Spm. nr. S 23

4) Til justitsministeren af:

Rune Lund (EL) :

Hvad er ministerens kommentar til, at soldater sættes til at løse opgaver for politiet, inden lovgrundlaget er på plads?

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det, formand. Det er jo en fornøjelse her i dag at indvie den nye pult, som bliver spændende at bruge mange onsdage fremover.

Mit første spørgsmål er: Hvad er ministerens kommentar til, at soldater sættes til at løse opgaver for politiet, inden lovgrundlaget er på plads?

Værsgo til ministeren.

Tak for spørgsmålet og for spørgerens interesse for emnet. Det er jo ikke noget nyt, at forsvaret og hjemmeværnet bistår politiet. Det er der en lang tradition for her i landet. Det kommer derfor næppe heller som en overraskelse for spørgeren, når jeg nu siger, at der naturligvis er et lovgrundlag for den bistand, som forsvaret yder til politiet. Efter forsvarslovens § 7, som Folketinget vedtog i 2001, kan forsvaret nemlig yde politiet bistand, både lejlighedsvis og permanent. Efter bestemmelsen kan justitsministeren og forsvarsministeren aftale, hvilke former for bistand forsvaret skal yde til politiet. Som jeg også tidligere har peget på, sker den bistand fra forsvaret under politiets ledelse, ligesom det er politiet, der er ansvarlig for opgavens løsning i overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets virksomhed.

Så for at opsummere: Vi har et lovgrundlag, og den bistand, som forsvaret yder til politiet, sker selvfølgelig inden for disse rammer.

Værsgo, hr. Rune Lund.

Det er ikke helt den fornemmelse, man får, når man læser Informations forside fredag den 6. oktober 2017. Der kan man jo se en af landets førende eksperter i politiret, Ib Lennart Henricson, som er ekstern lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og har skrevet den kommenterede udgave af politiloven, sige, at der mangler hjemmel i politiloven til, at soldaterne kan udføre politiarbejde. Han siger: »Der er ikke hjemmel til, at soldaterne f.eks. beder om dit navn og din adresse.« Soldaterne kan ikke foretage anholdelser eller en visitation, mener han. Han mener, at de faktisk ingenting kan uden at risikere at havne i retten for et ulovligt tvangsindgreb. Og de er i øvrigt ikke engang beskyttet som tjenestemænd i straffelovens forstand, hvis en borger f.eks. sætter sig til modværge.

Kan justitsministeren her i dag dementere, at det skulle forholde sig sådan, som Ib Lennart Henricson beskriver det på forsiden af Information den 6. oktober 2017?

Værsgo.

Jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg har stor tillid til juristerne i Justitsministeriet, som har forstand på det her. Vi kunne ikke drømme om at foreslå en indsats, der ikke er lovlig. Det ville være helt vildt.

Men altså, hverken forsvaret eller hjemmeværnet – bare lige for at gøre det klart – har fået til opgave at udstede bøder eller sigte eller anholde borgere. Forsvaret er i København blevet sat til at bevogte og beskytte personer og mulige terrormål. Det er det, vi har sat dem til – bevogtningsopgaver – og ikke for at udstede bøder til cyklister eller registrere forbipasserendes navne og adresser. Det har vi politiet til.

Hjemmeværnet, der bistår med grænsekontrollen, skal overlade sagen til en betjent, hvis der bliver tale om at sigte eller anholde nogle. Og så er det jo sådan, at når forsvaret bistår politiet, sker det under politiets ledelse og efter de regler, der gælder for politiet.

Værsgo, hr. Rune Lund.

Jeg fik ikke noget særlig konkret svar på de meget konkrete spørgsmål, jeg stillede. Derfor må jeg jo måske tage dem et eller i hvert fald to ad gangen.

Spørgsmålet er: Kan militæret bede om borgeres navn og adresse, og kan militæret, f.eks. foran synagogen i Krystalgade, foretage anholdelser eller visitationer?

Værsgo.

Som jeg også sagde før, er forsvaret jo sat til at bevogte og ikke til at gøre de ting, som spørgeren nævner. Og forsvaret har modtaget detaljerede instruktioner fra politiet om den opgaveløsning og de skærpede magtmidler, der om nødvendigt må anvendes. Altså, det er jo i den forbindelse forudsat, at hvis der opstår situationer, hvor det så bliver nødvendigt at anholde en person for en forbrydelse, så skal det være en betjent, der foretager anholdelsen af vedkommende. Og hvis forsvaret rent faktisk tager en person i gerningsøjeblikket, og der kan jo ske noget, der gør, at man griber ind, så vil forsvaret naturligvis efter omstændighederne kunne foretage en civil anholdelse, ligesom spørgeren og jeg kan.

Værsgo.

Jeg fik ikke svar på spørgsmålet, om soldaterne har ret til at bede om en borgers navn og adresse. Det må jeg konstatere at jeg ikke fik svar på. Jeg fik svar på, at soldaterne ikke kan foretage andre anholdelser end dem, som alle andre borgere i det her land kan foretage, nemlig civile anholdelser.

Så må jeg spørge: Er soldaterne beskyttet som tjenestemænd i straffelovens forstand, hvis en borger f.eks. sætter sig til modværge? Er det rigtigt, at der er garanti for, at soldater ikke risikerer at havne i retten for ulovlig tvangsindgreb, hvis de f.eks. foretager en anholdelse eller en visitation?

Sidste svar, værsgo.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg meget gerne svarer skriftligt på nogle af de her spørgsmål for at få det boret fuldstændig ud. Hverken spørgeren eller jeg kan være interesseret i, at der er uklarheder om det her. Det synes jeg sådan set bare vi skal gøre, for vi har ikke noget at skjule.

Så har forsvaret modtaget nogle meget detaljerede instrukser fra politiet om opgaveløsningen. Og skulle der blive indgivet en klage over forsvarets personale, er det i dag sådan, at den klage skal behandles inden for det militærretlige system.

Men jeg svarer gerne mere uddybende skriftligt, for vi kan ikke leve med, at vi har historier gående på, om det, der foregår, er lovmedholdeligt. For det vil jeg selvfølgelig påstå at det er et hundrede procent.

Tak.

Det næste spørgsmål til justitsministeren er af hr. Rune Lund, Enhedslisten.