L 163 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister.

(Udvidelse af kredsen af personer, som kan tildeles særlig adressebeskyttelse).

Af: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 28-02-2018
1. behandlet / henvist til udvalg 10-04-2018
Betænkning afgivet 17-05-2018
2. behandlet/direkte til 3. behandling 24-05-2018
3. behandlet, vedtaget 29-05-2018
Ministerområde:
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Resumé:
Lovforslaget indebærer, at den eksisterende ordning for særlig adressebeskyttelse i Det Centrale Personregister (CPR) udvides til at omfatte personer, der indgår i et exitprogram på grund af deres tilknytning til rocker- og bandemiljøet. Desuden udvides ordningen med særlig adressebeskyttelse til at omfatte særlig truede vidner i straffesager og ofre for chikane, forfølgelse eller stalking, der ikke har forbindelse til æres- eller samlivsrelaterede konflikter.

Lovforslaget udmønter en del af aftalen om en bandepakke, »Aftale om Bandepakke III – Bander bag tremmer«, som blev indgået af regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti den 24. marts 2017.

Loven træder i kraft den 1. oktober 2018.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 106 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.