at

virksomheden har modtaget meddelelse herom, idet fristen dog i særlige tilfælde kan forlænges

efter anmodning herom, jf. stk. 6, 1. pkt.

Det fremgår af opkrævningslovens § 11, stk. 7, at meddelelse om pålæg om sikkerhedsstillelse efter

stk. 1 skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at

virksomhedens registrering vil blive inddraget, og at en fortsættelse af virksomheden efter en

inddragelse vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og kan medføre pålæg af daglige bøder efter § 11,

stk. 11, og hæftelse for virksomhedens skatter og afgifter m.v. efter stk. 12.

Det følger af opkrævningslovens § 11, stk. 8, at pålæg om sikkerhedsstillelse efter stk. 2 skal

meddeles virksomheden senest 14 hverdage efter anmeldelsen til registrering, og at meddelelsen

herom skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at

virksomheden ikke kan registreres, og at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter §

17, stk. 3, og kan medføre pålæg af daglige bøder efter § 11, stk. 11, og hæftelse for virksomhedens

skatter og afgifter m.v. efter stk. 12.

Hvis virksomheden ikke stiller en sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1, rettidigt,

inddrages virksomhedens registrering, jf. stk. 9, 1. pkt. Stilles en sikkerhed efter stk. 2 ikke rettidigt,

nægtes virksomheden registrering, jf. stk. 9, 2. pkt. Det følger af stk. 10, at meddelelse om, at

registreringen er inddraget eller nægtet efter stk. 9, skal tilsendes virksomheden ved rekommanderet

brev, der tillige skal oplyse, at en fortsættelse af virksomheden efter registreringsinddragelsen eller

registreringsnægtelsen vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og kan medføre pålæg af daglige bøder

efter stk. 11 og hæftelse for virksomhedens skatter og afgifter m.v. efter stk. 12.

Ejeren eller den ansvarlige daglige ledelse af en virksomhed må ikke fortsætte eller indlede driften

af virksomheden, hvis virksomhedens registrering er ophørt, inddraget eller nægtet efter

opkrævningslovens § 11, stk. 9, eller efter en eller flere andre skatte- og afgiftslove, jf. stk. 11, 1.

pkt. Efter 2. og 3. pkt. kan Skatteforvaltningen give ejeren eller den ansvarlige daglige ledelse af

virksomheden påbud om at efterleve 1. pkt. Manglende overholdelse af påbuddet kan efter 3. pkt.

sanktioneres ved at pålægge ejeren eller den ansvarlige daglige ledelse af virksomheden daglige

bøder efter § 18 a, indtil påbuddet efterleves.

Herudover vil ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder

driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget eller nægtet efter opkrævningslovens §

11, stk. 9, hæfte personligt, ubegrænset og solidarisk for de af loven omfattede skatter og afgifter

m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed, jf. stk. 12.

Det følger af opkrævningslovens § 17, stk. 3, 1. pkt., at medmindre højere straf er forskyldt efter

straffelovens § 289, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der forsætligt eller

ved grov uagtsomhed driver en virksomhed, selv om registreringen er inddraget efter

opkrævningslovens § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9. Efter praksis kan en sag

om overtrædelse af bestemmelsen, hvor ansvarssubjektet er en fysisk person, afsluttes med bøde,

hvis overtrædelsen er begået groft uagtsomt, eller hvis overtrædelsen er begået forsætligt, og

unddragelsen ikke overstiger 250.000 kr., hvis registreringen angår moms eller kildeskat, eller

100.000 kr., hvis registreringen angår punktafgifter. Hvis ansvarssubjektet er en juridisk person, er

straffen bøde.

Bøden beregnes til to gange den samlede unddragelse, når der er forsæt til unddragelse. Ved grov

uagtsomhed udgør bøden én gang den samlede unddragelse. Af den del af unddragelsen, der ikke

overstiger 60.000 kr., beregnes bøden som én gang det unddragne beløb ved forsæt og som

halvdelen af det unddragne beløb ved grov uagtsomhed.

Hvis overtrædelsen er begået forsætligt, unddragelsen overstiger 250.000 kr./100.000 kr., og

ansvarssubjektet er en fysisk person, er straffen fængsel plus en tillægsbåde, der som udgangspunkt

udgør et beløb svarende til unddragelsens størrelse.

Opkrævningslovens §§ 18 og 19 indeholder en række straffeprocessuelle regler, der gælder i sager,

der kan medføre strafansvar for overtrædelser omfattet af opkrævningsloven.

Det følger af § 18, stk. 1, 1. pkt., at skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end

bøde, kan Skatteforvaltningen ved et bødeforelæg tilkendegive den pågældende, at sagen kan

afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og

erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter ansøgning kan forlænges, at betale

en bøde, der er angivet i tilkendegivelsen.

Det følger af § 18, stk. 1, 2. pkt., at retsplejelovens § 752, stk. 1, om regler for afhøringer af sigtede

finder anvendelse i sager omfattet af opkrævningslovens § 18, stk. 1. Endvidere fremgår det af

opkrævningslovens § 18, stk. 2, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift

finder tilsvarende anvendelse ved udfærdigelse af bødeforelæg i sagerne.

Betales bøden i henhold til bødeforelægget i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet

eller afsonet, bortfalder videre forfølgning, jf. opkrævningslovens § 18, stk. 3. Bøder i sager, der

afgøres administrativt, opkræves af Skatteforvaltningen, jf. stk. 4.

I de tilfælde, hvor betingelserne for, at sagen kan afsluttes administrativt af Skatteforvaltningen,

ikke er opfyldt, oversender Skatteforvaltningen sagen til politiet, med henblik på at sagen afgøres

ved domstolene.

Det følger af opkrævningslovens § 19, at ransagning i sager om overtrædelser omfattet af

opkrævningsloven sker i overensstemmelse med reglerne i retsplejeloven i sager, som efter loven

kan medføre frihedsstraf.

Det følger af bestemmelser i kildeskattelovens § 75 A, stk. 1, og momslovens § 81 a, stk. 1, at

virksomheder, der modtager et påbud om indsendelse af oplysninger eller materiale og undlader

senest 4 uger efter den i påbuddet fastsatte frist at efterkomme påbuddet, straffes med bøde.

Virksomheder, der efter udløbet af fireugersfristen modtager en skriftlig meddelelse fra

Skatteforvaltningen om at efterkomme påbuddet, kan

–

indtil påbuddet efterkommes

–

straffes med

bøde, hvis påbuddet ikke efterkommes senest 14 dage efter meddelelsens modtagelse, jf.

kildeskattelovens § 75 A, stk. 2, og momslovens § 81 a, stk. 2.

2.1.2. Skatteministeriets overvejelser

Bestemmelserne om, at Skatteforvaltningen kan indhente materiale hos virksomheder efter

anmodning herom, er med til at sikre, at Skatteforvaltningen kan føre kontrol med skatte- og

afgiftsreglernes overholdelse, og at de pligtige skatter og afgifter således angives og betales. Det er

derfor afgørende, at virksomheden efterkommer begæringen om materiale og derved opfylder sin

oplysningspligt over for Skatteforvaltningen, uanset om begæringen fremkommer som led i

virksomhedsregistreringen eller på et senere tidspunkt.

Skatteforvaltningen oplever desværre, at visse virksomheder efter gentagne henvendelser ikke

reagerer, når de anmodes om materiale til brug for skatte- og afgiftskontrollen.

Den manglende reaktion kan for det første skyldes, at virksomhederne ikke ønsker at samarbejde

med Skatteforvaltningen, fordi de oplever det som risikofrit at ignorere henvendelserne. Der er

således tale om virksomheder, der vælger at se bort fra deres oplysningspligt og derved det ansvar,

man har for at lægge regnskabsmateriale åbent frem for Skatteforvaltningen, når man driver skatte-

og afgiftspligtig virksomhed i Danmark. Derved har Skatteforvaltningen ikke de fornødne

muligheder for at kontrollere, om betalingen af skatter og afgifter er sket korrekt, hvilket kan

medføre tab for staten. Hvis Skatteforvaltningen får mulighed for at reagere over for disse

virksomheder ved fratage eller nægte dem registreringen for et registreringsforhold, vil der være et

øget incitament til at reagere på Skatteforvaltningens henvendelser. Muligheden vil således kunne

have en præventiv effekt over for visse virksomheder og forventes derfor at medføre, at flere

virksomheder vil indsende materiale og i sidste ende angive og betale de skatter og afgifter, de er

pligtige til.

Hvis flere virksomheder efterkommer Skatteforvaltningens begæringer om materiale, kan en afledt

effekt heraf være, at Skatteforvaltningen skal bruge færre ressourcer på at indhente materiale, f.eks.

ressourcer på udgående kontrolbesøg hos virksomhederne. Udgående kontrolbesøg er en

ressourcekrævende foranstaltning for Skatteforvaltningen, idet kontrolbesøget forudsætter, at de

involverede kontrolmedarbejdere hos Skatteforvaltningen møder på den pågældende lokation og

bruger tid på at finde og gennemgå det nødvendige materiale. Derudover er der ikke sikkerhed for,

at det materiale, som Skatteforvaltningen har begæret udleveret, er tilgængeligt på den lokation,

hvor kontrolbesøget foretages.

For det andet kan den manglende reaktion skyldes, at der er tale om virksomheder, som ikke har en

reel drift, f.eks. fordi de indgår i svigskonstruktioner og derfor ikke er i besiddelse af noget

regnskabsmateriale og nogen reel ledelse. Hvis Skatteforvaltningen som følge af den manglende

reaktion får mulighed for at fratage eller nægte disse virksomheder registreringsforhold, vil antallet

af virksomheder, der fremover skal kontrolleres, kunne mindskes, hvilket vil kunne frigive

ressourcer til andre dele af Skatteforvaltningens kontrolopgave, f.eks. til Skatteforvaltningens

kontrol af virksomheder, der drives uregistreret. For så vidt angår virksomheder, der indgår i

svigskonstruktioner og er uden reel drift, vil fratagelsen eller nægtelsen desuden kunne medføre, at

virksomhederne ikke længere vil kunne anvendes til svigagtige formål. Hertil skal det imidlertid

bemærkes, at Skatteforvaltningen ikke har adgang til at anvende oplysningspligter i tilfælde, hvor

der opstår mistanke om, at virksomheden har begået en strafbar lovovertrædelse, medmindre det

kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af

den formodede lovovertrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 1.

Med lovforslaget skal der sikres en rimelig balance mellem hensynet til, at virksomheder, der ikke

efterkommer oplysningspligten ved at indsende materiale til Skatteforvaltningen, kan fratages eller

nægtes registreringen for et registreringsforhold, og hensynet til, at virksomheder, der uforvarende

undlader at reagere på en materialeindkaldelse, ikke fratages eller nægtes registreringen for et

registreringsforhold, der udgør en forudsætning for deres virksomhedsdrift. Denne balance kan

sikres ved, at en ny ordning om fratagelse eller nægtelse af registrering kun skal omfatte

virksomheder, der efter gentagne henvendelser fra Skatteforvaltningen underlader at efterkomme

oplysningspligten, og som er blevet meddelt en klar og rimelig frist for, hvornår oplysningspligten

skal være opfyldt. Derudover skal balancen sikres ved, at pligten til at indsende materiale skal være

meddelt ved påbud, der vil kunne påklages, hvorved der i hvert tilfælde vil kunne ske en prøvelse af

oplysningspligten, hvis den pågældende virksomhed ønsker dette.

Derudover skal virksomheder, der har fået inddraget eller nægtet registreringen for et

registreringsforhold, under visse betingelser kunne fortsætte eller påbegynde virksomhedsdrift, som

forudsætter en registrering for de pågældende registreringsforhold. Dette kan ske derved, at

virksomheder, der ønsker at lade sig genregistrere eller registrere for de inddragede eller nægtede

registreringer, pålægges at stille sikkerhed.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Skatteforvaltningen får mulighed for at kunne give den registreringspligtige påbud

om at udlevere eller indsende materiale efter kontrolbestemmelser i de love, der er nævnt i bilag 1,

liste A og B, eller momsloven, hvis den registreringspligtige ikke har udleveret eller indsendt

materialet efter begæring herom. Dette vil medføre, at hvis en registreringspligtig ikke efterkommer

en anmodning om materiale efter de kontrolbestemmelser, der er nævnt i afsnit 2.1.1 ovenfor, eller

tilsvarende kontrolbestemmelser, som vil blive indført i de love, der er nævnt i bilag 1, liste A og B,

eller momsloven, vil Skatteforvaltningen kunne give påbud om, at materialet skal indsendes inden

for en fastsat frist.

Det foreslås, at hvis påbuddet ikke efterkommes senest 4 uger efter den i påbuddet fastsatte frist,

kan Skatteforvaltningen inddrage (tvangsafmelde) eller nægte virksomhedens registrering hos

Skatteforvaltningen efter den lov, der indeholder kontrolbestemmelsen, medmindre virksomheden

efterkommer påbuddet inden inddragelsen eller nægtelsen.

Bestemmelsen vil medføre, at hvis Skatteforvaltningen giver en virksomhed et påbud om

indsendelse af oplysninger som led i en kontrol af virksomheden i henhold til en lov, der er nævnt i

bilag 1, liste A og B, eller momsloven, og virksomheden ikke efterkommer påbuddet inden

fireugersfristen, inddrages eller nægtes registreringen, der er givet eller kan gives i henhold til den

pågældende lov, der er nævnt i bilag 1, liste A og B, eller momsloven.

At påbuddet ikke efterkommes, vil betyde, at materialet ikke foreligger hos Skatteforvaltningen,

dvs. at Skatteforvaltningen ikke har modtaget materialet f.eks. via e-mail eller pr. post.

Bestemmelsen vil både omfatte tilfælde, hvor intet af det af påbuddet omfattede materiale udleveres

eller indsendes inden for den i bestemmelsen anførte fireugersfrist, og tilfælde, hvor alene dele af

materialet udleveres eller indsendes, så påbuddet ikke imødekommes fuldt ud inden fireugersfristen.

I relation hertil bemærkes, at Skatteforvaltningen i henhold til princippet om proportionalitet, jf.

retssikkerhedslovens § 2, ikke kan anmode om at få udleveret irrelevante oplysninger, men alene

kan anmode om oplysninger, der er relevante og nødvendige for sagsbehandlingen, jf. ovenfor i

afsnit 2.1.1. F.eks. vil oplysningerne ikke være nødvendige, hvis de allerede er indberettet af

tredjemand efter skatteindberetningslovens regler om automatisk indberetning.

Bestemmelsen vil omfatte enhver virksomhed, der er registreringspligtig og kan modtage en

anmodning om udlevering eller indsendelse af oplysninger i henhold til i de love, der er nævnt i

bilag 1, liste A og B, og momsloven.

Hvis anmodningen om materiale fremkommer som led i virksomhedsregistreringen, og

virksomheden ikke efterkommer anmodningen, vil Skatteforvaltningen kunne sætte

registreringsprocessen i bero, indtil materialet indsendes. Hvis materialet ikke indsendes, og

virksomheden efter den nye bestemmelse modtager et påbud, som ikke efterkommes, vil

registreringen kunne nægtes.

En virksomhed, der i forbindelse med en kontrol er blevet tvangsafmeldt eller nægtet registrering

efter den foreslåede bestemmelse, vil fortsat kunne kontrolleres af Skatteforvaltningen, f.eks. ved at

Skatteforvaltningen indhenter materiale hos tredjemand eller gennem andre kontroltiltag, der er

hjemlet på det lovområde, som det pågældende registreringsforhold vedrører. Tilsvarende vil

Skatteforvaltningen kunne foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens tilsvar i henhold

til opkrævningslovens § 5, stk. 2.

At Skatteforvaltningen allerede har foretaget en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens tilsvar i

henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 2, vil ikke være til hinder for, at Skatteforvaltningen

anmoder om materiale med henblik på at kontrollere, om den skønsmæssige ansættelse er korrekt,

og Skatteforvaltningen vil også i denne situation kunne tvangsafmelde virksomheden efter den nye

bestemmelse, hvis virksomheden ikke efterkommer et påbud om at udlevere eller indsende

materialet til Skatteforvaltningen.

Hvis et påbud givet efter den nye bestemmelse påklages, og klagen undtagelsesvist tillægges

opsættende virkning, jf. nærmere herom nedenfor, vil pligten til at indsende materialet og følgelig

også muligheden for at blive tvangsafmeldt eller nægtet registrering være suspenderet, mens

klageinstansen behandler klagesagen.

Tilsvarende vil en virksomhed ikke kunne tvangsafmeldes eller nægtes registrering for ikke at

indsende materiale til Skatteforvaltningen, hvis Skatteforvaltningen har en konkret mistanke om, at

oplysningerne kan have betydning for bedømmelsen af en strafbar lovovertrædelse, f.eks. en

lovovertrædelse om unddragelse af skatter eller afgifter, og virksomheden derfor ikke har pligt til at

indsende oplysningerne til Skatteforvaltningen, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 1.

Virksomheden vil heller ikke kunne tvangsafmeldes eller nægtes registrering for ikke at indsende

materiale til Skatteforvaltningen, når Skatteforvaltningen allerede har de pågældende oplysninger,

f.eks. fordi Skatteforvaltningen har indhentet oplysningerne fra tredjemand. En tvangsafmeldelse,

der er foretaget, fordi den pågældende virksomhed ikke har indsendt materiale, vil bestå, selv om

Skatteforvaltningen efterfølgende modtager oplysningerne fra tredjemand.

Et påbud, der ikke efterkommes, og som er givet på grund af manglende indsendelse af materiale

efter anmodning herom fra Skatteforvaltningen i henhold til kildeskatteloven eller momsloven, vil

både kunne udløse tvangsafmeldelse eller nægtelse af registrering efter den foreslåede bestemmelse

og bødestraf i henhold til kildeskattelovens § 75 A eller momslovens § 81, såfremt betingelserne

herfor i øvrigt er opfyldt. I disse tilfælde vil den pågældende virksomhed således kunne modtage

bødeforelæg, indtil oplysningerne indsendes, selv om virksomheden er tvangsafmeldt eller nægtet

registrering for kildeskat eller moms efter den nye bestemmelse.

Det foreslås, at hvis Skatteforvaltningen skønner, at virksomheden ikke vil kunne fortsætte uden det

pågældende registreringsforhold, inddrages eller nægtes tillige virksomhedens øvrige registreringer,

medmindre virksomheden inden for fireugersfristen anført i 2. pkt. meddeler Skatteforvaltningen, at

de øvrige registreringer ønskes opretholdt eller foretaget. Dette vil svare til den mulighed, der følger

af opkrævningslovens § 4, stk. 3, 2. pkt. En manglende mulighed for, at virksomheden kan fortsætte

uden det pågældende registreringsforhold, må f.eks. antages at foreligge, hvor virksomhedens

momsregistrering inddrages eller nægtes, og en indeholdelsespligt vedrørende kildeskat og

arbejdsmarkedsbidrag derfor ikke er aktuel.

Det foreslås, at påbuddet skal gives skriftligt, og at det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke

efterleves inden for fireugersfristen nævnt ovenfor, kan modtagerens registrering inddrages eller

nægtes. Bestemmelsen vil indebære, at påbuddet vil skulle indeholde en henvisning til den relevante

lovbestemmelse, ligesom det vil skulle være specificeret, hvilket materiale der ønskes udleveret.

Endvidere foreslås, at det tillige skal fremgå af påbuddet, at en fortsættelse af virksomheden efter en

inddragelse eller nægtelse vil være strafbar efter opkrævningslovens § 17, stk. 3, og at ledelsen

hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. § 10 b. Det bemærkes, at § 17, stk. 3, foreslås også at skulle

henvise til den nye bestemmelse om inddragelse og nægtelse af registrering, jf. nedenfor, og at § 4,

stk. 4, foreslås videreført i en ny bestemmelse som § 10 b, der vil omfatte alle tilfælde, hvor en

virksomhed har været drevet uden registrering, uanset om det er sket efter en inddragelse eller

nægtelse af registreringen, jf. afsnit 2.2.

Det foreslås, at hvis Skatteforvaltningen oplyser, at virksomhedens øvrige registreringer tillige

inddrages eller nægtes, oplyses endvidere i meddelelsen, at virksomheden inden for fireugersfristen

skal give Skatteforvaltningen meddelelse herom, såfremt de øvrige registreringer ønskes opretholdt

eller foretaget.

Det foreslås, at klager over et påbud ikke har opsættende virkning, men at Landsskatteretten eller

skatteankeforvaltningen dog kan tillægge en klage over et påbud opsættende virkning, hvis særlige

omstændigheder taler derfor.

Det er klageinstansen, der vil skulle tage stilling til, om en klage skal tillægges opsættende virkning.

Særlige omstændigheder, der vil kunne tale for at tillægge en klage opsættende virkning, vil f.eks.

kunne være, at klageinstansen finder, at der er en begrundet tvivl om, hvorvidt der er pligt til at

indsende det pågældende materiale.

Hvis der klages over et påbud givet efter den foreslåede bestemmelse, og klagen vil skulle afgøres

af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, vil spørgsmålet om opsættende

virkning optræde som en procesbeslutning, og Skatteankestyrelsen vil træffe denne beslutning. For

sager, der vil skulle afgøres af Skatteankestyrelsen, vil der derfor ikke være behov for nærmere

regulering af, hvordan beslutningen vil skulle træffes.

I de tilfælde, hvor klagen vil skulle afgøres af Landsskatteretten, herunder fordi klagen visiteres til

afgørelse i retten som principiel efter skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. pkt., jf. § 21, stk. 4,

nr. 3, findes det hensigtsmæssigt, at kompetencen til at træffe denne procesbeslutning reguleres i

opkrævningsloven.

Det foreslås, at Landsskatterettens afgørelse om opsættende virkning vil kunne træffes af en

retsformand. Dette vil sikre en mulighed for en hurtig afgørelse vedrørende spørgsmålet om

opsættende virkning, selv om der vil være tale om en sag, som vil skulle behandles af

Landsskatteretten, f.eks. fordi den er principiel.

Hvis klagen er tillagt opsættende virkning, og klageinstansen giver Skatteforvaltningen medhold i

klagesagen, vil klageinstansen fastsætte en frist for, hvornår den oplysningspligtige vil skulle

indsende de pågældende oplysninger til Skatteforvaltningen.

Hvis Skatteforvaltningen på det tidspunkt, hvor en klage undtagelsesvist er blevet tillagt opsættende

virkning, har udsendt en meddelelse til virksomheden om at efterkomme påbuddet, og påbuddet

ikke er efterkommet, vil Skatteforvaltningen orientere virksomheden om, at meddelelsen

tilbagekaldes. Hvis virksomheden på det tidspunkt, hvor klagen tillægges opsættende virkning, har

indsendt oplysningerne, vil Skatteforvaltningen ikke anvende disse i sin sagsbehandling, indtil

klagesagen er afsluttet, og Skatteforvaltningen eventuelt får medhold i klagesagen.

Hvis Skatteforvaltningen på det tidspunkt, hvor klagen tillægges opsættende virkning, har inddraget

eller nægtet virksomheden registreringen for et registreringsforhold for ikke at efterkomme

påbuddet, vil Skatteforvaltningen genregistrere eller registrere virksomheden for

registreringsforholdet og orientere virksomheden herom.

Hvis en virksomhed får medhold i en klage, der ikke er tillagt opsættende virkning, vil

Skatteforvaltningen genregistrere eller registrere virksomheden for det eller de pågældende

registreringsforhold og orientere virksomheden herom.

Det foreslås endelig, at den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed driver en virksomhed, selv om

registreringen er inddraget eller nægtet efter den nye bestemmelse om inddragelse eller nægtelse af

registrering, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffelovens § 289. Dette foreslås gjort ved at ændre bestemmelsen i

opkrævningslovens § 17, stk. 3, så den ikke blot indeholder en henvisning til § 4, stk. 3, og § 11,

stk. 9, men også til den nye bestemmelse om inddragelse eller nægtelse af registrering. Der vil

således kunne straffes efter § 17, stk. 3, uanset om registreringen er inddraget eller nægtet efter § 4,

stk. 3, § 11, stk. 9, eller den nye bestemmelse.

2.2. Udvidelse af Skatteforvaltningens mulighed for at pålægge ledelsen i uregistrerede

virksomheder at hæfte for skatter og afgifter m.v.

2.2.1. Gældende ret

Opkrævningsloven indeholder regler, der i to forskellige situationer og under visse betingelser giver

mulighed for administrativt at pålægge ledelsen i en virksomhed at hæfte for en virksomheds skatter

og afgifter m.v. (tilsvaret).

Den første situation, hvor ledelsen i en virksomhed under visse betingelser kan pålægges at hæfte

for en virksomheds skatter og afgifter m.v., omhandler ledelsen i virksomheder, der fortsætter

driften efter at have fået inddraget registreringen, fordi virksomheden gentagne gange ikke har

indgivet angivelser for afregningsperioder (opkrævningslovens § 4).

Opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at hvis Skatteforvaltningen efter

afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan den fastsætte

virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Efter 2. pkt.

gælder det samme, hvis indkomstregisteret eller Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for

indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet

af § 2, stk. 1, 4. pkt. (dvs. indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som skal indberettes til

indkomstregisteret, og indeholdt udbytteskat, som skal indberettes efter skatteindberetningslovens §

29).

Hvis en virksomhed i fire på hinanden følgende afregningsperioder for det samme

registreringsforhold har fået foretaget en foreløbig fastsættelse af virksomhedens tilsvar af skatter

eller afgifter m.v., kan Skatteforvaltningen inddrage virksomhedens registrering hos

Skatteforvaltningen, for så vidt angår det pågældende registreringsforhold, medmindre

virksomheden inden inddragelsen indgiver de manglende angivelser henholdsvis manglende

indberetninger, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 3, 1. pkt. Det følger af 2. pkt., at hvis

Skatteforvaltningen skønner, at virksomheden ikke vil kunne fortsætte uden registreringsforholdet

som nævnt i 1. pkt., inddrages tillige virksomhedens øvrige registreringer, medmindre

virksomheden inden for den frist, der er anført i 3. pkt., meddeler Skatteforvaltningen, at de øvrige

registreringer ønskes opretholdt. Efter 3. pkt. skal Skatteforvaltningen forinden inddragelsen ved

rekommanderet brev meddele virksomheden, at registreringen eller registreringerne vil blive

inddraget, såfremt de manglende angivelser henholdsvis manglende indberetninger ikke indgives

inden 14 dage. Efter 4. pkt. skal det fremgå af meddelelsen, at en fortsættelse af virksomheden efter

en inddragelse vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen hæfter for skatter og afgifter m.v.,

jf. § 4, stk. 4. Det følger af stk. 3, 5. pkt., at hvis Skatteforvaltningen efter 2. pkt. oplyser, at

virksomhedens øvrige registreringer tillige inddrages, oplyses i meddelelsen endvidere, at

virksomheden inden for fristen i 3. pkt. skal give Skatteforvaltningen meddelelse herom, såfremt de

øvrige registreringer ønskes opretholdt. Efter 6. pkt. skal meddelelse om, at registreringen eller

registreringerne er inddraget, tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev. Efter 7. pkt. skal det

fremgå af brevet, at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at

ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. § 4, stk. 4.

Det følger af opkrævningslovens § 4, stk. 4, at ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft

uagtsomt fortsætter driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget efter stk. 3, hæfter

personligt, ubegrænset og solidarisk for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår

som følge af den uregistrerede virksomhed.

Den anden situation, hvor ledelsen i en virksomhed under visse betingelser kan pålægges at hæfte

for en virksomheds skatter og afgifter m.v., omhandler ledelsen i virksomheder, der fortsætter eller

indleder driften af virksomheden, selv om virksomhedens registrering er blevet inddraget eller

nægtet, fordi virksomheden ikke har stillet en sikkerhed, som virksomheden er blevet pålagt at stille

(opkrævningslovens § 11). Der henvises til afsnit 2.1.1 for en beskrivelse af opkrævningslovens §

11, stk. 1-12.

I tilfælde, der ikke er omfattet af hæftelsesreglerne i opkrævningslovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12,

kan der anlægges en erstatningssag ved domstolene over for ledelsen i en virksomhed, der er ophørt

som insolvent med restancer til Skatteforvaltningen (f.eks. A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, moms

eller punktafgifter) og dermed har påført det offentlige et tab. Det kan f.eks. være relevant i tilfælde,

hvor en virksomhed aldrig har forsøgt at lade sig registrere. Gennemførelsen af en erstatningssag

kan imidlertid tage lang tid og være omkostningsfuld sammenlignet med muligheden for

administrativt at kunne pålægge ledelsen at hæfte.

Hvornår en virksomhed har pligt til at lade sig registrere for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, moms,

lønsumsafgift eller punktafgifter, reguleres i lovgivningen for det pågældende registreringsforhold.

For så vidt angår A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, følger det af kildeskattelovens § 85, stk. 1 og 2,

at Skatteforvaltningen fører registre over de indeholdelsespligtige, og at enhver, der er

indeholdelsespligtig efter afsnit V og VI (dvs. bl.a. A-skat og arbejdsmarkedsbidrag), inden 8 dage

skal give Skatteforvaltningen meddelelse om indtræden af indeholdelsespligt, ændringer, herunder

ophør af indeholdelsespligt, og tilgang og afgang af modtagere af A-indkomst samt

arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst. Det følger af § 16, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 499 af 27.

marts 2015 om kildeskat, at enhver, der er indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens afsnit V og

VI, skal tilmelde sig til registrering i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er

indtrådt.

For så vidt angår moms, er hovedreglen efter momslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., at afgiftspligtige

personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed

til registrering hos Skatteforvaltningen. Dette gælder dog bl.a. ikke virksomhed med levering af

varer og ydelser, som er fritaget efter § 13, bortset fra transaktioner som nævnt i § 37, stk. 7 og 8, jf.

§ 47, stk. 1, 2. pkt. Endvidere følger det af § 48, stk. 1, 1. pkt., at afgiftspligtige personer etableret

her i landet uanset § 47, stk. 1, ikke skal registreres og betale afgift, når de samlede afgiftspligtige

leverancer ikke overstiger 50.000 kr. årligt.

For så vidt angår lønsumsafgift, følger det af § 2, stk. 1, i lov om afgift af lønsum m.v., at

virksomheder, der er afgiftspligtige, skal anmeldes til registrering hos Skatteforvaltningen.

Virksomheden skal dog kun registreres, såfremt afgiftsgrundlaget efter § 4 overstiger 80.000 kr.

årligt, jf. § 2, stk. 2.

For så vidt angår punktafgifter, afhænger dette af lovgivningen for den enkelte punktafgift, men det

almindelige udgangspunkt er, at virksomheden skal registreres for punktafgifter, hvis den

fremstiller punktafgiftspligtige varer her i landet eller køber punktafgiftspligtige varer i udlandet.

2.2.2. Skatteministeriets overvejelser

Bestemmelserne i opkrævningslovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12, om, at Skatteforvaltningen

administrativt kan pålægge ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter

eller indleder driften af en virksomhed, som har fået inddraget registreringen efter

opkrævningslovens § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet registreringen efter § 11, stk. 9, at hæfte

for manglende betaling af skatter og afgifter m.v., sikrer, at ledelsens hæftelse kan pålægges

administrativt i stedet for at skulle ske via anlæggelse af en erstatningssag ved domstolene mod

ledelsen, hvilket kan være en tidskrævende og omkostningsfuld proces.

Som nævnt i afsnit 2.2.1 giver opkrævningslovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12, imidlertid ikke

Skatteforvaltningen mulighed for at pålægge ledelsen en sådan hæftelse i andre tilfælde, hvor

ledelsen forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder driften af en uregistreret

virksomhed. Eksempelvis omfatter bestemmelserne ikke ledelsen i uregistrerede virksomheder, der

enten aldrig har forsøgt at lade sig registrere, eller som selv har afmeldt sig fra registreringen.

Herudover fremgår det ikke tydeligt af opkrævningslovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12, eller

bemærkningerne hertil, om bestemmelserne også omfatter den, der i en stråmandskonstruktion m.v.

reelt deltager i ledelsen af en virksomhed, men som ikke er registreret i Erhvervsstyrelsens it-

systemer til at være en del af ledelsen i virksomheden, selv om sådanne personer også vil kunne

være erstatningsansvarlige ved konkurs på lige fod med de registrerede ledelsesmedlemmer.

Bestemmelserne tager således ikke højde for, at der de senere år været en række sager med brug af

stråmænd, hvor formålet har været at skjule de reelt ansvarlige personer bag økonomisk svindel og

skatteunddragelse. Er der indsat stråmænd i ledelsen, vil det være vanskeligt for Skatteforvaltningen

og andre private og offentlige aktører at finde frem til de reelt ansvarlige for en virksomhed.

Stråmændene, der i sådanne konstruktioner anvendes til formelt at være registreret i

Erhvervsstyrelsens it-systemer, kan både være nærtstående og ikkenærtstående personer.

Sidstnævnte kan eksempelvis være venner, bekendte eller helt fremmede personer, som mod

betaling står som ejer af virksomheden, eller som ikke ved, hvad de går ind til, eller som får

misbrugt deres identitet, så de registreres som direktør i en virksomhed uden at være bekendt med

det. Disse stråmænd vil meget ofte være uden midler til at betale skyldige skatter, afgifter m.v. i

tilfælde af personlig hæftelse, og en inddrivelse af statens krav bliver derfor umulig.

I ovennævnte tilfælde anvender Skatteforvaltningen derfor ikke opkrævningslovens § 4, stk. 4, og §

11, stk. 12, men anlægger i stedet en erstatningssag ved domstolene.

Selv om virksomheden i ovennævnte tilfælde ikke altid vil have modtaget en forudgående

»advarsel« om, at fortsættelse eller indledning af driften af den uregistrerede virksomhed kan

medføre hæftelse for ledelsen

–

svarende til meddelelsen herom efter § 4, stk. 3, 4. pkt., og § 11,

stk. 10

–

er det opfattelsen, at det er rimeligt, at Skatteforvaltningen også har mulighed for at

pålægge ledelsen en hæftelse i sådanne tilfælde, så længe hæftelsen er betinget af, at deltagelsen i

ledelsen kan tilregnes vedkommende som forsætlig eller groft uagtsom, og så længe ledelsen har

mulighed for at påklage afgørelsen om at pålægge hæftelsen.

Dette skal ses i sammenhæng med, at personer, der groft uagtsomt eller forsætligt deltager i

ledelsen af en uregistreret virksomhed, allerede vil kunne være ansvarlige for ubetalte skatter og

afgifter m.v. efter erstatningsretlige regler. Mulighed for at pålægge hæftelse i ovennævnte

situationer vil således ikke indebære en ændring af personernes hæftelsesansvar, men alene medføre

mulighed for at fastslå denne hæftelse administrativt.

Dette skal endvidere ses i sammenhæng med, at drift af uregistreret virksomhed medfører »sort

økonomi« og dermed risiko for tab for statskassen, hvorfor det vurderes nødvendigt, at

Skatteforvaltningen har værktøjer til effektivt at sanktionere deltagelse i ledelsen af uregistrerede

virksomheder, herunder personer, der via stråmandskonstruktioner m.v. forsøger at skjule deres

identitet i stedet for at lade sig registrere i Erhvervsstyrelsens it-system.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at bestemmelserne i opkrævningslovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12, ophæves og

erstattes af en ny bestemmelse (§ 10 b), der fastsætter, at den, der ved sin deltagelse i ledelsen af en

virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt medvirker til eller bevirker, at driften af virksomheden

indledes eller fortsættes, uden at virksomheden er registreret for et eller flere registreringsforhold

efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter denne lov, hæfter personligt,

ubegrænset og solidarisk for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af

den uregistrerede virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b vil videreføre indholdet af de gældende

bestemmelser i opkrævningslovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12, og samtidig udvide indholdet heraf

på to punkter.

For det første vil den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b

–

i modsætning til § 4,

stk. 4, og § 11, stk. 12, der kun omfatter virksomheder, som har fået inddraget registreringen efter

opkrævningslovens § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet registreringen efter § 11, stk. 9

–

omfatte

alle tilfælde, hvor en virksomhed fortsætter eller indleder driften uden at være registreret for et eller

flere registreringsforhold, som virksomheden skulle have været registreret for hos

Skatteforvaltningen. Herved omfattes bl.a. også tilfælde, hvor virksomheden aldrig har forsøgt at

blive registreret og dermed aldrig har fået nægtet registrering, og tilfælde, hvor virksomheden

fortsætter den uregistrerede virksomhed efter selv at have afregistreret sig for et eller flere

registreringsforhold.

Den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b ændrer ikke på, at det

–

ligesom efter de

gældende bestemmelser i § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12

–

fortsat kun vil være registreringsforhold, som

virksomheden skulle have været registreret for hos Skatteforvaltningen, der kan medføre hæftelse

for den, der deltager i ledelsen af virksomheden. Hvornår en virksomhed har pligt til at være

registreret for registreringsforholdet, afhænger af reglerne for det enkelte registreringsforhold.

For så vidt angår

A-skat og arbejdsmarkedsbidrag,

følger det af kildeskattelovens § 85, stk. 1 og 2,

at Skatteforvaltningen fører registre over de indeholdelsespligtige, og at enhver, der er

indeholdelsespligtig efter afsnit V og VI (dvs. bl.a. indeholdelsespligtig for A-skat og

arbejdsmarkedsbidrag), inden 8 dage skal give Skatteforvaltningen meddelelse om indtræden af

indeholdelsespligt, ændringer, herunder ophør af indeholdelsespligt, og tilgang og afgang af

modtagere af A-indkomst samt arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst. Det følger af § 16, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat, at enhver, der er indeholdelsespligtig efter

kildeskattelovens afsnit V og VI (dvs. bl.a. indeholdelsespligtig for A-skat og

arbejdsmarkedsbidrag), skal tilmelde sig til registrering i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at

indeholdelsespligten er indtrådt.

For så vidt angår

moms,

er hovedreglen efter momslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., at afgiftspligtige

personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed

til registrering hos Skatteforvaltningen. Dette gælder dog bl.a. ikke virksomhed med levering af

varer og ydelser, som er fritaget efter § 13, bortset fra transaktioner som nævnt i § 37, stk. 7 og 8, jf.

§ 47, stk. 1, 2. pkt. Endvidere følger det af § 48, stk. 1, 1. pkt., at afgiftspligtige personer etableret

her i landet uanset § 47, stk. 1, ikke skal registreres og betale afgift, når de samlede afgiftspligtige

leverancer ikke overstiger 50.000 kr. årligt.

For så vidt angår

lønsumsafgift,

følger det af § 2, stk. 1, i lov om afgift af lønsum m.v., at

virksomheder, der er afgiftspligtige, skal anmeldes til registrering hos Skatteforvaltningen.

Virksomheden skal dog kun registreres, såfremt afgiftsgrundlaget efter § 4 overstiger 80.000 kr.

årligt, jf. § 2, stk. 2.

For så vidt angår

punktafgifter,

afhænger dette af lovgivningen for den enkelte punktafgift, men det

almindelige udgangspunkt er, at virksomheden skal registreres for punktafgifter, hvis den

fremstiller punktafgiftspligtige varer her i landet eller køber punktafgiftspligtige varer i udlandet.

For det andet vil den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b

–

i modsætning til § 4,

stk. 4, og § 11, stk. 12

–

tydeligt angive ikke kun at omfatte dem, der har været registreret i

Erhvervsstyrelsens it-system til at være en del af virksomhedens ledelse, men også andre, der har

deltaget i ledelsen af virksomheden.

Afgrænsningen af, hvem der kan anses for at have »deltaget i ledelsen af en virksomhed«, vil være

den samme som efter konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., om konkurskarantæne.

Det indebærer bl.a., at den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b vil omfatte den, der

i Erhvervsstyrelsens it-system har været registreret som direktør, medlem af bestyrelsen eller

tilsynsrådet. Dette gælder, uanset om den pågældende faktisk har varetaget hverv som direktør,

bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem i den relevante periode, eller om den pågældende f.eks.

har været »stråmand«. Ved en stråmand forstås en person, der f.eks. registreres og officielt fremstår

som direktør, bestyrelsesmedlem eller lignende for et kapitalselskab, men uden reel

beslutningskompetence. En stråmand har således ikke noget at sige i forhold til det konkrete

selskab, da det er en eller flere bagvedliggende personer, der bestemmer over selskabet. Det er dog

en forudsætning, at den pågældende har accepteret hvervet (registreringen) som direktør,

bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, eller at den pågældende i det mindste var bekendt med

registreringen og ikke har gjort indsigelse herimod. Det vil i den forbindelse efter

omstændighederne kunne indgå i bevisbedømmelsen, hvis en person ikke fremkommer med

relevante oplysninger, som kan understøtte den pågældendes forklaring om, at den pågældende

–

uagtet at andre oplysninger i sagen indikerer det modsatte

–

ikke havde accepteret hvervet

(registreringen) som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem.

Det indebærer endvidere, at den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b vil omfatte

personer, der reelt er fratrådt som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, før

virksomheden fortsatte eller indledte driften uden at være registreret for et eller flere

registreringsforhold efter skatte- og afgiftslove, men først efterfølgende afregistreres i

Erhvervsstyrelsens it-system. En sådan person kan således pålægges hæftelse, hvis den pågældende

havde accepteret at forblive registreret i Erhvervsstyrelsens it-system som direktør,

bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, eller hvis den pågældende i det mindste var bekendt

med registreringen og ikke har gjort indsigelse herimod.

Det indebærer herudover, at en person, der alene er registreret som suppleant til bestyrelsen eller

tilsynsrådet, ikke i kraft af selve hvervet og registreringen som suppleant vil være omfattet af den

foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b. Suppleanten vil dog kunne være omfattet, hvis

vedkommende i den relevante periode

–

dvs. mens virksomheden er blevet drevet uden at være

registreret for et eller flere registreringsforhold efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen

reguleres af opkrævningsloven

–

faktisk har udøvet hvervet som bestyrelsesmedlem eller

tilsynsrådsmedlem, fordi det faste bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem har haft forfald.

Den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b vil endvidere omfatte den, der deltager i

ledelsen af en filial af en udenlandsk erhvervsvirksomhed.

Efter selskabslovens § 112, stk. 3, kan et enkeltmandsfirma eller et interessentskab være direktør i

et rederiaktieselskab. I relation til den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b vil

indehaveren af enkeltmandsfirmaet henholdsvis interessenterne i interessentskabet i givet fald være

at anse som deltagere i ledelsen af det pågældende rederiaktieselskab.

Den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b vil endvidere omfatte den, der faktisk har

udøvet en direktørs eller et bestyrelsesmedlems eller tilsynsrådsmedlems beføjelser i virksomheden.

En person, der har udøvet sådanne beføjelser, men hvis ledelsesmæssige rolle på grund af

virksomhedens form ikke er undergivet registrering i Erhvervsstyrelsens it-system

–

dvs. ledere af

enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber, medmindre samtlige

interessenter henholdsvis komplementarer er kapitalselskaber

–

vil således være omfattet.

Herudover vil den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b omfatte tilfælde, hvor en

virksomheds ledelse er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, men hvor registreringen helt eller

delvis ikke svarer til de faktiske forhold. Den foreslåede bestemmelse vil således bl.a. omfatte den,

der i en stråmandskonstruktion ikke er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, men som reelt

deltager i ledelsen af virksomheden. En sådan vurdering af, om en person kan anses for

reelt at

deltage i ledelsen

af en virksomhed uden at være registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, vil svare

til vurderingen, der foretages af Erhvervsstyrelsen i forhold til konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt.,

der omhandler konkurskarantæne, og af Skatteforvaltningen i forhold til opkrævningslovens § 11,

stk. 2, 2. pkt., hvorefter pålæg om sikkerhedsstillelse kun kan gives til en virksomhed, hvis en

fysisk eller juridisk person, som er ejer af virksomheden,

reelt driver virksomheden,

er medlem af

virksomhedens bestyrelse eller direktion eller er filialbestyrer i virksomheden, er eller inden for de

seneste 5 år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen eller har været

filialbestyrer i en anden virksomhed, der har påført staten et samlet tab som følge af konkurs eller

anden insolvens eller har skabt en usikret restance til Skatteforvaltningen på mere end 50.000 kr.

vedrørende skatter og afgifter m.v., der opkræves efter denne lov, eller personskatter og bidrag,

herunder restskat, der hidrører fra driften af den anden virksomhed.

Det vil i forhold til den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b bero på en konkret

vurdering, om en person kan anses for reelt at have deltaget i ledelsen af en virksomhed, selv om

personen ikke i Erhvervsstyrelsens it-systemer har været registreret til at have været en del af

virksomhedens ledelse. Ved vurderingen vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om personen har stået

for virksomhedens daglige drift. Det kan f.eks. være kendetegnet ved, at personen har haft fuldmagt

til at disponere over virksomhedens bankkonto, eller at personens e-mailadresse er registreret som

virksomhedens kontaktadresse. Det kan ligeledes være kendetegnet ved, at personen udadtil har

fremstået som virksomhedens leder, f.eks. at personen har forestået kontakten med virksomhedens

bankforbindelse, det offentlige og selskabets øvrige samarbejdspartnere. Det kan desuden være

kendetegnet ved, at personen har underskrevet på vegne af virksomheden, f.eks. vedrørende

ansættelse og opsigelse af medarbejdere, eller at personen har udøvet ledelsesbeføjelser overfor

medarbejderne eller personer, der i Erhvervsstyrelsens it-systemer er registreret til at være en del af

virksomhedens ledelse.

Herudover vil betingelserne for at pålægge hæftelse efter den foreslåede bestemmelse i

opkrævningslovens § 10 b være de samme som efter § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12. Den foreslåede

bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b vil således ikke ændre på, at der kun vil kunne pålægges

hæftelse i de tilfælde, hvor det kan tilregnes den pågældende som værende groft uagtsomt eller

forsætligt, at vedkommende ved sin deltagelse i ledelsen af en virksomhed har medvirket til eller

bevirket, at driften af den uregistrerede virksomhed indledes eller fortsættes. Begreberne »grov

uagtsomhed« og »forsæt« efter den foreslåede bestemmelse er identiske med de tilsvarende

begreber i f.eks. straffebestemmelsen i § 17. Muligheden for at anvende den foreslåede

bestemmelse vil imidlertid ikke være betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den

pågældende. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller at der eventuelt er sket frifindelse

i straffesagen, kan bestemmelsen således finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i

straffesagen kan bero på straffesagens særlige karakter, herunder andre krav til bevisets styrke end i

sagen om hæftelse efter den foreslåede bestemmelse.

Ligeledes vil den foreslåede bestemmelse ikke ændre på, at det kun vil være de skatter og afgifter

m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed i den periode, hvor den pågældende har

deltaget i ledelsen af virksomheden, som vedkommende vil kunne hæfte for. Hvis vedkommende

deltager i ledelsen af en uregistreret virksomhed i perioden fra den 1. januar til den 30. juni, i

hvilken periode der opstår ubetalte skatter og afgifter m.v. for 500.000 kr., og herefter ophører med

at deltage i ledelsen, vil vedkommende således ikke hæfte for de ubetalte skatter og afgifter m.v. for

250.000 kr., som opstår i perioden fra den 1. juli til den 31. december.

Det foreslås endvidere, at hæftelsen efter den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b

–

ligesom efter de gældende bestemmelser i § 4, stk. 4, og § 11, stk. 12

–

vil være personlig,

ubegrænset og solidarisk. Det betyder, at den, der pålægges hæftelse i medfør af den foreslåede

bestemmelse, vil hæfte personligt med hele sin formue. Hæftelsens solidariske karakter indebærer,

at Skatteforvaltningen kan gøre kravet gældende mod den, der er pålagt hæftelsen, uden at

Skatteforvaltningen forinden har forsøgt at opnå betaling hos virksomheden. Hvis kravet oversendes

til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, vil både virksomheden og den, der

er pålagt hæftelsen, skulle oplyses som skyldnere, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden skal have

mulighed for valgfrit at inddrive kravet hos begge, jf. § 2, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Hvis betaling opnås hos den, der er pålagt hæftelsen, vil vedkommende kunne rette et

regreskrav mod virksomheden, der er det egentlige pligtsubjekt i forhold til betalingsforpligtelsen.

Endelig foreslås en række konsekvensændringer m.v. i opkrævningsloven som følge af den

foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 10 b.

2.3. Skærpelse af regler om sikkerhedsstillelse

2.3.1. Gældende ret

Opkrævningslovens § 11 indeholder regler om Skatteforvaltningens mulighed for at pålægge

virksomheder at stille sikkerhed for betaling af skatter og afgifter m.v. (tilsvaret), der opkræves

efter opkrævningsloven. Der henvises til beskrivelsen heraf i afsnit 2.1.1.

2.3.2. Skatteministeriets overvejelser

Skatteforvaltningens mulighed for at kræve sikkerhed fra en virksomhed, der anmeldes til

registrering, er i dag begrænset til tilfælde, hvor personen, der giver anledning til kravet om

sikkerhedsstillelse, er eller inden for de seneste 5 år har været

ejer af eller medlem af bestyrelsen

eller direktionen eller har været filialbestyrer

i en anden virksomhed, der har påført staten et samlet

tab som følge af konkurs eller anden insolvens eller har skabt en usikret restance til

Skatteforvaltningen på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter m.v., der opkræves efter

denne lov, eller personskatter og bidrag, herunder restskat, der hidrører fra driften af den anden

virksomhed, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelsen i opkrævningslovens § 11, stk. 2, 2. pkt., tager således ikke højde for, at der de

senere år har været en række sager med brug af stråmænd, hvor formålet har været at skjule de

personer, der står bag økonomisk svindel og skatteunddragelse. Der har typisk været tale om

virksomheder, som har foretaget ulovlige dispositioner, skattesvig og lignende. Er der indsat

stråmænd i ledelsen, vil det være vanskeligt for Skatteforvaltningen og andre private og offentlige

aktører at finde frem til de reelt ansvarlige for en virksomhed. Stråmændene, der i sådanne

konstruktioner anvendes til formelt at være registreret i Erhvervsstyrelsens it-systemer, kan både

være nærtstående og ikkenærtstående personer. Sidstnævnte kan eksempelvis være venner,

bekendte eller helt fremmede personer, som mod betaling står som ejer af virksomheden, eller som

ikke ved, hvad de går ind til, eller som får misbrugt deres identitet, så de registreres som direktør i

en virksomhed uden at være bekendt med det. Disse stråmænd vil meget ofte være uden midler til at

betale skyldige skatter, afgifter mv. i tilfælde af personlig hæftelse, og en inddrivelse af statens krav

bliver derfor umulig.

Det er opfattelsen, at den, der

–

uden at have været registreret i Erhvervsstyrelsens it-systemer

–

reelt har deltaget i ledelsen af en virksomhed, bør kunne udløse en sanktion for virksomheden på

lige fod med den, der har været registreret i Erhvervsstyrelsens it-systemer til at have været en del

af virksomhedens ledelse. Der bør således ikke være mindre konsekvenser for den, der i f.eks.

stråmandskonstruktioner undlader at lade sig registrere i Erhvervsstyrelsens it-systemer, men som

reelt er den, der deltager i ledelsen af virksomheden.

Bestemmelsen i opkrævningslovens § 11, stk. 2, 2. pkt., bør derfor også omfatte personer, der inden

for de seneste 5 år reelt har deltaget i ledelsen af en anden virksomhed.

Herudover er det vurderingen, at der bør være klare regler om, at virksomheder, der tidligere efter

opkrævningslovens regler har fået inddraget registreringen for et registreringsforhold, skal stille

sikkerhed, når de på et senere tidspunkt ønsker at blive genregistreret for det samme

registreringsforhold. Ligeledes er det vurderingen, at sådanne regler ikke bør kunne omgås ved, at

en person, der har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en virksomhed, der tidligere efter

opkrævningslovens regler har fået inddraget registreringen for et registreringsforhold, i stedet blot

opretter en ny virksomhed for at undgå krav om sikkerhedsstillelse ved registreringen.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås to skærpelser i forhold til de gældende regler om sikkerhedsstillelse.

For det første

foreslås det, at Skatteforvaltningen skal kunne pålægge en virksomhed, der anmeldes

til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter

opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller

deltager i ledelsen af virksomheden, er eller inden for de seneste 5 år har været ejer af eller deltaget

i ledelsen af en anden virksomhed, der har påført staten et samlet tab som følge af konkurs eller

anden insolvens eller har skabt en usikret restance til Skatteforvaltningen på mere end 50.000 kr.

vedrørende skatter og afgifter m.v., der opkræves efter opkrævningsloven, eller personskatter og

bidrag, herunder restskat, der hidrører fra driften af den anden virksomhed.

Afgrænsningen af, hvem der kan anses for at have »deltaget i ledelsen af en virksomhed«, foreslås

at være den samme som efter konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., om konkurskarantæne. Der

henvises til afsnit 2.2.3 for en nærmere beskrivelse heraf.

I forhold til den gældende bestemmelse i opkrævningslovens § 11, stk. 2, 2. pkt., vil forslaget

indebære den indholdsmæssige ændring, at der fremover også vil kunne kræves sikkerhed i tilfælde,

hvor en fysisk eller juridisk person inden for de seneste 5 år uden at være registreret i

Erhvervsstyrelsens it-systemer

reelt har deltaget i ledelsen

af en anden virksomhed, der har påført

staten et samlet tab som følge af konkurs eller anden insolvens eller har skabt en usikret restance til

Skatteforvaltningen på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter m.v., der opkræves efter

denne lov, eller personskatter og bidrag, herunder restskat, der hidrører fra driften af den anden

virksomhed.

Herudover vil forslaget ikke indebære indholdsmæssige ændringer, idet den nye formulering

(»deltager i ledelsen af virksomheden«) indholdsmæssigt svarer til den tidligere formulering (»reelt

driver virksomheden, er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion eller er filialbestyrer i

virksomheden«), der alene foreslås ændret for at opnå en ensartet sprogbrug i loven. Det vil således

bl.a. fortsat være en betingelse for at kunne pålægge virksomheden at stille sikkerhed, at det efter et

konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, jf.

opkrævningslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.

For det andet

foreslås det, at Skatteforvaltningen skal kunne pålægge en virksomhed, der anmeldes

til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter

opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis virksomheden inden for de seneste 5 år har fået

registreringen for det samme registreringsforhold inddraget efter opkrævningslovens § 4, stk. 3,

eller inddraget eller nægtet efter § 11, stk. 9, eller den foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 1.

Forslaget skal sikre, at virksomheder, der inden for de seneste 5 år i medfør af opkrævningslovens §

4, stk. 3, § 11, stk. 9, eller § 19 a, stk. 1, har fået inddraget eller nægtet registreringen for et

registreringsforhold, og som efterfølgende anmeldes til genregistrering for det samme

registreringsforhold, kan blive pålagt at stille sikkerhed. Stilles sikkerheden ikke, vil virksomheden

blive nægtet registrering for det pågældende registreringsforhold, jf. § 11, stk. 9, 2. pkt.

En virksomhed vil efter den foreslåede bestemmelse alene kunne pålægges at stille sikkerhed, når

det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab

for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3, 1. pkt. I de tilfælde, hvor en virksomhed vil kunne få

inddraget registreringen i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 1, fordi virksomheden

trods flere henvendelser, herunder ved påbud, har undladt at efterkomme Skatteforvaltningens

anmodning om indsendelse af oplysninger til brug for skatte- og afgiftskontrollen, vil

virksomhedens drift generelt anses for at indebære en nærliggende risiko for et sådant tab.

Vurderingen efter § 11, stk. 3, 1. pkt., vil dog altid skulle foretages konkret.

For at undgå, at den foreslåede bestemmelse vil kunne omgås ved, at der blot oprettes en ny

virksomhed i stedet for at anmelde den samme virksomhed til registrering på ny, foreslås det også,

at Skatteforvaltningen skal kunne pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter

skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis

en fysisk eller juridisk person, som er ejer af eller deltager i ledelsen af virksomheden, er eller inden

for de seneste 5 år har været ejer af eller deltaget i ledelsen af en anden virksomhed, der i perioden

for personens ejerskab eller deltagelse i ledelsen af virksomheden har fået sin registrering for

samme type registreringsforhold inddraget efter § 4, stk. 3, eller inddraget eller nægtet efter § 11,

stk. 9, eller den foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse vil således kun

finde anvendelse, hvis der er tale om samme type registreringsforhold (f.eks. momsregistrering).

Den foreslåede bestemmelse vil derimod ikke finde anvendelse, hvis der er tale om to forskellige

typer registreringsforhold, f.eks. hvis den anden virksomhed tidligere har fået inddraget eller nægtet

en momsregistrering, hvorimod den virksomhed, der nu anmeldes til registrering, ønsker at

registrere sig for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Afgrænsningen af, hvem der kan anses for at have deltaget i ledelsen af en virksomhed, foreslås at

være den samme som efter konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., om konkurskarantæne. Der henvises

til afsnit 2.2.3 for en nærmere beskrivelse heraf.

2.4. Prioritering af tvangsbøder i dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse

2.4.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 997, stk. 3, at i domme, hvorved nogen tilholdes at opfylde en

forpligtelse mod det offentlige, kan der som tvangsmiddel fastsættes en fortløbende bøde

(tvangsbøde), der tilfalder statskassen. Derudover findes på en række forskellige lovområder

bestemmelser, der giver forvaltningsmyndigheder mulighed for administrativt at pålægge

tvangsbøder, hvis en handlepligt ikke opfyldes, f.eks. hvis et påbud om at udlevere bestemte

oplysninger eller genstande ikke overholdes. I denne lovgivning benævnes tvangsbøderne

undertiden også daglige bøder, daglige tvangsbøder, administrative tvangsbøder eller lignende.

Tvangsbøder er ikke en strafferetlig sanktion, men et pressionsmiddel, og ikkebetalte tvangsbøder

bortfalder, når det forhold, der har givet anledning til tvangsbøderne, ikke længere er til stede. Hvis

tvangsbøden på dette tidspunkt er blevet betalt eller dækket via inddrevne beløb, tilbagebetales

tvangsbøden dog ikke.

Hvis skyldneren ikke betaler den daglige tvangsbøde, overdrages den til inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og fordringshaverens

sædvanlige rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige.

Hvis skyldneren har flere fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

anvendes frivillige indbetalinger eller inddrevne beløb til at dække fordringerne i den rækkefølge,

der er fastsat i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter § 4, stk. 1, nr. 1, dækkes først

bøder, hvilket i forarbejderne bl.a. begrundes med bødernes byrdefulde karakter for skyldneren, der

risikerer en forvandlingsstraf, jf. nedenfor. Dernæst dækkes underholdsbidrag, idet private krav dog

dækkes først, jf. nr. 2. Til sidst dækkes andre fordringer under inddrivelse, jf. nr. 3. Tvangsbøder

sidestilles ikke med »bøder«, jf. nr. 1, og dækkes derfor sammen med »andre fordringer«, jf. nr. 3.

Er der ikke dækning for alle fordringer inden for samme kategori (bøder, underholdsbidrag og andre

fordringer), dækkes fordringerne efter FIFO-princippet, dvs. at den fordring, der først er modtaget

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dækkes først, jf. stk. 2, 1. pkt., idet krav på rente dog dækkes

forud for hovedkravet, jf. 2. pkt.

Hvis en tvangsbøde, der er pålagt en fysisk person, ikke betales eller inddrives, kan det bestemmes,

at tvangsbøden i stedet skal afsones, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov. Derimod

kan tvangsbøder, der er pålagt en juridisk person, ikke forvandles til fængselsstraf for f.eks. ledelsen

af den juridiske person. Det er politiet, der træffer afgørelse om, at forvandlingsstraf skal træde i

stedet for tvangsbøder, jf. bødebekendtgørelsens § 13. Hvis tvangsbøder ikke straks betales eller

inddrives, oversendes sagen til politiet med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal

udstå forvandlingsstraf for tvangsbøderne, jf. § 40 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om

inddrivelse af gæld til det offentlige.

2.4.2. Skatteministeriets overvejelser

Som nævnt i afsnit 2.4.1 dækkes bøder før andre typer af fordringer under inddrivelse, jf. § 4, stk. 1,

nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, mens tvangsbøder sammen med »andre

fordringer« er placeret til sidst i dækningsrækkefølgen, jf. nr. 3.

Skyldnere, der har en begrænset betalingsevne og andre fordringer under inddrivelse, må dog

antages at have en interesse i, at tvangsbøder placeres først i dækningsrækkefølgen sammen med

almindelige bøder, så skyldneren

–

ligesom med almindelige bøder

–

har mulighed for at betale

tvangsbøderne før anden gæld og dermed undgå forvandlingsstraf, der må anses for særlig

byrdefuldt.

Herudover vil tvangsbøder være et mere effektivt pressionsmiddel, hvis de dækkes hurtigt. Dette

skal ses i sammenhæng med, at tvangsbøder bortfalder, når f.eks. de manglende oplysninger, der

har givet anledning til tvangsbøden, er indsendt. Det gør sig især gældende for tvangsbøder, der

pålægges juridiske personer, og som derfor ikke kan forvandles til fængselsstraf. Det gør sig dog

også gældende for tvangsbøder pålagt fysiske personer, som har flere fordringer under inddrivelse

forud for tvangsbøden i dækningsrækkefølgen, og som derfor ved, at tvangsbøden ikke kan

inddrives foreløbigt. Det giver skyldneren mulighed for at spekulere i at trække en kontrolsag i

langdrag ved at vente med at indsende de efterspurgte oplysninger, indtil tvangsbødesagen

oversendes til politiet med henblik på forvandlingsstraf. Personen kan således spekulativt udnytte

den omstændighed, at en udækket tvangsbøde vil bortfalde, så snart den forpligtelse, som

tvangsbøden har til formål at sikre opfyldelsen af, opfyldes, hvorimod en tvangsbøde, der allerede

er blevet dækket, ikke vil blive tilbagebetalt, hvis forpligtelsen efterfølgende opfyldes.

På baggrund heraf er det opfattelsen, at tvangsbøder bør placeres først i dækningsrækkefølgen

sammen med almindelige bøder.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

ændres, så bestemmelsen

–

foruden bøder

–

også nævner tvangsbøder.

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil

indebære, at tvangsbøder (i visse love benævnt »daglige bøder«) placeres først i

dækningsrækkefølgen sammen med almindelige bøder. Hermed varetages hensynet til skyldnere,

der ønsker at betale tvangsbøder hurtigt med henblik på at undgå forvandlingsstraf. Samtidig vil

tvangsbøder blive et mere effektivt pressionsmiddel over for skyldnere, der spekulerer i at trække

en kontrolsag i langdrag, idet tvangsbøder oftere vil blive dækket, før de bortfalder.

Hvis skyldneren har flere bøder eller tvangsbøder under inddrivelse, vil disse skulle dækkes efter

FIFO-princippet, dvs. at den bøde eller tvangsbøde, der først er modtaget hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, dækkes først, jf. stk. 2, 1. pkt. Dækningsrækkefølgen for

tvangsbøder vil dog kunne fraviges i medfør af stk. 7, hvorefter restanceinddrivelsesmyndighedens

krav efter § 6 a, stk. 1, om rimelige omkostninger ved brug af privat inkassator ved udenretlig

inddrivelse i udlandet har forrang i forhold til dækningen efter § 4, stk. 1-6.

Forslaget vil kun have virkning for tvangsbøder, der modtages til inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden fra og med den 1. juli 2022, jf. lovforslagets § 9, stk. 2. Det

betyder, at tvangsbøder, der er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før

den 1. juli 2022, fortsat vil skulle behandles som »andre fordringer« i dækningsrækkefølgen, jf. § 4,

stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

3.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes som udgangspunkt at styrke Skatteforvaltningens kontrolmuligheder gennem

bl.a. bedre mulighed for at inddrage virksomheders registrering ved manglende indsendelse af

oplysninger og bedre mulighed for at sanktionere ledelsen i uregistrerede virksomheder, hvilket

bidrager til øget regelefterlevelse eller en reduktion af statens tab i de tilfælde, hvor reglerne ikke

efterleves. Dette trækker i retning af et merprovenu, der dog ikke kan kvantificeres nærmere.

Det vurderes, at lovforslaget i relevant omfang efterlever principperne for digitaliseringsklar

lovgivning. Det bemærkes således, at bestemmelserne i lovforslaget er udarbejdet så enkelt og klart

som muligt. Det bemærkes endvidere, at lovforslaget er i overensstemmelse med princippet om, at

digital kommunikation er udformet teknologineutralt, for så vidt angår Skatteforvaltningens

udstedelse af påbud efter den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 a.

3.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes at medføre administrative udgifter for Skatteforvaltningen på 5,0 mio. kr. i

2022 og 9,8 mio. kr. i 2023 og frem. Udgifterne vedrører sagsbehandling og mindre

systemtilpasninger.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vil skabe mere lige konkurrenceforhold for regelefterlevende virksomheder, da det

forventes at styrke sikkerheden for skatte- og afgiftsbetalingen og gøre det vanskeligere for

virksomheder, der ikke ønsker at overholde reglerne.

Det vurderes, at principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke er relevante for nærværende

lovforslag.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at ville medføre administrative konsekvenser for borgere.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at ville medføre klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at ville medføre miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra og med den 17. september 2021 til og med den 15.

oktober 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatsamfundet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AutoBranchen Danmark, Borger- og

retssikkerhedschefen i Skatteforvaltningen, CEPOS, Cevea, Dansk Aktionærforening, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, DI, Digitaliseringsstyrelsen, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen

–

Team

Effektiv Regulering, Finans Danmark, Foreningen Danske Revisorer, Forsikring & Pension, FSR -

danske revisorer, IBIS, Justitia, Kraka, Landbrug & Fødevarer, Landsskatteretten, SEGES,

Skatteankestyrelsen, SMV Danmark og SRF Skattefaglig Forening.

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør ”Ingen”)

Økonomiske konsekvenser for Merprovenu, som ikke kan

stat, kommuner og regioner

kvantificeres nærmere.

Implementeringskonsekvenser Ingen.

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør ”Ingen”)

Ingen

Administrative udgifter på 5,0

for stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de fem

principper for implementering

af erhvervsrettet EU-

regulering /Går videre end

minimumskrav i EU-

regulering (sæt X)

Mere lige konkurrencevilkår.

Ingen

mio. kr. i 2022 og 9,8 mio. kr.

i 2023 og frem.

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

NEJ

Til § 1

Til nr. 1