Kulturudvalget 2017-18
S 838
Offentligt
1905494_0001.png
Kulturministeren
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
Fax
E-mail
Web
:
:
:
:
33 92 33 70
33 91 33 88
[email protected]
www.kum.dk
1. juni 2018
Folketingsmedlem Orla Hav (S) har den 24. maj 2018 stillet mig følgende spørgsmål, nr.
838, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål:
"Hvilke tiltag påtænker ministeren som opfølgning på Folketingets Kulturudvalgs
høring den 2. maj 2018?"
Svar:
Af spørgsmålets begrundelse fremgår det, at den nærmere bevæggrund for spørgsmålet
knytter sig til, at det af Kulturudvalgets høring den 2. maj 2018 fremgik, at der er
mangel på undervisere med de rette kompetencer, både inden for hele musiklivets
økosystem og inden for kulturskolefagene. Herudover fremgår det af begrundelsen, at
det handler om musikfagets placering og omfang i pædagoguddannelserne og
læreruddannelserne, og at det handler om hele det musikpædagogiske områdes
placering og vægtning i musikkonservatoriernes uddannelser. Det fremgår
afslutningsvist, at der især er stor mangel på uddannede undervisere inden for
småbørnsområdet, og at det også handler om pædagogiske uddannelser inden for de
øvrige kulturskolefag (billedkunst, drama/teater m.v.).
For så vidt angår pædagog- og læreruddannelserne henviser jeg til, at det er under
uddannelsesministerens ressortområde.
Som jeg tilkendegav på høringen, vil jeg indlede en dialog med undervisningsministeren
omkring, hvordan vi når flere børn med den musikalske kvalitet, som musikskolerne
har i kraft af de konservatorieuddannede musikskolelærere. I denne sammenhæng er
rammerne for den gensidige lovfastsatte forpligtelse til samarbejde mellem
musikskolerne og folkeskolerne vigtig at se nærmere på.
For så vidt angår vægtningen af musikpædagogikken på musikkonservatorierne skal
jeg bemærke, at alle konservatorier er forpligtet til at bedrive pædagogisk
udviklingsvirksomhed, samt at udbyde uddannelser, der har til formål at kvalificere
Dok. nr. 18/01915-2
S 838 - 2017-18 - Endeligt svar på S 838: Hvilke tiltag påtænker ministeren som opfølgning på Folketingets Kulturudvalgs høring den 2. maj 2018?
Side 2
den studerende til beskæftigelse som komponist, musiker og musikpædagog samt til
anden beskæftigelse inden for musik. Det er bekendtgørelsesfastsat, at alle
konservatoriernes bacheloruddannelser, med undtagelse af musikproduktion-,
tonemester- og music management-uddannelsen samt andre lignende uddannelser, skal
indeholde undervisning i pædagogik svarende til minimum 30 ECTS-point. (BEK nr.
833 af 23/06/2017 § 5. Stk. 3)
Af nye uddannelsesinitiativer kan nævnes, at Det Jyske Musikkonservatorium i 2017
fik akkrediteret en ny masteruddannelse i musikpædagogisk praksis, der udbydes i
samarbejde med professionshøjskolen VIA UC. Syddansk Musikkonservatorium fik i
november 2017 prækvalificeret en masteruddannelse i sangpædagogik for unge
stemmer og uddannelsen afventer akkreditering. Derudover udbyder konservatorierne
en række efteruddannelseskurser indenfor musikformidling og pædagogik, fx i
samarbejde med hinanden og/eller i samarbejde med professionshøjskoler (VIA,
Metropol o.lign).
Det er mit indtryk, at der fra konservatoriernes side er fokus på det pædagogiske
aspekt, men det er ikke det samme som, at der ikke kan gøres mere. Kulturministeriet
har fokus på dette i forbindelse med indgåelse af rammeaftaler med konservatorierne
for perioden 2019-2022.
Det samme gælder for så vidt angår de øvrige kunstneriske uddannelser på
Kulturministeriets område, som uddanner kunstnere, som kunne være relevante som
undervisere i kulturskolefagene. Det er en fælles målsætning for alle
Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner i den kommende aftaleperiode, at der skal
fokus på at sikre, at dimittenderne får relevant beskæftigelse efter endt uddannelse.
Her er det pædagogiske arbejdsmarked i kulturskolerne en central del af dette arbejde.
Mette Bock