Jeg må konstatere i forlængelse af besvarelsen af det forrige spørgsmål, at justitsministeren her i dag ikke er i stand til at svare på helt simple spørgsmål om, hvad soldaterne må og ikke må, og det synes jeg egentlig er vældig problematisk.
Justitsministeren har sendt soldaterne på gaden uden at kunne svare på helt simple spørgsmål om, hvad soldaterne må og ikke må, og henviser så til, at det må jeg stille et skriftligt spørgsmål om.
Jeg synes, det er dybt problematisk, at vi har den situation.
Jeg vil gerne læse op, hvad det var, Flemming Vinther, formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening rent faktisk sagde til Information den 6.
oktober.
»De militære love og regler er jo ikke skabt til at løse skarpe opgaver i København.
Det har simpelt hen ikke været muligt at få alt det her på plads før indsættelsen.
Det havde ellers i den grad været at foretrække.
Men når først politikerne trykker på knappen, forventer de jo, at hele verden står klar.
Det er vi ikke altid helt.
Det er da ikke sjovt«.
Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er efterfølgende citeret for at sige:
»Jeg er fuldstændig på linje med soldaternes faglige organisationer her.
Der er nogle ting, der skal lægges fast og laves noget lovgivning omkring.
Jeg havde bestemt helst set, at det arbejde var gjort før indsættelsen.
Man kan godt blive bekymret for, hvor dem fra Forsvaret står, hvis der opstår noget«.
Der er i hvert fald to spørgsmål, som er relevante at stille i den sammenhæng.
For det første bliver de her soldater sat på gaden, 2 måneder inden der kommer et lovforslag, som skal skabe nogle klare rammer om politiet og militærets samarbejde.
Hvordan kan det være, at man vælger at sende soldater på gaden, inden det lovgrundlag er endeligt på plads?
Det andet spørgsmål, der også er vigtigt, når vi snakker om det her, er jo, hvad borgerne ligesom ved om hvad deres rettigheder er, når de møder en soldat foran synagogen i Krystalgade.
Det er vel uhensigtsmæssigt, at borgerne står tilbage med en stor grad af usikkerhed om, hvad reglerne egentlig er, og den usikkerhed bliver jo ikke mindre af, at justitsministeren ikke kan svare på konkrete spørgsmål her i dag.