Skatteudvalget 2020-21
SAU Alm.del Bilag 288
Offentligt
2429991_0001.png
København d. 16. juli 2021
Kære skatteminister Morten Bødskov
I forbindelse med implementeringen af L129/L203 om de nye bilafgifter oplever flere af vores
medlemmer problemer med sagsbehandlingen ved Motorstyrelsen. Jeg vil gerne opfordre til, at
Motorstyrelsen får mulighed for at genoptage nedenstående sager og med fornyet konduite.
Det drejer sig om de bilforhandlere, der har ønsket at anvende overgangsordningen til de nye
bilafgifter for allerede indgåede købsaftaler.
Desværre har en række af vores medlemmer fået afslag på deres anmodning om at benytte
ordningen. Det medfører en betydelig afgiftsstigning på de omfattede biler, som forhandleren ikke
kan opkræve kunden for. Afslagene skyldes, at forhandlerne har begået en mindre, men i vores optik
ubetydelig fejl i forbindelse med anmodningen.
Medlemmerne, der har modtaget afslag, har ikke opfyldt kravet om at indsende anmodningen om at
benytte overgangsordningen samtidig med, at indregistreringen er foretaget. Motorstyrelsen har
været behjælpelig med at se bort fra de sager, hvor anmodningen er indsendt senere samme dag,
hvilket gerne vil kvittere for. Imidlertid står en række af vores medlemmer med tilsvarende sager,
hvor anmodningen er indsendt dagen efter eller få dage efter indregistreringen. Her afviser
Motorstyrelsen at lade medlemmerne benytte overgangsordningen trods de betydelige økonomiske
konsekvenser, det kan have for vores medlemmer, da afgiften herefter skal betales efter de nye
afgiftsregler. Forskellen kan være mere end hundredtusind kroner per køretøj.
Det er vigtigt at understrege, at tidspunktet for indsendelserne af anmodningerne ikke har haft
nogen indvirkning på Motorstyrelsens mulighed med at efterregulere afgifterne, da
realitetsbehandlingen af anmodningerne først er påbegyndt flere måneder efter indregistrering og
indsendelse af anmodning.
Jeg er bevidst om, at medlemmerne ikke har fulgt lovgivningen til punkt og prikke i denne sag, men
mange af disse sager stammer fra de første uger efter L129 om de nye bilafgifter blev fremsat og fik
virkning. På det tidspunkt var lovforslaget ikke vedtaget og Motorstyrelsen kunne ikke vejlede om
reglerne før efter vedtagelsen. Derudover modtog bilforhandlere end ikke en bekræftelse på, at
deres anmodninger blev indsendt rettidigt.
Med andre ord skulle bilforhandlerne navigere i den største reform af bilafgifterne i årtier, uden
nogen form for vejledning fra myndighederne. Det kan ikke undgå at give problemer, og det er disse
problemer, jeg opfordrer dig til at adressere.
Undervejs er vi blevet lovet af Motorstyrelsen, bl.a. på Motorkontaktudvalgsmøder, at
Motorstyrelsen ville udvise en vis fleksibilitet i fortolkningen af reglerne, netop på grund af den
ekstraordinære situation. Det oplever vi desværre ikke tilstrækkelig grad i øjeblikket deraf min
henvendelse.
AutoBranchen Danmark
Langebrogade 1
1411 København K
Tlf. 33 31 45 55
[email protected]
www.abdk.dk
SAU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 288: Henvendelse af 16/7-21 fra AutoBranchen Danmark om overgangsordningen til de nye bilafgifter
2429991_0002.png
Jeg bliver nødt til at informere dig om, at AutoBranchen Danmark og vores medlemmer har til
hensigt at indbringe disse sager for Landsskatteretten, da vi ikke ser andre udveje.
Jeg håber, at du vil tage sagen op og sikre at din forvaltning udviser større fleksibilitet i denne
ekstraordinære situation, hvor vores medlemmer ikke har kunne navigere i reglerne. Jeg vil gerne
understrege, at der udelukkende er tale om manglende overholdelse af formaliteter, der ikke har
haft indvirkning på Motorstyrelsens mulighed for sagsbehandling. Vi står naturligvis til rådighed for
yderligere oplysninger og kommentarer.
Med venlige hilsener
Gitte Seeberg
Adm. direktør
AutoBranchen Danmark
AutoBranchen Danmark
Langebrogade 1
1411 København K
Tlf. 33 31 45 55
[email protected]
www.abdk.dk