Skatteudvalget 2018-19 (1. samling)
SAU Alm.del Bilag 102
Offentligt
1993542_0001.png
19. december 2018
J.nr. 2018 - 8276
Resumé af forslag om ophævelse af lov om afgift af mi-
neralsk fosfor i foderfosfat, afskaffelse af registrerings-
afgiften på fly, nedsættelse af afgiften på øl og vin og
forhøjelse af restskatteprocenten for selskabsskat
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folke-
parti har den 30. november 2018 indgået aftale om finansloven for 2019. Forslaget har til
formål at udmønte en del af denne aftale.
Med forslaget nedsættes afgifterne på øl og vin. Afgiftsnedsættelsen vil bidrage til at redu-
cere grænsehandlen og øge omsætningen i danske butikker.
I lovforslaget foreslås endvidere en afskaffelse af registreringsafgiften på fly, hvilket vil re-
ducere omkostningerne ved at registrere fly både for private og virksomheder. Afskaffel-
sen bidrager til at gøre vilkårene for registrering af fly i Danmark, Norge og Sverige mere
ens.
Herudover foreslås en afskaffelse af foderfosfatafgiften, som er en afgift på mineralsk
fosfor i foderfosfat, der anvendes som ernæring til dyr. Afskaffelsen af foderfosfatafgiften
vil lempe byrderne for danske landbrugsvirksomheder og gøre det billigere at producere
danske fødevarer. Derved styrkes danske producenters konkurrenceevne over for uden-
landske producenter.
Endelig foreslås det at forhøje restskatteprocenten for selskabsskat med et fast tillæg på 2
pct.-point. Forhøjelsen er en del af den finansiering, der er aftalt i finansloven for 2019,
som skal prioriteres til lavere afgifter og bedre forhold for erhvervslivet.
Afgiftslempelserne, der følger af lovforslaget, skønnes samlet set at indebære et varigt
mindreprovenu på ca. 180 mio. kr. (2019-niveau) umiddelbart og ca. 125 mio. kr. efter til-
bageløb og adfærd, mens forhøjelse af restskatteprocenten for selskabsskat vil indebære et
varigt finansieringsbidrag på ca. 200 mio. kr. (2019-niveau) umiddelbart og ca. 120 mio.
kr. efter tilbageløb og adfærd.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2019. Ophævelsen af lov om afgift af mi-
neralsk fosfor i foderfosfat og forhøjelsen af restskatteprocenten for selskabsskat foreslås
dog at træde i kraft 1. juli 2019. Disse forslag er således omfattet af de fælles ikrafttrædel-
sesdatoer.