L 87 Forslag til lov om ændring af lov om stormflod og stormfald.

(Udvidelse af dækningsomfang ved stormflod og oversvømmelser fra vandløb og søer, ny organisering af oversvømmelsesordningen samt justering af stormfaldsordningen).

Af: Erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 25-01-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 25. januar 2018

20171_l87_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 25. januar 2018

Forslag

til

Lov om ændring af lov om stormflod og stormfald

(Udvidelse af dækningsomfang ved stormflod og oversvømmelser fra vandløb og søer, ny organisering af oversvømmelsesordningen og justering af stormfaldsordningen)

§ 1

I lov om stormflod og stormfald, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 20. oktober 2014, som ændret ved § 4 i lov nr. 1730 af 27. december 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke vandløb og søer og hvilke skader herfra der er omfattet af stk. 1, nr. 2.«

2. Efter § 1 indsættes:

»§ 1 a. En kommune kan erhverve en privat borgers grund, hvis den pågældendes ejendom inden for en kortere årrække gentagne gange har været ramt af stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer eller skybrud og dette forventes også at ske i fremtiden.

Stk. 2. Stormrådet kan via stormflods- og oversvømmelsespuljen under nærmere fastsatte betingelser medvirke til køb af en privat borgers grund sammen med en kommune, jf. stk. 1.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for køb af private grunde efter stk. 1 og 2.«

3. § 2, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Ved stormfald forstås:

1) Stormfald i en landsdel: Hvis der i en landsdel ved kraftig vindpåvirkning er væltet eller knækket træer svarende til mindst 1 års hugst i den ramte landsdel.

2) Stormfald i hele landet: Hvis der i en eller flere landsdele ved kraftig vindpåvirkning tilsammen er væltet eller knækket mindst 1 mio. m³ træ.«

4. I § 2 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Ved en landsdel, jf. stk. 3, forstås et område som defineret ved Danmarks Statistiks NUTS III-kode.

Stk. 5. Efter forhandling med miljø- og fødevareministeren kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om vurderingen af, om oversvømmelser fra vandløb og søer er omfattet af § 2, stk. 2.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

5. I § 4, stk. 2, ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 3-6«.

6. I § 4, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »terræn«: », medmindre disse er godkendt til og anvendes som beboelse«, og som 2. pkt. indsættes:

»Erstatning kan i disse tilfælde maksimalt udgøre 120.000 kr.«

7. § 4, stk. 2, nr. 9, affattes således:

»9) Haveanlæg, herunder terrasser og trapper, og løsøre og bygninger placeret i haven.«

8. I § 4, stk. 2, indsættes efter nr. 9 som nyt nummer:

»10) Garager og carporte, medmindre de deler fundament med eller er en integreret del af en bygning til beboelse og samtidig indeholder tekniske installationer til brug for bygningens drift.«

Nr. 10-16 bliver herefter nr. 11-17.

9. I § 4, stk. 2, nr. 11, der bliver nr. 12, indsættes efter »containere,«: »bortset fra containere til opmagasinering af løsøre i forbindelse med oprydning og genopbygning af en ejendom efter stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer,«.

10. § 4, stk. 2, nr. 16, der bliver nr. 17, affattes således:

»17) Løsøre, der tilhører erhvervsvirksomheder, medmindre det er placeret mindst 10 cm over gulvniveau eller terræn eller der er tale om løsøre, der har en naturlig placering direkte på gulv eller terræn.«

11. § 4, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Der ydes erstatning til privatpersoner for omkostninger i tilknytning til genhusning, herunder opmagasinering og flytning. Erstatning til genhusning ydes i maksimalt 2 år, medmindre der af særlige årsager skønnes at være behov for, at der ydes erstatning i længere tid. Erstatning kan maksimalt udgøre 12.000 kr. pr. måned. Sker genhusning ved etablering af en midlertidig beboelse på skadesstedet i form af beboelsespavilloner el.lign., kan der ydes et engangsbeløb på maksimalt 24.000 kr. til dækning heraf.«

12. I § 4 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. I tilfælde, hvor der ikke sker genhusning, ydes der erstatning til privatpersoner for omkostninger til nødvendig opmagasinering af løsøre, hvis dette sker på grund af udbedring af skader på bygninger efter stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer. Erstatning til opmagasinering uden samtidig genhusning kan maksimalt udgøre 3.000 kr. pr. måned.

Stk. 5. Der ydes erstatning for ekstra byggeomkostninger op til 1 mio. kr., hvis disse er nødvendige for at opfylde de krav, som stilles af byggemyndigheder i henhold til byggelovgivningen, når en beskadiget bygning skal genopføres eller repareres. Erstatning for ekstra byggeomkostninger ydes dog kun, hvis

1) udgifterne vedrører de dele af bygningen, der er beskadiget og bliver erstattet efter reglerne i denne lov,

2) det ikke er muligt at opnå dispensation fra reglerne i byggelovgivningen,

3) byggemyndigheden ikke har eller kunne have stillet krav om lovliggørelse inden skadens opståen,

4) udgiften ikke skyldes mangelfuld vedligeholdelse og

5) genopførelse eller reparation finder sted.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 6 og 7.

13. I § 4, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres »1-4« til: »1-6«.

14. § 6 affattes således:

»§ 6. Ved udbetaling af erstatning for skader forårsaget af stormflod eller oversvømmelse fra vandløb eller søer fratrækkes følgende selvrisiko:

1) For skader på ejendomme til helårsbeboelse er selvrisikoen 5 pct. Selvrisikoen udgør minimum 5.000 kr. og maksimalt 30.000 kr.

2) For skader på fritids- og sommerhuse er selvrisikoen 10 pct. Selvrisikoen udgør minimum 10.000 kr. og maksimalt 50.000 kr.

3) For skader på erhvervsejendomme er selvrisikoen 14 pct. Selvrisikoen udgør minimum 14.000 kr.

4) For skader på privat løsøre placeret i ejendomme til helårsbeboelse er selvrisikoen 5 pct. Selvrisikoen udgør minimum 5.000 kr. og maksimalt 30.000 kr.

5) For skader på privat løsøre placeret i fritids- og sommerhuse er selvrisikoen 5 pct. Selvrisikoen udgør minimum 5.000 kr. og maksimalt 50.000 kr.

6) For skader på erhvervsløsøre er selvrisikoen 14 pct. Selvrisikoen udgør minimum 14.000 kr.

Stk. 2. Der betales ikke selvrisiko af udgifter til skadesbegrænsning.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling af selvrisiko.«

15. § 6 a ophæves.

16. § 8 affattes således:

»§ 8. En skade forårsaget af stormflod eller oversvømmelse fra vandløb og søer skal af forsikringstageren anmeldes til forsikringsselskabet, hvor vedkommende er brandforsikret, senest 2 måneder efter skadens indtræden. Der kan dispenseres fra anmeldelsesfristen på 2 måneder, hvis skadelidte er uden skyld i fristoverskridelsen eller der i øvrigt foreligger berettigede, undskyldelige grunde hertil.

Stk. 2. Forsikringsselskabet foretager taksation af skader forårsaget af stormflod og oversvømmelse fra vandløb og søer. Taksation, herunder udfærdigelse af taksatorrapport, skal foretages, senest 22 arbejdsdage efter at taksator har det fornødne grundlag for at foretage taksationen. Taksatorrapporten sendes til forsikringstageren, som indtil 14 dage efter modtagelsen kan afgive bemærkninger til forsikringsselskabet.

Stk. 3. Forsikringsselskabet skal træffe afgørelse, senest 22 arbejdsdage efter at alle de nødvendige oplysninger til brug for udarbejdelsen af den endelige taksatorrapport foreligger. Forsikringsselskabet anviser erstatningen til udbetaling via stormflods- og oversvømmelsespuljen. Bestemmelserne i §§ 39, 57 og 58 i lov om forsikringsaftaler gælder også for forsikringsselskabernes afgørelse i sager om stormflod og sager om oversvømmelse fra vandløb og søer.

Stk. 4. Forsikringsselskabet kan lade et andet forsikringsselskab, der tilbyder tegning af brandforsikring, varetage selskabets opgaver i henhold til denne lov. Sådanne aftaler skal godkendes af Stormrådet, inden det andet forsikringsselskab påbegynder varetagelsen af opgaver efter denne lov.

Stk. 5. Stormrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra fristerne i stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 1. pkt.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for forsikringsselskabernes sagsbehandling og brug af fælles it-systemer m.v.«

17. § 8 a ophæves.

18. I § 9 ændres »behandling af stormflodssager og om betaling for taksation i sager om oversvømmelse fra vandløb og søer« til: »behandling og taksation af stormflodssager og sager om oversvømmelse fra vandløb og søer«.

19. § 10 affattes således:

»§ 10. Stormrådet fører tilsyn med forsikringsselskabernes behandling af stormflodssager og sager om oversvømmelse fra vandløb og søer.

Stk. 2. Stormrådet kan meddele de påbud, som anses for nødvendige for forsikringsselskabernes overholdelse af loven eller regler fastsat i medfør af loven. Stormrådet kan offentliggøre påbud efter 1. pkt.

Stk. 3. Stormrådet kan i særlige tilfælde kræve, at et forsikringsselskab kompenserer stormflods- og oversvømmelsespuljen for uberettiget udbetalt erstatning.

Stk. 4. De nærmere regler for tilsynet, herunder de nærmere regler for Stormrådets påbud til forsikringsselskaberne og offentliggørelse heraf samt krav om kompensation fra forsikringsselskaberne af uberettiget udbetalt erstatning, fastsættes i Stormrådets forretningsorden, jf. § 21, stk. 3.«

20. I § 10 a indsættes efter »stormflodssager«: »og sager om oversvømmelse fra vandløb og søer«.

21. § 11, stk. 5, ophæves.

Stk. 6 bliver herefter stk. 5.

22. § 12, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved fladefald forstås den del af arealet, hvor mindst 2/3 af træerne er væltet, knækket eller rodløsnet.«

23. § 13, stk. 1, affattes således:

»Stormrådet yder tilskud til en stormfaldsramt skov, når den samlede stormfaldsflade udgør mindst 0,5 ha. De enkelte stormfaldsflader skal udgøre mindst 0,2 ha.«

24. I § 13, stk. 2, 2. pkt., ændres », udarbejdelse af tilplantningsplaner og lokalitetskortlægning« til: », og udarbejdelse af tilplantningsplaner«.

25. § 13, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

26. § 14 affattes således:

»§ 14. Tilskuddet efter § 12, stk. 2, består af et oprydningstilskud og et gentilplantningstilskud. Oprydningstilskud omfatter oprydning af det stormfaldsramte areal, og gentilplantningstilskud omfatter udgifter til gentilplantning. Begge tilskud udbetales, når gentilplantningen er afsluttet.«

27. § 15 affattes således:

»§ 15. Stormrådet fastsætter tilskudssatsernes størrelse efter udtalelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.«

28. I § 16, stk. 1, 2. pkt., ændres »Stormrådet« til: »Miljøstyrelsen«.

29. § 16, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ansøgning om tilskud sendes til Miljøstyrelsen inden for en frist, som fastsættes af Stormrådet. Ansøgning om tilskud skal være vedlagt en tilplantningsplan.«

30. § 19, stk. 2 og 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

31. I § 19, stk. 4, der bliver stk. 2, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1«.

32. § 21, stk. 1, affattes således:

»Der nedsættes et stormråd bestående af 1 formand og 7 andre medlemmer samt suppleanter for disse. Erhvervsministeren udnævner rådets formand, rådets næstformand, der repræsenterer Erhvervsministeriet, og 6 andre medlemmer af rådet, der repræsenterer følgende myndigheder og organisationer: Miljø- og Fødevareministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Justitsministeriet, KL, Forsikring & Pension og Forbrugerrådet Tænk. Endvidere tilknyttes til Stormrådet tre særligt sagkyndige med indsigt i stormflod og kystforhold, vandløb og søer samt stormfald. Disse udpeges af henholdsvis Kystdirektoratet og Miljøstyrelsen. De særligt sagkyndige har ikke stemmeret.«

33. I § 22, stk. 6, ændres », Miljøministeriet og Transportministeriet« til: »og Miljø- og Fødevareministeriet«.

34. I § 24, stk. 2, indsættes efter »stormflod«: »eller oversvømmelse fra vandløb og søer«.

35. § 24, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Afgiften udgør årligt 30 kr. pr. police til stormflods- og oversvømmelsespuljen og 10 kr. pr. police til stormfaldspuljen og opkræves sammen med den første præmieopkrævning i kalenderåret. Indtil stormflods- og oversvømmelsespuljen udgør 500 mio. kr., kan afgiften til denne pulje forhøjes til 50 kr. pr. police.«

36. § 27, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

37. I § 27, stk. 4, ændres »en midlertidig forhøjelse på 20 kr. af den årlige afgift« til: »den midlertidige forhøjelse af den årlige afgift, jf. § 24, stk. 3, 2. pkt«.

38. I § 27, stk. 5, indsættes efter »tilbagebetalt«: »og formuen i stormflods- og oversvømmelsespuljen igen udgør 500 mio. kr., jf. § 24, stk. 3, 2. pkt«.

39. Overskriften til kapitel 7 affattes således:

»Kapitel 7

Stormflodsvarsling«.

40. § 28 ophæves.

41. I § 29, stk. 3, ændres »Transportministeriet« til: »Miljø- og Fødevareministeriet«.

42. I § 30, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »stormflodssager«: »og sager om oversvømmelse fra vandløb og søer«, og som 3. pkt. indsættes:

»Beslutninger, der træffes efter § 1 a, kan ikke indbringes for Stormrådet.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018. § 1, nr. 6, 9, 21-23, 30, 31, 39 og 40, har virkning fra den 14. november 2017.

Stk. 2. Regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5, i lov om stormflod og stormfald, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 20. oktober 2014, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 4, stk. 7, i lov om stormflod og stormfald.