Spm. nr. S 455

20) Til undervisningsministeren af:

Annette Lind (S) (medspørger: Christine Antorini (S) ) :

Hvorfor blander ministeren sig direkte i en enkelt skoles valg af at arbejde med projektorienteret undervisning, og hvordan hænger det sammen med, at ministeren hævder at ville øge skolernes frihedsgrader?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Riisager til kamp mod projektundervisning: jeg er simpelthen bange for, at vi som nation bliver dummere«.« fra www.skoleliv.dk den 19. januar 2018.

Værsgo.

Tak for det. Hvorfor blander ministeren sig direkte i en enkelt skoles valg af at arbejde med projektorienteret undervisning, og hvordan hænger det sammen med, at ministeren hævder at ville øge skolernes frihedsgrader?

Ministeren.

Mange tak. Mit opslag på Facebook den 6. januar havde først og fremmest det formål at starte en overordnet pædagogisk diskussion om, hvordan man sikrer en langtidshukommelse af viden, kundskaber og dygtighed.

Tilgangen med væsentlig fokus på projektarbejde har været afprøvet flere gange under forskellige navne. Det stiller jeg mig kritisk over for, bl.a. fordi vi risikerer at lade de svage elever i stikken, når de faste rammer omkring undervisningen udviskes. Folkeskoleloven er en rammelov, som giver skolerne frihed til at tilrettelægge undervisningen inden for lovens rammer. Jeg er glad for, at det er sådan, og vi skal værne om skolernes frihed til at tilpasse undervisningen til lokale forhold.

Men som skole skal man selvfølgelig spørge sig selv, om det, man gør, er fornuftigt. Èt barn har én skolegang, og derfor er det vigtigt, at den er så god som muligt. Hvis man som forældre vælger en fri grundskole med en særlig profil, er det et aktivt valg og et ansvar, man påtager sig. Men vælger man folkeskolen, må man have en berettiget forventning om, at den lever op til den kvalitet og standard, man normalt kan forvente af en folkeskole.

Jeg har i forlængelse af opslaget inviteret skolechefen, skolelederen og formanden for skolebestyrelsen på Herfølge Skole på kaffe senere i februar måned. Jeg ser frem til at høre deres bevæggrunde for initiativet og forhåbentlig en konstruktiv dialog om kundskaber og dannelse.

Spørgeren.

I mine ører er det her meget frihedsberøvende i stedet for at være frihed. Altså, man kan jo næsten tale om, at det er en forbudsminister i stedet for en frihedsminister. Det er sådan, at ministeren sår tvivl om en enkelt skoles ageren, her Herfølge Skole, fordi de laver projektorienteret undervisning. Hun kalder det endog et eksperiment. Når ministeren vil have frihed og råderum – og på Undervisningsministeriets hjemmeside har man lanceret et tema, der hedder frihed og lokalt råderum – hvordan hænger det så overhovedet sammen med, at man som minister går ned i forhold til én skole, som er kommunens skole, og er direkte censor, øver censur, på den her ene skole?

Ministeren.

Det er selvfølgelig en lystig debat at kalde det censur og forbud. Men jeg har sådan set hverken tænkt mig at indføre censur eller forbud. Men jeg vil have en debat om kvalitet, og jeg mener, at den er yderst påkrævet. For det skal jo gerne være sådan, at man, når man vælger en folkeskole, tilvælger sig en skole, hvor der er kvalitet, og hvor der er tænkt over, hvad det er, der skal leveres til de her børn. Så det er den pædagogiske debat, som handler om ansvar. For det er nemlig sådan, skulle jeg hilse og sige, at frihed og ansvar følges ad. Frihed uden ansvar er fuldstændig uinteressant. I ansvaret ligger der, at man ude på en skole også skal kunne drøfte, hvorfor man har truffet de beslutninger, som man har. Og det er interessant i en større kontekst, hvilke pædagogiske valg man træffer.

Spørgeren.

Jeg vil først og fremmest gerne spørge, om ministeren mener, at Herfølge Skole agerer uden for ansvar, når de laver projektorienteret undervisning.

Derudover vil jeg gerne høre, om frihed og lokalt råderum er noget, som ministeren egentlig praktiserer. Hun taler rigtig, rigtig meget om at være frihedsminister. Men jeg beder hende fortælle os, hvad det helt konkret er, der er skabt mere frihed til, ude på folkeskolerne, når man direkte går ind på én skole og siger: Nu kommer du til en kammeratlig samtale her, fordi det der er et eksperiment.

Ministeren.

Hvis man i Socialdemokratiet tror, at frihed ikke handler om at forholde sig til kvalitet, så har man fuldstændig misforstået, hvad frihed er. Sådan er det.

Så går vi over til medspørgeren. Fru Christine Antorini, værsgo.

Det er interessant, at ministeren nu sår tvivl om kvaliteten, for jeg må jo forstå det sådan, at når ministeren får øje på en skole, der ikke gennemfører undervisningen, præcis som ministeren synes det er rigtigt, bliver man indkaldt til en kammeratlig samtale på ministerens kontor. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren: Hvad er det, der ikke skulle være kvalitet i det, som man gør på Herfølge Skole?

Ministeren.

Det kan sagtens være, at der er masser af kvalitet på Herfølge Skole, og derfor glæder jeg mig til den kaffesamtale, som jeg tror vil foregå stille og roligt og med en fælles interesse for, hvordan skolen fungerer. Så det kan sagtens være, at man på Herfølge Skole har truffet alle mulige gode valg, og det glæder jeg mig til at høre om. Når jeg skriver om det her, er det, fordi jeg synes, vi også skal have en pædagogisk diskussion i Danmark af: Hvad er det for nogle pædagogiske valg, vi træffer? Og når det handler om 100 pct. projektundervisning, er det altså som sagt ikke noget nyt koncept. Det er noget, man har gjort mange gange i historien, og det, man kan se, er altså, at særligt udsatte børn kan komme i problemer, og det mener jeg vi bør drøfte. Jeg synes, det er godt at have en bred pædagogisk debat af: Hvad er det for nogle greb, vi laver i folkeskolen, og hvad har man gjort historisk?

Spørgeren.

Vi har her et eksempel på, at ministeren går direkte ind og peger en enkelt skole ud, siger, at den der undervisning tyder på en farlig tendens, og indkalder skolen til en kammeratlig samtale på ministerens kontor. Derfor er det vel også rimeligt, at ministeren kan svare på spørgsmålet: Hvor er det, ministeren ved at kvaliteten åbenbart vil blive dårlig? og ikke bare taler om en bred snak om kvalitet, for så kunne man jo snakke med så mange andre skoler. Så hvor er det, at ministeren mener, at præcis her er det så farligt, at man skal indkaldes til en samtale?

Ministeren.

Der er ikke nogen grund til at, hvad skal man sige, male med den der frygtpensel. Det her er en pædagogisk debat, som der kommer nogle fagfolk, som er optaget af deres lokale skole, og deltager i. Det glæder jeg mig til, og det kan sagtens være, at de har truffet en række fornuftige valg. Det glæder jeg mig til at høre om. Det er også interessant i et større perspektiv: Hvad er det for nogle pædagogiske valg, vi træffer, og har vi sammen en debat om, hvordan man træffer de valg, og hvordan man trækker den historiske viden, som vi jo har i Danmark, ind?

Så går vi tilbage til hovedspørgeren. Fru Annette Lind, værsgo.

Det er jo interessant, at når én skole laver noget, som den i mine øjne har frihed til, indkalder ministeren til en kammeratlig samtale. Hvor mange samtaler skal ministeren have på sit kontor, og hvor mange skoler skal indkaldes, fordi skolerne laver noget, de har frihed til at lave? Det er da interessant at få at vide.

Ministeren.

Nu kalder Socialdemokratiet det for en kammeratlig samtale og vil gerne udmale det som sådan et eller andet forfærdeligt. Det er en pædagogisk og i øvrigt også didaktisk debat om, hvad det er for nogle valg, man træffer. Lige før blev jeg anklaget for ikke at interessere mig for didaktik, og nu for at interessere mig for meget for didaktik. Det her er lige præcis en diskussion af, hvilke pædagogiske greb man laver derude. Man har frihed til det, men derfor kan vi godt have en kvalificeret debat, også helt ind over mit skrivebord, i forhold til hvad det er for nogle valg, man træffer, og hvad det er for et grundlag, man træffer dem på.

Tak for det. Det var det sidste svar på spørgsmål 20.

Vi går så over til spørgsmål 21, som er stillet til undervisningsministeren. Spørgeren er fru Christine Antorini, som har en medspørger, der er fru Annette Lind, og begge spørgere er fra Socialdemokratiet.

(Talen er under udarbejdelse)