L 8 Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Afskaffelse af forudgående børnesamtale ved økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren, afskaffelse af særhandleplaner og afskaffelse af afgørelse om revision af handleplan m.v.).

Af: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S)
Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 02-10-2019
1. behandlet / henvist til udvalg 25-10-2019
Betænkning afgivet 21-11-2019
2. behandlet/direkte til 3. behandling 26-11-2019
3. behandlet, vedtaget 28-11-2019
Ministerområde:
Social- og Indenrigsministeriet
Resumé:
Formålet med forslaget er at fjerne krav til sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet efter serviceloven, som ikke anses som nødvendige for sagens oplysning eller for den støtte, der eventuelt skal iværksættes.

Det foreslås at ophæve kravet om, at der skal afholdes en forudgående børnesamtale ved afgørelse om økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren efter servicelovens § 52. Det foreslås yderligere at afskaffe særhandleplanerne for hhv. kriminalitetstruede unge efter servicelovens § 57 c, stk. 2, og for unge med et behandlingskrævende stofmisbrug efter servicelovens § 140, stk. 2. Det foreslås desuden, at revision af en handleplan skal ske som en procesledende beslutning og ikke træffes som en egentlig afgørelse efter de forvaltningsretlige regler.

Forslagene er stillet af KL til den forhenværende regering i forbindelse med Kommuneøkonomiaftalen for 2017. Der er således hovedsageligt tale om en genfremsættelse af L 229, som den tidligere regering fremsatte i foråret. Forslaget forventes at træde i kraft den 1. januar 2020.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 102 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, NB og LA), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.