Det sidste punkt på dagsordenen er:

28) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Uddannelses- og forskningsministerens redegørelse om forsknings- og innovationsområdet 2017.

(Anmeldelse 30.11.2017. Redegørelse givet 30.11.2017. Meddelelse om forhandling 30.11.2017).

Mødet er genoptaget.

Den første er fru Christine Antorini som ordfører for Socialdemokratiet.

I Danmark lever vi af viden og af at skabe værdi for andre mennesker over hele verden, og vi samarbejder også med mennesker, der er meget forskellige fra os selv og kan forskellige ting. Man skal heller ikke tage fejl af, at vi er i konkurrence med meget dygtige mennesker over hele verden. Samtidig skal danske virksomheder producere ydelser og produkter, der også er unikke – ikke bare her i Danmark eller i Europa, men også i en global sammenhæng. Det er i det perspektiv, vi skal se diskussionen om den her redegørelse på forsknings- og innovationsområdet.

For det er tydeligt, at mange års investeringer i uddannelse og forskning spiller en afgørende rolle for, at vi som et lille land med en åben økonomi har så stærk en konkurrenceevne – også på viden. Derfor synes vi i Socialdemokratiet, at det er ærgerligt, at regeringen har brudt den lange tradition tilbage fra globaliseringspuljen i 2006 med brede aftaler om langsigtede investeringer i forskning og uddannelse.

Jeg ved godt, at ministeren har udtrykt forståelse for, at der har været rejst en kritik fra både erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og forskningsmiljøer, og det ville være rart, om ministeren bedre kunne disponere. Men ministeren arbejder jo inden for den ramme, regeringen har. Jeg vil godt anerkende, at ministeren anerkender, at der kunne være en udfordring her. Men det ændrer jo ikke ved, at vi står i en situation, hvor den vedvarende investering, der har været, i videregående uddannelser og forskning går den modsatte vej, og at det har været en bevidst prioritering fra regeringens side, fordi man hellere vil prioritere andre områder sammen med sit støtteparti, Dansk Folkeparti.

Jeg vil også nævne milliardbesparelserne på videregående uddannelser. Der er faktisk også besparelser på ungdomsuddannelserne, men lad os holde os til de videregående uddannelser. De besparelser fortsætter med den netop indgåede finanslovsaftale, såfremt den nu måtte blive stemt igennem. Det venter vi alle med spænding på. Men hvis den bliver stemt igennem, vil den også fortsætte de besparelser, der har været på alle videregående uddannelser, frem til 2021, hvis man kigger på de fremskrivninger, regeringen selv har lagt ind.

Det betyder, at hvis man kigger på hele uddannelsesområdet med ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, kan man se, at det vil ende med, at regeringen med sit støtteparti har skåret knap 15 mia. kr. Og det har faktisk store konsekvenser for kvaliteten i uddannelserne og dermed også for evnen til at kunne konkurrere og blive dygtige i forhold til forskningsbaserede uddannelser. For det hænger jo sammen med den kvalitet, der ikke bare skal være på universiteterne, men også i forhold til professionsuddannelserne, altså at det netop bygger på forskningsbaserede uddannelser eller uddannelser, der er forskningsinspirerede. Det vil sige, at hele den videreudvikling, der sker i forskningsmiljøer, skal omsættes i praksis og blive til gavn for både vores velfærdssamfund og de danske virksomheder.

Derfor betyder det også, at det bliver sværere at uddanne og rekruttere de dygtige topforskere, som vi i fremtiden bliver meget afhængige af, og det er netop i lyset af den globale videnskonkurrence, som Danmark er en del af.

Samtidig har regeringen også valgt at skære i forskningsbudgettet, så det er 1 pct. af bruttonationalproduktet, hvilket er den minimumsinvestering, der var i forlængelse af globaliseringsaftalen. Det var i 2015, da besparelsen blev besluttet, ikke mindre end 1,4 mia. kr., der omsat til nutidsværdi vil betyde en besparelse på 2 mia. kr. på forskningsbudgettet, og det er noget, der har kunnet mærkes i miljøerne med færre investeringer og programmer, der er blevet lukket inden for områder, som har været utrolig vigtige for Danmark, herunder også de udviklings- og demonstrationsprogrammer, der har været inden for miljø, fødevarer og energi.

Nu går det heldigvis bedre med væksten i Danmark, og det betyder, at 1 pct. af bruttonationalproduktet også giver nogle ekstra penge til forskning, og det er vi selvfølgelig utrolig glade for i Socialdemokratiet. Men det ændrer ikke på, at den samlede diskussion om, hvad der er til gavn for Danmark, handler om, om vi skal blive ved med at skære til, som regeringen gør, eller om vi skal prøve at kigge på de styrkepositioner, vi faktisk har, og som giver en virkelig god samfundsmæssig gevinst. Og det vil jeg gerne give nogle eksempler på.

Det første eksempel er fra hele det område, som man bredt set kalder lifescience. Vi er jo heldigvis i den gunstige position, at Danmark er et velfærdssamfund, hvor vi både har et godt sundhedsvæsen med lige adgang for alle borgere, og så har vi også en veludviklet industri, der i øvrigt samarbejder med sundhedsvæsenet inden for lifescience, og det er jo lige fra medicin og fødevarer til bioteknologi. Det skaber mange jobs og eksport for milliarder og skat til den fælles kasse, og det betyder også, at der er en produktion i Danmark, som i en global sammenhæng er utrolig stærk inden for det her område.

Den er faktisk så stærk, at vi eksporterer for 1,7 mia. kr. om året lige nu, og det udgør i dag 17 pct. af den samlede danske vareeksport med op til 38.400 fuldtidsansatte medarbejdere i Danmark. Men uden en forskning i top og med meget dygtige medarbejdere inden for en bred vifte af uddannelser og vedvarende muligheder for livslang læring kan det ikke lykkes helt på samme måde.

Det samme gælder, at vi i øjeblikket og igennem en lang årrække har opbygget en utrolig international kapacitet inden for miljø- og energiteknologi. Det er både til gavn for borgere, for vores miljø, for vores klima, det er til gavn for danske virksomheder, og det er også til gavn for hele det danske fællesskab i forhold til arbejdspladser og vækst. Hvis vi kigger lidt på tallene her, kan vi se, at Danmark har en eksport inden for grøn energiteknologi, som er vokset til, at vi i dag eksporterer for knap 72 mia. kr. Det giver job til 67.000 medarbejdere i Danmark. Det er vel at mærke job og virksomheder fordelt i hele Danmark, for væksten på det grønne produktionsområde vokser hurtigt, og det ligger faktisk i hele Danmark. Så al snak om, at Produktionsdanmark er på vej ud, holder ikke, og det gælder også inden for fremtidens produktion og teknologier, hvor hele klimaområdet er et virkelig godt eksempel på, at når vi investerer i uddannelse og forskning, støtter vi på den bedste måde job i hele Danmark.

I Socialdemokratiet har vi tre områder, som vi mener man strategisk bør satse på i forhold til forskning. Det er for det første teknologiudvikling, der fremmer en økonomisk, social og grøn samfundsudvikling. Det er for det andet, at globaliseringen skal være til gavn for vækst, demokrati og velfærd i Danmark, og for det tredje skal den offentlige sektor udvikles, så den understøtter en sund samfundsøkonomi, social mobilitet, sammenhængskraft og effektiv, tillidsskabende samfundsledelse. Jeg nævner med vilje de her tre områder, fordi det faktisk er nogle, der alle sammen er afhængige af vedvarende forskning og udvikling. For det handler ikke kun om produktionsudviklingen. Det handler også om forskning inden for samfundsmodeller, ledelse osv.

Når man dykker ned i tallene fra den forsknings- og innovationspolitiske redegørelse, kan man se, at den langsigtede investering i forskning faktisk har nyttet. Det er jo derfor, det er så godt, at vi har den her redegørelsesdebat. Hvis jeg skal fremhæve nogle af de tal, som vi kan være glade for, når man kigger i redegørelsen, så er det, at dansk forskning har et højt niveau og klarer sig godt i internationale sammenligninger. Danmark har et højt antal offentlige videnskabelige publikationer pr. indbygger og er et af de lande, der har den højeste forskningsmæssige gennemslagskraft målt i citationer pr. videnskabelig artikel. Danmark ligger også internationalt set højt, hvad angår videnskabelig sampublicering mellem offentlige forskningsinstitutioner og private virksomheder, hvilket understreger det særlige, vi har, nemlig at her snakker vi ikke enten offentligt eller privat; den gode danske historie er en velfungerende offentlig sektor, der samarbejder med den private sektor.

I 2014 angav 15 pct. af de danske innovative virksomheder, at de har samarbejdet med universiteter og andre højere læreanstalter. Det er en højere andel end EU-gennemsnittet, men lavere end lande som f.eks. Finland, Storbritannien og Sverige. Så her er der noget, som vi bør kigge på i fællesskab, altså hvad man kan gøre for, at Danmark kommer til at klare sig endnu bedre her i samarbejde med de videregående uddannelser.

Hvis man kigger på det, der hedder European Innovation Scoreboard, kan man se, at Danmark sammen med Finland, Sverige, Holland og Tyskland er det, man kalder for innovation leaders. Danmark ligger over EU-gennemsnittet på næsten alle 25 indikatorer, og Danmark ligger især højt på indikatorer som forskningsinvesteringer, excellente og attraktive forskningsmiljøer, intellektuelle rettigheder og små og mellemstore virksomheders innovationssamarbejde med andre virksomheder og vidensinstitutioner, og igen her: offentligt-privat samarbejde. Igen viser det, at den langsigtede investering i forskning batter. Det gør, at vi klarer os godt, ikke bare som uddannelsesinstitutioner, men også i det danske samfund og i forhold til de danske virksomheder.

Til gengæld scorer Danmark mindre højt på indikatorer som f.eks. andelen af små og mellemstore virksomheder, der er innovationsaktive, samt adgang til venturekapital. Den sidste del er ikke noget, vi kan gøre noget ved her i Uddannelses- og Forskningsudvalget. Men hele det der med at have fokus på, hvordan der bliver en langt bedre videndeling, også til de små og mellemstore virksomheder, og det at have forskningsmedarbejdere som en del af det, om det så er igennem erhvervsforskerordninger eller på andre måder, er et potentiale, vi bør kigge på sammen.

Den helt store udfordring er dog i øjeblikket, at der er en række virksomheder i Danmark, der mangler medarbejdere med de rette kompetencer. Det er især inden for it og de tekniske områder, at behovet er højt. Den her redegørelse adresserer ikke præcis det problem, men det ændrer ikke ved, at den innovationskraft, der skal være, jo er helt afhængig af, at vi også får uddannet flere inden for it og det tekniske område. Det er bl.a. også derfor, at Socialdemokratiet i vores vækstpakke bl.a. har foreslået, at teknisk forskning skal udgøre 20 pct. Vi er også glade for, at der i den aftale, der er lavet om fordelingen af forskningsreserven, er blevet prioriteret flere midler inden for det tekniske område. Men også her er der noget, vi bør arbejde på sammen, sådan at vi bliver i top på dette område.

Med de ord vil vi takke for redegørelsen, som understreger, at investering i forskning faktisk nytter.

Dermed tak til den socialdemokratiske ordfører. Videre i rækken er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Så står vi her igen. Det er sundt, tror jeg, med sådan en årlig tilbagevenden til samme tema. Det giver i hvert fald mig anledning til at forsøge at tænke lidt ud over de enkeltsagstemaer, som meget let kommer til at fylde i hverdagen. Det giver også anledning til at reflektere over, hvad der er sket det seneste år.

Sidste år gav det mig anledning til at konstatere, at jeg godt kunne have holdt den samme tale som forrige år. Og hvordan er det så i år? Der er ikke de helt store revolutioner, og så måske alligevel. Jeg bilder mig ind, at der er håb i sol og stjerne om, at noget rører sig, og at noget er på vej. Det ses ikke, hvis jeg bare tager redegørelsen, som vi jo egentlig skal drøfte. Det er nok den tyndeste, som jeg har set. Og da jeg havde læst den og vendte tilbage til ministerens afsluttende ord i forordet – god læselyst – så tænkte jeg, at den var der da ikke så meget lyst i.

Men heldigvis er der i sommer forud for redegørelsen kommet en meget tykkere og mere indholdsrig uddannelses- og forskningspolitisk redegørelse, og så har vi for ganske nylig fået regeringens mål for dansk forskning og innovation. Der er måske alligevel basis for en lille smule optimisme, så der er et grundlag for at tage dagens debat.

Jeg har i flere år i den her sammenhæng beklaget mig over, at der manglede sigte på kvalitet i både uddannelse og forskning. Jeg har beklaget mig over, at der manglede sammenhæng, koordineringen og forenkling af vores system af fonde, puljer og støttesystemer lige fra UDP'erne, GTS'erne og en lang række andre støtte- og hjælpeordninger, som alt sammen er baseret på god vilje til at skubbe forskning ud i yderste led i virksomhederne. Jeg har nævnt det nærmest reflektorisk i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven år efter år, og jeg har fået at vide, at jojo, nu ser vi på det, og nu gør vi noget.

I år fik jeg så med i aftalen om forskningsreserven, at regeringen lovede at komme med en plan til næste år, og minsandten om det ikke også står i regeringens målsætninger: enklere forskningsadministration. Så der er håb.

Vi har kæmpet en lang og sej kamp om bevillingsreformen på taxameterdelen til de videregående uddannelser. Der er lige så stille sneget sig en vægtning af kvalitet ind i reformen, som efter min mening er endt ganske fornuftigt, og som heldigvis har fuld opbakning her i Folketinget. Så tænker jeg: Hurra, så nytter det noget, så er der faktisk sket noget i det sidste år! Så er der håb.

Jeg vil gerne rose regeringen for at samle målsætningerne for dansk forskning og innovation. Man kan naturligvis sige, at de fleste elementer kommer fra forskellige aftaler, og at det hele ikke er nyskabelser. Men det giver et samlet billede, og det giver en basis, som vi kan måle regeringen på næste år. Så vil jeg nemt kunne stå her og gøre status for, om der rent faktisk er sket noget i 2018. F.eks. kunne det være fremragende, om vi til næste år havde en god ny model for fordeling af basismidler. Noget af det første, jeg blev mødt med, da jeg i 2011 var blevet ordfører for området, var, at fordelingen af basismidler ikke passede til dagens virkelighed, tilbage i 2011. Det er aldrig blevet anfægtet, at den ikke passede, men derfra og så til at ændre noget, tja. Dengang blev jeg mødt med overbærende blikke i ministeriet, når jeg sagde, at det var vi jo nødt til at gøre noget ved. Så skulle vi jo tage det fra nogle, og der var allerede en automatik, som løste omfordelingen, og det skulle nok løse problemet.

Jeg husker, at jeg fik en graf, der viste, hvor meget der blev omfordelt automatisk over årene, og den viste, at efter et nærmest uendeligt antal år, ville der nok være sket lidt, men ikke ret meget. Det ville ikke løse noget. Men konklusionen på det har hver gang været, at der er historiske grunde til, at det er, som det er, og at det er svært at gøre noget ved. Nu åbner regeringen i det mindste for, at der kan ses på en ny model, og jeg håber, at vi i bred enighed vil turde lave den omfordeling af midler, som er nødvendig, hvis vi virkelig skal mene, at det er kvalitet, der er i højsædet.

Regeringen stiler høj og taler om at skabe en Nobelprispagt. Og det er også rigtig fint. Jeg tror, at vi alle sammen gerne vil have flere Nobelpriser til Danmark. Men er det så realistisk? Ja, hvorfor skulle det ikke være det. Der er svagheden ved regeringens udspil naturligvis, at der ikke er sat midler af til det. Og skal det blive til virkelighed, skal der findes midler. Det konstruktive og positive element i regeringens udspil er, at de private fonde indtænkes. I dag spiller fondene en væsentlig rolle i den samlede forskningsfinansiering her i landet, og skal vi få mest muligt ud af de samlede investeringer, skal indsatserne koordineres. Her giver det rigtig god mening at søge en dialog, søge at skabe aftaler med fondene om deres rolle i det samlede billede, og her kunne en italesættelse af den højeste ambition, som en Nobelpris jo må siges at være på forskningsområdet, virke attraktivt, så måske også fondene ville deltage i det.

Så samlet set har jeg rimelig store forhåbninger, og vi vil søge at holde regeringen fast på alle de fine ord. Jeg er også realist, så jeg ved godt, at der nok er behov for at bide ministeren lige en anelse i haserne, hvad jeg også har tænkt mig vi skal gøre, for at sikre, at man ikke glemmer løfterne.

Nu går jeg ud fra, at ministeren lidt senere vil stå her på talerstolen og forsikre os alle om, at han og regeringen naturligvis vil forfølge alle målsætningerne. Det kunne jo være spændende også at høre, hvordan ministeren vil sikre, at alle initiativer både udmøntes og prioriteres i hele systemet, og hvordan der sikres de nødvendige midler til, at det hele kan gennemføres.

Så håber jeg meget, at jeg næste år kan stå her og glæde mig over alt det, der er sket i 2018, og med det håb vil jeg bare sige tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Christine Antorini. Værsgo.

Tak for ordet. Det er dejligt at høre Dansk Folkepartis ordførers ambitioner på forskningsområdet, som jeg også kender til, da vi jo har haft fornøjelsen af at forhandle i forskellige sammenhænge. Derfor har jeg bare behov for at høre, hvordan det kan være, at Dansk Folkeparti jo er det parti, der har sikret flertallet for, at der er blevet skåret på forskningsbevillingerne og på de videregående uddannelser, siden regeringen er kommet til.

Ordføreren.

Jamen det er jo en del af nogle samlede prioriteringer. Der har været ting og områder, hvor det har været rigtig væsentligt for Dansk Folkeparti at sikre, at der var de nødvendige ressourcer, og derfor har vi accepteret de nedskæringer, der har været. Jeg er også med på, at den nedskæring på 2 pct., som der har været i nogle år nu, skal vi på et tidspunkt af med, for den bliver ikke ved med at fungere. På den lange sigt kan det selvfølgelig ikke fungere, at vi bliver ved med at skære ned, når vi samtidig vil have store ambitioner og gerne vil skabe en udvikling.

Spørgeren.

Jeg lagde også mærke til, at ordføreren sagde, at man næsten kunne have hevet den samme tale frem her som sidste år, og det er jo korrekt, for nu har regeringen været her et par år. Men det er alligevel interessant at dykke ned i graferne, som der er i den forsknings- og innovationpolitiske redegørelse. Der kan man jo faktisk se effekten af de langsigtede investeringer i forskning. Danmark er dygtigere og dygtigere, også på internationalt niveau. Hvad tænker ordføreren om det i forhold til behovet for at få en fornyet langsigtet investering, der løfter, i stedet for det knæk, der har været nu?

Ordføreren.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi først og fremmest ser på nogle langsigtede strategier og intentioner, som selvfølgelig skal følges op af, at man skal prioritere ressourcerne og sikre ressourcerne til også at følge op på det. Det er derfor, jeg synes, det er meget vigtigt at sige, at nu har vi nogle intentioner, vi har nogle ambitioner, og så er vi nødt til at arbejde sammen om at finde ud af, hvordan vi udfolder det, og hvordan vi sikrer, at de kan gennemføres også i fremtiden, for at vi kan sikre, at vi fortsat kan have den vækst, som vi har brug for.

Så er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu siger ordføreren selv, at på et tidspunkt kan man ikke blive ved med at skære ned længere og samtidig have høje ambitioner. Det er jeg meget enig i. Jeg vil bare sige, at den her regering, som ordførerens parti jo også har støttet, skar 1,4 mia. kr. på forskning som noget af det første, da man kom til. Og derudover er der de faste 2-procentsbesparelser på uddannelse hvert år. Hvor lang tid må det her få lov til at fortsætte? vil jeg spørge ordføreren. For jeg mener, det er på høje tid, at det bliver stoppet.

Ordføreren.

Jamen selvfølgelig bliver det en udfordring, og det bliver en større og større udfordring, jo flere år der går. Man kan sige, at samlet set har det handlet om prioriteringer, og der har været områder, som jeg må sige det har været rigtig vigtigt at sikre ressourcer til. Men fremadrettet vil jeg holde fast i, at det, det handler om i første omgang, er at sætte ambitionerne op og få lavet de rammer, så vi får mest muligt ud af de midler, vi har. Og så må vi prøve at finde flere midler fremadrettet – det er jeg sådan set meget med på. Jeg er også med på, at vi skal finde en vej til at få aflyst de 2-procentsbesparelser, der er, så de ikke kan blive ved i al evighed. Det er sådan set en kerneopgave.

Værsgo.

Det synes jeg var rigtig interessant. Skal det forstås sådan, at hvis vi fremsætter et forslag om at få fjernet de 2-procentsnedskæringer på uddannelse, vil ordførerens parti bakke op om det? For det tror jeg da bestemt at vi kan blive enige om.

Ordføreren.

Det skal forstås sådan, at så længe de 2 pct. er en del af en finanslov, som vi er med i, står vi selvfølgelig bag den finanslov, som så bliver vedtaget. Og det skal forstås sådan, at når vi nu fremadrettet skal tage de forskellige drøftelser om udviklingen på forskningsområdet, på uddannelsesområdet, vil vi have det med ind som et tema, der skal gøre, at vi kan finde en vej til at sikre, at der er de nødvendige ressourcer alle steder, både til forskning og til uddannelse.

Med det siger vi tak til Dansk Folkepartis ordfører og går videre til Venstres hr. Mads Fuglede.

Tak for det. Og mange tak til ministeren for den skriftlige redegørelse. Den rummer meget interessant læsning. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at forskning og innovation har en afgørende betydning for udviklingen af vores samfund. Ny viden skaber nye muligheder, og nye muligheder skaber grobund for vækst og velstand og nye arbejdspladser til gavn for fædrelandet. God forskning er med andre ord vejen til et bedre og rigere Danmark. Det er der ikke to meninger om. Derfor er det også afgørende for Venstre, at vi hvert år prioriterer at skabe gode rammer for, at der også i fremtiden kan bedrives fremragende forskning i Danmark.

Som redegørelsen ligeledes fremhæver, prioriterer vi forskning rigtig højt her til lands, og vi investerer mange penge i forskning og innovation. Og selv om man godt kan få det indtryk, at regeringen svinger sparekniven over uddannelserne – det fremgik især af det første indlæg, vi hørte – så viser redegørelsen heldigvis også det modsatte, altså at vores ambitionsniveau og investeringsniveau er meget højt. Vi investerer 1 pct. af BNP i forskning, og så længe vi herhjemme er i stand til at have en økonomisk vækst, der ligger over prisudviklingen, vil der hele tiden komme flere midler til forskning. Det vil stadig væk være det vigtigste for området.

I 2017 har vi afsat 22 mia. kr. til forskning og udvikling. Vi ligger i toppen i OECD, når det gælder offentlige investeringer i forskning og udvikling, og det kan vi være stolte af. Og heldigvis kan vi se, at de massive investeringer bærer frugt. Dansk forskning har et højt internationalt niveau, og som redegørelsen viser, ligger danske forskere højt, når man ser på, hvilken forskning der citeres mest blandt OECD-landene. Det synes jeg der er al mulig god grund til at glæde sig over.

Men vi må samtidig ikke bruge de flotte resultater som sovepude. Tiderne ændrer sig, og vi ændrer os med dem. Tiderne ændrer sig, og jeg ændrer mig med dem, og det er derfor, jeg står her – det gælder ikke bare kong Lothar, det gælder os alle sammen, også landet. Verden forandrer sig hele tiden, og den teknologiske udvikling løber fra os, hvis vi ikke omstiller os til en mere bæredygtig produktion. Og Danmark skal også ligge i top på forskningsområdet om 10 år, og derfor er jeg meget stolt af regeringens nylig fremlagte forsknings- og innovationspolitiske strategi, som skal gøre Danmark klar til fremtiden. Især de to mål, at dansk forskning fortsat skal være af højeste kvalitet internationalt, og at forskning skal gøre mest mulig gavn i samfundet, er en rigtig god måde at tænke forskningen anvendt på. Strategien bygger på 28 nye initiativer, der skal sikre det bedst mulige udgangspunkt for dansk forskning og innovation i fremtiden.

Med disse ord tilslutter Venstre sig fuldt ud de konklusioner og analyser, som står i redegørelsen. Vi skal fastholde Danmarks styrkeposition og fortsætte med at give forsknings- og innovationsområdet de allerbedste vilkår. Investeringer i kvalificeret viden er som regel godt givet ud, og jeg synes, at denne redegørelse viser, at regeringen gør meget for at give forskning og innovation de bedste rammevilkår i fremtiden.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger. Først er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. Jeg studsede bare over, at ordføreren sagde, at det kunne se ud, som om regeringen havde skåret ned på forskning. Jeg vil bare gerne lige høre ordføreren bekræfte, om det ikke er fuldstændig korrekt, at regeringen skar 1,4 mia. kr. på forskning som det første, da man kom til. Og som vi også kan se af grafen her på side 2 i den her redegørelse, så knækker kurven, og det går ned fra 2015. Så er det faktisk ikke faktuelt korrekt, at regeringen har skåret ned på forskning?

Værsgo.

Nu er det jo sådan, at vores forskning er en del af BNP, og når man har en økonomisk vækst i landet og så ser et knæk i den andel af procent, så er det andelen af procent, der knækker, ikke den samlede sum af midler. For væksten har betydet, at den samlede sum er gået op. Det var derfor, at jeg sådan brugte den formulering.

Hvis man ønsker en anden kort bemærkning, trykker man sig lige ind.

Værsgo.

Altså, der er en relation til BNP, men er ordføreren ikke enig i, at når kurven går voldsomt ned fra 2015, skyldes det, at regeringen bevidst fjernede 1,4 mia. kr. fra forskningsområdet? Er det rigtigt, eller er det forkert?

Ordføreren.

Det vil jo blive udlignet, når den generelle vækst i samfundet indhenter det knæk, der har været i procentsatsen – den øgede BNP i landet.

Så er det fru Christine Antorini.

Det er jo rigtigt, at alt efter hvordan BNP er, og vi har en 1-procentsmålsætning på forskning, vil der komme flere eller færre penge derfra. Nu ved vi jo, hvad der er kommet af flere penge til forskning, fordi væksten heldigvis er ved at gå fremad i Danmark. Men er det ikke korrekt, at på trods af at væksten er gået fremad, udligner den vækst, der kommer på grund af 1-procentsmålsætningen, ikke nedskæringen på 1,4 mia. kr. Summa summarum er der stadig væk færre penge til forskning, også selv om væksten heldigvis er bedre i det danske samfund.

Spørgeren.

Så må det også være korrekt, derved at med de konjunkturer, vi har nu, vil vi med vækstudviklingen få indhentet det knæk, der har været i den nedsatte andel af BNP.

Dermed kan vi sige tak til ordføreren. Den næste i rækken er så fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. Der er jo ikke nogen tvivl om, at forskning er afsindig vigtig for vores samfundsudvikling, og det er til gavn for vores økonomi, at danske forskere er i stand til at frembringe nye, vigtige resultater. Man kan f.eks. inden for miljøområdet se, hvordan Danmark på rigtig mange områder, der har med vedvarende energi at gøre, har været helt i front, og hvordan det også gør, at vi f.eks. kan eksportere en masse vigtig grøn teknologi til f.eks. USA, hvor der er en meget stor efterspørgsel på det.

Som motor for en samfundsudvikling er forskningen også fuldstændig afgørende, fordi det simpelt hen er her, grundlaget for, hvordan vi skal leve vores liv fremover, bliver lagt. Det handler både om at finde vigtige løsninger på klimaudfordringerne, men det handler også om, hvordan vi kan indrette vores arbejdsliv på en bedre måde: Det kan være forskning i pædagogik, hvor der også sker nogle rigtig spændende ting i Danmark, og det kan være i forhold til at kurere sygdomme. Der er så mange områder, hvor vi er dybt, dybt afhængige af, at den forskning, der foregår nu, er med til at tilvejebringe vigtige resultater for vores fremtid. Så forskning er sindssyg vigtig, og derfor er jeg også glad for, at vi har en anledning til at diskutere det her, og at regeringen faktisk laver sådan en årlig strategi her.

Men når det er sagt, synes jeg i den grad vi mangler at prioritere forskning og uddannelse i Danmark med nogle flere midler, for det er helt åbenlyst, at man ikke kan få den samme kvalitet, hvis man bliver ved med at skære ned, og det er altså det, der er sket. Ministeren har på det seneste været ude at sige, at man gerne vil tiltrække nogle flere private midler til forskningsområdet. Det er også udmærket, men jeg synes, vi lige må gribe i egen barm her og sige, at først og fremmest skal vi sikre, at vi har et ordentligt offentligt finansieret grundlag for vores forskning. Derfor synes jeg også, at det var en fuldstændig forkert prioritering, da regeringen som noget af det første, da de kom til, skar 1,4 mia. kr. fra forskningsområdet. Det er ekstremt mange penge at fjerne fra forskningen, og der må jeg bare sige, at det niveau slet ikke er genoprettet. Det synes jeg burde være helt afgørende for en regering at gå i gang med og sige: Prøv at høre her, det er faktisk det, vi skal leve af i fremtiden, så selvfølgelig er det ikke her, vi skal skære ned.

Det er det første. Det andet handler om de her nedskæringer på 2 pct., som ligger på uddannelsesområdet. Vi kan allerede nu se, hvordan de rammer hele vejen rundt og forringer forholdene på vores uddannelsesinstitutioner, og det må jeg bare sige også er noget, der i den grad kommer til at påvirke forskningen. De forskere, jeg har snakket med, fortæller bl.a. om, hvordan de her nedskæringer også betyder, at de er nødt til at bruge meget mere tid på at undervise, fordi der faktisk bliver fyret personale rundtomkring på universiteterne, og det gør også, at du, når du bruger mere tid på at undervise, selvfølgelig har mindre tid til at forske. Det betyder også, at man er nødt til at bruge meget mere tid på administration, bookning af møder, konferencer osv., fordi meget af det administrative personale, der er, også er blevet afskediget.

Så alt i alt står vi nu i en situation, hvor de her nedskæringer også er med til at udhule kvaliteten af forskningen, fordi forskerne reelt set ikke har tid nok til rent faktisk at forske, fordi de skal lave alt muligt andet. Så jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at vi tager fat på de her økonomiske udfordringer og får diskuteret, hvordan vi faktisk kan hæve niveauet for forholdene for vores danske forskning og få det helt op i top igen. Fra Enhedslistens side vil vi gerne allokere 1 mia. kr. ekstra til forskning, og jeg kunne godt tænke mig at se, at det var noget, som regeringen ville gå ind i en aktiv drøftelse af, altså hvordan vi faktisk kunne hæve grænsen for ressourcerne til det her område, for der er ingen grund til ikke at være ambitiøse her.

Som det sidste vil jeg sige, at for mig er det også meget vigtigt, at vi har tillid til de forskere og de stærke miljøer, der er rundtomkring, og at der er en vis frihed til at forske i det, man skal forske i. Det er klart, at vi alle sammen som politikere ønsker at være med til i nogen grad at forme samfundsudviklingen, og som jeg også nævnte, synes jeg jo f.eks., at det er meget vigtigt, at vi prioriterer noget af den grønne forskning, fordi vi simpelt hen skal have fundet løsninger på klimakrisen og de udfordringer, vi står over for. Det er klart, at der gerne må være områder, hvor vi går ind og siger, at her kan vi faktisk løfte og gøre noget særligt, og her har Danmark nogle særlige styrkepositioner. Det må vi gerne gå med ind og pege på, men overordnet set synes jeg at vi skal være meget opmærksomme på, at flest mulige midler faktisk bliver givet til den frie forskning.

Jeg er meget glad for de midler, der f.eks. ligger i Danmarks Frie Forskningsfond, som altså virkelig er her, der er mulighed for også at tænke mere ud af boksen og faktisk være med til at gøre nogle af de opfindelser, som kan vise sig at være ekstremt vigtige om 5, 10, 20, 30 år. Den frihed skal vi give også til vores institutioner og vores forskere, så der er mulighed for også at tænke lidt mere frit der. Det er noget af det, som jeg synes er vigtigt at vi øger.

Når vi har været rundt som forskningsordførere og set nogle af de ting, der bliver lavet rundtomkring, er det jo rigtig tydeligt, at der sidder nogle meget, meget kompetente mennesker i vores forskningsmiljøer, hvor jeg virkelig tror, at hvis man investerer ordentligt i dem, og hvis man giver den rigtige frihed til forskerne, er der virkelig, virkelig meget at komme efter. Tak for ordet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliance, og det er hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for det, formand. Liberal Alliance tager selvfølgelig redegørelsen til efterretning. Der er opstået en debat i salen om investeringsniveauet på forsknings- og innovationsområdet. Det er sådan en slags politiske fantomsmerter, der har at gøre med finansloven, som blev vedtaget for 2 år siden, men fantomsmerter gør jo også ondt, og derfor skal man selvfølgelig også høre på folk, der klager over det. Jeg synes, at det er godt at få dokumenteret, at Danmark ofrer det samme på forskning og innovation, som vi sådan set hele tiden har gjort, nemlig en formue, og det er jo en formue, som kan vokse og falde lidt på decimalerne, men det er jo ikke desto mindre en formue, vi taler om.

Jeg vil godt for argumentationens skyld gå ind på den tanke, som Socialdemokratiet fremfører, om, at forskningen skal tilføres flere penge. Er det overhovedet en god idé? Det ville være en god idé, hvis kvaliteten af dansk forskning over en længere årrække var faldet, men det er den jo ikke. Som flere ordførere, herunder Socialdemokratiets egen ordfører, gjorde opmærksom på, har vores universiteter et stabilt, højt niveau. Danske forskere er utrolig flittige, når det gælder publicering, og de skriver ikke bare for at blive offentliggjort. Forskerne bliver læst og citeret i stor stil. Så på trods af den klagesang, vi hører fra venstrefløjen, lykkes dansk forskning faktisk med at ramme det høje niveau hver eneste dag året rundt.

Men det er generelt også sådan, at der ikke længere består en sammenhæng mellem pris og kvalitet i den offentlige sektor i Danmark, og det er vi også nødt til at tage ind i en mere overordnet diskussion. Vi indkræver næsten 46 pct. af vores bruttonationalprodukt i skatter og afgifter, og det er det højeste skatte- og afgiftsniveau i hele OECD. Men er kvaliteten så også den højeste i OECD, og her taler jeg ikke om forskning, men her taler jeg om et generelt problem i hele den offentlige sektor? Langtfra altid.

Der har aldrig været en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet i den offentlige sektor, men i Danmark er manglen på sammenhæng mellem pris og kvalitet så systemisk og så udtalt, at det er på sin plads at tale om en form for generel krise i den offentlige sektor, når det gælder om at omsætte de enorme midler, der tilføres. Og det var jo altså den højeste procentdel af BNP i hele OECD, når det gælder om at omsætte den kvalitet på en måde, der står mål med kvantiteten.

Så tildelingen af midler tyder ikke på, at der er en krise. Det er lidt svært at påvise, hvad det problem, som skal løses ved at tilføre flere midler, skulle bestå i, men der er altså heller ikke nogen generel sammenhæng imellem pris og kvalitet i Danmark, bl.a. er danske universiteter nogle af de allermest bureaukratiserede i Skandinavien, og det ville da være langt mere fornuftigt at gøre noget ved bureaukratiet, end det er at tilføre flere midler, når kvaliteten er så høj, som den er. Så jeg kan i den grad ikke forstå Socialdemokratiets argumentation.

Hvad angår kapitel 2 i redegørelsen om innovation, vil jeg først sige, at jeg er fuldt ud tilfreds med den fremstilling af tingenes tilstand, der står at læse i redegørelsen. Men så vil jeg godt komme med nogle mere generelle bemærkninger om forholdet mellem forskning og innovation. Hvis man skal sætte forskellen på de to ting på en formel, der er nem at huske, kan man jo sige, at forskning er at bruge en frygtelig masse penge til at skabe ny viden, og innovation er at bruge en frygtelig masse viden til at tjene flere penge, og det er jo meget, meget vigtigt at huske på, at den forskel eksisterer, og vi skal satse på begge dele. Uden grundforskning kan innovation ikke lade sig gøre, og uden innovation kan vi som samfund ikke skabe den vækst, der både er nødvendig for, at borgerne oplever velstand, og nødvendig for, at staten har de ressourcer, der skal til for at investere i forskning.

Derfor er der to ting, der er vigtige, når det gælder forholdet imellem forskning og innovation. For det første er det vigtigt, at vi ikke indtager det standpunkt, at det enten drejer sig om forskning eller om innovation inden for den generelle forskningspolitik. For det andet må vi ikke sammenblande forskning og innovation. Det et to forskellige ting, og det skal behandles som to forskellige ting.

Hvis jeg skal uddybe det første punkt, vil jeg sige, at jeg ikke mener, at det på nogen måde er rimeligt at kræve, at der skal være et umiddelbart indtjeningskrav, når det gælder forskning. Penge er som sagt noget, man tjener på innovation, mens forskning til gengæld er noget, der koster penge, og det er vel at mærke penge, man ikke på nogen måde kan være sikker på at man får igen. Det er derfor, at forskningen typisk har en stat som sponsor. Det er jo staterne, der har de tålmodige penge eller den risikovillige kapital, eller hvad man foretrækker at kalde det, som er nødvendig, for at man kan forske. Jeg vil næsten sige, at de tålmodige penge faktisk er noget af det vigtigste ved det moderne forskningssystem.

Jeg kan nævne mig selv som eksempel. Jeg skrev engang en bog på grundlag af den franske sociolog Pierre Bourdieu. Ham havde den franske stat investeret så mange penge i, at jeg er sikker på, at den franske stat aldrig nogen sinde har fået dem igen. Til gengæld var den innovative anvendelse af Bourdieu, jeg selv kunne finde ud af at foretage, meget, meget profitabel både for mig selv og for det firma, som jeg dengang var ansat i. Så det ville jo selvfølgelig være helt urimeligt, at den franske stat stillede konkrete indtjeningskrav til et geni som Bourdieu og hans fuldstændig banebrydende forskning, mens det omvendt var helt rimeligt, at min arbejdsgiver gerne ville have, at min meget, meget mere fodgængeragtige måde at tænke og arbejde på blev dokumenteret, altså, at jeg havde brugt den fornuftigt.

Så det er noget væsentligt at holde fast på i forholdet mellem forskning og innovation. Vi skal have begge dele: den banebrydende forskning, der ikke nødvendigvis bliver stillet indtjeningskrav til, og den perspektivrige innovation, som forhåbentlig en dag bliver til en faktura.

Så er vi fremme ved den anden pointe, jeg havde, nemlig at vi ikke skal stille den type økonomiske krav til forskning, som vi ville have stillet til innovation, og vi skal heller ikke stille det krav om banebrydende videnskabelig indsigt i innovation, som vi ville have stillet til forskning.

Det sidste, jeg lige vil sige, er, at der er flere ordførere, også fra venstrefløjen, som har haft meget, meget travlt med at udtale sig om politisk styring af forskningen, og hvad der skal forskes i. Det må jeg altså advare imod på det kraftigste. Der skal være et armslængdeprincip til forskningen, og det er altså bedst, hvis det ikke er politikere, der styrer, hvad der bliver forsket i. Det skal være på baggrund af meritter. Det meritokratiske system og det politiske system er meget forskelligt, sikkert til frustration for mange, der måske tager en forskeruddannelse og oplever, at man skal stemme sig til, hvad der er sandt. Det føles mærkeligt, når man er forsker, men det skal altså være den bedste forskning, der bliver fremmet.

Med de bemærkninger tager jeg, som jeg allerede har sagt, redegørelsen til efterretning og takker for ordet.

Jeg tror ikke, jeg generer nogen, når jeg kan sige, at venstrefløjen ønsker at få uddybet de synspunkter, så værsgo til fru Eva Flyvholm.

Ja, mange tak. Jeg vil bare gerne høre ordføreren, om det ikke er lige lovlig friskt at konstatere, at når de fulde konsekvenser af nedskæringerne ikke har ramt endnu, kommer der heller ikke til at være nogen problemer. Jeg ved jo, at ordføreren selv færdes inden for forskerkredse, og er det ikke korrekt, at vi mange steder bliver advaret om, at konsekvenserne af de nedskæringer, som er kommet her de seneste år, altså vil få en meget længere bane, kan man sige, så vi først rigtig vil mærke nogle af de problemer i de kommende år, og at man ikke bare kan aflæse dem direkte fra år til år?

Ordføreren.

Selvfølgelig vil de med særinteresser altid varetage deres interesser for at få tilført flere midler. Det har de altid gjort, og det vil de formentlig blive ved med, men det tager jeg koldt og roligt, fordi der som sagt ikke er nogen sammenhæng mellem pris og kvalitet generelt i den danske offentlige sektor.

Spørgeren.

Jamen det er jo virkelig interessant, at der ikke skulle være nogen sammenhæng mellem pris og kvalitet. Så ordføreren mener faktisk, at vi sagtens kunne skære forskningen ned til f.eks. ½ pct., og at det så stadig væk vil kunne give et højt niveau inden for forskningen, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Det skal forstås sådan, at hvis vi er det land i OECD, der bruger den største procentdel af sit BNP på offentlig service af den ene eller anden slags, så burde vi jo rent logisk være nummer et på alle områder. Det er vi ikke. Ergo er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Så er det fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg har lært et meget nyttigt begreb, nemlig at man kan lave en såkaldt stråmandsargumentation. Jeg har oven i købet lært det af den ærede ordfører, der er på talerstolen. Det går ud på, at man opbygger en heroisk argumentation mod noget, man ikke bryder sig om, og så kommer man til at diskutere det, som man i virkeligheden ikke skal diskutere. Og jeg kom til at tænke på det, fordi det var en meget heroisk diskussion, der var, om, at venstrefløjen jo overhovedet ikke kunne diskutere forandringer i den offentlige sektor, og at pris åbenbart nødvendigvis skulle være det samme som kvalitet.

Se, det, vi snakker om her, er faktisk, hvad der sker i forhold til forskning og innovation. Jeg anerkender nemlig, at pris og kvalitet ikke nødvendigvis behøver at være lig med hinanden, men her har vi tal på bordet. Så derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om ordføreren kan bekræfte, at det, der bliver dokumenteret her, er, at de investeringer, der er sket siden globaliseringspuljen og frem, direkte kan aflæses i det, at vi er blevet dygtigere og dygtigere, målt på de indikatorer, man måler Danmark på internationalt, når man snakker forskning og innovation.

Ordføreren.

Det er klart, at vi har udvidet aktiviteterne, og det er også klart, at de her meget dygtige forskere, som har haft gavn af, at vi har udvidet aktiviteterne, så har kunnet publicere. Men man må så også omvendt sige, at der jo så ikke er sket noget eller særlig meget – altså, vi er på et meget, meget højt niveau nu. Derfor må man selvfølgelig også have en diskussion om det; man kan ikke blive ved med at tilføre flere midler, sådan som det egentlig lå i globaliseringsaftalen.

Som ordføreren selv gjorde opmærksom på, er dansk forskning langt hen ad vejen fremragende, og det vil den selvfølgelig også blive ved med at være, når vi allokerer 1 pct. af et BNP, der i øvrigt vokser.

Spørgeren.

Det vil sige, at ordføreren så dog alligevel kan bekræfte, at det her ikke er en diskussion om »mere«, men om »bedre«. Jo, der er kommet flere penge, men det afspejler sig også i et markant løft. Vi er blevet bedre; vi er simpelt hen kommet op i den internationale topliga på udvalgte forskningsområder, hvilket er nødvendigt for et lille land som Danmark. Vi kan ikke være alle steder.

Vil ordføreren så også bekræfte, at de tal slutter med tal fra 2014 – herefter er det faktisk gået den modsatte vej – og at det ikke har nogen effekt, åbenbart, ifølge ordførerens argumentation?

Ordføreren.

Vores forskning havde et stort set lige så højt niveau før globaliseringsaftalen, men der er blevet flere forskere, der har et højt niveau. Og det kan man selvfølgelig se. Men selve forskningsniveauet har altså ikke lidt under de beslutninger, der er taget.

Tak. Vi går videre i ordførerrækken, og det er fru Pernille Schnoor, og det er fra Alternativet. Værsgo.

Under diskussionen i dag kom jeg til at tænke på det udtryk, som vi alle sammen ofte bruger: Viden er magt. Så kom jeg til at tænke på, hvem der har sagt det, og det er så Francis Bacon, der har sagt det i 1500-tallet. Han var jo filosof og videnskabsteoretiker. Grunden til, at jeg starter med at nævne det, er, at han jo er et eksempel på, hvor vigtig den humanistiske forskning er i et samfundsmæssigt perspektiv. Det vil jeg komme ind på senere.

Den foregående ordfører, hr. Henrik Dahl, var lidt inde på det her med friheden i forskningen og armslængdeprincippet. I Alternativet ønsker vi mere frihed til uddannelsesinstitutionerne og til de studerende og forskerne på de videregående uddannelser. Uddannelsesinstitutionerne skal tildeles en højere grad af selvstyre, og de studerende skal have mulighed for at sammensætte f.eks. bachelor-, professions- og kandidatuddannelser på tværs, og uddannelser skal ikke begrænses til, om man må tage en eller to eller tre. Det er der ingen fremtidssikring i. På den måde mener vi, at der skabes incitament til eftertænksomhed, tværfaglighed og et større mod til at sammensætte uddannelser kreativt og til at stoppe op og prøve sin viden af i praksis og finde ind til sit helt eget personlige talent.

I Alternativet ønsker vi mere kreativitet i de videregående uddannelser i forskningen. At studere og forske er i sin grundsubstans en kreativ proces, som skal understøttes politisk. Nysgerrighed kan og skal ikke bevisføres, og det ufornuftige skal også tages alvorligt. Det gør vi ved at give de studerende og forskerne mere frirum til refleksion og idéudvikling. Da forskning er en kreativ proces, som ikke kan forudsiges, og hvor resultater viser sig ud af det mest uventede, skal forskning, som jeg lige netop har nævnt, i højere grad sættes fri. Den frie forskning er nyttig, fordi den får rum til at fejle, rum til refleksion og rum til at lade uventede resultater vise sig. Hvis vi sætter forskningen mere fri, vil forskningen helt af sig selv komme frem til løsninger på de væsentligste udfordringer i vores samfund, og samtidig vil vi sikre os, at også de kunstneriske, åndelige og humanistiske videnskaber tildeles den plads og anerkendelse, som de fortjener.

En forudsætning for den gode forsker er den gode uddannelse, og her bliver jeg nødt til ligesom andre ordførere at understrege, at den gode uddannelse kræver uddannelsesmæssige investeringer. Derfor er det trist, at den nuværende regering har valgt at skære så massivt på uddannelsesområdet, som den har. Om man fejler i sit første semester under et bachelorstudie eller man fejler i sit forskningsprojekt, er det altid en del af processen i at blive klogere. I dag er der for lidt plads i vores uddannelsesverdenen og uddannelsessystem til at fejle. Vi har som politikere et ansvar for de strukturer, som vi selv har skabt, strukturer og rammer, som understøtter den forskningskultur, der lige nu er derude, en forskningskultur, der desværre på nogle punkter er en kultur, hvor resultater på kort sigt kan fremme karrieren, og hvor konkurrence om forskningsmidler udgør en for omfattende og også i visse tilfælde kulturødelæggende del af forskernes daglige arbejde. Så spørgsmålet er, om vi kan skabe rammerne for en forskningskultur, hvor det anerkendes, at de store forskningsgennembrud kræver tid, at gode ideer og gennembrud kræver frie rammer, at de kræver tryghed og mod til at tage chancer, og at der, som nævnt før, også er plads til den humanistiske forskning.

I Alternativet mener vi, at vi skal vise forskerne tillid. Vi tror på, at vi skal give forskerne mere frihed, vi tror på, at vi skal støtte dem i langsigtede forskningsforløb, også de unge forskere. Vi tror på, at de spilder deres tid på papirarbejde i forbindelse med at konkurrere om midlerne. I Alternativet er vi sikre på, at den frie forskning uden strategier, uden altid at have konkrete mål vil komme frem til løsninger på de væsentligste samfundsudfordringer, som vi står over for i fremtiden, simpelt hen fordi forskningens væsen i sig selv vil søge løsninger på de til enhver tid aktuelle og mest presserende samfundsudfordringer.

Til sidst tilbage til Francis Bacon, for min pointe er, at i fremtiden vil etiske og humanistiske spørgsmål i forbindelse med f.eks. automatiseringen, indførelsen af robotiseringen, personlig medicin, big data, og andre tiltag, som ligger i den nærmeste fremtid, være nogle af de sværeste og vigtigste spørgsmål. Derfor skal der være plads til mere fri og humanistisk forskning og til, at f.eks. it, tech og humaniora i højere grad knyttes sammen på tværs, og til, at vi i højere grad giver frihed til at tænke ting sammen, også ting, som ikke har været tænkt sammen før. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Vi går videre, og så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det er en fin redegørelse om forskning og innovation i Danmark, som ministeren har udgivet. Et tættere samarbejde og en tættere koordinering mellem den statsligt finansierede forskning og de forskningsfinansierende fonde er rigtig godt og helt nødvendigt. Det har været lang tid undervejs, og hvis Danmark i fremtiden skal være et land, der bidrager med banebrydende excellent forskning på linje med de allerbedste, så har vi brug for, at vi er sammen om det. For de forskningsfinansierende fonde bidrager jo markant i Danmark, og tak for det. Og der er vel heller ikke rigtig nogen, der kan være imod en ambition om en ny Nobelpris til Danmark, blot vi ikke forledes til at tro, at vi som politikere kan tænke os til den. Forskningen skal være fri af politisk indblanding, men vi skal selvfølgelig sætte mål for, hvad det er for nogle overordnede udfordringer, vi vil prioritere de offentlige forskningsmidler til at løse.

Så er jeg lidt spændt på, at der, som det fremgår af den her redegørelse, skal en ny model for fordeling af basisforskningsmidlerne til. Det er en ny model, som regeringen lægger op til. Den skal fremme forskningskvalitet, siger redegørelsen, og heller ikke det er det oplagt at være imod. Det er godt. Faktisk er det jo sådan set hele grundlaget for forskningens natur. Der bevilges kun midler til forskning i Danmark efter det her fine excelenceprincip. Det er, og det skal være forskning af den allerhøjeste kvalitet, der får tildelt midler. Så nye kvalitetsindikatorer lyder måske forjættende, men det er jo lidt et spørgsmål om, om det er nye indikatorer i stedet for dem, der allerede er der. Er det oven i dem, der allerede er der? Betyder det så mindre tid til forskningen for forskeren og mere tid til afrapporteringen på centralt fastsatte indikatorer? For så lyder det i mine ører knap så forjættende. Men det får vi at se, og jeg glæder mig til, at vi skal tale om det.

Bedre karrieremuligheder for talentfulde forskere er også omtalt i redegørelsen. Det er også rigtig godt. Man må bare sige, at regeringens og Dansk Folkepartis massive besparelser på forskningen i de foregående år jo har betydet meget store huller i forskningens fødekæde. Og hvis ikke den fødekæde er på plads, kan det få meget langsigtede konsekvenser, for det tager lang, lang tid – det fremgår egentlig også grundigt af redegørelsen – at bygge forskningsmiljøer op, men det tager kun én enkelt elendig finanslovsbeslutning at starte nedbrydningen. Det er der en rapport fra European University Association, der for nylig har dokumenteret ud fra en sammenligning af en lang række lande, herunder Danmark.

På innovationsområdet er jeg glad for ambitionen om en tættere koordinering mellem Danmarks Innovationsfond, som jeg synes gør det rigtig godt, også igennem nogle år med langt, langt færre midler, og så de forskellige udviklings- og demonstrationsprogrammer, som administreres i forskellige ministerier. Det er nødvendigt, at vi kan se på tværs af de initiativer. Det var redegørelsen.

For en årrække siden blev vi i Folketinget i S-R-SF-regeringens tid enige om, ikke i lov, men i tale, helt bredt, at målsætningen om at bruge 1 pct. af BNP på offentlig forskning skulle være et gulv og ikke et loft. For den her regering synes det alligevel at være blevet et loft, og det er ærgerligt. Det er ærgerligt, at regeringen har sparet så massivt på forskningen. Det er kortsigtet, det er uambitiøst, det er tilbageskuende. Så jeg håber, at regeringen vil vende tilbage til, at målsætningen er et gulv, vi kan sætte af på, og ikke et loft over forskningen. Vi har allerede fået et tilbageskuende uddannelsesloft – det vil vi gerne af med – og vi skal ikke have flere lofter.

I Radikale Venstre har vi i vores egen plan sat markant flere midler af til forskning og uddannelse. Det håber vi selvfølgelig også regeringen vil gøre fremover, for for forskningen er finansieringen altså en forudsætning. God forskning leverer nye løsninger på vores problemer, nye job, bedre liv, renere klode, renere miljø, sjovere læring. Der er næsten ingen ende på, hvad god forskning kan levere. Forskning redder verden. Og jeg vil godt sige herfra, at jeg elsker forskning, og jeg elsker at bo i et land, hvor vi har bidraget med så mange løsninger, fordi vi har forskning i verdensklasse. Det skal vi ikke holde op med. Det skal vi prioritere, for det gavner os alle sammen. Og det indgår vi selvfølgelig til enhver tid gerne i forhandlinger om, skulle I mangle nogle mandater til det her på falderebet.

Så må jeg i øvrigt komplimentere, også her på falderebet, ministeren for hans opfordring til, at flere forskere deltager i den offentlige debat, og hvor vigtigt det er, at forskningen formidles. Og ros til alle dem, der gør det. Jeg tror, det står i dagens Politiken. Det er virkelig, virkelig vigtigt, og også her kan vi alle sammen blive klogere. Eksperter gør os klogere, og dem skal vi ikke gøre op med, dem skal vi hylde.

Tak til Det Radikale Venstres ordfører. Da jeg ikke kan se SF's ordfører være i salen, går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, som er fru Brigitte Klintskov Jerkel. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for den skriftlige redegørelse.

Forskning og innovation er en grundsten i det danske samfund, og derfor er jeg også glad for, at vi lige har landet en bred aftale om forskningsreserven i 2018. Hjernen er et af Danmarks fineste råstoffer, og med forskning på allerhøjeste niveau kan vi skabe vækst og nye arbejdspladser, og vi kan uddanne alle dem, der skal tage et job, både i det private og i det offentlige.

Vi har en god progression fra folkeskolen til verdens bedste forskeruddannelser. Vi vil gerne uddanne næste generations nobelpristagere. Det er også derfor, at regeringen i sin nye strategi har sagt, at den ønsker at etablere en nobelpagt. Vi skal fremme og anerkende dansk forskning på nobelprisniveau. Med målsætningen på 1 pct. sikrer vi en massiv forskningsaktivitet, der skaber ny viden i Danmark. Det kan vi være stolte af. Samlet set kommer vi til at bruge 70 mio. kr. mere på forskning i grøn energi næste år, hvilket vi fra Konservatives side er rigtig glade for.

Endelig synes jeg at vi skal rose al den gode forskning og sammenhængen mellem forskning og private investeringer; de privates investeringer i forskning udgjorde 1,9 pct. af BNP i Danmark i 2015. Vi er stærkt afhængige af det gode sammenspil mellem forskning og virksomheder. Dansk eksport kommer fra virksomhederne, og vi tjener penge på fornyelse og innovation, som bidrager til at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark. Tak for ordet.

Tak til den konservative ordfører. Så er vi faktisk nået igennem ordførerrækken og kan byde velkommen til uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Her på falderebet, som ordføreren for Radikale Venstre sagde – jeg vidste ikke helt, hvad hun mente – står jeg i hvert fald her. Jeg vil godt sige tak for ordet, ikke mindst til formanden – det glæder mig, at formanden har givet mig ordet lige her og nu – og de pæne ord om redegørelsen.

Vi er et af de rigeste lande i verden, Danmark. Vi er et grønt land. Vi er et land, hvor det er trygt at bo og færdes. Jeg indrømmer, at når man kigger på de sociale medier eller ser TV 2 News, kan det ikke altid se sådan ud, men metabetragtningsmæssigt er det rigtigt. Dansk forskning har en solid andel i den succes, som Danmark repræsenterer: viden, virkekraft, kloge hoveder, der generation efter generation har bragt Danmark til det, vi er i dag. Den stærke videnstradition skal vi bygge videre på. I 00'erne blev der med globaliseringsaftalen investeret massivt i forskning og uddannelse. Vi fordoblede f.eks. antallet af ph.d.er. Det løft, vi lavede dengang, har vi nydt godt af i mange år. Nu er det tid til at gøre status og se fremad.

Udgangspunktet for debatten i dag er den årlige redegørelse, der gør status på forsknings- og innovationsområdet i Danmark. Her har regeringen lagt vægt på at give et tilbageblik over udviklingen på de mest centrale parametre inden for forskning og innovation, og redegørelsen fremhæver, at vi i Danmark prioriterer forskning højt. Vi investerer rigtig mange penge i forskning og innovation. Pengene gør gavn. Dansk forskning klarer sig godt. Danske forskere ligger højt i internationale sammenligninger. Vi har med andre ord et stærkt udgangspunkt, men – for sådan et er der også – verden forandrer sig.

Der er en hastig teknologisk udvikling. De globale udfordringer kalder på en omstilling til bæredygtig produktion. Den internationale konkurrence er benhård. Andre lande opruster i de her år massivt på forskningsområdet. Dansk forskning står stærkt i dag, men vi skal også være førende om 5-10 år, og hvis vi skal det, skal vi gøre det endnu bedre. Samtidig skal vi sørge for at få mest muligt ud af de mange penge, som samfundet investerer i forskning og innovation, og derfor er der brug for en ny strategi med nyt fokus, med nye ambitioner, med nye initiativer, så vi kan gøre det endnu bedre, og det har regeringen fremlagt med den forsknings- og innovationspolitiske strategi med den manende, fængende titel »Danmark – klar til fremtiden«.

Med strategien rækker vi både ud efter stjernerne og griber langt ned i værktøjskassen for at løse nogle af de konkrete problemer, som er opstået over årene efter globaliseringsaftalen. Den har to klare mål: Dansk forskning skal være af højeste internationale kvalitet, og forskningen skal øve mest mulig gavn i samfundet.

Regeringen vil samtidig fastholde, at der årligt afsættes mindst, fru Sofie Carsten Nielsen – mindst – 1 pct. af bruttonationalproduktet til forskning og udvikling. Det er et højt investeringsniveau sammenlignet med andre lande, og med udsigt til stigende BNP vil der komme flere offentlige penge til forskning. Samtidig stiger de private fondes finansiering af forskning markant, som man også kan læse i den årlige redegørelse. Det giver gode muligheder for at udføre mere forskning af højeste kvalitet. Med den nye strategi sætter regeringen ind med en bred vifte af initiativer, som skal understøtte de overordnede mål. Nogle af initiativerne får virkning her og nu, allerede i 2018, mens andre skal understøtte målene på længere sigt. Flere af initiativerne lægger op til et stærkere samarbejde mellem de forskellige aktører i det danske forsknings- og innovationssystem. Det er nødvendigt, at vi løfter i fællesskab, hvis ambitionerne skal hæves.

Det gælder bl.a. den nobelpagt, som regeringen har foreslået. Toppen af dansk forskning skal kunne måle sig med de allerbedste i verden. De bedste danske forskere skal være på nobelprisniveau. Derfor vil vi arbejde for over årene at etablere særlige nobelpriscentre med ambitiøse økonomiske rammer og en lang tidshorisont. Centrene skal skabe banebrydende forskning i stil med den, professor Jens Juul Holst lavede, da han opdagede tarmhormonet GLP-1. Hormonet har vist sig at være virksomt til behandling af og forebyggelse af sukkersyge, og for nylig har Novo Nordisk investeret 13 mia. kr. i at udvikle en pille med stoffet. Opdagelsen er blevet et guldæg. Jeg vil invitere både offentlige og private forskningsfinansierende fonde til at indgå et samarbejde om en nobelpagt, for en ambition som denne kræver, at vi løfter i fællesskab.

Også i bredden af dansk forskning skal kvaliteten løftes. Det gør regeringen bl.a. ved at sætte fokus på gode karriereveje i dansk forskning, yngre forskertalenter skal have mulighed for at rykke op i eliten og blive fremtidens topforskere, og samtidig er det vigtigt at kunne tiltrække de bedste internationale forskere til Danmark. Derfor skal vi også have løst de meget omtalte udfordringer vedrørende regler for udenlandske forskeres bibeskæftigelse, hvor jeg i flere dage nu har skullet tale med magasinet The Atlantic, for bare at nævne et eksempel på noget regulering, som er så tåbelig, at det selvfølgelig skal laves om. Vi arbejder på at gøre reglerne mere smidige, og lige nu koncentrerer vi os om at finde et konkret løsningsforslag, som efterfølgende selvfølgelig skal drøftes politisk her i Folketinget.

Et andet sted, hvor regeringen vil sætte fokus på kvalitet, er i den måde, vi fordeler midler til forskning på. Jeg har, som også hr. Jens Henrik Thulesen Dahl var inde på, været optaget af kvalitet fra første færd i Forsknings- og Uddannelsesministeriet. For nylig er der indgået en aftale – og det er jeg stolt af – med samtlige partier i Folketinget om et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser. Det er et bevillingssystem, hvor vi i højere grad belønner uddannelse med kvalitet og gode jobudsigter. Nu er turen kommet til forskningen. Her er det også vigtigt, at vi ikke har et snævert fokus på kvantitet, men snarere på kvalitet.

De såkaldte basisforskningsmidler til universiteterne udgør knap 9 mia. kr. årligt – det er ca. 40 pct. af det samlede offentlige forskningsbudget. Vi agter at indføre en ny model for fordeling af basisforskningsmidler, som i højere grad bidrager til at fremme kvaliteten i dansk forskning. Den endelige model vil vi udarbejde efter rådgivning fra en uafhængig ekspertgruppe, og så kommer der selvfølgelig også den politiske drøftelse. Så må vi håbe, at kvalitetskravene følger med der også. Det er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om med de ordførere, jeg er så heldig at have på det her område. Så med en nobelpagt med fokus på gode karriereveje – det er også en ting, som jeg ved optager medlemmerne her – og en ny model for basisforskningsmidler agter regeringen at løfte kvaliteten af dansk forskning, både i toppen med nobelpagtambitionen og hele den videnskabelige bredde. Det er vigtigt, at vi gør begge dele.

Vi agter også at styrke den teknologiske forskning. Der vil blive prioriteret flere forskningsmidler til det område i de kommende år. Vi skal kunne byde ind med nye teknologiske løsninger og komme foran i kapløbet om at udvikle nye teknologier som kunstig intelligens og brug af store data. Her er brug for at få flere fagligheder i spil. Regeringen foreslår derfor at etablere et nyt nationalt forskningscenter for digitale teknologier på tværs af sektoren. Derudover vil regeringen udarbejde en handlingsplan, som kan styrke kapaciteten til teknologisk forskning. Den skal ikke foregå afsondret fra samfundet, viden skal ikke leve isoleret på universiteterne, viden skal gøre gavn. Derfor er en vigtig ambition, at Danmark skal have et innovationssystem – som også hr. Henrik Dahl var inde på – i verdensklasse.

Vi skal skabe ny viden i samarbejde med universiteterne og de danske virksomheder og særlig de små og mellemstore virksomheder skal tænkes med her. Som det fremgår af den årlige redegørelse, har de private forskningsinvesteringer været svagt faldende siden 2008. Det er en udvikling, vi bliver nødt til at analysere nærmere.

Vi vil samtidig bede en række internationale eksperter om at komme med anbefalinger til, hvordan vi kan løfte innovationsarbejdet i Danmark til nye niveauer. Og endelig er det regeringens ambition, at der skal bygges en bro mellem videnskaben og danskerne. Forskningen skal i højere grad nå ud til den brede befolkning, vi skal have respekt for forskerne, og vi skal hylde de kloge og det kloge. Derfor er det en del af strategien at styrke formidlingen af dansk forskning og begejstringen for den. Heldigvis er der god grobund i befolkningen for det. Det kan jeg allerede sige nu, hvor jeg har holdt flere møder, og hvad jo også er dokumenteret i en meningsmåling foretaget for nylig af YouGov bragt i dag i Berlingske.

Strategien indeholder mange vigtige initiativer, som bygger videre på det gode udgangspunkt, og gør Danmark klar til at gribe fremtiden – 28 initiativer, nogle mere kvantitative, andre mere kvalitative, for at være helt præcis. Mange af strategiens initiativer kræver, at vi kan finde finansiering fra forskningsreserven i 2019. Der er behov for politisk opbakning til at realisere initiativerne. Det ser jeg frem til at drøfte med partierne til næste år. Det er mit håb, at strategien sammen med den årlig redegørelse vil danne et godt udgangspunkt for en drøftelse af fremtidens forskning og innovation. Jeg ser frem til drøftelsen nu og siger dermed tak for ordet.

Foreløbig tak til ministeren. Der er en enkelt, der nu har tegnet sig ind, og det er fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak til ministeren. Nu forklarer ministeren jo, hvordan man kan se, at de private investeringer i forskning har været svagt faldende, og det bekymrer ministeren, og derfor vil man gerne gøre noget. Det synes jeg jo er udmærket. Kunne man ikke også kigge på, at der faktisk har været et ret brat fald i de offentlige investeringer i forskning fra 2015? Var det ikke også en mulighed, at regeringen kunne sætte ind der og faktisk være med til at hæve forskningsmidlerne op på i hvert fald det niveau, som de var på, inden regeringen kom til og skar ned? For ville der ikke være mening i, at vi sagde, at vi både sørger for at forsøge at understøtte de private virksomheders investering og forskning, men at vi faktisk også fra det offentliges side går ind og lægger et ordentligt bidrag i forhold til forskning her, så vi kan komme helt i top? Var det ikke noget, ministeren kunne være med til at undersøge?

Ministeren.

Jeg har godt hørt Enhedslistens syn på det her igennem den her debat, og der medfølger aldrig finansieringsforslag til, hvordan det skal ske. Men dernæst har regeringen jo altså lagt en anden grundfilosofi frem, nemlig den, at vi via reformer ønsker at skabe vækst i det danske samfund, så vi får en så stor vækst som overhovedet muligt, hvorved der udløses endnu flere penge til forskningen, fordi vi står fast på, at mindst 1 pct. af vores bruttonationalprodukt skal anvendes på forskning.

Så der er en forskel i filosofien. Vi ønsker ikke at være med i en krybben er tom-ordbrug; vi ønsker at skabe vækst, så der kommer flere penge til forskningen. Og derfor ville det være rart, hvis f.eks. et parti som Enhedslisten tilsluttede sig regeringens reformmålsætninger og dermed var med til at hjælpe dansk forskning godt på vej.

Spørgeren.

Ja, jeg tror, det er ret åbenlyst, at der er nogle filosofiske forskelle. Men jeg vil gerne spørge ministeren: Er det ikke sådan, at investeringer i uddannelse og forskning også er noget, som faktisk lægger et rigtig godt fundament for vores samfundsøkonomi – at de investeringer, vi lægger i forskning, kan være med til at bringe Danmark økonomisk foran på en række vigtige områder? Vil ministeren ikke give mig ret i, at sådan ser det også ud?

Ministeren.

Men hvis den betragtning om, at vi skal gøre det, der bedst kan betale sig, skulle være gældende, skulle dansk økonomisk politik jo lægges voldsomt om. Så skulle man jo f.eks. have topskattelettelser i morgen, hvilket jeg ved at Enhedslisten er voldsomt modstandere af. Så hvis det rationale skal følges, vil jeg gerne følge det til dørs med fru Eva Flyvholm. Men så skal man jo sætte sig ned og lave en helt anden økonomisk plan end det, vi taler om. Denne regering prøver møjsommeligt at følge noget af rationalet, nemlig ved at prøve at få reformer igennem det danske Folketing, som faktisk skaber vækst, herunder selvfølgelig investeringer i forskning og uddannelse.

Det er vigtige ministerudmeldinger, men nu går vi videre til fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre. Værsgo. (Uddannelses- og forskningsministeren (Søren Pind): Jeg tænkte nok, at formanden ville værdsætte det!).

Tak for det. Jeg vil gerne sådan lidt mere tekstnært spørge til – det har vi jo også anledningen til her – de her kvalitetsindikatorer for basisforskningen, og hvordan vi udvikler dem. Jeg synes jo, det er – og det tror jeg ingen kan være imod – en endnu højere kvalitet i forskningen og en gennemsigtighed, går jeg ud fra, så vi kan se, hvad det er, der bidrager til kvalitet. Så kunne ministeren ikke lige uddybe, hvad det er for nogle foreløbige tanker, som ministeren og regeringen gør sig på det her område, og måske allermest, om vi kunne give hinanden håndslag på, at det ikke udvikler sig til mere bureaukrati, som er noget af det, som forskerne allerede i meget høj grad er ophængt med, og som jo betyder mindre tid til den egentlige forskning?

Ministeren.

Det forstår jeg sådan set godt at ordføreren spørger om. For vi har jo brug for data, og hvis man har brug for data, kræver det også, at de kan indsamles, og det, at man kan indsamle data, kræver et bureaukrati. Det, vores opgave bliver, er at mindske det, så det er mindst muligt, svarende til det udbytte, vi har af de data, vi indhenter. Det er jo derfor, vi vil indhente international ekspertbistand til at sige: Hvordan kan vi gøre det her klogt og meritokratisk baseret, som også hr. Henrik Dahl sagde det, og så det samtidig gør gavn? Derfor vil jeg nødig sådan gå meget firkantet ned i detaljer, for det kommer til at kræve et solidt stykke arbejde, som også vil kræve en involvering af de politiske partier i Folketinget.

Værsgo.

Det er i orden, og det forstår jeg udmærket. Så lad det blot være en hensigtserklæring herfra, som jeg også hørte det fra ministeren, at vi må bestræbe os på at nedbringe tiden, forskere bruger på at afrapportere. Ja, vi har brug for data, og de har brug for at forske, og der er allerede en lang række afrapporteringer. Forenkling er også et af de ord, der fremgår af redegørelsen. Lad os holde fast i, at det skal udbredes endnu mere.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har et dybtfølt ønske om at forenkle og klargøre. Jeg har samtidig også et ønske om, at vi kan høste data. Hvordan finder vi det helt perfekte system? Det kommer vi nok ikke til. Men vi kan givetvis gøre det bedre, og det vil jeg håbe vi kan nå til enighed om.

Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Jeg vil bare tillade mig at komme med en positiv, anerkendende kommentar til ministeren. Jeg brugte jo noget tid i min ordførertale på at tale om netop det her med big data og viden, der centraliseres i skyen osv., som jo betyder, sådan som jeg ser det, og som også andre, megatrends osv., siger, at vi skal have en helt anden forskning, som går på tværs af forskningsområder, på banen, altså hvor den humanistiske forskning skal blandes mere ind i andre forskningsområder. Det var det, jeg hørte ministeren sige om et center, der går på tværs af sektorer. Så kunne jeg bare godt lige tænke mig at høre ministeren kort uddybe, hvad det kommer til at gå ud på.

Ministeren.

Helt generelt kan vi jo se med hensyn til det faglige og det tværfaglige, altså den meget ideologiske diskussion, man har haft om det igennem de sidste mange år, at de nye opdagelser står i et krydsfelt mellem de to, og ja, et krydsfelt mellem det naturvidenskabelige og det humanistiske, og det bliver vi nødt til at afdække nærmere. Det, der bare er vigtigt for mig at sige, er, at vi har oplevet før, hvordan en diskussion a la det her medførte en slækkelse på fagligheden, og det kan vi ikke. Der bør vi have lært af historien. Der bør vi have lært af f.eks. det, hr. Henrik Dahl siger, om, at der bør være et ubetinget meritokratisk krav. Det bør der være til fagligheden. Men de nye opdagelser ligger bare i et samspil mellem den ypperlige faglighed og den ypperlige tværfaglighed.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg tager det op, er jo også, at den humanistiske forskning, synes jeg, tidligere ikke helt er blevet taget alvorligt i Folketingssalen i visse sammenhænge, hvor det ligesom er blevet banaliseret til at handle om nogle helt mikroskopiske udfordringer om, hvad skal man sige, meget små problemstillinger, som ikke har relevans i forhold til andet end det lillebitte forskningsområde, og det glæder mig bare, at jeg fornemmer, at ministeren anerkender, at den humanistiske forskning bliver mere og mere vigtig og den selvfølgelig har været det hele vejen igennem. Det var også derfor, jeg nævnte det her med, at viden er magt. For når man forsker i f.eks. magt, så er det jo humanistisk forskning, som man bruger til det, og sådan nogle relationer er jo enormt vigtige at forske i i fremtiden i forbindelse med det, som ministeren også taler om.

Ministeren.

Det er ikke tilfældigt, at jeg har brugt ordet gavn og ikke ordet nytte. Det er, fordi jeg ser det ansvar, vi har, som værende bredere end bare en nytteantagelse, og jeg er meget enig i det, som Liberal Alliances forskningsordfører, hr. Henrik Dahl, sagde, nemlig at profitkravene til henholdsvis forskning og innovation er forskellige. Forskning er risikovillig kapital, og der bør være plads på meritokratisk basis, hvor vi bl.a. overlader en del til f.eks. Det Frie Forskningsråd til at træffe nogle beslutninger om, hvem der skal understøttes. Og nogle gange kan noget se mærkeligt ud, men det må vi leve med, fordi det i sidste ende er et gavnsspørgsmål og ikke et nyttespørgsmål. Det er det utrolig klare svar.

Med det svar siger vi tak til uddannelses- og forskningsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.