Finansministerens svar indebærer jo ikke en flig af indrømmelse omkring det, at man virkelig har puttet med effekterne af det forslag, man selv havde.
For det er jo fuldstændig klart, som finansministeren siger, at man er kommet med et udspil, og det kan se anderledes ud, når det ender, og så skal man nok fortælle, hvordan effekterne er.
Men da man lagde sit udspil til skattereformen frem, fortalte man jo, hvad effekten var fordelingsmæssigt, og også hvad effekten var, hvis man anvendte ginikoefficienten.
Vi har måttet hive oplysninger ud af regeringen, ikke bare om, hvordan fordelingseffekten ville være af det, man foreslog i form af forskellige skattenedsættelser, men også om, hvad konsekvensen ville være af de finansieringsforslag, som lå der – konkret 5,25 mia.
kr., som man ville beskære forskellige offentlige ydelser og overførselsindkomster med.
Det forstår jeg ikke hvorfor man ikke bare lagde ærligt frem fra starten, så vi kunne få en reel politisk diskussion om den vej, regeringen gerne ville – både hvad den ville give af nedsættelser, og hvordan man ville finansiere det.
I stedet for skulle vi jo hive det ud af regeringen, som først ikke ville svare på, hvordan fordelingseffekterne var, og så endte med at gøre det i det svar, der er henvist til i mit spørgsmål, hvor det altså viser sig, at ulighedseffekten er væsentlig større end det, man lagde frem i sit eget udspil.
Jeg synes, det er en lidt uskøn form og dårlig vane, regeringen har med at oversælge resultater og ikke fortælle den fulde sandhed, når man lægger sine forslag frem.
Det burde man have gjort fra starten, og det havde klædt finansministeren at give den indrømmelse som indledning til spørgsmålet:
Ja, det kunne vi godt have været klarere omkring, men vi mener nu engang det, vi lagde frem.
Det havde der været noget format over.
I stedet for har vi skullet trække informationerne ud og kan altså se en væsentlig større effekt på uligheden end det, som regeringen lagde frem i første omgang.
Det vil jeg egentlig godt spørge finansministeren om:
Når man nu godt vidste, hvad det var for nogle forslag, man havde tænkt sig at lave, og kunne regne ud på arbejdsudbuddet, hvad de forslag ville betyde, hvorfor lagde man så ikke bare frem, også i sit udspil, hvad det var, man ville med beskæring af forskellige overførselsindkomster?