L 239 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om Udbetaling Danmark og udlændingeloven.

(Indførelse af beskæftigelseskrav for ret til uddannelses- og kontanthjælp og forlængelse af opholdskravet samt ophævelse af bestemmelsen om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-05-2018
1. behandlet / henvist til udvalg 08-05-2018
Betænkning afgivet 29-05-2018
2. behandlet/direkte til 3. behandling 01-06-2018
3. behandlet, vedtaget 04-06-2018
Ministerområde:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Resumé:
Lovforslaget udvider opholdskravet fra mindst 7 ud af de seneste 8 år til mindst 9 ud af de senest 10 år og indfører et beskæftigelseskrav, der sammenlagt skal svare til 2 år og 6 måneders fuldtidsbeskæftigelse inden for de seneste år, hvis man skal optjene ret til uddannelses- og kontanthjælp.

Regeringen ønsker med et styrket opholdskrav, at det økonomiske incitament til at overgå fra integrationsydelse til beskæftigelse bliver større. Med beskæftigelseskravet gøres det til en forudsætning for at få adgang til uddannelses- eller kontanthjælp, at man har bidraget aktivt til det danske samfund ved en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Endelig ophæver lovforslaget muligheden for fortsat ophold i Danmark på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning for udlændinge, der har fået inddraget eller nægtet forlænget deres opholdstilladelse.

Lovforslaget er et led i udmøntningen af "Aftale om lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbetalinger" af 6. februar 2018 mellem regeringen(Venstre Liberal Alliance og Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 51 (DF, V, LA og KF), imod stemte 20 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 27 (S).