Skatteudvalget 2019-20
SAU Alm.del Bilag 77
Offentligt
2113582_0001.png
27. november 2019
Samlenotat vedrørende rådsmødet (ECOFIN) 5. december 2019
1) Fremskridtsrapport om styrkelse af bankunionen
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
2) Rådskonklusioner om energibeskatning
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Skatteministeriet
3) Implementering af Stabilitets- og Vækstpagten
KOM(2019)910, KOM(2019)912-913, KOM(2019)920-922
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet
4)
Rådskonklusioner vedr. EU’s udviklingsfinansielle arkitektur
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Udenrigsmini-
steriet
5) Bæredygtig finansiering
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
6) ECOFIN-arbejdsplan for handling på klimaområdet
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet
7) Fælles erklæring fra
Rådet og Kommissionen om ”stablecoins”
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
8) Rådskonklusioner om strategiske prioriteter på hvidvaskområdet
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
9) Rådskonklusioner om kapitalmarkedsunionen
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
10)
EU’s handlingsplan for misligholdte lån
(NPL)
KOM-dokument foreligger ikke
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
11) Revision af motorforsikringsdirektivet
KOM(2018)336
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
12) Ændring af strukturdirektivet for alkohol
KOM(2018)334
Materialet er udarbejdet af Finansministeriet og Erhvervsministeriet
2
SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 77: Supplerende samlenotat for de ventede punkter på dagsordenen for rådsmødet (ECOFIN) 5. december 2019, som er relevant for Skatteudvalget
2113582_0002.png
Dagsordenspunkt 12:
Ændring af strukturdirektivet for alkohol
KOM(2018)334
1. Resume
Kommissionen fremsatte 25. maj 2018 forslag om ændring af direktiv 92/83/EØF om harmo-
nisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer mhp. at revidere og
præcisere reglerne i lyset af markedsudviklingen og den teknologiske udvikling på området. For-
slaget er blevet behandlet på ECOFIN 12. marts 2019, 17. maj 2019 og senest 8. november
2019, hvor der ikke kunne opnås enighed, herunder særligt ift. mulig tærskel for afgiftsfritagelse
for privatproduktion af spiritus.
Sagen ventes nu på dagsordenen for ECOFIN 5/12-19. Det finske formandskab sigter efter at
opnå politisk enighed om sagen med udgangspunkt i samme kompromisforslag, som blev drøftet
på ECOFIN 8. november. Det er dog uklart, om det vil være muligt at opnå enighed. Fra dansk
side kan man støtte et kompromis på linje med det foreliggende.
Udelukkende de elementer i forslaget, som kan kræve ændringer i dansk lovgivning, eller hvorom
enighed på teknisk niveau fortsat udestår, er beskrevet i det efterfølgende. For et mere omfangsrigt
prioriteret uddrag af de væsentligste ændringer henvises til Skatteministeriets reviderede grund- og
nærhedsnotat af 12. oktober 2018.
2. Baggrund
EU's fælles punktafgiftsordning består af en række forskellige retsakter. Direktiv
92/83/EØF indeholder de fælles regler om punktafgiftsstrukturen for alkohol og
alkoholholdige drikkevarer, dvs. øl, vin, andre gærede drikkevarer end øl og vin,
mellemklasseprodukter
1
og spiritus. Direktivet fastsætter reglerne for afgiftsstruk-
turen, dvs. definitioner for og klassificering af de forskellige typer alkohol og alko-
holholdige drikkevarer og det grundlag, hvorpå punktafgifter beregnes. Minimums-
satserne for de forskellige typer alkohol er fastsat i alkoholbeskatningsdirektivet
(92/84/EØF). Direktiverne er gennemført i dansk ret ved øl- og vinafgiftsloven og
spiritusafgiftsloven. Ud over de fælles EU-regler for punktafgiftspligtige varer kan
EU-landene også indføre nationale, supplerende regler for disse.
Direktivet om punktafgiftsstrukturen (92/83/EØF) for alkohol og alkoholholdige
drikkevarer er ude af trit med de udfordringer og muligheder, som nye teknologier
og udviklinger inden for alkoholindustrien indebærer. Det medfører ineffektivitet,
skaber mulige forvridninger på det indre marked og resulterer i besværlige admini-
strative procedurer for både skattemyndighederne og virksomheder. Uforholds-
mæssige administrations- og efterlevelsesomkostninger for virksomhederne be-
grænser især små og mellemstore virksomheders deltagelse i handelen med alkohol
og alkoholholdige drikkevarer i EU.
Mellemklasseprodukter er de produkter med et alkoholindhold på mellem 1,2 og 22 pct., som fx hedvine som sherry, portvin
mv., som ikke kan betragtes som værende hverken vin, øl, andre gærede drikkevarer eller spiritus.
1
2
SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 77: Supplerende samlenotat for de ventede punkter på dagsordenen for rådsmødet (ECOFIN) 5. december 2019, som er relevant for Skatteudvalget
2113582_0003.png
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 113 og skal vedtages af Rådet
med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.
3. Formål og indhold
Kommissionens forslag
Kommissionens forslag indeholder bl.a. følgende elementer:
1. Nedsatte afgiftssatser for små ciderproducenter
Kommissionen foreslår at introducere en ensartet klassificering af cider i hele EU.
Denne skal sikre, at små ciderproducenter får adgang til de nedsatte afgiftssatser,
der allerede gælder for små øl- og alkoholproducenter.
2. Hævet tærskel for anvendelse af nedsatte afgiftssatser på øl
Kommissionen foreslår at hæve tærsklen for øl med et lavt alkoholindhold, som
kan
omfattes af nedsatte afgiftssatser, fra 2,8 pct. alkohol til 3,5 pct. alkohol. For-
målet er i højere grad at kunne tilskynde forbrugerne til at vælge alkoholholdige
drikkevarer med et lavt alkoholindhold frem for standardgenstande og dermed
mindske alkoholindtaget.
3. Præcisering af og kontrol med anvendelse af afgiftsfritagelse for denatureret alkohol
Denatureret alkohol bruges til fremstilling af produkter såsom rengøringsmidler og
sprinklervæske og er fritaget for punktafgift. Fritagelsen kan udnyttes af producen-
ter, som bruger denatureret alkohol til at fremstille og sælge potentielt farlige, for-
falskede drikkevarer. Kommissionen foreslår derfor bl.a. at oprette et system for
indberetning af misbrug af visse alkoholblandinger, så de ikke længere kan bruges
som denatureringsmidler.
4. Ensartede attester til små uafhængige bryggerier og ciderproducenter
Kommissionen foreslår at indføre et certificeringssystem, som kan bekræfte uaf-
hængige, små alkoholproducenters status i hele EU. Det vil reducere omkostnin-
gerne forbundet med administration og efterlevelse for små alkoholproducenter.
Formandskabets kompromisforslag
Det rumænske formandskabs kompromisforslag af 10. maj 2019 indeholder
følgende centrale justeringer:
1. Definition af cider og reducerede satser for producenter af andre gærede drikkevarer end øl og
vin
I kompromisforslaget udgår en separat definition af cider, således at der ikke skelnes
mellem cider og andre gærede drikkevarer. Muligheden for at anvende reducerede
satser for små producenter vil således gælde generelt for producenter af andre gæ-
rede drikkevarer end øl og vin. Samtidig indgår der i kompromisforslaget en mulig-
hed for at anvende nedsatte afgiftssatser trods tilsætning af alkohol som smagsbærer
til disse typer drikkevarer, så længe produktets alkoholindhold ikke øges med mere
end 1,2 pct. eller signifikant ændrer det oprindelige produkts karakter.
3
SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 77: Supplerende samlenotat for de ventede punkter på dagsordenen for rådsmødet (ECOFIN) 5. december 2019, som er relevant for Skatteudvalget
2. Anvendelse af reducerede satser
Kompromisforslaget udvider muligheden for at anvende reducerede satser for små
producenter af øl og spiritus til også at omfatte små producenter af vin og små
producenter af mellemklasseprodukter (fx hedvine som portvin, sherry mv.).
3. Mulighed for afgiftsfritagelse for privatproduktion af spiritus og for alkohol til kosttilskud
I kompromisforslaget er yderligere tilføjet en mulighed for, ligesom det er muligt
vedr. øl, vin og andre gærede drikkevarer, at afgiftsfritage privatproduktion af mak-
simalt 50 liter frugtspiritus, som forbruges af producenten, dennes familie eller den-
nes gæster, forudsat at der ikke finder noget salg sted.
I kompromisteksten indgår også mulighed for at afgiftsfritage alkohol i kosttilskud,
såfremt det afsættes i pakninger af højest 0,15 liter.
4. Ensartede attester for små producenter
I kompromisforslaget er certificeringssystemet, som kan bekræfte små uafhængige
alkoholproducenters status i hele EU, udvidet til at gælde alle små producenter, dvs.
producenter af øl, vin, andre gærede drikkevarer, mellemklasseprodukter og spiri-
tus. Samtidig er der ifm. certificeringen mulighed for inden for nærmere fastsatte
rammer at lade producenterne selv udstede attester, hvilket forventes at reducere
de administrative omkostninger. Danmark anvender i dag tilsvarende mulighed for
selvattestering fsva. små producenter af øl og spiritus.
5. Alternativ metode til at fastsætte punktafgiften på vin, andre gærede drikkevarer og mellem-
klasseprodukter
I dag anvendes forskellige metoder til bestemmelse af afgifter for forskellige typer
af alkohol. Mens afgift på vin, andre gærede drikkevarer og mellemklasseprodukter
bestemmes efter rummål (liter) af det færdige produkt, bestemmes afgift på øl og
spiritus efter alkoholprocenten i det færdige produkt.
Kompromisforslaget indfører en mulighed for også at bestemme afgiften på andre
gærede drikkevarer efter alkoholprocenten i det færdige produkt. Det skal dels mu-
liggøre mere sammenlignelig afgifter, dels øgede hhv. reducerede afgifter af andre
gærede drikkevarer med høj hhv. lav alkoholprocent. I tidligere kompromistekster
har denne mulighed omfattet både vin, andre gærede drikkevarer og mellemklasse-
produkter.
De lande, som vælger at anvende muligheden for den nye beregningsmetode, skal
sikre, at minimumssatsen i alkoholbeskatningsdirektivet fortsat overholdes.
4. Europa-Parlamentets holdning
Kommissionens forslag kræver høring af Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet
har 24. oktober 2018 udtalt sig om Kommissionens forslag, hvortil der blandt med-
lemmerne var bred tilslutning.
4
SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 77: Supplerende samlenotat for de ventede punkter på dagsordenen for rådsmødet (ECOFIN) 5. december 2019, som er relevant for Skatteudvalget
5. Nærhedsprincippet
Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Der henvi-
ses til Skatteministeriets reviderede grund- og nærhedsnotat af 12. oktober 2018 for
en nærmere beskrivelse af nærhedsprincippet og vurderingen heraf.
6. Gældende dansk ret og lovgivningsmæssige konsekvenser
I Danmark reguleres afgifterne på alkohol, herunder også andre gærede drikkevarer
end øl og vin, i øl- og vinafgiftsloven og spiritusafgiftsloven.
Det er valgfrit for de enkelte lande, hvorvidt og i hvilket omfang de ønsker at an-
vende mulighederne for reducerede satser for små producenter af vin og andre gæ-
rede drikkevarer, ligesom en hævet grænse for lavere afgifter på øl er valgfri. Også
anvendelse af mulighed for at afgiftsfritage privatproduktion af spiritus og alkohol
til kosttilskud, samt en alternativ beregningsmetode for afgiften på vin, andre gæ-
rede drikkevarer og mellemklasseprodukter er valgfri for EU-landene.
Det vil kræve ændring af øl- og vinafgiftsloven, såfremt man i Danmark vælger at
gøre brug af mulighederne for at anvende reducerede satser for små producenter af
vin og/eller andre gærede drikkevarer eller anvende reducerede satser for øl med
op til 3,5 pct. alkohol. Det vil ligeledes kræve en ændring af øl- og vinafgiftsloven,
såfremt den alternative beregningsmetode for vinafgiften anvendes. Det vil kræve
ændring i spirituslovgivningen, såfremt man i Danmark vælger at anvende mulighe-
den for afgiftsfritagelse ifm. privatproduktion af spiritus. Det vil ligeledes kræve
ændring i spirituslovgivningen, såfremt man i Danmark vælger at anvende mulighe-
den for afgiftsfritagelse af alkohol til kosttilskud.
Visse elementer i forslaget kræver ændring af lovgivningen, herunder præcisering af
regler for og kontrol med denatureret alkohol samt udarbejdelse af ensartede atte-
ster til små uafhængige producenter af øl, vin eller andre gærede drikkevarer.
7. Økonomiske konsekvenser
Statsfinansielle konsekvenser
Såfremt forslaget ikke fører til øget anvendelse af nedsatte afgiftssatser for små pro-
ducenter eller en forhøjelse af grænsen for afgiftsfri øl fra 2,8 til 3,5 pct. alkohol i
dansk lovgivning, forventes forslaget ikke at have provenumæssige konsekvenser.
Såfremt disse muligheder anvendes i dansk lovgivning, skønnes det at medføre et
begrænset mindreprovenu, som ikke umiddelbart kan skønnes med nogen grad af
præcision på det foreliggende grundlag, idet der på nuværende tidspunkt fx ikke
foreligger data for den afgiftsberigtigede mængde øl med mellem 2,8 og 3,5 pct.
alkohol eller for mængden af afgiftsberigtiget vin, andre gærede drikkevarer eller
mellemklasseprodukter fra små uafhængige producenter i Danmark.
Samfundsøkonomiske konsekvenser
Sagen har ikke i sig selv samfundsøkonomiske konsekvenser.
5
SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 77: Supplerende samlenotat for de ventede punkter på dagsordenen for rådsmødet (ECOFIN) 5. december 2019, som er relevant for Skatteudvalget
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
En evt. øget anvendelse af reducerede satser for øl med et lavt alkoholindhold og
for vin, andre gærede drikkevarer og mellemklasseprodukter produceret af små pro-
ducenter vil medføre en mindre afgiftsbetaling fra disse virksomheder. Det vil i gi-
vet fald forbedre konkurrencevilkårene for de omfattede virksomheder og produk-
ter.
Forslaget om at indføre afgiftslettelse for små producenter af vin, andre gærede
drikkevarer og mellemklasseprodukter vil samtidig medføre øgede administrative
omkostninger for de omfattede virksomheder, idet de vil skulle opgøre og indbe-
rette deres årlige produktion og deres juridiske og økonomiske uafhængighed af
andre producenter. Den øgede administrative omkostning skal dog ses i lyset af den
opnåede afgiftslettelse.
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) har vurderet, at direktivforsla-
get vil medføre samlede administrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt i DK.
8. Høring
Der henvises til Skatteministeriets reviderede grund- og nærhedsnotat af 12. okto-
ber 2018 for en nærmere gennemgang af danske høringssvar om Kommissionens
oprindelige forslag.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at størstedelen af EU-landene overordnet set vil støtte det forelig-
gende kompromis.
Det primære udestående er, at der fortsat ikke er fuldstændig enighed om mulighe-
den for fritagelse for hjemmeproduktion af spiritus pga. bekymring for kontrol- og
sundhedsimplikationer. Enkelte EU-lande gav således på ECOFIN 8. november
2019 udtryk for, at en tærskel på 50 liter kunne accepteres, såfremt der for hjemme-
produktion op til de 50 liter ville blive tale om en
reduceret
afgiftssats og ikke en
fuldkommen afgiftsfritagelse, som lagt op til i kompromisforslaget.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen er generelt positiv over for ambitionen om at revidere og præcisere reg-
lerne for afgiftsstrukturen for alkohol i lyset af markedsudviklingen og den tekno-
logiske udvikling. Regeringen kan overordnet støtte formandskabets kompromis-
forslag og de tilpasninger til Kommissionens forslag, der er indeholdt heri.
Regeringen støtter, at muligheden for at anvende reducerede satser for små produ-
center af andre gærede drikkevarer end øl og vin er blevet bredere, og ikke vil være
begrænset til den type drikkevarer, der kan defineres som cider. Regeringen støtter
ligeledes, at kompromisforslaget indeholder en mulighed for at anvende alkohol
som smagsbærer i disse drikkevarer.
6
SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 77: Supplerende samlenotat for de ventede punkter på dagsordenen for rådsmødet (ECOFIN) 5. december 2019, som er relevant for Skatteudvalget
Regeringen kan umiddelbart også acceptere kompromisforslaget om at tillade af-
giftsfritagelse for privatproduktion af spiritus, i det omfang der er tale om produk-
tion til privatforbrug og forudsat, at der ikke finder noget salg sted. Regeringen kan
i den forbindelse og som et led i et samlet kompromis acceptere, at den årlige mak-
simale mængde fastsættes til de foreslåede 50 liter. Regeringen ville også kunne ac-
ceptere, hvis afgiftsfritagelsen ændres til en
reduceret
afgiftssats.
Regeringen finder ligeledes, at udarbejdelsen af ensartede attester for små uaf-
hængige producenter vil kunne medføre en mere ensartet behandling af disse pro-
ducenter på tværs af EU-landene, forudsat at disse ikke bliver uforholdsmæssigt
tunge at administrere, hvilket muligheden for selvattestering forventes at bidrage til
at undgå.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlings-
mandat forud for ECOFIN 4. december 2018 og til orientering forud for ECOFIN
12. marts 2019, ECOFIN 17. maj og ECOFIN 8. november 2019. Orienteringen
forud for ECOFIN 17. maj var skriftlig grundet folketingsvalg.
Skatteministeriets reviderede grund- og nærhedsnotat blev oversendt til Folketin-
gets Europaudvalg 12. oktober 2018.
7