Tak for spørgsmålet.
Højesteret afsagde i torsdags to domme om, hvorvidt Region Syddanmark havde ret til at kræve udbetalte patienterstatninger tilbage – erstatninger, som Ankenævnet for Patienterstatningen var nået frem til patienten alligevel ikke var berettiget til, men vel at mærke først efter at pengene var blevet udbetalt.
Her nåede Højesteret frem til, at erstatningerne ikke kunne kræves tilbagebetalt, og Højesteret lagde vægt på, at regionen ikke havde klaget over den oprindelige anerkendelsesafgørelse om, hvorvidt patienten var påført en skade, og at regionen havde udbetalt erstatningsbeløbene uden at tage et konkret forbehold.
Ministeriet er ved at analysere, hvilken lære der kan udledes af dommene fra Højesteret, og det ved jeg regionerne også er.
Jeg synes jo sådan set som minister, at dommene fra Højesteret bare understreger, hvor væsentligt det har været og er, at vi fra politisk hold er skredet til handling på det her område, og at vi har indgået en politisk aftale om fredning af de allerede udbetalte erstatninger.
Det lovforslag, som regeringen har fremsat, og som spørgeren jo kender alt til, fordi spørgeren selv har været med til at forhandle det, blev førstebehandlet her i salen den 24.
november 2017, og det sikrer jo netop, at patienter ikke længere skal gå rettens vej for at kunne beholde allerede udbetalte erstatninger.
Så dommene fra Højesteret er jo konkret begrundet i de forhold, der var gældende i de to sager, og med lovforslaget skaber vi så helt generelle regler, der sikrer, at patienter og deres eventuelle efterladte ikke længere skal være tvivl om, hvor de står.
Så jeg synes sådan set, at den aftale, vi har lavet, er med til at skabe en tryghed på området og er med til at sikre, at når erstatning én gang er udbetalt, kan den ikke kræves tilbagebetalt.
Og det vil dermed også sikre, at det ikke kun gælder en enkelt sag, men er en generel fredning og en generel tryghed for patienterne, og det synes jeg er vigtigt.