L 94 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Videreførelse af adgangen til opholdstilladelse med henblik på at drive selvstændig erhvervsvirksomhed).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 15-11-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 28-11-2017
Betænkning afgivet 12-12-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 15-12-2017
3. behandlet, vedtaget 20-12-2017
Ministerområde:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Resumé:
Lovforslaget viderefører og tilpasser »Start-up Denmark«, der trådte i kraft den 1. januar 2015. »Start-up Denmark« var baseret på en aftale mellem den daværende regering (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, nemlig »Aftale om en reform af international rekruttering – Lettere adgang til højtkvalificeret arbejdskraft«.

Formålet med ordningen er at tiltrække udenlandske iværksættere med innovative forretningsideer. For at opnå opholds- og arbejdstilladelse under ordningen skal iværksætteren have vurderet og godkendt sin forretningsplan af et ekspertpanel nedsat af Erhvervsministeriet. Godkendes forretningsplanen, kan iværksætteren efterfølgende søge opholds- og arbejdstilladelse. Ordningen trådte i kraft den 1. januar 2015 for en 3-årig periode.

Det er regeringens opfattelse, at ordningen har været en succes. Ekspertpanelet har frem til den 1. august 2017 godkendt 94 forretningsplaner, og der er på den baggrund meddelt 56 opholds- og arbejdstilladelser. Lovforslaget viderefører »Start-up Denmark« og justerer samtidig ordningen på baggrund af erfaringerne med ordningen.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 74 (S, V, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 32 (DF og EL), hverken for eller imod stemte 0.