Spm. nr. S 575

2) Til udenrigsministeren af:

Peter Hummelgaard Thomsen (S) :

Hvad agter udenrigsministeren at foretage sig for at få Irak til at tage imod de 138 afviste asylansøgere og udviste kriminelle irakere?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Deportering af irakere splitter regeringspartierne« bragt i Berlingske den 23. februar 2018.

Værsgo til at læse op.

Tak for det. Hvad agter udenrigsministeren at foretage sig for at få Irak til at tage imod de 138 afviste asylansøgere og udviste kriminelle irakere?

Værsgo, så er det ministeren.

Også tak for det spørgsmål. Tilbagesendelsen, som jeg også lige har været inde på, har selvfølgelig en høj prioritet for regeringen, og det arbejder vi målrettet efter. Fra regeringens side agter vi at fortsætte og yderligere intensivere den dialog, som jeg også lige pegede på i mit tidligere svar, som vi allerede har med Irak om det spørgsmål. Udover intensivering af dialogen, som fulgtes af udnævnelsen af en udsendelsesambassadør i 2017, så har regeringen i forbindelse med finanslovsaftalen for 2018 også besluttet at udsende en udlændingeattaché, der specifikt har til formål at dække Iran og Irak.

Antallet af personer i udsendelsesposition til Irak har været faldende, samtidig med at der har været en stigende interesse for at tage imod tilbuddet om støtte til frivillig hjemsendelse. Irak er det oprindelsesland, hvortil flest personer faktisk bliver udsendt i 2017.

Men vi er p.t. som udgangspunkt ikke i stand til at tvangsudsende til Irak, fordi de irakiske myndigheder ikke ønsker at medvirke til gennemførelse af tvangsudsendelser. Det er i den forbindelse åbenlyst, at vi vil tage et grundigt kig i vores værktøjskasse for at se, hvilke andre instrumenter vi kan bruge til at opnå konkrete fremskridt i forhold til tvangsudsættelser, og det er helt i tråd med – hvad kan man sige – noget for noget-princippet.

Som jeg netop har redegjort for i mit svar på spørgsmål S 573, er en nedskæring af vores eksisterende stabiliseringsstøtte til Irak dog ikke aktuel i den forbindelse. Stabiliseringsmidlerne er på sigt med til at skabe grundlaget for, at folk kan vende tilbage. Det vil være udtryk for en meget kortsigtet tilgang til den her problemstilling at skære i de eksisterende stabiliseringsmidler til Irak som led i en noget for noget-tilgang.

Tak, og så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak for det, og også tak for ministerens svar. En af grundene til, at jeg stiller det her spørgsmål, og at også min kollega, hr. Erik Christensen, stillede spørgsmålet, er jo, at det her for det første selvfølgelig er mange irakere, nemlig 138, men at det jo også er en problemstilling, vi ser i en lang række lande – vel i virkeligheden langt de fleste lande – at de ikke vil samarbejde omkring tvangsudsendelser.

Det var også sådan, at regeringen i regeringsgrundlaget fra november 2016 jo bebudede, at man ville have en styrket indsats for udsendelse, ligesom det flere gange også har været en hovedprioritet, bl.a. da regeringen fremlagde sin strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken i juni sidste år. Jeg forstår udmærket godt, at Irak er en kompliceret case på grund af vores historik som part i det. Vi har selv også lige medvirket endnu en gang til at nedkæmpe ISIL, som ministeren også nævner. Der er behov for stabilitet.

Men kan man ikke sige det om stort set alle andre lande, som heller ikke vil samarbejde omkring tvangsudsendelser? Altså, kan man ikke sige, uanset om det er Ghana eller andre lande, at hvis man f.eks. går ind og truer Ghana på bistanden, så vil det jo også være med til at skubbe endnu flere migranter, som ikke vil være i stand til at få asyl, afsted? Vil det ikke være et – uanset Iraks særlige situation – lige så anvendeligt argument på stort set alle andre lande? Og hvornår mener ministeren vi kan bruge det værktøj at begynde at true landene med, at vi altså skærer i deres støtte, hvis de ikke vil samarbejde om at tage afviste asylansøgere tilbage?

Værsgo, ministeren.

Jeg forstår sådan set godt spørgsmålet, men jeg tror bare, at man skal være utrolig varsom med at anlægge ét princip, som så bare skal gøre sig gældende alle steder, fordi det er meget forskelligt fra nation til nation, som vi samarbejder med. Og det, vi tager udgangspunkt i i dag, er situationen i Irak. Situationen i Irak er kendetegnet ved, at vi var, tror jeg, en af de første otte nationer, som meldte sig under fanerne i forhold til anti-ISIL-kampagnen, og den har vi haft stor succes med.

Nu er vi sammen med amerikanerne, som også har indikeret præcis det samme, fuldstændig fast besluttet på, at nu gælder det om at få stabiliseringsindsatsen til at virke. Derfor er den her situation anderledes end den, som vi kender fra andre områder. Det er også, fordi det, vi taler om i dag, ligesom er skilt ad – udviklingsministeren har svaret på den anden del af det. Det, jeg svarer på, er det om stabiliseringsindsatsmidlerne, og de gives jo ikke – hvad hedder det – bilateralt direkte i et samarbejde med den irakiske regering. De gives via de multinationale organisationer, og derfor er situationerne ikke sammenlignelige.

Så er det spørgeren igen. Værsgo.

Det svar forstår jeg sådan set godt. Den eneste forskel er vel i virkeligheden bare den, at det her jo er en problemstilling, Danmark har haft i 7 år med regeringen i Irak, og det vil altså også sige i lang tid, før beslutningen om, at Danmark skulle involvere sig i kampen mod ISIL, blev taget, og måske endda helt tilbage, fra før vi overhovedet kendte til ISIL for alvor; altså, der har nok været nogle efterretningsfolk osv., der har kendt til den her organisation, men den havde ikke bredt sig, og den var ikke begyndt på masserekruttering, og den var ikke begyndt på destabilisering af bl.a. Irak. Derfor er man også nået til det punkt, hvor det her ikke kun handler om stabiliseringsindsatsen og ISIL, men om en mere kronisk og større problemstilling i forhold til regeringen i Irak. Hvad agter den danske regering så at gøre ved det?

Tak. Ministeren.

Altså, vi er jo også fra regeringens side løbende i dialog med den irakiske regering. Jeg har haft flere møder med min irakiske kollega, hvor vi har taget diverse problemstillinger op. Det, der er sagen på nuværende tidspunkt, er, at vi har deltaget i den kamp mod ISIL, som næsten er succesfuldt ført i mål – 98 pct. af det territorium, som de har siddet på, har vi fået dem fjernet fra. Nu gælder det om at sørge for, at de ikke lige pludselig genopstår, og det er selvfølgelig en problemstilling, som vi står bredt sammen om i Folketinget er vigtig at holde fokus på.

Hvad gør vi så i forhold til det, som ligesom er udgangspunktet for spørgsmålet, nemlig at sørge for at få folk sendt hjem igen? Det har jeg så redegjort for allerede i mit indledende svar. Den her regering har i 2017 taget nogle initiativer og f.eks. ansat en uddannelsesambassadør, og i forbindelse med behandlingen af finansloven for 2018 vedtog vi også, at vi ville have en udlændingattaché, som specifikt går ind for at dække Iran og Irak. Så vi går på flere ben, kan man sige.

Der er et spørgsmål til. Værsgo.

Der er et til? Okay, glimrende. Endnu en gang tak for ministerens besvarelse. Det er sådan set ikke, fordi vi i Socialdemokratiet ikke har tillid til, at regeringen gør, hvad den kan – vi håber i hvert fald, at regeringen gør, hvad den kan – men jeg tror, at vi i virkeligheden bare er ved at være nået dertil, hvor vores tålmodighed er opbrugt. Jeg kan høre, at udenrigsministeren i sit svar fokuserer meget på, at det her handler om at stabilisere efter ISIL, men igen vil jeg sige, at det har været en problemstilling, som vi har haft med den irakiske regering i 7 år og i hvert fald i lang tid, før vi overhovedet involverede os i kampen mod ISIL. Derfor er det vores holdning, at man på en eller anden måde også er nødt til at sætte tommelskruerne på i forhold til den irakiske regering.

Værsgo. Så er det ministeren.

Tak. Når det er i det omfang, vi har haft den problemstilling, altså i 7 år, kan vi jo også konkludere, at under de 4 af årene har Socialdemokratiet siddet for bordenden og haft regeringsansvaret uden tilsyneladende at løse problemet. Vi har så steppet op fra den her regerings side og taget yderligere initiativer, samtidig med at vi i samarbejde med en række lande og bakket op af et bredt flertal, herunder Socialdemokratiet, har haft held til virkelig at rykke langt i forhold til bekæmpelsen af ISIL, og med alle de der ting lægger vi jo spor ud, sådan at det faktisk kan komme til at lykkes.

Vi kan i langt højere grad faktisk sandsynliggøre, at vi nu også kan begynde at sende folk hjem – ved siden af de folk, som frivilligt rejser hjem allerede nu – på baggrund af de ordninger, som vi også har etableret. Så jeg synes, det er gode tegn, det ser i hvert fald betydelig bedre ud, end det gjorde for både 2, 3 og 4 år siden.

Tak for det. Så er spørgsmålet afsluttet.

Det næste spørgsmål er til justitsministeren af fru Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti, og der er en medspørger, og det er hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.