Jeg er klar over, at spørgsmålet er stillet tidligere, men jeg tillader mig at stille det ud fra min egen kontekst, hvis man kan sige det sådan, altså den måde, som jeg godt kunne tænke mig at spørge ministeren om det på.
Landets otte universiteter skal sammenlagt spare ca.
3 mia.
kr.
de næste 5 år, og professionsbacheloruddannelserne skal spare 1,8 mia.
kr., hvis regeringens forslag om at forlænge omprioriteringsbidraget bliver gennemført.
Det siger sig selv, at man ikke kan blive ved med at spare på it og kopimaskiner og administration alene, for det går altså også ud over medarbejdere, undervisning og forskning.
F.eks.
er en af konsekvenserne, at antallet af midlertidige ansættelser stiger.
46 pct.
af de universitetsuddannede forskere og ledere sidder i tidsbegrænsede stillinger, og samtidig er mulighederne for at levere forskning af høj kvalitet også blevet dårligere.
F.eks.
oplever 47 pct.
af forskerne, at muligheden for at levere forskning af høj kvalitet er blevet dårligere, og 63 pct.
af dem siger, at det skyldes besparelser på arbejdspladsen.
Så det er bare for at sige, at der jo er nogle indikatorer på, at vi – vi i gåseøjne – er gået for langt.
Så anerkender ministeren, at vi nok er gået for langt, og at det er i for lang tid, vi har sparet på uddannelserne, og at vi ikke kan fortsætte med de besparelser i den størrelsesorden?