Det sidste punkt på dagsordenen er:

39) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 105:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en ekspertgruppe på anbringelsesområdet.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 20.02.2019).

Forhandlingen er åbnet. Børne- og socialministeren.

Tak, formand. Først og fremmest synes jeg, der er god grund til at sige tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på, hvordan både kvaliteten og retssikkerheden for børn og unge-området kan styrkes, herunder i forhold til sager om anbringelse. Det er en vigtig dagsorden, som optager os på tværs af partierne, og vi har løbende i fællesskab lavet værdifulde ændringer på anbringelsesområdet. Derfor bakker jeg fuldstændig op om formålet med og intentionen bag beslutningsforslag B 105. Jeg mener, der er behov for at se på, hvordan der kan skabes en højere faglig kvalitet i sagsbehandlingen og i afgørelserne på området, således at der i endnu højere grad skabes stabile og kontinuerlige anbringelsesforløb. Og som jeg også har sagt både på samråd her i salen og ved andre lejligheder, er vi faktisk allerede i gang.

Jeg har også et par forbehold i forhold til beslutningsforslaget, men inden jeg kommer til dem, vil jeg gerne zoome lidt ud og perspektivere forslaget i B 105. For enkeltsager og juridiske sagsundersøgelser kan jo efterlade os politikere med indtrykket af, at det hele sejler, at der ikke er styr på noget som helst i kommunerne, og at anbragte børn og unge kastes rundt i kaotiske anbringelsesforløb. Og sådan er det ikke. Forstå mig ret, ét kaotisk anbringelsesforløb er absolut et for meget, for det er samfundets mest udsatte børn og unge, det her drejer sig om. Og derfor kan jeg i forhold til diverse enkeltsager heller ikke understrege kraftigt nok, at kommunerne skal stramme gevaldigt op, og at de skal overholde lovgivningen.

Men ser vi på det store billede for udsatte børn og unge, for anbragte, kan jeg konstatere, at der bl.a. er en udvikling hen imod mere forebyggelse og færre anbringelser, samtidig med at de børn, der anbringes uden for hjemmet, i høj grad trives på deres anbringelsessted, og det er jo godt. Jeg synes f.eks., det er rigtig positivt, at ni ud af ti anbragte børn og unge i undersøgelsen »Anbragte børn og unges trivsel 2018« fortæller, at de har det godt der, hvor de bor, og at 92 pct. af de anbragte børn og unge oplever, at de har voksne, der holder af dem.

Vi kan også se, at antallet af underretninger er stigende. Således er der en stigning på 12 pct. i antallet af underretninger fra 2016 til 2017, og det ser jeg som et udtryk for, at der er flere, som er opmærksomme på, hvordan børn og unge har det, og også er opmærksomme på, at de skal have hjælp. Men der er ikke tvivl om, at der også er plads til forbedringer i indsatsen, og som sagt er jeg grundlæggende enig i, at anbringelsesområdet har brug for et eftersyn, således at kvaliteten og retssikkerheden på området styrkes.

Det arbejde har regeringen sådan set allerede igangsat. Det har måske ikke været sådan helt tydeligt, men for det første igangsatte regeringen sidste efterår som et led i »Sammenhængsreformen«, at vi lige her fra foråret af får en kulegravning af indsatsen for udsatte børn og unge. Og formålet med kulegravningen er sådan helt enkelt at se på, hvordan kvaliteten og retssikkerheden på udsatte børn og unge-området kan styrkes ved at afdække, om de eksisterende regler og tilhørende proceskrav i tilstrækkelig grad tager højde for de forskelle, der er i tyngde og kompleksitet, som altså kendetegner sagerne i området.

Dertil kommer, at før beslutningsforslaget overhovedet blev fremsat, havde jeg bedt Børne- og Socialministeriet om at se på, hvordan kvaliteten af retssikkerheden på anbringelsesområdet kan styrkes. Og det, jeg har bedt om at få et oplæg til, er, hvordan man kan skabe større strukturelle forandringer. Jeg mener ikke, det er fagligt eller økonomisk hensigtsmæssigt at igangsætte en parallel kulegravning som foreslået i B 105, når der altså allerede er et eksisterende arbejde i gang med at se på, hvordan kvaliteten og retssikkerheden på området kan styrkes.

For det andet vil jeg jo gerne minde partierne om, at regeringen sammen med satspuljepartierne tilbage fra satspuljeaftalen sidste år aftalte at igangsætte en række initiativer, som skal forbedre afgørelsesgrundlaget og også har til formål at forbedre retssikkerheden i sager om anbringelse uden samtykke. Bl.a. gøres det til et lovkrav, at indstillinger om anbringelse uden samtykke til børn og unge-udvalget skal indeholde en særskilt vurdering af forældrenes kompetencer i forhold til at håndtere barnet og barnets eventuelle udfordringer. Og det bliver et krav, at når der foretages psykologiske undersøgelse af forældrene i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse, skal det ske med en autoriseret psykolog. Det skal sikre en vis kvalitet i de undersøgelser, der foretages, af forældrenes kompetencer.

Derudover vil jeg også gerne fremhæve, at vi fra politisk side har vedtaget en række vigtige og gode tiltag, som skal sikre et løft af plejefamilieområdet, som jo er den mest anvendte anbringelsesreform. Sidste år vedtog vi en stor og ambitiøs pakke, som skal styrke området og minimere antallet af skift og antallet af sammenbrud.

Endelig kan jeg med stor glæde meddele, at KL i dag har offentliggjort, at de anbefaler kommunerne at anvende den såkaldte gennemsnitsmodel for honorering af plejefamilier, og at de samtidig har offentliggjort en række principper for god forhandlingsadfærd mellem kommuner og plejefamilier. Jeg har længe presset på for, at flere kommuner overgår til at bruge gennemsnitsmodellen, og det ved jeg også at der er rigtig mange af socialordførerne der har, for vi ved erfaringsmæssigt, at modellen mindsker utrygheden og konflikterne mellem kommuner og plejefamilier, fordi modellen gør op med den årlige genforhandling af plejefamiliers vilkår. Jeg mener derfor, at vi med KL's nye anbefalinger kan tage et stort skridt i retning af at sikre stabilitet og tryghed for børn, der er anbragt uden for hjemmet.

Ud over at der altså således allerede er igangsat en række initiativer, som skal styrke kvaliteten og retssikkerheden på anbringelsesområdet, så mener jeg ikke, at en uafhængig ekspertgruppe er den bedste måde at få kulegravet området på. I min optik bør et sådant arbejde være forankret i Børne- og Socialministeriet, og det er der to grunde til.

For det første besidder ministeriet sammen med Socialstyrelsen en stor faglig viden om anbringelsesområdet, herunder viden om de nyeste forskningsresultater og virksomme indsatser og lignende. Og det er for mig helt afgørende, at anbefalinger til en styrkelse af anbringelsesområdet hviler på viden om, hvad der virker.

I den forbindelse har vi jo taget et stort og vigtigt skridt med oprettelsen af det udviklings- og investeringsprogram på børneområdet, som blev aftalt med satspuljeaftalen for 2019. Udviklings- og investeringsprogrammet skal styrke udviklingen og udbredelsen af virksomme og omkostningseffektive indsatser og praksisser på børn og unge-området med afsæt i metoder og indsatser, som efterspørges i kommunerne. For mig er det helt centralt for en styrkelse af anbringelsesområdet, at fremtidige tiltag har en kobling til den vidensbaserede socialpolitik, som vi sammen har søsat.

For det andet vil en kulegravning af anbringelsesområdet forankret i ministeriet også kunne trække på ministeriets juridiske kompetencer. Det er eksempelvis vigtigt i forhold til en efterfølgende implementering af eventuelle regelændringer, som kunne blive resultatet af en sådan kulegravning. Det må man formode.

I forlængelse heraf mener jeg også, det er helt centralt, at anbefalinger til eventuelle lovændringer m.m. ses i sammenhæng med eksisterende undersøgelser af kommunernes sagsbehandling. Det gælder eksempelvis den årlige undersøgelse af kvaliteten i kommunernes sagsbehandling på børneområdet, som regeringen jo sammen med partierne, der står bag satspuljeaftalen for 2019, afsatte varige midler til. Det er en undersøgelse, som skal sikre, at vi får et både bedre og løbende billede af kommunernes sagsbehandling, herunder at vi kan målrette indsatsen over for de kommuner, der ikke overholder lovgivningen.

Så af de årsager er det altså helt centralt med en ministeriel forankring af en eventuel ny kulegravning af området.

Opsummerende er jeg sådan set helt enig i, at der er behov for at give anbringelsesområdet et eftersyn med henblik på at styrke kvaliteten og retssikkerheden, og jeg vil også gerne rose forslagsstillerne for igen at have anbringelsesområdet på dagsordenen. Når vi alligevel afviser beslutningsforslaget – og det er en blid afvisning – er det på baggrund af de to primære forhold, jeg lige har nævnt. Vi har allerede iværksat en række initiativer til en kulegravning af området, og samtidig bør sådan et arbejde altså være forankret i Børne- og Socialministeriet, så vi sikrer, at de anbefalinger, der kommer, bliver implementerbare, således at de baserer sig på viden om, hvad der virker, og at de juridisk er fagligt gangbare. Tak.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg er meget uforstående over for, at regeringen ikke kan støtte det her forslag. Nu nævner socialministeren noget omkring sammenhængsreformen, men det her beslutningsforslag handler jo om noget helt andet, netop om kvalitetssikringen – at vi får en kulegravning, men også at vi får en ekspertgruppe i forhold til dem, der arbejder med området, hvor tidligere anbragte børn også kunne høres.

Men jeg kunne godt tænke mig at stille ministeren et spørgsmål i forbindelse med sammenhængsreformen, som ministeren nævner. Hvordan undersøger sammenhængsreformen, om børn og unge-udvalget er den rette instans til at have beslutningskompetencen? Hvordan inddrager man i det arbejde, om det f.eks. skal være familieretten, der skal kunne træffe afgørelse, når et barn eller en ung skal anbringes? Hvordan inddrager sammenhængsreformen det?

Ministeren.

Det gør sammenhængsreformen ikke direkte, men det gør det arbejde, som jeg har sat i gang i ministeriet. For det, som fru Karina Adsbøl nævner, er jo lige præcis en række af de anbefalinger, der kommer fra tænketanken Justitia. Jeg har også holdt et møde med Justitia, og det var faktisk på baggrund af det møde med Justitia, at jeg bad om at få et oplæg til større strukturelle forandringer. En af de forandringer, og det er måske endda en af de lidt mindre strukturelle forandringer, er at se på, hvordan børn og unge-udvalgene er indrettet.

Noget af det, jeg savner, når jeg kigger på børn og unge-udvalgene i dag, er, at der sidder en kompetence, som har blik for sagsbehandling, god sagsbehandling, at de formelle krav til sagsbehandling er overholdt. For noget af det, vi hører om igen og igen, er, at når man kommer til møde i børn og unge-udvalgene, bliver der ikke taget højde for, at der er sket sagsbehandlingsfejl, og så træffer man alligevel en afgørelse. Det er bare en af de ting, som vi allerede kigger på. Så jeg kan fuldstændig bekræfte, at det er med i det arbejde.

Fru Karina Adsbøl.

Nu ved jeg ikke, hvor mange gange vi har diskuteret det her område, hvor både Dansk Folkeparti, men også andre partier, simpelt hen har råbt på handling fra ministerens side. Mange initiativer har vi taget i fællesskab, men vi har råbt på handling. Og jeg har tidligere stillet et spørgsmål netop i forhold til Justitias anbefalinger, som socialministeren har afslået. Socialministeren har også tidligere afslået at tage de anbefalinger, som Justitia kommer med, med. Så jeg er meget uforstående over for det, ministeren står og siger på talerstolen i dag. Dansk Folkeparti havde jo sagt til ministeren, at der skulle ske noget på det her område, og ellers ville Dansk Folkeparti selv fremsætte et forslag om det.

Ministeren.

Det mener jeg ikke at jeg har afslået. Jeg mener sådan set, at jeg er gået ind i den proces på en måde, som er den rigtige måde at gå ind i sådan en proces på. Altså, i stedet for at tage Justitias anbefalinger og så bare køre det en til en, er det jo nødvendigt at få igangsat et internt arbejde, hvor man ligesom får vurderet holdbarheden og gangbarheden af de anbefalinger. Og det er bl.a. noget af det, som jeg har bedt ministeriet om at se på. Det er efterhånden mange måneder siden. Jeg kan dårlig huske, hvornår jeg havde det møde med Justitia, men jeg mener, det var i efteråret, men det kan man jo se i min kalender. Og derefter får jeg jo altså et oplæg til en række både større, men også mindre, strukturelle forandringer.

Fru Pernille Bendixen.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg er altså også en lille smule overrasket over det, jeg hører i dag, for vi har haft mange samråd, vi har haft både den ene og den anden forespørgselsdebat osv. osv., og der har der ikke lydt noget fra ministeren om, at der var sat gang i et arbejde. Men når det så er sagt: Vi har jo ventet og ventet, vi har haft den ene sag, den anden sag og den tredje sag og henvendelse på henvendelse, hvorfor er det, at ministeren ikke mener, at det er godt at have en ekspertgruppe udefra, der kan se på det her med nye øjne, i stedet for at vi gør mere af det samme og det samme og det samme?

Ministeren.

Der må jeg bare sige, at det kan jeg ikke genkende. Som jeg lige præcis sagde i min indledende tale, har jeg faktisk sagt på samrådet, at jeg havde igangsat det her arbejde. Så jeg har sådan set nævnt det, og jeg har også nævnt det i flere omgange.

Når jeg kan være betænkelig ved at lægge arbejdet uden for ministeriet, er det på grund af de to årsager, som jeg gengav i min tale. For det første er det vigtigt at have de juridiske kompetencer, så man rent faktisk kan se, hvordan det senere hen kan implementeres. Jeg synes ikke, at man kan bede en uafhængig ekspertgruppe om at komme med en række anbefalinger, man ikke har tænkt sig at implementere. For det andet skal det spille sammen med den øvrige del af den socialpolitik, vi har, som er vidensbaseret, og hvor vi jo i en lang årrække har arbejdet hen imod at gøre den stærkere og gøre den mere strategisk. Det får man heller ikke med, hvis man placerer det i en uafhængig ekspertgruppe.

Fru Pernille Bendixen.

Altså, man behøver bare at se på Barnets Reform, der efterhånden er tudsegammel, og som stadig væk ikke fungerer. Der er sådan nogle ting, der gør, at man tænker, at der simpelt hen bliver nødt til at ske noget. Og så kan man jo godt have den tanke, at dem, der plejer at gøre noget, måske ikke behøver at være dem, der igen skal gøre noget – netop for at der kan komme nogle nye input og der kan ses på det med nogle friske øjne, som ikke nødvendigvis er støvet til ovre i ministeriets juristeri.

Ministeren.

Jamen jeg er helt enig i, at vi skal skabe flere forandringer, og at vi skal skabe flere ændringer. Det er også det, vi har gjort sammen. Indtil for få år siden var det ikke kutyme, at man i satspuljeforhandlingerne rent faktisk prioriterede anbringelsesområdet. Det har vi jo prioriteret massivt. Det har vi gjort i fællesskab og på tværs, og det har der jo været en god grund til. Det er jo også, fordi der har været vigtigt for en række partier og har været højt oppe på deres dagsorden. Det forventer jeg egentlig fortsætter. Det står også højt oppe på min dagsorden. Derfor er det jo bare at fortsætte det gode arbejde, som vi allerede er gået i gang med.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Vi har jo haft en diskussion for ikke så lang tid siden her i Folketingssalen, hvor selv Liberal Alliance meldte sig under fanerne blandt dem, der mente, der skulle laves større forandringer på det her område. Jeg kan mest af alt bare ikke genkende det der billede af, at der skulle være sket alt muligt, som vi har gjort i fællesskab. Ja, ja, vi har skruet på nogle småskruer i fællesskab. Men når Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og i øvrigt resten af oppositionen, som også støtter det her forslag fra Dansk Folkeparti, har et ønske om at gå meget længere, er det jo et udtryk for et område, som har ganske alvorlige problemer. Vi har jo prøvet i forbindelse med skilsmissereformen at se på et system, hvis vigtigste opgave, ifølge dem selv, i nogle år, både da vi havde regeringsmagten og efterfølgende under de blå, var at beskytte Statsforvaltningen. Det mente et flertal i Folketinget ikke skulle ske. Altså, et flertal i Folketinget mente faktisk, at det var en god idé at nedlægge Statsforvaltningen og starte forfra. Jeg har en fornemmelse af, at der ligger en ministeriel dyne hen over at få lov til at lave en ordentlig reform af det her område.

Ministeren.

Jeg kan fuldstændig afkræfte, at der skulle ligge en ministeriel dyne, og jeg kan også sige, at jeg heller ikke kan genkende det, fru Pernille Rosenkrantz-Theil udlægger, i forhold til at der skulle være en særlig stor uenighed om anbringelsesområdet. Jeg oplever, at vi har været enige om de skridt, vi har taget, og så oplever jeg sådan set også, at der er en enighed om, at vi skal videre. Det er jo bl.a. derfor, at den kulegravning er sat i gang, og det er derfor, at det interne arbejde i Socialministeriet er sat i gang. Så vi er sådan set godt på vej i den rigtige retning.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er jo sådan lidt svært, når det er, at ministeren er den eneste, der har den opfattelse, og derfor bliver det lidt ligesom at slå i en dyne. Jeg har simpelt hen ikke hørt nogen ordfører på det her område være enig med ministeren i det, det har jeg bare ikke. Og det kan selvfølgelig godt være, at ministeren kan hive nogen op af en hat, som jeg ikke kender til; det ville jeg så være glad for at høre om, men det er faktisk ikke det, der er opfattelsen. Og man får altid lidt – også nu – sådan en fornemmelse af, at ministeren står med sådan et smørret grin i forhold til det her. Jeg synes faktisk ikke, det er sjovt. Jeg mener, at vi har at gøre med nogle børn, hvor staten har påtaget sig det øverste ansvar, man overhovedet kan, nemlig at man har fjernet nogle børn fra deres forældre. Og i forhold til det der politiske drilleri om, at vi søreme alle sammen er enige, vil jeg sige, at nej, det er vi ikke, og der skal en stor stor reform til.

Værsgo til ministeren.

Jamen jeg opfattede ikke, at der rigtig var noget spørgsmål. Man kan bare sige, at det her jo er noget, vi har prioriteret i fællesskab igennem flere år. I de 2½ år jeg har været minister, har det været helt oppe øverst på agendaen. Det har det været hos en række partier. Især Dansk Folkeparti må man jo give credit for i den grad at have løftet området og have været med til at sætte det på dagsordenen, og det er rigtig, rigtig godt. Og så er der igangsat en række forskellige arbejder, en stor kulegravning og samtidig et arbejde, som skal kigge på strukturelle forandringer. Det må siges at være ambitiøst.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi til ordførertalerne, og det er først fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Jeg vil også gerne rose Dansk Folkeparti for indsatsen for de anbragte børn, og jeg vil gerne sige, at de forandringer, der er sket på det her område, er sket med en stærkt presset minister, som fundamentalt set har haft et flertal imod sig på de her punkter. Når det er sagt, vil jeg til gengæld gerne anerkende ministeren for det, der er landet i dag. Det vil sige, at jeg ved, at ministeren har lagt rigtig meget knofedt i noget, som jeg faktisk synes er rigtig vigtigt på anbringelsesområdet, nemlig at vi får kigget på lønmodellen. Det mener jeg ministeren skal have ros for. Det er et stykke arbejde, som Folketingets partier kan bakke op, og som har indebåret rigtig meget knofedt fra ministerens side, og det vil jeg gerne give anerkendelse for.

Men som jeg sagde i min kommentar før, taler vi altså på anbringelsesområdet, når det drejer sig om anbragte børn, om noget, hvor vi som samfund i virkeligheden er inde at pille ved noget af det allerhelligste, nemlig at vi går ind og træffer nogle beslutninger om et barns tilhørsforhold og siger, at det her barn ikke længere skal være ved det, der er barnets biologiske forældre. Det er så voldsom en indgriben, og når man gør det som samfund – og det mener jeg sådan set der er god grund til at gøre i de tilfælde, vi gør det, og vi har også i Socialdemokratiet et ønske om at gå videre ad den vej, for rigtig mange børn efterspørger som unge voksne, at de faktisk var blevet anbragt som børn, fordi forholdene var så grelle derhjemme – skal vi godt nok kunne stille bedre vilkår til rådighed end det, der er tilfældet i dag.

Det er i den her måned 20 år siden, jeg første gang blev valgt til Folketinget, og jeg mener, at det mest ansvarspådragende tal, der overhovedet findes i Folketinget, og som jeg nogen sinde er stødt på, er, at en fjerdedel af de anbragte børn forsøger at begå selvmord – en fjerdedel! Jeg er med på, at man har haft en bumlet start på tilværelsen, når man er blevet anbragt, men det kan simpelt hen ikke retfærdiggøre, at en fjerdedel af børnene forsøger at begå selvmord. Så beklager, hvis ikke jeg sådan har jubelklaphatten på i forhold til de småjusteringer, der er lavet på området de sidste fire år. Jeg synes ikke, det er godt nok, og jeg mener ikke, vi er kommet langt nok, og jeg mener, at man alt for ofte bare har skudt det over på kommunerne og har sagt, at det er deres ansvar. Nej, det mener jeg godt nok ikke det er. Det har egentlig været min oplevelse, at man, hvis man kun snakker med folk, der er medlemmer af Folketinget, og som ikke er en del af regeringen, ville kunne sætte sig sammen og samle alle partierne i Folketinget bag en stor, gedigen, solid reform af det her område.

Jeg mener, at vi har et problem, når børn oplever at blive taget fra deres plejefamilier og blive hjemtaget af f.eks. en kommune. Det er et problem for børnene, for det kan være de eneste solide forældre, de nogen sinde har oplevet, altså den plejefamilie, de er anbragt hos, men det er jo også et problem for plejeforældrene. Hvad er det dog for noget, at vi siger til nogle plejeforældre, som har leveret en gedigen indsats, som har taget nogle børn til sig, og som har draget omsorg for dem: Desværre hjemtager vi børnene til kommunen af sparehensyn. Jeg mener, at der mangler nogle fundamentale børnerettigheder på det her, nemlig at børnene skal ind og stå i centrum, de skal have ret til en regelmæssighed og en ro omkring deres opvækst. Det mener jeg er det mindste, vi som samfund kan stille til rådighed.

Jeg mener, vi har et problem, når vi taler om de biologiske forældre. De biologiske forældre er jo resten af børnenes liv forældre, og det kan godt være, at barnet, mens det er barn, er anbragt et andet sted, og at den biologiske familie spiller en anden rolle end den, den gør i de fleste familier, men den biologiske familie er der altid og spiller en rolle i børnenes liv altid. Og der skal vi være langt bedre til som samfund at hjælpe og støtte de biologiske familier, både med de sociale problemer, de har, men også til at blive bedre forældre og til at få det samvær, der er med deres børn, til at fungere optimalt. Og så er der selvfølgelig enkelte tilfælde, hvor man helt skal cutte forbindelsen. De findes naturligvis, men i langt de fleste tilfælde er det barnets tarv, at de biologiske forældre kommer til at fungere så godt som overhovedet muligt. Selv om der i dag er rettigheder for de biologiske forældre, ved vi jo, at det er de færreste af dem, der faktisk får de rettigheder, og at man ikke lever op til at give den støtte og hjælp, der er behov for.

Jeg synes, der er lang vej igen, men med det her beslutningsforslag kommer vi et stykke vej, men jeg har en fornemmelse af, at når der er behov for meget store forandringer, er der sådan en statslig dyne, der bliver lagt hen over tingene. Det er, som om apparatet godt kan holde til sådan nogle småjusteringer, men når man fra politisk hånd siger, at her er der fundamentale problemer, bliver der lagt en dyne hen over det. Og faktisk af præcis den årsag mener jeg, at det med, at det er en ekstern ekspertgruppe, er helt genial, og i og med at det så ovenikøbet kommer i kombination med, at der bliver tænkt nogle tanker i ministeriet, får vi det bedste af begge verdener. For selvfølgelig kan ministeriet nogle ting, som en ekstern gruppe ikke kan, men jeg skulle hilse og sige, at min erfaring fra socialområdet er, at indimellem har systemet og statsapparatet i den grad behov for et kærligt los bagi, og det mener jeg vi som politikere har og systemet har, i forbindelse med at vi skal lave en større reform af det her område.

Hov, jeg skal hilse fra SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre og sige, at de ligesom Socialdemokratiet støtter op om det her forslag.

Der var mange ordførere! (Pernille Rosenkrantz-Theil (S): Det må man sige ja til.) Vi har en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Undskyld, jeg er lidt i tvivl: Var der også en kort bemærkning fra din side, Karina Adsbøl? For så får du den første. Det røg nemlig ud fra skærmen, for vi fik nogle tekniske problemer her. Karina Adsbøl, værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at Socialdemokratiet og alle andre oppositionspartier støtter det her forslag og kan se, at det er nødvendigt netop i forhold til de justeringer, vi har lavet i fællesskab i satspuljeregi. Det er godt, men vi er jo langt, langt fra at være i mål.

Jeg kunne godt tænke mig at høre Socialdemokratiets ordfører, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, hvordan hun tænker vi sikrer den her kvalitetssikring af § 50-undersøgelser og handleplaner, og at børnesamtalerne ikke bare skal ende som et flueben. Hvad har ordføreren af tanker om det? Hvordan sikrer vi den her kvalitet i sagerne? Vi så jo i Københavns Kommune, at borgerrådgiveren var ude at sige, at komme med hård kritik af, at der var fejl i alle de 77 anbringelsessager, borgerrådgiveren havde undersøgt. Det var virkelig hård kritik. Så hvordan kommer vi videre? Nu håber vi, at det her arbejde bliver iværksat, og det afventer vi selvfølgelig, men hvad har tankerne om det været?

Ordføreren, værsgo.

Nu har der jo været sådan en talkrig om, hvorvidt det egentlig var i 45 pct. af tilfældene, man ikke havde reageret på gentagne alvorlige underretninger, eller ej. Lad os bare sige 30, for jeg gider ikke talkrigen, og det er egentlig også underordnet. For det, at der er fejl i hundrede procent af de børnesager i Københavns Kommune, og det, at det ikke bare er, lad os sige 30 pct., for ikke at diskutere tal, i gentagne alvorlige underretninger – det vil sige, hvor børn har været udsat for vold og det, der er værre, og ad flere omgange er blevet underrettet på – mener jeg sådan set i første omgang gør, at vi skal sige, synes jeg, at det var meget, hvis det var i 5 pct. af tilfældene, hvor der ikke blev reageret. Det ville være for meget. Altså, det ville være helt skævt.

Så der er et eller andet i at sige: Vi vil hen et sted, hvor fejlmarginen er lige så lav, som den er, når vi laver lovgivning om, at man skal undervise i matematik i 2. klasse i folkeskolen, for så har vi faktisk en forventning om, at det sker. Og et af redskaberne til det mener vi i Socialdemokratiet er at få etableret en ny velfærdsinstitution, hvor man samler den faglighed, der er, om den tidlige indsats i familierne. Vi har kaldt det familiehuse, og det skal man ikke oversætte, for i nogle kommuner har man noget, der hedder det samme. Men ideen med det er at tage samtlige de faggrupper, vi har, der har med børn at gøre – fra ergoterapeuter henover børnesagkyndige til psykologer osv. – og så samle indsatsen der, så hullerne bliver færre.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for svaret. Jeg tænkte, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil sikkert også kan, ja, isolere sit hus med alle de sagsakter, ordføreren sikkert har fået på det her område. Socialministeren snakkede jo om enkeltsager. Er ordføreren for Socialdemokratiet enig i, at det her ikke bare drejer sig om nogle enkeltsager, men at det simpelt hen drejer sig om, at vi trænger til en kulturændring på det her område? De her enkeltsager er jo ikke én enkeltsag; de er jo rigtig mange enkeltsager.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg mener simpelt hen, der er tale om et systemsvigt. Det er ikke for at klandre nogen, der sidder i systemet, for de plejefamilier, der er, og de medarbejdere, der er derude, knokler en vis del ud af bukserne for at få de her ting til at hænge sammen omkring børnene. Det er et politisk ansvar. Så når jeg siger systemsvigt, er det simpelt hen et spørgsmål om, at vi ikke er os den politiske opgave at tage sig af de børn, der er anbragt i dag, voksen. Derfor er der brug for en reform.

Så jeg er meget enig i, at det udmønter sig i en masse enkeltsager, men det, det afspejler, er nogle ganske alvorlige problemer, og et af dem har ministeren så bidraget til at løse i dag. Men det efterlader os med yderligere 30 måske ret store klodser, der skal laves om på, før vi er i mål.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Tak for det. Altså, når ordføreren siger statslig dyne, får jeg sådan et billede, fra dengang jeg var barn, hvor vi læste i en eller anden børnebog – jeg kan ikke huske, om det var Snøvsen – hvor de snakkede om skattevæsenet som sådan et eller andet forfærdeligt monster, for de vidste ikke, hvad skattevæsenet var. Jeg får bare et billede af, at den der statslige dyne er sådan en stor, tung, grå sky, der hænger over os. Og vi skal selvfølgelig ikke forklejne de medarbejdere, der er, og som gør deres allerbedste hver eneste dag, men jeg deler sådan set den opfattelse med Socialdemokratiet.

Men jeg bliver altid så bekymret, når I fra Socialdemokratiets side siger, at I gerne vil have flere anbringelser. Kan ordføreren ikke godt sætte nogle flere ord på det?

Ordføreren.

Grunden til, at jeg nu lige fniser, er, at den her snak har vi virkelig haft mange gange med hinanden. Og det er i virkeligheden en af årsagerne til, at jeg er meget glad for det danske folkestyre. For vi har hvert vores område, hvor vi bliver meget bekymrede for, hvad hinanden siger, og det tror jeg bidrager til, at den lovgivning, vi laver, så rammer problemstillingerne rigtigt.

Når jeg siger flere anbringelser, og når vi gør det i Socialdemokratiet, er det, fordi der er lavet en stor undersøgelse i TUBA – dem, der har at gøre med unge, der er vokset op i alkoholfamilier – som viser, at to tredjedele af de unge, der er vokset op med forældre, der drikker for meget, gerne ville have haft noget mere støtte, de ville gerne have haft, at der var nogle, der så dem, men de ville ikke have været anbragt.

Men det efterlader os altså med en tredjedel, der direkte siger, at de gerne ville have været anbragt. Nogle af dem efterrationaliserer sikkert på en forkert måde; det skal jeg slet ikke kunne afvise, men det bør efter min mening og efter Socialdemokratiets mening få alle alarmklokker til at bimle. Der er en gruppe børn, der føler sig fuldstændig overset. Det bliver formodentlig frivillige anbringelser; det bliver måske med noget aflastning; det kan være familieanbringelser. Så det, vi mener med det, er jo ikke, at vi lige pludselig skal ud i mange, mange tvangsanbringelser mod familiens og børnenes vilje.

Fru Pernille Bendixen.

Tak. Det gør mig dog lidt tryg.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens bemærkninger til sagsbehandlernes kompetencer, som i hvert fald er min holdning måske godt kunne opgraderes en del. Og så vil jeg spørge, om børn og unge-udvalget er det rigtige sted at have den afgørelse. For mig at se er det faktisk tit der, hvor det går fuldstændig galt.

Ordføreren.

Det sidste er jeg simpelt hen i tvivl om, og det er en af grundene til, at jeg synes, det er en god idé med den her ekspertgruppe. Og i øvrigt satte jeg også meget stor pris på at læse Justitias rapport.

Jeg har været på besøg i hvert fald 20 forskellige steder i Danmark efter at have skrevet en bog om bl.a. anbringelsesområdet. Og der er det åbenlyst, at nogle steder fungerer det rigtig godt med børn og unge-udvalgene, men det er også åbenlyst, at rigtig mange steder gør det ikke. Og det duer ikke. Det vil sige, at jeg tror, at vi skal gå ind og tage den bold op i luften, og så skal vi undersøge det til bunds med bl.a. ekspertgruppen, som vi behandler her i dag, og så skal vi tage en fordomsfri debat om det i stedet for bare at blive i et system, som vi alle sammen godt ved har alvorlige mangler.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg tror ikke, der er nogle, der er har talt på vegne af Venstre endnu, så nu får hr. Preben Bang Henriksen lov til det.

Tak. Jeg substituerer vores ordfører på området.

Til en start vil jeg sige tak til Dansk Folkeparti. Det er et vigtigt emne, der behandles her i dag, nemlig vores børn. I det her tilfælde handler det om situationer, hvor det er gået gruelig galt og anbringelse kommer på tale. Der er masser af udfordringer i systemet, men lad mig gøre en ting klart: Et dårligt anbringelsesforløb er et for meget. Derfor bakker vi op om ideen med beslutningsforslaget, nemlig at vi konstant skal søge at højne kvaliteten i og omkring anbringelsessagerne. Det handler om nogle af de mest udsatte børn og unge i vores samfund, og dem har vi et særligt ansvar for.

Derfor har regeringen allerede taget en række initiativer. I forbindelse med sammenhængsreformen tog vi initiativ til en kulegravning af indsatsen med hensyn til børn og unge. Målet er at sikre en højere kvalitet og forbedre retssikkerheden gennem revision af den eksisterende lovgivning på området.

Jeg mener, at vi allerede har sat fremadrettede initiativer og processer, der vil sikre en forbedring af anbringelsesområdet, i gang. Venstre finder dermed, at nedsættelsen af en ekspertgruppe er uhensigtsmæssig. Det gør vi bl.a., fordi vi ved nedsættelsen af en ekspertgruppe på anbringelsesområdet kan skabe dobbeltarbejde, som ikke nødvendigvis forbedrer mulighederne for hjælp til børn og unge.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg er meget enig i Dansk Folkepartis ønske om at styrke kvaliteten i anbringelsessager her i landet. Det handler jo i sidste ende om borgernes retssikkerhed, hvilket er et emne, der ligger Liberal Alliance meget på sinde. Man skal kunne stole på de afgørelser, som myndighederne træffer, og måske særligt i noget så indgribende som anbringelse af børn.

Jeg ved også, at det står højt på regeringens dagsorden, hvilket man også kan forstå, når man hører ministerens gennemgang af de initiativer, der er foretaget på området i den her regeringsperiode, heriblandt en kulegravning af indsatsen for udsatte børn og unge, som er en del af regeringens sammenhængsreform.

Det er meget vigtigt, at kvaliteten på det her område er så høj som overhovedet muligt. Det er vigtigt, at børn, der skal fjernes fra deres forældre, bliver fjernet, men det er jo mindst lige så vigtigt, at børn, der ikke skal fjernes, ikke bliver fjernet. Og det er så nemt at foretage forkerte dispositioner på et så vigtigt område som det her, og der er ikke ret mange andre steder, hvor forkerte beslutninger kan have så fatale konsekvenser for mennesker.

Men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg er enig med ministeren i, at det ikke giver mening at have to parallelle forløb, som begge har til hensigt at undersøge kvaliteten på det her område. Derfor støtter Liberal Alliance ikke beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der kom en kort bemærkning i sidste øjeblik til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Er ordføreren ikke enig i, at det ikke er det samme, der kommer til at foregå, i forhold til den her ekspertgruppe? For den her ekspertgruppe inkluderer jo de mennesker, det handler om, og de mennesker, som arbejder med det til daglig. Det andet er jo noget helt andet. Så som den socialdemokratiske ordfører sagde, ville en kombination være rigtig godt, hvor man får samlet den her ekspertgruppes anbefalinger og så det, der kommer i den interne sammenhængsreform, som bliver undersøgt i forhold til den del. Så får man det største vidensgrundlag, man kan få, at træffe nogle rigtig gode beslutninger på. Er Alternativets ordfører ikke enig i det?

Ordføreren.

Liberal Alliances ordfører. (Karina Adsbøl (DF): Undskyld!) Jamen det er helt okay. Liberal Alliances ordfører har fået det indtryk, at kulegravningen er en del af regeringens sammenhængsreform, og at de to ting arbejder sammen. Det er derfor, jeg gerne vil afvente resultatet af det arbejde.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Hvor mange uvildige er så med i det, regeringen arbejder med? Altså: Er det med, at man hører de anbragte børn? Hører man Justitia? Hører man alle de eksperter, der arbejder med det her område? Hvordan bliver de inddraget i det arbejde?

Ordføreren.

Jeg har tillid til, at regeringen inddrager de relevante parter i sagen, og det er jeg enig med fru Karina Adsbøl i er vigtigt, for man kan jo ikke bare sætte sig ned og lave et skrivebordsarbejde. Det er jo vigtigt at høre de mennesker, som beskæftiger sig med det til hverdag, og som hver dag føler på egen krop, hvad de her ting betyder for mennesker, og det har jeg tillid til at regeringen også gør.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Men vil ordføreren ikke erkende, at der på en eller anden måde mangler den del, der hedder virkeligheden? For dem, vi får henvendelser fra, er jo præcis de familier, der bliver ramt af det, det er de plejefamilier, hvorfra man pludselig fjerner det barn, som er anbragt hos dem, og som har været anbragt hos dem i hele barnets liv. Det er jo dem, vi hører fra, og det er jo ligesom det aspekt, der mangler, hvis man har sådan en intern ministeriel gruppe, der skal se på det her område.

Ordføreren.

Jeg mener, at virkeligheden er meget vigtig. Jeg er faktisk selv en del af den virkelighed, jeg har ikke været plejebarn, men jeg er vokset op med plejebørn – mine forældre har haft plejebørn, og jeg har delt næsten hele mit barneliv og min ungdom med plejebørn – og har set forkerte beslutninger, har heldigvis også set gode beslutninger, og derfor mener jeg, det er meget vigtigt, at man inddrager virkeligheden i det her. Men som sagt har jeg også tillid til, at ministeren gør det, og at man i det arbejde, der bliver sat i gang, inddrager virkeligheden.

Pernille Bendixen.

Men den virkelighed, der ofte bliver brugt, når man er på det plan, som man er på her i Folketinget og ovre i ministerierne, er jo tit det øverste led, og det, som vi lidt savner i Dansk Folkeparti, er jo, at man går helt ud til det led, som er plejefamilierne, snakker med dem og inddrager dem sammen med de fagfolk, der beskæftiger sig direkte med det. Det er jo det led, som vi i hvert fald også mener er en del af det, der mangler, og så igen det her med at se på sagsbehandlernes kompetencer og se på børn- og ungeudvalgets kompetencer og sådan nogle ting. Ellers får du bare fageksperter i det øverste led.

Ordføreren.

Det er jeg enig i, og som sagt, har jeg tillid til, at man inddrager hele spektret, når man laver den her kulegravning.

Tak til ordføreren. Og så går vi videre til fru Birgitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag, som jo medvirker til, at vi kan få en drøftelse af, hvordan vi kan sætte fokus på børne- og ungeområdet og styrke kvaliteten og børnenes og forældrenes retssikkerhed i anbringelsessagerne.

Udsatte børn og unges vilkår er et vigtigt område for os i Det Konservative Folkeparti. For os er det vigtigt at sikre, at alle børn får en god start på livet, hvor de udvikles og trives, specielt de børn, som har svære betingelser fra starten af i livet. Og der er plads til forbedringer i indsatsen i kommunerne for de udsatte børn og unge.

Derfor har vi også med glæde konstateret, at regeringen har igangsat en kulegravning i forbindelse med bl.a. sammenhængsreformen og ændringer i sammensætningen af børn og unge-udvalgene i kommunerne og også en undersøgelse af, hvordan kvaliteten og retssikkerheden for de udsatte børn og unge kan styrkes.

Vi mener derfor ikke, at det er hensigtsmæssigt med en parallel kulegravning ved siden af den. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget her, selv om intentionerne i det er gode.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

I Roskilde bor der en familie, der er blevet revet itu og samlet igen. »Kommunen tog fejl: Kevin og Catrines datter blev tvangsfjernet på neonatalafdelingen«. Et halvt år senere fik de deres datter igen.

Det beskriver en artikel fra DR fra den 5. juni 2018, og ifølge artiklen lagde retten vægt på, at kommunen ikke havde forsøgt at hjælpe familien inden en tvangsfjernelse, samt de positive udtalelser fra hospitalspersonalet, der gjorde udslaget, og det unge par fik deres datter hjem igen.

Kan I forestille jer, hvor frygteligt det må være? Flere medier, Justitias rapport og flere personlige henvendelser, flere foretræder i Socialudvalget viser, at det halter gevaldigt på anbringelsesområdet, og det kan vi også se fra den interne rapport fra 2017 fra Københavns Kommune, der viser fejl i samtlige anbringelsessager. Justitias rapport beskriver, at alene i 2017 blev 54 pct. af de påklagede afgørelser omgjort. I denne samling har vi haft indkaldt ministeren i flere samråd. Det ene handlede bl.a. om familier, der har børn med autisme, og som oplevede kommunale trusler om anbringelse af deres børn. Tre til fem gange om ugen modtager Landsforeningen Autisme henvendelser fra familier, som oplever, at kommunen truer med anbringelse af deres handicappede barn. Efterfølgende har jeg også fået flere henvendelser om, at det ikke kun var forældre, som har børn med autisme, der oplevede det, men at der også var rigtig mange andre, der oplevede det.

I Dansk Folkeparti ønsker vi, at regeringen inden sommeren 2019 nedsætter en hurtigtarbejdende ekspertgruppe til netop en kulegravning af anbringelsesområdet, og ekspertgruppen skal også undersøge, hvordan retssikkerheden for henholdsvis børn, forældre, plejeforældre og barnets netværk i øvrigt sikres, og hvordan kvaliteten af sagsbehandlingen og myndighedsudøvelsen sikres, herunder hvorvidt sagsbehandlerne har et tilstrækkelig højt fagligt niveau, og hvorvidt kommunernes børn og unge-udvalg er de rette til at træffe de her afgørelser om anbringelser, eller om det vil være bedre at lægge kompetencen i f.eks. det nye familieretlige system. Ekspertgruppen skal være bredt sammensat af fagpersoner, organisationer, tidligere anbragte og andre med særlig ekspertise på anbringelsesområdet, og ekspertgruppens sammensætning, fristen for ekspertgruppens aflevering af rapporten og ekspertgruppens rapport og anbefalinger skal så forelægges for de partier, som støtter det her forslag, og efterfølgende skal de forhandles.

I Dansk Folkeparti er vi dybt bekymrede over det, der foregår på anbringelsesområdet, og vi har også gentagne gange rejst vores bekymringer. Vi har indkaldt den siddende socialminister til forespørgselsdebatter gentagne gange, herunder omkring implementeringen af Barnets Reform, samt flere samråd, samråd i anbringelsessager og også i forhold til at diskutere cleancutfjernelser, som det kaldes i miljøet. I Dansk Folkeparti finder vi det yderst vigtigt fortsat at have et øget fokus på det her område og få lavet forbedringer på området, forbedringer, der skal gavne børnene, deres familie, plejefamilierne og netværket. De overordnede formål med Barnets Reform var, da den i sin tid blev vedtaget, at sikre kontinuitet i anbringelsen, at sikre en stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn, at styrke hensynet til barnets tarv, at sikre udsatte børns rettigheder, at sikre den tidlige indsats og sikre mere kvalitet både i sagsbehandlingen og i indsatsen. Vi oplever ofte det stik modsatte, og derfor er vi også rigtig bekymrede for systemsvigt, også selv om vi fra Folketingets side har taget rigtig mange initiativer efter Barnets Reform, som skulle gøre tingene bedre. For Dansk Folkeparti handler det ikke om, om man er for eller imod anbringelser, eller hvor mange der skal anbringes. Det handler for os om, at det er de rigtige børn, der bliver anbragt, og at det er på et dokumenteret og oplyst grundlag.

For nylig indkaldte vi socialministeren i samråd netop på grund af problematikken i forhold til vederlag, vederlagsproblematikken, som vi har diskuteret gentagne gange, og jeg kan faktisk også huske, at den tidligere minister Karen Hækkerup i sin tid satte en undersøgelse i gang netop omkring vederlagsproblematikken. Men det her handlede så om en tvist mellem en kommune og plejeforældrene, og man ville så fra kommunal side tvinge en 12-årig dreng på institution. »Det gør mig bange«, var overskriften på artiklen fra TV 2/Øst den 22. januar 2019. Sagen om Andreas, som har været belyst i medierne, er jo ikke et enestående tilfælde, og mange plejefamilier har kunnet berette om, at de har fået at vide, at hvis de ikke kunne acceptere en lønnedgang, kunne man finde et andet anbringelsessted til deres plejebarn, og det kan aldrig nogen sinde være i barnets tarv.

Ja, jeg er også bekendt med KL's melding i dag om, at KL fremadrettet vil anbefale kommunerne at anvende den såkaldte gennemsnitsmodel for honorering af plejefamilier.

I Dansk Folkeparti oplever vi også desværre ofte sager, hvor søskende heller ikke bliver anbragt sammen, hvad der ellers er hensigten med loven. Vi oplever ofte, at samværet mellem børn og deres familie eller netværk eller andre tilknytningspersoner, f.eks. også en tidligere plejefamilie, bliver skåret ned til et minimum eller bliver skåret helt væk med den begrundelse, at det er af hensyn til barnets sundhed og trivsel, det ikke skal have kontakt.

Så oplever vi også, at de unge og børnene ofte ikke bliver hørt i forhold til deres ønsker eller deres behov, og det har undersøgelser også vist. JydskeVestkysten har for nylig skrevet om den snart 18-årige Stella, som flere gange er stukket af fra sin institution og bare gerne vil bo hos sin far. Vi oplever desværre også, at en tidlig indsats ikke bliver iværksat hurtigt nok eller slet ikke i forhold til servicelovens forebyggelsesparagraf. Vi oplever mangel på kvalitetssikring i § 50-undersøgelser, i forældrekompetenceundersøgelser og i børnesamtalerne, som ikke blot skal være et flueben. Vi hører også ofte om oplevelser med trusler om tvangsanbringelse, og vi hører om manglende partshøringer og meget andet.

Vi hører også, at familiemedlemmer får afslag på at være netværksplejefamilie – noget, som vi i Dansk Folkeparti har haft stort fokus på, altså netop at anvende det ressourcestærke netværk – og så vil jeg sige, at det, hvis man læser »Svigt af børn i Danmark« fra Børns Vilkår og TrygFonden, jo også er bekymrende læsning. F.eks. udtaler hver andet barn i alderen fra 11 til 17 år, at de ikke tages med på råd i forhold til deres anbringelsessted.

Noget af det, som også er utrolig vigtigt, er i forhold til forældre, der har børn med funktionsnedsættelse, eller forældre, der har et handicap, og som også ofte har henvendt sig til os med udfordringer. F.eks. oplever forældre med handicap at stå i den situation, at de ikke kan få den hjælp, som de har behov for for at varetage forældrerollen. Vi ser forældre med handicap, der har svært ved at varetage forældrerollen, f.eks. på det område, der hedder bpa-området, borgerstyret personlig assistance, da de enten ikke kan få tilkendt ordningen eller man sætter deres timeantal ned, og det skaber en masse udfordringer og bekymringer for familierne, som ikke kan få den hjælp i hverdagen, som de har behov for for netop at få familien til at fungere. Det gør det også meget svært, hvis man ikke får den hjælp og støtte, fordi det jo risikerer at gå ud over børnene, og det kan jo i den sidste ende netop ende med underretninger og opstart af diverse undersøgelser, og det er jo ikke rimeligt.

Vi har også set, at en plejeforælders ytringer kan have en høj pris. Vi har f.eks. for nylig set og læst i medierne om, at en plejemor, Jaleh Tavakoli, som er en flittig debattør i den offentlige debat, har fået en henvendelse fra Socialtilsyn Øst på grund af sine ytringer, og Socialtilsyn Øst begrunder i redegørelsen, at de har handlet på grund af plejemorens ytringer i den offentlige debat. Det er en sag, vi følger meget i Dansk Folkeparti, for hvor er barnets tarv, og bliver et barns tilknytning til deres omsorgspersoner overhovedet vægtet tilstrækkelig højt i disse sager?

Vi har også hørt om plejefamilier, som har fået fjernet deres plejebørn netop på grund af anklager, som der senere har vist sig ikke at være hold i, plejebørn, som har boet adskillige år hos den samme plejefamilie, og det er derfor, vi i Dansk Folkeparti mener, at der skal ske en kulturændring på det her område, og så håber vi jo, at vi i fællesskab kan finde nogle gode løsninger på området, løsninger, hvor barnet altid er i centrum, og at der sikres den rette og tidlige indsats for børnene og deres familie samt plejefamilie. Børn og unge må aldrig blive en økonomisk brik, og jeg mener, vi er forpligtet til at handle. Det her drejer sig ikke om enkeltstående tilfælde, og jeg tror netop, at jeg kunne isolere et helt hus med de henvendelser, jeg har fået på det her område.

Jeg vil også gerne takke hele oppositionen for deres støtte til det her. Jeg er rigtig glad for, at vi har flertal for det her beslutningsforslag, og jeg må sige, at jeg undrer mig dybt over, at man kan være imod, at man hører andre, at man involverer børnene, plejebørnene, tidligere anbragte børn, i den her ekspertgruppe, at man involverer eksperter, som arbejder med området, og som ikke er en del af et ministerielt system, men som har nogle andre kompetencer, som vi kan bruge i vores politiske arbejde. Det må jeg sige at jeg undrer mig dybt over, men jeg er rigtig glad for det flertal, vi har samlet i dag, og fra Dansk Folkeparti skal der lyde en stor tak, og så regner vi jo også med, at regeringen lever op til at handle i forhold til det her, når der er et flertal bag beslutningsforslaget. Tak for debatten.

Der er en enkelt kort bemærkning, og så er vi færdige med debatten. Fru Brigitte Klintskov Jerkel, værsgo.

Tak. Én fejl i sagsbehandlingen er en fejl for meget, det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om. Hver dag sidder der jo rundtomkring i kommunerne nogle medarbejdere, de fleste af dem uddannede socialrådgivere, med de her anbringelsessager, hvor de fleste af dem jo virkelig brænder for at gøre en forskel for de her børn og netop har søgt sådan et job, fordi de brænder for at gøre noget for børn, som har nogle svære vilkår. For mig lyder det en lille smule, som om Dansk Folkeparti ikke har tillid til de mange tusinde socialrådgivere, der sidder rundtomkring i kommunerne og arbejder med de her sager. Forholder det sig sådan?

Ordføreren.

Jeg er meget ked af, at den konservative ordfører ikke har hørt min tale. Jeg har ikke hængt nogen socialrådgivere ud. Jeg er godt klar over, at de socialrådgivere, der arbejder, gør deres bedste, men man må bare erkende, at det jo også handler om en kultur, der er i en forvaltning, det handler om, at der er en synlig ledelse, det handler om, at man prioriterer det her område og ikke presser socialrådgiverne. Nu er det jo også blevet sådan, at socialrådgiverne efterhånden ikke kan tage en beslutning selv, før det skal op på højere ledelsesniveau, så vi skal langt højere op i systemet for at få skabt en kulturforandring på det her område.

Spørgeren.

Men ordføreren stillede jo selv tidligere her i debatten et spørgsmål til en af ordførerne på talerstolen, hvor § 50-undersøgelserne og behandlingen af § 50-undersøgelserne jo netop blev nævnt. Og det er jo det, som rådgiverne sidder med. Det er jo også sådan, at mange af dem rundtomkring i kommunerne sidder med for mange sager, fordi den enkelte kommune måske ikke har prioriteret det her område. Har Dansk Folkeparti tænkt ind, at det jo også kunne skyldes, at kommunerne ikke er gode nok til prioritere det her område, hvor de netop lægger budgetter hver evig eneste år, og de så ikke får sat de rette penge af, så sagsbehandlerne ikke sidder med så mange sager?

Tak for det. Så er det ordføreren. Værsgo.

Så er vi jo tilbage ved hele ledelsesspørgsmålet igen, og så er vi også tilbage ved nogle lokalpolitikere. Det, det handler om, når vi snakker om socialrådgivere, der sidder med det her, er, at der jo ikke engang er noget krav om, at det skal være en uddannet socialrådgiver, der sidder med de her § 50-undersøgelser. Jeg har fået henvendelser om, at det er uuddannede, nogen, der er under uddannelse eller andre, som ikke har, kan man sige, den ballast, den viden eller de kompetencer, der er brug for. Derfor er der jo brug for at snakke om, hvem det er, der helt konkret skal sidde med de her sager, hvad det er for nogle kompetencer, de skal have for at håndtere de her svære sager.

Så har fru Pernille Rosenkrantz-Theil også bedt om ordet. Værsgo.

Det, der i virkeligheden får mig til at tage ordet nu, er, fordi lige præcis fru Karina Adsbøl så mange gange har haft samråd om lige præcis spørgsmålet om kommunerne. Ja, der er kæmpeproblemer med kommunerne, og vi har snakket op ad stolper og ned ad vægge om det. Det er ikke, fordi socialrådgiverne er dumme eller onde. Det er på grund af de rammer, vi har givet dem, og jeg vil bare bede ordføreren bekræfte, at vi faktisk har forsøgt at lave et ret stort stykke arbejde for også at få regeringen til at bede kommunerne om at rette ind, og vi har ikke fået nogen former for positiv respons på det her område fra regeringens side. Så selv de redskaber, man har herinde centralt fra, har man ikke haft et ønske om at anvende.

Ordføreren.

Det har den socialdemokratiske ordfører fuldstændig ret i, og hvis jeg nu tager en sag fra min tale, hvor jeg læste op netop i forhold til den her fejl, hvor man fjernede Kevin og Catrines datter: Hun blev tvangsfjernet et halvt år uden at være sammen med sin mor og far, og hvad koster så det? Hvad koster det at begå lovbrud, som har store menneskelige omkostninger? Vi har gang på gang haft en diskussion om tvangsbøder, om, at kommunerne skulle rette ind. Nu kan det godt lyde, som om alle kommuner er nogle værre nogle, og jeg vil skynde mig at sige, at sådan forholder det sig jo ikke. Men vi må bare erkende, at når vi får så mange henvendelser på det her område, når vi ser de her dokumentarudsendelser, når vi ser Michael Lambert-sagen fra Esbjerg, som blev hevet fra sin plejefamilie, som er en stabil og god plejefamilie, og det eneste, han ønsker, er bare at blive boende, og hvor der ikke er nogen årsag til, at han lige pludselig skal væk, bliver vi da nødt til at reagere herinde fra Folketinget. Det, jeg hele tiden får et spørgsmål om, er: Hvorfor kan man kvit og frit bryde lovgivningen på det her område?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Så var der bare lige den anden del til det der med, at nu har vi brugt – faktisk i fællesskab, alle partier på nær Enhedslisten – rigtig mange kræfter på at få halveret antallet af sager på sagsbehandlerens bord, og det er jo lykkedes i over 40 kommuner nu, simpelt hen i erkendelse af, at hvis man har for stort et stykke arbejde, kan man ikke levere en lige så god indsats. Det er en fuldstændig umulig opgave at sætte socialrådgiverne på. Så jeg vil bare bede ordføreren lige bekræfte det her med, at vi er enige om, at der stadig væk bliver anbragt flere børn i januar, end der gør i december, og det er bare, fordi vi jo stadig væk har nogle økonomiske rammer i kommunerne, som de skal leve op til, og det vil sige, at det der med, at det selvfølgelig ikke er sagsbehandleren, der er problemet...

Så får vi svar fra ordføreren. Værsgo.

Det er jeg jo helt enig i med hensyn til de økonomiske rammer. Det er jo noget, vi bliver nødt til at se på. Der mangler vi jo at lave den udligningsreform, hvor forhandlingerne gik fløjten. Der er også en budgetlov, man kunne tage fat i, i forhold til om der skal ske nogle justeringer i forhold til de økonomiske rammer for kommunerne. Så der er faktisk rigtig mange ting, vi skal have taget fat på og gøre bedre på det her område og hele vejen rundt. For det handler om familierne og børnene, og der er vi altså forpligtet til at yde den allerbedste indsats, som vi overhovedet kan yde.

Så siger vi tak til fru Karina Adsbøl.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.