Tak.
Jeg har læst det og synes, det er virkelig spændende og godt skrevet.
De videregående uddannelser skal skabe nysgerrige, kritiske og passionerede unge, der har et solidt værdisæt.
Og den teknologiske udvikling, som jeg har set og til dels også været med til at skabe, går stærkt, og arbejdsmarkedet forandrer sig også hurtigt.
Derfor er det vigtigt, at vores studerende – og befolkningen i det hele taget – bliver rustet til at møde fremtidens udfordringer.
Det kræver indsigt i teknologi, som vi også har fokus på, men det kræver også nogle helt grundlæggende menneskelige egenskaber som empati, kreativitet, dømmekraft og en helhedsforståelse.
Fremtidens unge skal også have et udsyn, og de skal have lyst til at skabe noget.
Det er, som jeg har forstået det, de elementer, som man arbejder med på de udenlandske eliteuniversiteter såsom MIT og Harvard, som spørgeren også refererer til.
Humaniora spiller en vigtig rolle både nu og i fremtiden, og det gælder både med hensyn til fagligheden i sig selv, men også med hensyn til et sundt perspektiv på de andre fagområder.
Min forgænger, som spørgeren også refererer til, nedsatte en inspirationsgruppe, som skulle se på, hvordan et såkaldt filosofikum kunne tilrettelægges på universiteterne.
Den inspirationsgruppe skal afslutte sit arbejde inden sommeren 2018, så der er ikke så lang tid til, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvad de melder tilbage til mig, og at arbejde med det.