B 74 Forslag til folketingsbeslutning om at fremme genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald i alment boligbyggeri.

Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Beretning afgivet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 20-12-2018
1. behandlet/henvist til udvalg 08-02-2019
Beretning afgivet 25-04-2019
Ministerområde:
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Resumé:
Formålet med forslaget er at fremme genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald i alment byggeri.

Ifølge forslaget skal regeringen indføre en forsøgsbestemmelse i almenboligloven, der ved genanvendelse af bygge- og anlægsaffald giver adgang til, at kommunalbestyrelsen kan give tilsagn til opførelse af alment byggeri, der overstiger det fastsatte maksimumbeløb for anskaffelsessummen for den type byggeri.

Udvalget afgav beretning over forslaget, hvor Enhedslistens medlemmer af udvalget konstaterer, at bygge- og anlægsaffald udgør en stor del af det affald, der genereres i Danmark. Enhedslisten konstaterer, at der i forbindelse med behandlingen af forslaget fra flere partiers side blev udtrykt opbakning til ønsket om mere genanvendelse i byggeriet. Dog kunne et flertal ikke støtte forslaget. Enhedslisten mener, at forslaget kan være med til at fremme genanvendelsen i det almene byggeri, men at eventuelle meromkostninger i den forbindelse ikke må betyde en øget husleje for beboerne i de almene boligforeninger. Enhedslisten opfordrer ministeren til at igangsætte undersøgelser, der skal kortlægge mulighederne for at fremme genanvendelsen af byggematerialer og bygningselementer i den almene sektor, og hvad de enkelte tiltag vil betyde for huslejeniveauet.