Spm. nr. S 544

8) Til børne- og socialministeren af:

Karina Adsbøl (DF) (medspørger: Pernille Bendixen (DF) ) :

Mener ministeren, at det er en vigtig opgave for en regering at opdrage forældre til at opdrage deres børn bedre?

Fru Karina Adsbøl for oplæsning af spørgsmålet.

Mener ministeren, at det er en vigtig opgave for en regering at opdrage forældre til at opdrage deres børn bedre?

Værsgo, ministeren.

Tak. Nej, jeg mener på ingen måde, at det er en regerings opgave at opdrage forældre, for det er jo forældrene, som bedst kender deres egne børn, og som også bedst kender deres børns behov. Det er jo altså sådan, at som børneminister har jeg en række forskellige brikker liggende på mit skrivebord, som alle sammen involverer at skabe bedre forhold for børn – bl.a. også at sikre, at der kommer en god overgang fra dagtilbud til skole. Det gælder både udsatte børn, børn med handicap og så alle de børn, som bliver rummet af den pædagogiske læreplan til daglig. Og så er der den her lille vigtige brik, som handler om forældrene, og hvor vi jo kan se ud af en række undersøgelser, at der altså er tendenser til, at der er forældre, som er usikre på, hvordan de skal opdrage. Og det er sådan set bare for at facilitere et forum, igangsætte et forum, hvor de kan diskutere.

Så for mig handler det på ingen måde om at skulle gå ud og fortælle folk, hvordan de opdrager deres børn. Det kunne jeg aldrig nogen sinde drømme om at blande mig i.

Værsgo, spørgeren.

I den artikel, jeg har læst på Altinget, står der jo, at det her initiativ i høj grad også er tænkt som et opgør med curlingforældrene. Men det er jo interessant, at ministeren lancerer den her debat, men ikke rigtig har nogen holdning til, hvad god opdragelse er. Derfor undrer det mig også, når vi ser, at der bl.a. i familier med anden etnisk herkomst foregår en massiv social kontrol. Det ved vi der gør. Der er store udfordringer med vores parallelsamfund, og hele den problematik berører ministeren ikke.

Ministeren har endda været ude at sige i en nyhedsudsendelse, at ministeren sådan set er ligeglad med, hvordan folk opdrager deres børn, bare der er en eller anden form for opdragelse, og der kunne jeg da godt tænke mig at høre, om ministeren står ved den udtalelse, der var i den nyhedsudsendelse. For det er jo ikke lige meget, hvordan man opdrager sine børn, og det er heller ikke lige meget, om man udsætter sine børn for social kontrol eller tjekker deres mobiltelefoner, eller at de f.eks. ikke må sove hos legekammerater eller deltage i lejrture. Altså, hvis ministeren gerne vil have en debat om god opdragelse, hvorfor har ministeren så ikke inddraget den del?

Værsgo, ministeren.

Det synes jeg faktisk også jeg har, for jeg har egentlig gjort meget ud af at sige, både på pressemødet og mange andre steder, at det jo handler om dansk opdragelse, opdragelse i en dansk kontekst, også i 2018. Og for mig at se er social kontrol og den opdragelse, som finder sted visse steder i parallelsamfund, simpelt hen forældet og har ingen gang på jord. Og det er slet, slet ikke noget, vi skal debattere eller italesætte i en opdragelseskontekst. Der skal vi fokusere på den danske opdragelse i den danske familie.

Så er det klart, at vi adresserer hele parallelsamfundsproblematikken på anden vis. Det gør vi jo, fordi det er nødvendigt, at vi lige præcis får målrettet en række initiativer, så vi får gjort op med de parallelsamfund. Men det skal altså ikke handle om opdragelse.

Tak. Så er det medspørgeren, fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Men i god opdragelse kan man jo sige at der er noget dannelse. Der er et ansvar, forældrene har, f.eks. til at gøre deres børn skoleparate, til at lære deres børn, at når læreren siger noget, skal man høre efter, at man skal sidde stille og kunne modtage en kollektiv besked og sådan nogle ting. Det er jo sådan set noget, forældrene har til opgave at opdrage deres børn til, inden de f.eks. starter i skolen, så de kan få den faglige læring, de skal have. Synes ministeren ikke, det er lidt vigtigt at få italesat, at bl.a. det faktisk er udtryk for god opdragelse?

Værsgo.

Jo, men noget af det, som lige præcis gør, at jeg har lanceret opdragelsesdebatten, er jo, at 10-15 pct. af de børn, som kommer ind i en børnehaveklasse, har nogle udfordringer med at modtage basal undervisning. Og så kender jeg jo til et folketingsmedlem – jeg tror faktisk, det er en tidligere dagplejer – som oven i købet har sagt, at det er rigtig, rigtig godt, at man får sat det her på dagsordenen, fordi der simpelt hen i hendes møde med en række børn har været børn, som bare ikke har fået den opdragelse med hjemmefra. Men altså, jeg skal ikke stå her og udlevere, hvem det kunne være.

Værsgo, Pernille Bendixen.

Det er også rigtig svært at regne ud. Spørgsmålet er så, om man må referere fra lukkede møder, men det kan vi jo tage på et andet tidspunkt.

Der er jo forældre, der har sådan en lidt slap holdning til, hvad deres børn må og ikke må. De har den der tilgang til det, at man ikke må irettesætte børnene, at man ikke skal stille krav, og at man ikke må sætte grænser for dem. Mener ministeren ikke, at det er der, hvor vores opgave som Folketing måske også er at sætte nogle rammer – måske ikke med lovgivning – i forhold til at det faktisk er noget, der har konsekvenser langt senere i livet, hvis ikke man har lært de der basale ting?

Værsgo, ministeren.

Det er jeg faktisk meget enig i. Altså, jeg er meget enig i vigtigheden af at kunne en række basale ting, eksempelvis når man kommer i skole, og det skulle jo gerne være noget, man har med hjemmefra. Og vi må bare konstatere, at der er nogle, som af forskellige årsager ikke har det med hjemmefra. Der er nogle, som er socialt udsatte,som altså får lidt mere hjælp, og det er jo rigtig godt. Men der kan være mange forskellige årsager til det. Så er der også dem, som bare ikke forstår at tage den opgave på sig, som det er at opdrage sine børn, og det er sådan set dem, jeg egentlig godt vil have i tale og dermed også facilitere den her debat for.

Så jeg har det dybest set sådan, at man kan gå ind i den her debat, og at man er fuldstændig velkommen til at lade være, hvis man synes, den er irrelevant og ikke vedrører en.

Så er det fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg må sige, at jeg stiller mig undrende over for, at ministeren siger, at opdragelse i parallelsamfund ikke er noget, vi skal diskutere, for det er jo i en dansk kontekst. I dag kan vi læse i Jyllands-Posten, at der hvert år sendes mindst 100 unge på genopdragelse i udlandet, og det gør de jo, fordi deres familie mener, at de er ved at blive for danske. Så derfor er opdragelsesdebatten da også utrolig vigtig at tage i parallelsamfundene.

Derfor vil jeg høre ministeren: Hvorfor er det, at ministeren ikke italesætter det område noget mere i forhold til både den sociale kontrol, men også hele genopdragelsesdebatten? Vi ved jo, at unge bliver sendt ud af landet for at blive opdraget.

Værsgo, ministeren.

Altså, vi bor i Danmark, og danskheden er ligesom vores fundament. Det er jo derfra, at en rigtig, rigtig stor del af vores diskussioner kommer, og det er også derfor, jeg sætter opdragelse til debat. Det er i en dansk kontekst, det er ikke i en muslimsk kontekst, for det skal være det, som er nærværende for langt størstedelen af forældrene.

Betyder det, jeg ikke har holdninger til parallelsamfund? Jeg har masser af holdninger til parallelsamfund, og vi kommer lige præcis også ud med et meget, meget stort parallelsamfundsudspil her senere på foråret. Og det gør vi jo, fordi det er vigtigt, fordi der, som statsministeren siger, er blevet slået huller i danmarkskortet, og fordi der er visse steder, hvor social kontrol accepteres, hvor kvinder og piger er mindre værd end drenge. Og det skal man selvfølgelig gøre op med, men der tror jeg bare, vi må sige, at det er naivt at tro, at man med en opdragelsesdebat kan få gjort op med den kultur, der er i parallelsamfundene.

Tak. Så er spørgsmålet sluttet.

Der er et nyt spørgsmål til børne- og socialministeren fra fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.