Tak for det.
Jeg sad jo hele den første halvdel af opvarmningen og glædede mig til, at jeg nu blev bedt om at komme med mit bud på, hvad for et nytårsforsæt hr.
Nikolaj Villumsen skulle tage på sig, men da jeg ikke blev spurgt, skal jeg nok lade være med at give noget bud.
Der bliver tegnet det her billede af, at der er smalhals i den offentlige sektor, mens der over for det står sådan nogle voldsomme honorarer.
Jeg synes, at der mangler nogle nuancer i billedet.
Altså, i min optik er der ikke smalhals i den offentlige sektor.
Vi har en offentlig sektor, som vel fylder noget, der ligner en fjerdedel af samfundsøkonomien, altså i forhold til offentligt forbrug.
Det er sådan set meget, meget stort.
Altså, ret beset tror jeg man skal tilbage til 1980'erne for at finde en offentlig sektor, der er lige så stor som den, vi har nu, sådan relativt set.
Og så er der et eller andet med terminologien, når man siger, at nogle får dobbelt løn.
Nej, det gør de ikke.
Altså, jeg kender ikke nogen borgmestre derude, der får to gange deres borgmestervederlag; det gør jeg ikke.
De får et borgmestervederlag for at være borgmester, som vi har fastsat ved lov herinde, og så kan jeg se, at der er nogle borgmestre, der ved siden af deres borgmesterjob har påtaget sig forskellige bestyrelseshverv, som de får et honorar for.
Så hvis vi endelig skulle ind i den her diskussion, skal det vel snarere være en diskussion om, hvor mange forskellige arbejdsopgaver man kan løse.
Og skulle man ude i kommunerne, når man skal konstituere sig efter de her kommunevalg, der snart finder sted, se lidt anderledes på det, så kunne man fordele de hverv, der er, lidt bredere.
Men for så vidt er der jo ikke noget mærkeligt i, at man får sin løn for at passe sit hverv, og at man, hvis man påtager sig et andet hverv, også får et honorar for det.