Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 193:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om social pension. (Ressourceforløb og dokumentationskrav for tilkendelse af førtidspension).

Af beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen).

(Fremsættelse 21.03.2018).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til hr. Leif Lahn Jensen som ordfører for Socialdemokratiet.

Det her er til gengæld en af de vigtigste diskussioner og reformer, vi nogen sinde har haft – i hvert fald i den her tid.

Hele ideen med reformen af førtidspension og fleksjob var at få flere i arbejde og flere til at forsørge sig selv. Hele ideen med ressourceforløbet er netop være et redskab til sammen med borgeren i trygge omgivelser og med borgerens fulde forståelse og medvirken at udvikle arbejdsevnen, hvis det er muligt. Hvis en person er for syg eller svag til det, ja, så skal man selvfølgelig ikke sætte sådan et forløb i gang. Så skal vedkommende have en førtidspension. Og man skal heller ikke, som vi har set masser eksempler på, sætte mennesker i et ressourceforløb, fordi man ikke lige ved, hvad man skal stille op med dem. Et ressourceforløb skal give mening, ellers skal man lade være.

Det går simpelt hen ikke godt nok derude, og det er der desværre alt for mange eksempler på. Jeg tror, at jeg har det ligesom mange andre herinde. Når jeg ser nogle af de eksempler derude eller i pressen, tager jeg mig til hovedet og tænker: Hvad søren sker der?

Vi troede i forligskredsen, og det gjorde jeg også selv, at vi kunne klare os med orienteringsskrivelser, rådgivning, diverse forsøg, hvor vi endda gav penge via satspuljen. Og jo, der er også nogle kommuner, der er blevet gode og bedre, men der er virkelig stadig mange eksempler på kommuner, der tolker loven, præcis som de vil. Derfor må vi politikere på Christiansborg tage et ansvar, som vi gør nu, og stoppe det her og sørge for at passe på alle de syge mennesker. Det fortjener de, og derfor er vi nødt til at gøre loven mere præcis.

Med præciseringen holder vi fast i intentionerne med lovgivningen, som jeg tror der er rigtig mange der er enige med os i. Man kan godt – og nu kommer jeg ind på præciseringen – få førtidspension, uden at man først skal i et ressourceforløb. Jeg gentager lige igen, for det kunne jo være, at der var nogle kommuner derude, der stadig væk er i tvivl, og så synes jeg, at de skal lytte til, hvad jeg siger nu: Man kan godt få førtidspension, uden at man først skal i et ressourceforløb, og det skal være tydeligt ved indsatserne i et ressourceforløb, at der er en klar forventning om, at borgeren kan drage nytte af indsatsen og udvikle sin arbejdsevne. Jeg håber, at der var nogle, der lyttede.

Jeg vil godt sige tak for alle høringssvarene, som næsten alle er positive over for ændringerne, men som stadig har en kæmpe bekymring for, om det nu også hjælper, og om kommunerne retter ind. Og det forstår jeg fuldt ud de har, når jeg ser på, hvem der er bekymret: Det er de organisationer, som netop er talerør for de her mennesker – talerør for dem, som bliver jagtet rundt i systemet, mennesker, som bare skulle have fred. Jeg forstår godt, at der er blevet opbygget en mistillid til kommunerne og en mistillid til reformen, og at de er i tvivl om, om det her virker. Det forstår jeg godt, men jeg er ikke i tvivl om, at det vil virke. For det første er kammeradvokaten ikke i tvivl om, at præciseringen rammer og er helt i tråd med intentionerne i loven. Kammeradvokaten mener også, at hvis man ikke forstår det, fortolker man simpelt hen reglerne forkert.

Jeg indrømmer gerne, at der var brug for den her præcisering, for det kan man jo se. Mange af de kommuner, som efter min mening rent faktisk gjorde det forkert, endte jo med sådan set at få ret af Ankestyrelsen og vandt sagen. Men nu siger Ankestyrelsen så, at det vil gøre, at de ændrer hidtidig praksis i forhold til, hvem der skal i ressourceforløb. De siger også, at nogle af de afgørelser, de har truffet, med den her præcisering ville være faldet anderledes ud.

Så nu kigger jeg igen ud på kameraerne og håber på, at der er nogle i kommunerne, der sidder og lytter til mig: Kære kommuner! I ønskede en præcisering. Nu har I fået den her præcisering, som I ønskede jer, og nu forventer jeg også, og nu forventer vi også, at I giver de her mennesker den behandling, de har fortjent.

Er det her så godt nok i forhold til reformen? Nej, slet ikke. Der skal mere til for at gøre reformen lige så god, som vi ønskede, og det er der også flere der pegede på i høringssvarene. Evalueringen og forhandlingerne starter nu, og her har jeg og vi som parti selvfølgelig også en masse forslag, som skal hjælpe de her mennesker endnu bedre. Jeg vil også godt takke alle, der har haft møde med mig – almindelige mennesker og organisationer – for at komme med rigtig mange gode forslag til forbedringer.

Så ja, vi stemmer for præciseringen, men vi holder i Socialdemokratiet stadig væk skarpt øje med, om det her virker godt nok, og hvis ikke det gør det, kræver vi altså, at der bliver kigget på sagen igen. Så vi går konstruktivt ind i de her forhandlinger nu for netop at sikre, at flere syge mennesker bliver hjulpet og ikke mindst behandlet ordentligt og anstændigt. Derfor synes jeg, at det er en rigtig, rigtig god dag og en rigtig vigtig dag, og jeg håber inderligt, at kommunerne nu begynder at rette ind. Nu har de fået det, de ønskede, eller også er vi i hvert fald nok nogle stykker, der skal holde øje med dem.

Tak for talen. Der er korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg skal bare lige høre hr. Leif Lahn Jensen om noget. Nu blev det nævnt, at man skulle i gang med at se på en evaluering. Det her vedrører jo en præcisering i forhold til førtidspension, men jeg savnede jeg lidt noget vedrørende fleksjob. Er det noget af det, som man så skal i gang med at se på: at der ikke er nogen, der bliver afprøvet helt ned til under 1 time i fleksjob, som sengeliggende og alt det der? Er det noget af det, der kommer i den næste ombæring, for jeg kan ikke se, at det er med her?

Spørgeren.

Nej, det, der er med her, er jo netop for at undgå det, som vi ser, altså at man bliver jagtet rundt i ualmindelig dårlige ressourceforløb. Det er jo også derfor, at vi har fremrykket den her del, altså for at det kunne træde i kraft allerede den 1. juni; det er jo derfor, vi har gjort det her.

Den store evaluering, som jeg også er sikker på at hr. Bent Bøgsted har set – der er kommet en masse papirer ud – går i gang nu. Den skal så igennem forhandlinger og senere igennem salen og kan så træde i kraft senere, og der kommer vi til at diskutere alt andet. Og med alt andet mener jeg alt andet – det er fleksjob, det er førtidspension, og det er alt, hvad der indgår i den der reform.

Så ved hr. Bent Bøgsted jo også, at det selvfølgelig kommer an på, hvordan det ender politisk, og hvad man bliver enige om. Men jeg vil garantere, at stort alt bliver drøftet i de forhandlinger; det tror jeg.

Spørgeren.

Det vil så sige, at vi ikke får et håndslag på, at der kommer ændringer på fleksjobdelen af reformen. De ændringer, der er her med førtidspension, bliver vedtaget i dag, og det ser også tilforladeligt ud, men fleksjobdelen ved vi ikke noget om, og hr. Leif Lahn Jensen kan heller ikke sige noget om, om der kommer noget igennem. Men jeg går ud fra, at Leif Lahn Jensen er hundrede procent klar over, at der også er problemer der.

Ordføreren.

Jamen jeg tror nok, at den her sag er den sag, jeg har været allermest inde i i de 6-7 år, jeg har været ordfører, fordi der heldigvis er rigtig mange mennesker, der har brugt tid på at forklare mig det. Så jeg tror, at jeg efterhånden ved rigtig mange ting om den her sag, og jeg ved også, hvor problemerne er. Og hr. Bent Bøgsted ved jo også godt, at sådan foregår politik ikke. Man kan jo ikke vide, hvor det ender og ikke ender efter en forhandling.

Men jeg vil garantere, at noget af det, som er vigtigt for os, er den tidlige indsats; det er at behandle mennesker ordentligt i det her system, og det er at kigge på det enkelte menneske og sørge for at give dem bedring. Og hvis ikke de kan få det, skal de have den førtidspension.

Den næste spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det ville jo have været rigtig fedt, hvis ordføreren havde lyttet til de mange indsigelser, som der også var, da reformen blev lavet. Altså, det er jo ikke sådan, at de har overrasket ret mange mennesker i det her land, ud over forligskredsen. Det er så en ting. En anden ting er, om ordføreren vil prøve at give et bud på, hvor mange nye der vil få adgang til førtidspension med de ændringer, der ligger her.

Ordføreren.

Jeg kan selvfølgelig ikke sætte et tal på, hvor mange mere det er; det tror jeg også godt hr. Christian Juhl ved. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, og det kan man også se af det, som ministeren har skrevet, at det her vil give flere førtidspensioner, men ikke flere i forhold til, hvad det egentlig skulle, altså i forhold til den intention, vi havde dengang. For nu rammer vi jo netop det, der var hele meningen med reformen, og meningen med reformen var jo netop, at hvis du skulle have en førtidspension og var for syg til de ressourceforløb, så skulle du have en førtidspension. Og det betyder, at de mennesker, som er drønet igennem ualmindelig dårlige ressourceforløb og sådan set bare skulle have haft en førtidspension for lang tid siden, får det hurtigere.

Så det eneste, jeg kan sige som svar til det spørgsmål, er, at der er flere, der får førtidspension, og at der forhåbentlig er ingen, der kommer igennem de her dårlige ressourceforløb, hvis de bare skulle have haft en førtidspension. Men præcis hvad det tal er, kan jeg simpelt hen ikke vide.

Spørgeren.

Det vil sige, at ordføreren bevæger sig på et lige så løst grundlag som ministeren på det her område. Jeg spurgte nemlig om, hvor mange nye man regnede med, og ikke om de ville slippe for nogle ting, eller hvad ved jeg. Jeg vil gerne vide, hvor mange nye. Det må vi så vente på.

Så kunne det være, at jeg kunne stille et spørgsmål, som jeg kunne få svar på. Hvad er det for nogle forslag, Socialdemokratiets ordfører har, som han vil prøve at få ind i de her forhandlinger? Det kunne jo være ret interessant at høre. Kunne ordføreren løfte sløret for, hvad det er for nogle ting? Og kunne det være, at vi så kunne bruge tiden på at hjælpe hinanden med at få dem igennem, i stedet for at vi skal have den rollefordeling, der har været, siden reformen blev lavet? Altså at vi har båret kritikken ind i Folketinget, og nu har forligskredsen så erkendt, at der var problemer.

Ordføreren.

Med al respekt for Enhedslistens store arbejde mener jeg ikke, at det kun er Enhedslisten, der har båret kritikken ind i Folketinget. For det er der mange af de her organisationer og mennesker, der rent faktisk har. Så lad være med at tage æren for det; den synes jeg vi skal give til de organisationer og de syge mennesker, der har henvendt sig til os hver eneste dag. Den skal de have.

Så vil jeg bare sige, at det, der er vigtigt for os, er en tidlig indsats og et mere rummeligt arbejdsmarked og en ordentlig sagsbehandling over for de her mennesker. Det er nogle af de ting, jeg vil fokusere allermest på, når vi kommer i gang med den her forhandling.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Bent Bøgsted som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det her lovforslag er noget af det, vi har set frem til i lang tid. Vi har i en længere periode haft en større diskussion om, hvad der skulle ske på det område, og hvor fejlene var. Vi har haft store konferencer med rigtig mange tilhørere, vi har haft forespørgsler om det her, og i den forbindelse har Dansk Folkeparti haft et godt samarbejde med Enhedslisten om de konferencer og forespørgsler, så det vil jeg sige tak for.

Men alle de problemer, der har været, er kommet op til overfladen. Det er jo positivt, og jeg vil gerne takke forligspartierne bag førtidspensions- og fleksjobreformen for, at de trods alt har lyttet til, hvad der er blevet sagt. Om det så er godt nok, kan være svært at sige, for det, der kommer her, handler jo om præciseringer vedrørende førtidspension. Men bare det, at det bliver slået fast i loven, at man skal tage stilling til, om der er nogle udviklingsmuligheder for den enkelte, før de bliver sendt i ressourceforløb, er jo en rigtig positiv ting.

Jeg håber da, at kommunerne vil læse lovændringerne godt, og at de vil leve op til det. Man kan selvfølgelig frygte, at der er nogle kommuner, der ikke vil leve op til det, der er hensigten med det her, og hvis ikke de gør det, håber jeg selvfølgelig, at ministeren er klar til at slå hårdt ned på de kommuner, der ikke følger det her. For vi så jo tidligere – hr. Leif Lahn Jensen var også inde på det – at der blev sendt vejledninger ud, hvor kommunerne så stort på det; de var ligeglade med det og kørte deres egen linje. Altså, jeg håber og tror på, at det nu er blevet præciseret så meget, at de ikke bare kan køre deres egen linje, så de lever op til det, der er hensigten med den her lovgivning. Og hvis de gør det, er det nogle gode og positive tiltag. Men om det så er nok på førtidspensionsområdet, kan vi selvfølgelig have svært ved at vurdere, før vi har set loven træde i kraft og den kommer til at virke.

For vi skulle gerne undgå de dårlige eksempler, som vi så fra bl.a. Struer, hvor der var en, der overhovedet ikke kom i betragtning til førtidspension, selv om hun var meget, meget dårlig. Vi har også hørt andre steder fra, at kommunerne lader folk gå i meget lang tid, uden at de sender dem i ressourceforløb. Og i den forbindelse var det en rigtig god ting, at vi fik vendt bunken med dem, der gik på kontanthjælp. Der fandt vi jo rigtig mange, der slet ikke burde være der, og som skulle have en afklaring. Det er jo positivt, og det er en udvikling, der fortsætter.

Det, der så mangler, og som jeg også spurgte efter lige før, er den indsats vedrørende fleksjob, altså vurderingen af, hvor meget man kan klare i et fleksjob, eller om det er en førtidspension, man skal have, for det er jo ikke med i den ombæring her. Jeg har forstået det sådan, at det kommer, når man evaluerer hele lovgivningen – så kigger man på fleksjobområdet. For vi skulle jo gerne væk fra, at man kommer i sengeliggende praktik eller partout skal arbejde. Kan man bare vriste en halv time ud af en, der er syg, så er det det, man gør med fleksjob, og som undersøges der. Det håber og tror jeg så på at forligspartierne også vil kigge alvorligt på, i hvert fald indtil det modsatte er bevist.

Dansk Folkeparti kan støtte det her lovforslag, fordi det er positivt og trods alt er en forbedring af den eksisterende lov, og vi har arbejdet på i lang tid at få andre overbevist om, at der skulle ske nogle ændringer. Og så må vi jo så med tålmodighed vente og se, om det er nok. Det kan man have sine tvivl om, men vi håber og tror på, at det er nok, indtil det modsatte er bevist. Nu skal loven først træde i kraft, og vi skal være sikre på, at kommunerne begynder at arbejde efter den, og så først derefter, til efteråret, kan vi se nogle resultater af det her. Men som sagt stemmer Dansk Folkeparti for det her lovforslag, fordi det trods alt er en forbedring.

Tak til ordføreren. Og den næste i rækken er hr. Hans Andersen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Jeg er rigtig glad for at stå med det her lovforslag i hænderne i dag, for det er et vigtigt lovforslag. Jeg vil ikke gå i detaljer med lovforslaget; det er der blevet redegjort fint for af de tidligere ordførere. Men jeg vil gerne slå fast, hvor vigtigt det er, at vi får taget et opgør med den for store variation, der har været mellem kommunerne landet over. For det må jo aldrig være sådan, at det er postnummeret, der afgør, om en borger kan få en førtidspension eller ej. Sådan skal det naturligvis ikke være.

Der er nok ikke nogen tvivl om, at vi alle har hørt om meningsløse ressourceforløb, og jeg tror også, at vi alle har siddet og kigget på skærmen, når TV 2 har vist »Drømmen om førtidspension«. Så konklusionen er jo meget klar: Vi må desværre erkende, at det ikke altid er den rigtige hånd, der er blevet rakt frem til de borgere, der har haft brug for det. For det er selvfølgelig uacceptabelt, at syge mennesker uden håb om en fremtid på arbejdsmarkedet bliver placeret i et langvarigt ressourceforløb. Det har aldrig været meningen.

Så jeg håber og tror, at vi med det her lovforslag også kan sætte punktum for, at en række mennesker bliver trukket igennem langvarige forløb, hvor al fornuft tilsiger, at der ikke er noget perspektiv for, at den pågældende kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er der ikke nogen, der er tjent med.

Derfor er det også så afgørende, at vi med lovforslaget får tydeliggjort i loven, hvornår et ressourceforløb er relevant, så ingen borgere trækkes igennem et forløb, hvis det er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres. Det er ganske i tråd med intentionerne bag reformen, så jeg synes, det er helt på sin plads, at vi nu sætter handling bag ord og får rettet op på det. For selvfølgelig skal et ressourceforløb give mening for borgeren. Derfor finpudser vi lovgivningen.

Vi præciserer vores oprindelige intention, og vi får udryddet den tvivl, der har været rejst om lovgivningens krav til dokumentation i forbindelse med tilkendelse af førtidspension. Det er meget fornuftige tiltag, som kan gøre en konkret forskel for de syge borgere, hvor arbejdsmarkedet ikke er inden for rækkevidde.

Overordnet set fortsætter vi ud ad det spor, som indtil videre har givet gode resultater, men vi sikrer, at kommunerne rækker den rigtige hånd frem til de mennesker, der står på arbejdsmarkedets yderste kant. Det skylder vi de borgere, som har store udfordringer.

Så skal jeg hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de også bakker op om det her lovforslag. De har desværre ikke kunnet være til stede i salen i dag. Tak for ordet.

Tak. Der er korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. I Alternativet har vi også læst høringssvar fra masser af organisationer, som udtaler sig om den her lovgivning, masser af organisationer, som har forstand på området. Og vi lægger selvfølgelig mærke til, at de store brugerorganisationer, de store borgerorganisationer som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne overhovedet ikke mener, at det er tilstrækkeligt med de ændringer i den her lov for at skabe nogle forskelle. Jeg tolker det sådan, at de mener, at det nærmest er virkningsløst. Men jeg lægger også mærke til, at KL og socialcheferne også nærmest skyder de her ændringer ned fra starten, og jeg tolker det sådan, at de betegner dem som næsten virkningsløse. De er i hvert fald stærkt i tvivl om, om de vil få nogen som helst effekt.

Der er mit spørgsmål: Når ikke engang de myndigheder, som skal administrere de her småjusteringer, tror på dem, hvordan skal vi andre så tro på, at de kommer til at få nogen effekt?

Ordføreren.

Altså, min vurdering er, at der er en lang række borgere, der nu ikke længere bliver tvunget igennem et ressourceforløb og vil blive tilkendt en førtidspension på det foreliggende grundlag. Det betyder jo reelt, at der er nogle mennesker, som nu får tilkendt en førtidspension og ikke længere skal i ressourceforløb, og dermed vil der også være færre, som vil gennemgå et ressourceforløb. Det er jo også det, som Kammeradvokaten vurderer. Altså, Kammeradvokaten har været inde over den her sag, allerede inden vi har fremsat lovforslaget, for at sikre, at det bliver præciseret og tydeliggjort på den rigtige måde. Det hilser jeg sådan set med tilfredshed. Ankestyrelsen har sågar også i sit høringssvar sagt – og har jo forstået budskabet – at deres praksis bliver ændret, og det tror jeg sådan set er et meget, meget stærkt signal. Så derfor står jeg og er i tvivl om, hvad formålet egentlig er med Kommunernes Landsforenings budskab i denne sag.

Spørgeren.

Det er jo klart, at man skal spørge KL om det. Men nu siger ordføreren, at en lang række borgere vil få en førtidspension i stedet for skulle igennem de her endeløse ressourceforløb og endeløse jobtræningsforløb. Hvor lang er den række? Altså, når man nu er så sikker på, at der er borgere, der får glæde af det her, har ordføreren så ikke en eller anden vurdering af, hvor mange det er, og hvilke økonomiske konsekvenser det vil have?

Ordføreren.

Jeg er ikke i stand til at give det præcise tal på, hvor mange flere der nu vil få tilkendt en førtidspension på det foreliggende grundlag og ikke bliver tvunget igennem et måske langstrakt ressourceforløb. Det må vi jo se, når vi ser den her lovændring udmøntet i praksis. Men jeg har en oplevelse af, at der er mange borgere, som ikke længere vil blive påduttet et ressourceforløb, hvor det ikke giver mening. Og det hilser jeg med tilfredshed. Tak.

Næste spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg har et spørgsmål, jeg gerne vil stille, for på side 7 i lovforslaget ved konsekvensskemaet står der, at det hverken økonomisk, administrativt eller på anden måde, hverken positivt eller negativt, har nogen konsekvenser, og derfor er det jo interessant at høre, hvad Venstres ordfører synes, for Venstre er trods alt regeringsbærende. Kan man sige, om det er 7 mennesker, om det er 700 mennesker, eller hvad ved jeg, der vil få gavn af det her forslag? Det er den ene ting.

Den anden ting er det spørgsmål, som hr. Bent Bøgsted rejste: Hvordan vil det indvirke på det, der også har været diskuteret, det, at vi sender folk med få minutters arbejdsevne ud på fleksjob – på fleksjob under helt groteske forhold?

Ordføreren.

Til det første bliver det lidt en gentagelse. Jeg kan ikke i dag stå og sige et helt præcist antal, der nu ikke længere vil blive påduttet et ressourceforløb, som ingen mening giver. Men der står også i lovgivningen, at det holder sig inden for den oprindelige økonomiske ramme, og det er jo derfor, ordføreren kan læse op af lovforslaget, at det ikke har nogen konsekvenser økonomisk. Men det holdes jo inden for den økonomiske ramme, der var tiltænkt, da vi lavede reformen, og det siger mig, at der altså nu er flere mennesker, der vil få tilkendt førtidspension på et tidligere tidspunkt end i dag, og at der er færre mennesker, der vil blive sendt i et ressourceforløb, som ingen mening giver, og det hilser jeg meget velkommen. Tak.

Spørgeren.

Jeg stillede også et andet spørgsmål, nemlig hvilken indflydelse det ville få på de rigtig groteske forløb, vi har haft om fleksjob. Inden for den økonomiske ramme, ja, tak skal ordføreren have! Det er jo sådan, at man ikke engang har udfyldt den ramme, og derfor er der et rigtig stort råderum, og det har virket hårdere, end man havde regnet med, og det er derfor, vi står her i dag, og derfor er den økonomiske ramme jo slet ikke opbrugt. Det er klart nok. Derfor er det også interessant at vide, hvilken effekt det har, især for de mennesker, for er det 7 mennesker, eller er det 700 mennesker? Det er da ret interessant for de mange, mange mennesker, der nu har været hevet igennem de her forløb i 5 år.

Ordføreren.

Jeg synes i hvert fald, man skal bemærke, at Ankestyrelsen jo tilkendegiver, at de simpelt hen kasserer principafgørelser på baggrund af det lovforslag, vi står med her i dag. Så det vil få en praksisændring. Hvad angår indholdet af ressourceforløb, skal vi jo diskutere det, når vi skal følge op i forligskredsen om evalueringen, og der vil jeg da gerne medgive i dag, at der da er forhold i dag, hvor man sender mennesker i ressourceforløb, men hvor indholdet bestemt ikke er tilstrækkeligt på nogen måde, og det skal vi da hanke op i og gøre noget ved. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Den næste i rækken er hr. Christian Juhl som ordfører for Enhedslisten.

Tusind tak, hr. formand. Det er positivt, at regeringen og forligspartierne omsider indser, at den lovgivning om førtidspension, der trådte i kraft i 2013, ikke er god nok. Men når man ser på, hvor længe de har været om det, så er resultatet beskæmmende. Der bliver indføjet, at ressourceforløb fremover skal være relevante, og at der skal være et udviklingsperspektiv i forhold til arbejdsevnen. Det er da rart, at forligspartierne omsider erkender, at det har rigtig mange ressourceforløb ikke levet op til. Dette er også blevet dokumenteret den ene gang efter den anden i de 5 år, reformerne har virket, gennem forfærdelige eksempler i medierne på, hvordan kommuner behandler alvorligt syge borgere, og ved utallige henvendelser til Folketinget fra ulykkelige borgere, der er blevet tvunget til at gennemgå disse forløb, selv om de ofte er blevet mere syge af det.

Men disse småændringer er så også alt, hvad forligspartierne har kunnet mande sig op til. De grundlæggende fejl i loven er ikke blevet rettet. Der må stadig væk ikke gives førtidspension, medmindre det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i jobafklaringsforløb, ressourceforløb eller andre foranstaltninger som aktivering, revalidering, behandling.

Det er nøjagtig den formulering, der gang på gang er blevet brugt af kommunerne og Ankestyrelsen til at afvise førtidspension. Det kan ikke udelukkes, at borgeren kan udvikle arbejdsevne, bliver der skrevet igen og igen i afslag og i begrundelser for, at borgerne i stedet skal have et ressourceforløb oven i den lange række af arbejdsprøvninger og andre foranstaltninger, som borgerne allerede har været igennem. Hvordan skal borgeren forsvare sig imod det? Hvordan dokumenterer den syge borger, at han eller hun ikke kan udvikle arbejdsevne engang ude i fremtiden? Det kan man selvfølgelig ikke.

I sit høringssvar fastholder Ankestyrelsen denne forståelse af loven, som jo også er dens ordlyd. Der kan kun gives førtidspension, hvis det kan udelukkes, at der kan udvikles arbejdsevne. Det er ikke betryggende for fremtidige klagesager. Derfor vil vi desværre også fremover se skrækkelige eksempler på, at dødssyge borgere, mennesker med hjerneskader, unge udviklingshæmmede vil blive sendt i det ene ressourceforløb efter det andet eller i mini fleksjob, selv om de kun har få minutters arbejdsevne om ugen.

Derfor er vi heller ikke enige med ordføreren for et af forligspartierne, der har udtalt, at borgernes retsstilling styrkes med det her forslag. Det er slet ikke tilfældet. Ministeren var da også meget ærlig, da han lancerede de bebudede lovændringer. Han sagde: »Lovændringen udvider ikke retten til førtidspension«. Det handler om, at en »mindre andel førtidspensionister vil få tidligere tilkendelse«. For man regner med, at kommunerne nu vil bruge den mulighed, der hele tiden har været der, for at tilkende førtidspension i særlige tilfælde, hvor det var helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kunne udvikles.

Den foreslåede ændring er åbenbart så lille, at ministeren – og heller ikke en række ordførere – kan angive, hvor mange personer det drejer sig om, eller hvad det koster. Han trøster sig blot med, at der indtil nu ikke er givet så mange førtidspensioner som oprindelig forudsat, så der er råd til at give lidt flere uden at komme i konflikt med det sparemål, som var og er den egentlige drivkraft bag den her reform, nemlig at der skal spares 2 mia. kr. i 2020 og 4 mia. kr. på længere sigt.

Som utallige høringssvar fra samtlige handicaporganisationer, fagbevægelsen og en række andre interesseorganisationer peger på, er det her lovforslag helt utilstrækkeligt. Hvis man virkelig vil forbedre borgernes retssikkerhed, skal man kigge på de forslag, der er stillet af disse mange organisationer. Det gælder f.eks. forslag fra 61 bl.a. faglige organisationer bag ved det, der hedder VærdigReform, hvor jeg især vil fremhæve forslaget om, at der indføres en timegrænse, således at en arbejdsevne på 7 timer og derunder giver et retskrav på førtidspension. Det gælder også en lang række forslag fra LO, FTF og AC, og det gælder ikke mindst et forslag, der gentages i rigtig mange høringssvar, nemlig at det mindste, man kan gøre, er at vende bevisbyrden om. Det bør være sådan, at hvis kommunen vil sende borgere med væsentlig nedsat arbejdsevne i ressourceforløb eller andre foranstaltninger, så er det kommunen, der skal sandsynliggøre og begrunde, at borgerne kan udvikle arbejdsevne i en grad, at borgerne kan forsørge sig selv, ligesom kommunen skal kunne pege på konkrete jobmuligheder. Det burde være et minimum at forlange det.

Om vi så i Enhedslisten stemmer for lovforslaget, som det ligger – hmm. I bedste fald er der tale om en lillebitte forbedring for en meget lille gruppe, og hvis vi får bekræftet det i lovbehandlingen, stemmer vi for. Men jeg vil gerne advare forligspartierne imod at tage det til indtægt for, at de så har løst opgaven. Det har de ikke.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Nu skulle jeg jo trykke mig ind i god tid, og der kom en antydning af et svar til sidst. Det var en voldsom kritik af hele lovforslaget. Men hvad vil Enhedslisten så? Er det her et tilbageskridt? Hvis man vurderer det, kan jeg godt forstå konklusionen om at stemme imod. Er det det, man har tænkt sig? Eller er der lyspunkter, der gør, at man trods alt vil noget andet, selv om Enhedslisten bruger 99,9 pct. af tiden på at kritisere det. Men hvad har I tænkt jer at stemme?

Ordføreren.

Jeg prøver igen: I bedste fald er der tale om en lillebitte forbedring for en meget lille gruppe, og hvis vi får bekræftet det i lovbehandlingen, stemmer vi for.

Der er ikke noget spørgsmål fra hr. Karsten Hønge. Derfor siger jeg tak til ordføreren og giver ordet videre til hr. Henrik Dahl som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Det er faktisk en stor personlig glæde for mig, at jeg har fået lov til at deltage i behandlingen af det her lovforslag. Fordi det ikke bare interesserer mig politisk, men det også interesserer mig fagligt, har jeg brugt en hel del af min tid på at trænge ned i, hvordan det kunne gå så galt, som det faktisk er gået med fleksjobreformen. For sagen er jo, at hele det forløb, vi har været igennem, har peget på et paradoks.

Selv om Folketinget er næsten enige om, hvordan forholdene skal lægges til rette for borgerne, så har det vist sig nærmest umuligt for Folketinget at sætte sin vilje igennem. Der er jo ellers masser af dokumentation i lovens forarbejde og udvalgsarbejde, som beskriver for enhver, der måtte være i tvivl, hvad der egentlig har været den lovgivende forsamlings hensigt. Men det har altså faktisk ikke været muligt. Som om virkeligheden havde været forhekset, er der blevet ved med at dukke sager og detaljer op, som ingen i Folketinget har ønsket sig. Det har undret mig rigtig, rigtig meget, for sidst jeg kiggede efter i grundloven, var det jo faktisk Folketinget, der i sidste instans bestemte, hvordan forholdene skulle lægges til rette her i landet. Ingen over og ingen ved siden af. Men sådan har det ikke været i praksis. Det er jo lige før, at man kunne tale om sådan en miniforfatningskrise, når Folketinget ikke kan få sin vilje i et demokratisk land. Men det har det ikke kunnet, og det har undret mig utrolig meget, både som politiker og som en fagperson, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse.

Om vi så får sat et punktum nu, som de fleste siger, eller om vi gør klar til en føljeton, som Enhedslistens ordfører antyder, vil jo vise sig. Men i hvert fald bliver det jo nu sådan, at man kan tilkendes førtidspension under visse omstændigheder uden at have deltaget i ressourceforløb, og at der kun kan iværksættes ressourceforløb, hvis man har en forventning om, at indsatsen forbedrer borgernes arbejdsevne. Hele afvejningen af, hvordan dokumentationskravene skal fungere, sådan at der finder en ordentlig sagsbehandling sted, men at der også finder en menneskelig sagsbehandling sted, og at man holder fast i det menneskelige aspekt, er også afklaret meget bedre, end det var tidligere.

Jeg har et meget, meget stort ønske om, at vi kan komme ud af den her besynderlige miniforfatningskrise, hvor et parlament ikke kan få sin vilje i et demokratisk land. Og med de bemærkninger har jeg selvfølgelig også angivet, at Liberal Alliance støtter forslaget.

Tak, der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Ordføreren tilhører en forligskreds, som siger, at der vil komme en stor forbedring af førtidspensionsreformen her. Vi ved bare ikke, hvor stor den er. Der vil være mange flere, der får førtidspension. Vi ved bare ikke hvor mange. Det er ikke nok til, at man kan aflæse nogen nævneværdig økonomisk konsekvens af det. Kan ordføreren forstå, at det her forslag kan virke utrolig løst og uforudsigeligt, i forhold til hvordan det vil virke på et problem, der er så stort, som det er?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk ikke, det gør noget, at man afstår fra at komme med et præcist tal. For jeg har efterhånden siddet til mange forhandlinger, hvor man ganger et skøn med et andet skøn og ganger de to skøn med et tredje skøn, og så sidder der en hel forligskreds med embedsmænd på den ene side og politikere på den anden side og i fuld alvor diskuterer en situation, hvor man har ganget tre skøn med hinanden. Jeg kan ikke bevare alvoren, når man gør det. Så at man siger, at man bruger sin evne til at drage logiske slutninger i stedet for at komme med noget, der ligner præcise tal, synes jeg er vældig positivt.

Spørgeren.

Det virker lidt som en gratis omgang, når man hævder, at man laver sådan en forbedring, men at man overhovedet ingenting kan sige om den – intet om procenter, målsætning, ja, ingenting. Men så vil jeg godt spørge ordføreren: Når det nu er sådan, at de myndigheder, som skal realisere de her praktiske forbedringer, som tilsyneladende kan komme, skyder det ned fra starten i høringssvarene, hvordan skal vi så tro på, at det får nogen gang på jord?

Ordføreren.

Jeg kan ikke sidde den første bemærkning overhørig. Altså, vi har brugt meget tid her i formiddag på at diskutere politisk kultur, og jeg er da sådan set enig i, at der er et problem med den politiske kultur, fordi ræsonnementet åbenbart ikke længere anerkendes som havende nogen vægt. Det er kun tal, som anerkendes som havende vægt. Et ræsonnement kan man så åbenbart ikke bruge til noget. Det synes jeg bestemt man skal kunne.

Hvad angår, hvordan loven skal forstås, så lærer man jo i hvert fald på jurastudiet, at lovgiverens intention, som den fremgår af forarbejdet og bemærkningerne til lovgivningen, og udvalgsbehandlingen har en væsentlig betydning. Og der er altså ikke noget at være i tvivl om, med hensyn til hvad lovgiverens intention er. Det har alle, der skal fortolke loven – ifølge det, man lærer på jurastudiet – at rette sig efter.

Den næste spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg kan forstå, at ordføreren mente, at jeg lagde op til en føljeton. Egentlig lægger jeg op til, at forligskredsen forstår, at fleksjob- og førtidspensionsreformen indeholder en række problemer, som skal løses. Her er taget fat på et af problemerne, nemlig det problem, at man bliver sendt igennem en række forløb. Måske vil den her reform i heldigste fald gøre, at nogle hurtigere får deres førtidspension. Jeg kan ikke se, at der i det her forslag er mulighed for, at flere kan få deres førtidspension. Jeg kan ikke se, at der er taget hul på problemet med meningsløse fleksjob på helt ned til få minutter.

Jeg kan heller ikke se, at man prøver at røre ved bevisbyrden, der i dag ligger hos det syge menneske. Hvornår skal den over til kommunen? For så ville vi begynde at indbygge en retssikkerhed for den syge og ikke bare tage hensyn til systemet. Det behøver ikke at være en føljeton. En føljeton er jo en række afsnit, der kommer efter hinanden. Et stort afsnit, der kommer efter det her, hvor man retter op på de her fejl, som har været påpeget, men som endnu ikke er taget med ind i, kunne være interessant. Hvornår vil ordføreren tage fat på de problemer?

Ordføreren.

Fleksjob- og førtidspensionsreformen udspringer jo af en lang række dilemmaer, som Enhedslisten tilsyneladende ikke anerkender. For der er nogle rigtig store dilemmaer i spørgsmålet om hverken at give for mange eller for få førtidspension så at sige. Og det handler om finde den rigtige balance og prøve at få de dilemmaer til at blive opløst så godt, som man kan. Hvis man ikke anerkender, at der er de her dilemmaer, så er det selvfølgelig klart, at de handlinger, der følger efter, anerkender man heller ikke. Altså, der er en hel forligskreds, der som sagt i bemærkningerne og forarbejderne til den her lov har forklaret, hvad der er intentionen, og så er der jo nogle forbedringer, som gør, at Enhedslisten tilsyneladende agter at stemme for. Det synes jeg da at man frem for alt skal hæfte sig ved.

Spørgeren.

Det er klart, at Enhedslisten stemmer for selv den mindste forbedring – det har altid været vores princip – og imod selv den mindste forringelse. Vi anerkender de dilemmaer, der er, men vi har bare ikke villet lade de syge mennesker betale prisen for regeringens dilemmaer – og det gælder skiftende regeringer. Vi har ikke villet sige, at retssikkerheden skal skubbes til side. Det er derfor, jeg siger, at der er en række andre ting, og hvis vi skal tage dem i så små bidder som det her, er det rigtigt, at så bliver der tale om en føljeton. For så skal der rigtig mange små bidder til, før vi har rettet op på retstilstanden for syge mennesker i Danmark. Det vil jeg gerne sige, og derfor spørger jeg: Hvornår tager I fat i de andre dilemmaer? Det er lige så store dilemmaer, men det er dilemmaer for de syge mennesker, og det handler netop om, at det bør være kommunen, der har bevisbyrden. Det bør være sådan, at man ikke bliver sendt ud i meningsløse fleksjob.

Ordføreren.

Nu sagde jeg jo, at det her også har haft min professionelle interesse, og i den sammenhæng er der jo tale om en svær udfordring, som er, at der både findes de fejl, man kalder type et, og dem, man kalder type to – altså både fejl, hvor man får forvekslet raske med syge, og fejl, hvor man får forvekslet syge med raske. Vi skal jo prøve at undgå at forveksle raske med syge og forveksle syge med raske. Det er jo det store, store dilemma, der ligger under det – altså at undgå både type et og type to – og der synes jeg sådan set vi er kommet rigtig langt. Jeg synes, det er vigtigt at undgå begge typer af fejl. Det vil jeg holde fast i.

Tak til ordføreren. Den næste taler rækken er hr. Torsten Gejl som ordfører for Alternativet.

Mange tak. I Alternativet går vi også ind for de små skridts politik, så også på beskæftigelsesområdet er det klart at vi altid vil stemme for, hvis der kommer et forslag, der vil forbedre noget som helst og skabe nogen som helst værdi for de mest svage og udsatte mennesker i det her samfund.

Men jeg må sige, at i forhold til det her forslag er vi godt nok tæt på en undtagelse. Jeg synes, det er et nærmest mikroskopisk løsningssvar på et meget, meget stort problem, nemlig det problem, der hedder førtidspensions- og fleksjobreformen, som betyder, at mange af de allermest udsatte danskere slæber sig på røv og albuer hen over bunden af det her samfund. Vi har hørt historier om sengepraktikker på 2 gange 15 minutter om ugen, vi har hørt om folk, der var døde, mens de var i ressourceforløb, vi har hørt historier om kræftsyge mennesker, der måtte tigge om at få en førtidspension, vi har hørt om mennesker med de mest alvorlige lidelser, man kan få, som er parkeret i ressourceforløb og jobtræninger foran det velfærdssystem, som mange har betalt skat til et helt liv, og som de regnede med ville hjælpe dem, hvis de en dag fik brug for det.

Der er tale om en reform, som der er vokset en helt unik social modstandsbevægelse op omkring med store grupper som Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og Bekæmp Fattigdom NU, nogle af dem havde vel knap nok eksisteret uden den her reform. Vi taler om en reform, der har bragt så mange syge danskere i klemme, at 50 faglige organisationer, der repræsenterer mere end 1 million lønmodtagere, er kommet med en lang række forslag til at forbedre den. Landets fem største kommuner er kommet med forslag til en justering af reformen, den sociale modstandsbevægelse har bidraget til utallige forslag, der skal sikre de syge og udsatte danskere mere værdige og anstændige livsforhold, og alligevel kommer forligskredsen med justeringer, der er så små, at der er en stor skepsis blandt de hørte organisationer om, hvorvidt det overhovedet vil virke eller det i virkeligheden nærmest kun bliver kosmetik.

Fra Alternativets side har vi også sendt en lang række løsningsforslag, justeringsforslag til reformen direkte til forligskredsen. Flere af dem flugter med forslag, der er kommet fra andre organisationer, jeg har nævnt. F.eks. kunne man have begrænset længde og antal på de ressourceforløb og jobprøvninger, som folk skal tvinges igennem. Man kunne også sige, at mennesker med en stærkt begrænset arbejdsevne, f.eks. 5 timer om ugen, skal kunne vælge en førtidspension. Man kunne vise, at man var klar til at tage borgernes speciallægeerklæringer meget, meget mere alvorligt, i stedet for at kommunen stort set ignorerer borgernes sygehistorik.

I Alternativet er vi klar til at gå længere endnu i forhold til at give borgerne den tillid, at de skal kunne sige nej til tilbud og aktiviteter, som ikke giver mening for dem, og da helt specielt kunne sige nej til tvangsaktiviteter, der kun gør dem dårligere, som vi har hørt eksempler på flere gange i forbindelse med den her reform. Vi er ærgerlige over, at der er opstået en fortælling i Danmark om, at folk vil snyde systemet, hvis de får muligheden. Det er forkert. Langt, langt de fleste danskere vil gøre alt for at bidrage til fællesskabet, hvis de på nogen måde kan, og hvis vi lovgiver efter de meget få, der vil snyde systemet, så gør vi livet til et mareridt for alle dem, der ikke behøver systemets tvang og umyndiggørelse for at deltage på arbejdsmarkedet eller bidrage til samfundet.

I Alternativet arbejder vi med tillidspolitik, fordi vi er sikre på, at langt, langt de fleste danskere er i stand til at tænke selv og bedst ved, hvordan de kan få det bedre og eventuelt komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvis kræfterne og helbredet rækker så langt. Vi arbejder for, at vi i beskæftigelsessystemet skal gøre tilbuddene om hjælp og behandling og jobservice så gode, at folk tager imod dem uden at være tvunget. Vi arbejder på, at folk skal have retten til at sige nej til aktiviteter, der ikke giver mening for dem. For vores erfaring er, at når du giver folk lov til at sige nej, begynder de i meget højere grad at sige ja i stedet for at bekæmpe det system, der tager myndighed fra dem.

Så det kan ikke komme som nogen overraskelse for nogen, at Alternativet mener, at store dele af førtidspensions- og fleksjobreformen burde laves om, og det overrasker heller ikke nogen, at vi synes, at de justeringsforslag, som forligskredsen kommer med her, i bedste fald er et mikroskopisk svar på et af de største beskæftigelsesmæssige og sociale problemer, vi har i vores tid.

I Alternativet vil vi nu fortsætte dialogen med en lang række organisationer for at afsøge, hvorvidt de foreslåede småjusteringer måske vil kunne hjælpe nogle af de mange danskere, der er i klemme i systemet, og hvis det viser sig, at der er sandsynlighed for dette, vil vi stemme for forslaget. Så ærgrer vi os i øvrigt over, at forligskredsen har prioriteret det spørgsmål så lavt, at en eventuel justering af reformen baseret på hovedevalueringen først træder i kraft efter et valg. Altså, det har syge og udsatte danskere ikke tid til at vente på. Deres tid er knap, så jeg vil opfordre forligskredsen til at sætte tempoet op.

Tak. Jeg værdsætter ordførerens engagement, men jeg må også henstille til, at ordføreren undlader at bruge gloser af sådan mere anal og latrinær karakter. De hører ikke hjemme her i salen.

Med disse ord går vi videre til de korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Jeg skal lige høre, om jeg forstod ordføreren rigtigt. Sagde ordføreren, at alle, der kan arbejde, gerne vil arbejde?

Ordføreren.

Ordføreren sagde, at stort set alle, der kan arbejde og kan bidrage, gerne vil, og hvis vi lovgiver ud fra de ganske, ganske få, der ikke vil, gør vi livet til et mareridt for alle dem, der gerne vil.

Spørgeren.

Så skal jeg bare høre, om en ud af ti svarer til definitionen på »stort set alle«. For jeg står her og kigger på TV 2/Fyns hjemmeside fra den 29. november 2016, hvor der står:

»Ni ud af 10 sygemeldte ikke-vestlige indvandrerkvinder var raske nok til at arbejde, viser stikprøve i Odense Kommune«.

Er en ud af ti lig med stort set alle?

Ordføreren.

Jeg mener, at mange, mange flere gerne vil bidrage. Et bidrag kan være mange forskellige ting. Det kan være at være noget for sin familie efter en langvarig sygdom, det kan være at komme ind på arbejde, det kan være et fleksjob, men jeg deler ikke ordførerens mistillid til det danske folk, i forhold til at så mange gerne ville undgå at arbejde, hvis de kunne. Vi tror, det er langt, langt de fleste, der gerne vil bidrage til det her samfund.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Var der et spørgsmål? Der kom et ind her. Hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Beklager, hvis det var mig, der var for sent på den. Jeg syntes, jeg havde trykket.

Men jeg er bare lige nødt til at høre noget, og det er jo faktisk et ret vigtigt spørgsmål. For jeg synes, at jeg hørte hr. Torsten Gejl sige, at den her præcisering først træder i kraft efter et valg. Det synes jeg at jeg hørte ordføreren sige. Jeg tror, ordføreren er klar over, at det her træder i kraft den 1. juni i år – altså præciseringen. Og grunden til, at vi lavede det her før den store evaluering, var, fordi vi rent faktisk mente, at det her var en af de mest alvorlige sager, og at det ikke kunne vente til evalueringen, der går i gang her til foråret, og som så kommer i salen til efteråret og måske træder i kraft til næste år. Vi gjorde det her, netop for at vi kunne få det til den 1. juni.

Så jeg vil bare spørge: Er ordføreren klar over, at det her lovforslag, vi står med her, faktisk træder i kraft den 1. juni? Det var det, jeg blev i tvivl om. Det kan godt være, at det kun var mig, der hørte forkert; det ville glæde mig.

Ordføreren.

Altså, hele processen er jo ekstremt forsinket i forhold til karakteren af alvoren, der er i det her problem. Jeg er godt klar over, at den her lille forsinkede præcisering i forhold til ambitionen om at få det her evalueret lang tid før træder i kraft til juni. Det er jeg klar over. Men der kommer en hovedevaluering, som forhåbentlig fører til en hovedjustering, som forhåbentlig også kommer til at omfatte fleksjobsystemet – hvilket DF også efterspørger – og hvor vi forhåbentlig får en langt, langt større justering og får det her på plads en gang for alle. Og det tyder faktisk på, at det først vil træde i kraft efter et valg – i hvert fald for så vidt angår hovedjusteringerne, så vidt jeg kan bedømme.

Tak til ordføreren. Så blev vi færdige. Den næste taler er fru Sofie Carsten Nielsen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Det har været en grundig debat, synes jeg, indtil nu. Og der blev netop redegjort for nogle af de ting, som jeg også ville sige, i dialogen mellem de to ordførere her. For det her er jo svaret på den fremrykkede, mindre del af en meget stor evaluering – nok den største, der er lavet på beskæftigelsesområdet i meget, meget lang tid – af de omfattende reformer af førtidspensionsområdet og fleksjobområdet.

Den her mindre del har vi lavet – og man kunne altid have ønsket sig det før, men jeg er meget tilfreds med, at det kommer nu – fordi det var akut, fordi intentionerne ikke var blevet opfyldt flere steder. Derfor vil jeg godt henlede opmærksomheden på det svar, jeg har fået fra ministeren, på det spørgsmål, jeg har stillet under alm. del, spørgsmål nr. 316, hvor ministeren svarer:

»Det er således også min klare forventning, at lovforslaget vil medføre en reel praksisændring, sådan forstået, at der for nogle borgere vil ske tilkendelse af førtidspension på et tidligere tidspunkt, og at flere borgere vil få tilkendt førtidspension uden først at have været igennem et ressourceforløb.«

Det er det, der er essensen af den her ændring, vi foretager nu, nemlig at ingen, som ikke har mulighed for det, skal tvinges ud i ressourceforløb, og at flere borgere vil få tilkendt førtidspension tidligere, og at borgere, der ikke kan gennemføre ressourceforløb, vil få tilkendt førtidspension uden at skulle i ressourceforløb, hvilket også Socialdemokratiets ordfører brugte tid på at understrege.

Der er langt mere arbejde foran os, når vi får gennemgået den grundige og meget omfattende evaluering; det tror jeg at alle ordførere, inklusive ministeren, i mange debatter før den her også har gjort klart. Det ser jeg frem til, og det skal gøres ordentligt og grundigt.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre i rækken til ordføreren for SF, hr. Karsten Hønge.

Endelig, langt om længe blev partierne bag lovgivningen om førtidspension og fleksjob enige om at forbedre og præcisere i loven, at ingen skal i ressourceforløb, hvis der ikke er en realistisk udsigt til, at arbejdsevnen udvikles. Så kan man jo sige: Var det virkelig nødvendigt at lave en lovændring for noget så banalt og noget så indlysende? Ja, det var nødvendigt.

Jeg vil også sige, at jeg igennem årene har rykket hårtotter ud af hovedbunden i en blanding af raseri og frustration over, at kommunerne ikke rettede deres sagsbehandling til efter Folketingets ønsker. Forgæves har forligskredsen tidligere på flere forskellige måder forsøgt at få kommunernes administration til at flugte med intentionerne bag reglerne. Nu ændrer vi loven, og kommunerne skal fremover behandle deres syge, sårbare og udsatte borgere på en mere human og respektfuld måde. Det er vel strengt taget heller ikke for meget forlangt. Når vi er blevet præsenteret for den nærmest endeløse række af respektløs og inhuman behandling af syge borgere, har jeg tit overvejet, hvilken legemsdel de tænker med i de her kommuner. Det eneste resultat, jeg er nået frem til, er, at det i hvert fald ikke har været med hovedet. I stedet for at spænde snubletråde ud skal vi række borgerne en hjælpende hånd.

SF har konstant arbejdet for en hurtigere og mere gennemgribende ændring af loven. Den justering, som vi lægger frem nu, trækker i den rigtige retning, men det er gået alt for langsomt, og den er slet ikke så gennemgribende, som SF kunne ønske sig, men det er så langt, som vi kunne komme nu. Vi kom ikke igennem med store og gennemgribende ændringer den her gang, men nu smøger vi ærmerne op og gør klar til næste omgang forhandlinger. Overskriften for SF bliver igen: at styrke borgerne over for systemet. De syge skal have flere håndfaste rettigheder, og de skal stå stærkere over for systemet. Førtidspension eller fleksjob kan netop være redningskransen til et bedre liv, og alle borgere i Danmark har krav på at blive behandlet med omsorg og værdighed.

Med den nye justering, som vi behandler i dag, tager Folketinget et vigtigt skridt, men der er lang vej at gå endnu, før de svagest stillede i samfundet har fået et stærkere fundament at stå på.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Torsten Gejl.

Jeg synes, det var en lidt opløftende og reel ordførertale, hvori jeg synes at ordføreren var tydelig og adresserede de udfordringer, der trods alt stadig væk er i det her. Nogle mener jo, at den her ændring nærmest er kosmetisk. Jeg synes, at det er spændende, at ordføreren nævner, at ordførerens parti kæmper for yderligere forbedringer. Når vi nu skal i gang med de reelle forbedringer, kan ordføreren så være lidt mere detaljeret omkring, hvad ideerne er til at sørge for, at de reformramte kommer ud af de her klemmer?

Ordføreren.

Vi har en lang række forslag, som jeg ved vil være bl.a. hr. Torsten Gejl bekendt. Man kan sige, at overskriften for de forslag, der kommer fra SF, er, at borgerne skal have flere konkrete rettigheder, så de står stærkere over for kommunerne. Konkret kan vi da udmønte det i de seks forslag, som kommer fra de forskellige faglige organisationer og sociale bevægelser. Ud af de seks forslag, som blev stillet op, giver SF thumbs up til fem af dem. Det sjette kræver en noget længere diskussion, for det er der, hvor man stiller forslag om, at ydelserne skal hæves betragteligt. Der er vi lidt mere i tvivl om, hvordan vi finder pengene til det. Det er i øvrigt ikke noget, vi afviser, men vi kan umiddelbart her og nu sige go til fem af dem.

Hr. Torsten Gejl.

Nu viser det sig jo i høringssvarene, at nogle af de her organisationer, altså KL og socialcheferne, lidt skyder det her ned fra starten. Man tænker selvfølgelig: Hvordan skal det dog gå med det her lovforslag, når nogle af dem, som skal være med til at realisere det, skyder det ned fra starten? Hvad for en proces tror ordføreren der er nødvendig over for de myndigheder, der skal få det her lovforslag til at fungere? Hvad skal der til? Hvad er det for nogle skridt, der skal tages, for at få det kommunale Danmark til at tage det her ordentligt alvorligt?

Ordføreren.

Jeg forstår bestemt hr. Torsten Gejls spørgsmål. Det er dybt relevant, for som jeg nævnte før, har jeg tidligere rykket adskillige hårtotter ud af hovedet i frustration over, at kommunerne øjensynligt både var blinde og døve over for de intentioner, som forligskredsen har. Mit svar må alligevel være, at vi især lægger os op ad de to, som vi opfatter som de vigtigste høringssvar. Det er de to parter, som mest arbejder med det. Den ene er jo altså Ankestyrelsen, som selv siger, at når den her lov kommer igennem, bliver Ankestyrelsen nødt til at ændre praksis. Det er dog ret vigtigt. Det er dem, der skal sidde og arbejde med det. Og den anden, som vi lægger os tæt op ad, er kammeradvokaten, der siger, at dette vil medføre en praksisændring.

Så er det hr. Christian Juhl.

SF var selv medansvarlig for den reform, da den blev lavet i 2013 – jeg kan stadig væk huske det – og derfor er det jo dobbelt positivt, når SF siger: Vi er utålmodige efter at komme i gang med at få rettet de fejl, der er i reformen. For hvis alle, der var med til at lave reformen, havde samme holdning, ville der sandsynligvis ske andet, end at vi lige flyttede det her komma i dag. Så det vil jeg gerne sige som noget positivt.

Men jeg vil gerne høre: Mener SF's ordfører, at vi fremover vil undgå at se skrækkelige eksempler på, at dødssyge borgere, mennesker med hjerneskade, unge udviklingshæmmede bliver sendt i det ene ressourceforløb efter det andet eller i minifleksjob, hvor der kun er få minutters arbejdsevne om ugen?

Ordføreren.

Desværre tror jeg tværtimod, at jeg nærmest må give en garanti til hr. Christian Juhl om, at det er det modsatte, der vil ske, for vores erfaringer med kommunerne er, at der er så stor forskel i behandlingen rundtomkring, at jeg bedst kan sammenfatte det med det, som jeg sagde tidligere, altså at jeg ikke helt kan gennemskue, hvilken legemsdel de tænker med i kommunerne, men at det i hvert fald ikke er hovedet. Der er jo en ekstrem forskel på den sagsbehandling, der er i kommunerne. Der er Norddjurs Kommune, hvor man tildeler tre gange så mange førtidspensioner, som man gør i Københavns Kommune – en uforståelig forskel. På Fyn har vi Nordfyns Kommune, der sender nul afgørelser tilbage, når rehabiliteringsteamet indstiller til kommunens pensionsnævn, at de skal bevilge pension – der sender de nul tilbage og retter sig efter det – og vi har Midtfyns Kommune, der sender en tredjedel tilbage.

Så jeg er helt sikker på, at der fortsat vil være kommuner, som ikke er i stand til at møde deres egne borgere med tilstrækkelig omsorg og respekt og forståelse.

Hr. Christian Juhl ønsker ordet igen. Værsgo.

Tak. Det er det modsatte, der vil ske, bliver der sagt. Vil det sige, at hvis vi gennemfører den her reform, vil der blive flere skrækkelige eksempler på, at dødssyge borgere, mennesker med hjerneskade og unge udviklingshæmmede bliver sendt i det ene ressourceforløb efter det andet? Sådan hørte jeg det. Det håber jeg ikke. Altså, ordføreren sagde godt nok, at det var, fordi kommunerne fortsat vil handle sådan, men er det ikke meningen med det, at der skal være færre af de her eksempler i fremtiden? Det håber jeg, og jeg håber inderligt, at jeg har misforstået det – ellers har jeg godt nok været meget dårlig til at læse den her tekst.

Ordføreren.

Jo, det er jo indlysende. Altså, nu er vi ude i logik for perlehøns – det er jo logik. På spørgsmålet om, om jeg kunne garantere, at der ikke fremover vil komme skrækeksempler frem, svarede jeg, at jeg nærmest kan garantere, at det kommer der nogle stykker af – forhåbentlig ingen, men jeg tror nærmest, jeg kan garantere, at der vil være en eller anden kommune, der fortsat vil behandle deres borgere dårligt. Det var kun det, jeg svarede på. Det her vil rette op på det.

Når jeg nu alligevel har ordet, vil jeg sige om den der ros for, at vi som SF'ere taler for de her rettigheder til svagtstillede borgere, at hvis der er noget, jeg i øvrigt er træt af i den her sammenhæng, er det, når man fra Enhedslistens og Alternativets side fuldstændig uberettiget smykker sig selv med de blomster, som de sociale bevægelser giver dem. Vi er mange, der trækker i den her retning – mange flere end Enhedslisten og Alternativet.

Tak til hr. Karsten Hønge. Så er det beskæftigelsesministeren.

Tak for debatten og de mange ordførerindlæg, der har været til en – synes jeg – meget vigtig lovbehandling, som finder sted her i dag i Folketinget. Og hvorfor siger jeg så det? For ethvert lovforslag er et vigtigt lovforslag, men det her lovforslag er jo et eksempel på, at vi lytter til de bekymringer, som der er rundtom i de danske kommuner og dermed også det danske samfund.

Lovforslaget følger jo op på den fremrykkede delevaluering af reglerne for, hvornår borgerne kan få tilkendt førtidspension, og den delevaluering, som der også er flere ordførere der har været inde på, havde jo fokus på dokumentationskravet i forbindelse med tilkendelse af førtidspension og på sammenhængen mellem dokumentationskrav og ressourceforløb. Det er jo helt rigtigt, når både fru Sofie Carsten Nielsen og for den sags skyld også hr. Leif Lahn Jensen og hr. Karsten Hønge siger, at det her er noget, som vi har diskuteret løbende. Det kan jeg bekræfte.

Jeg har haft den store glæde at være beskæftigelsesminister nu i lidt over et år, og i hele den periode har vi jo forholdt os til det her problem. Det er jo ikke en problemstilling, der ikke har været diskuteret. Der har været utallige drøftelser om den her sag. Der har været forligskredsmøder, der har været samråd, og derfor synes jeg også, at man skal passe på med at lade sig spænde for den opfattelse, at de ansvarlige partier, der står bag den gode reform, som blev lavet under fru Mette Frederiksens ansvarsperiode som beskæftigelsesminister, ikke vil forholde sig til de udfordringer, som den potentielt har givet.

Så kan man jo altid diskutere, om vi har gjort det hurtigt nok, og om vi har været i stand til at løse de aktuelle udfordringer, der har været, og der må man jo sige at der er taget en lang række initiativer undervejs. Men når vi er her i dag, er det jo ikke mindst i en konstatering af en lang diskussion, vi havde, faktisk i sidste folketingssamling, i maj måned, sådan som jeg husker det, dengang med hr. Christian Juhls altid flittige og nærværende kollega, nemlig hr. Finn Sørensen, som ikke er i salen i dag, ikke på grund af ikke at have lyst, men på grund af en anden forhindring. Dengang havde vi jo en lang forespørgselsdebat om det tema, en god forespørgselsdebat, og allerede i maj måned 2017 gjorde jeg det som minister et hundrede procent klart, at jeg var villig til at lave om på lovgivningen.

Det er så lige præcis det, som vi nu tager hul på i dag, hvor det jo er sådan, at forslaget skal sikre, at reglerne bringes i overensstemmelse med de politiske intentioner bag reformen af førtidspension og fleksjob, der var på det tidspunkt, da man indgik den politiske aftale. Det er for det første, at dokumentationskravet for tilkendelse af førtidspension i visse tilfælde kan være opfyldt, uden at borgeren har deltaget i et ressourceforløb, og for det andet, at det er en forudsætning for at kunne være i et iværksætterressourceforløb, at der kan peges på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan drage nytte af indsatsen og kan udvikle sin arbejdsevne.

Vi fastholder intentionen om, at en borger som udgangspunkt skal have deltaget i mindst et ressourceforløb, før der kan tilkendes førtidspension. Det gør vi, fordi det er helt centralt, at vi aldrig må opgive mennesker, hvis der er – og det vil jeg gerne understrege – en realistisk chance for, at de kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det betyder, at kommunerne skal have fokus på iværksætterressourceforløb forud for tilkendelse af førtidspension, og at tilkendelse af førtidspension i visse sager kan være opfyldt, uden at borgeren har deltaget i et ressourceforløb. Det er jo lige præcis det, der er kernen af den her diskussion.

Jeg vil også gerne i dag slå fast, at jeg bliver bedrøvet, jeg bliver ked af det, og jeg synes ikke, at vi kan være det bekendt som samfund, når jeg ser nogle af de sager, som har været i offentligheden. Jeg kender ikke baggrunden for alle sager, jeg kender ikke til alle sagsakter, men det vil være forkert af mig ikke at sige, at de sager berører mig, og i min verden skal et velfærdssamfund måles på, hvor dygtig og hvor god man er til at tage hånd om nogle af de mennesker, som ikke kan være på arbejdsmarkedet. Når vi betaler så høj en skat i Danmark, og når vi har et så fintmasket velfærdssamfund, må det ikke være sådan, at nogle af dem, der har det allerdårligst, så ikke også får et tilbud om hjælp. Det er lige præcis det, der er fundamentet i den måde, som jeg synes man definerer et velfærdssamfund på.

Allerede inden jeg fremsatte lovforslaget og så også under den her debat, tror jeg at man kan sige, at der jo er meldinger fra flere partier om, at lovforslaget ikke vil få nogen effekt. Det er jo sådan set ret interessant, at man kan konstatere det, inden lovforslaget er vedtaget, for så er man i hvert fald ret forudseende, i forhold til hvordan lovforslaget ender. Det kommer ikke bag på mig, at man måtte have den holdning, men jeg har sådan set ikke hørt et eneste parti i dag sige, at man ikke vil stemme for.

Der har været klare tilkendegivelser, og det vil jeg også gerne kvittere for i forhold til Dansk Folkeparti, som ikke er en del af forliget, nemlig at Dansk Folkeparti siger, at det her er en forbedring i forhold til de regler, der er gældende på nuværende tidspunkt. Hr. Christian Juhl fra Enhedslisten tror jeg også nåede frem til, at det var en forbedring. Han lod det svæve i luften, men – tror jeg – konkluderede det, og jeg vil gerne i dag slå et hundrede procent fast, at det her er en forbedring i forhold til de regler, der gælder i dag.

Kan jeg dokumentere det? Ja, det kan jeg. Hvis man nu går meget op i bemærkninger til lovforslag, og der kan være en god grund til at gøre det, kan man, og det var hr. Christian Juhl også inde på, han havde bare læst den forkerte side, gå ind på side 6, hvor der står under økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige, og jeg læser op:

»Forslaget forventes at medføre en reel praksisændring, hvor en mindre andel borgere vil få en tidligere tilkendelse af førtidspension i tråd med intentionerne i reformen.«

Derudover, hvis man så ikke tror på ministeriet eller autoriteter generelt, kan man jo læse, hvad Ankestyrelsen siger. Ankestyrelsen er jo dem, der i dag sidder og forvalter reglerne, dem, der sidder og vogter over, hvordan man skal forstå det, som politikerne har sagt her i Folketingssalen, hvis det er sådan, at man ikke nødvendigvis kan se det fuldstændig beskrevet i lovgivningen eller besvarelse af spørgsmål eller debat. Der er der jo ikke nogen tvivl om, at Ankestyrelsen siger, at det kommer til at betyde en ændring af den måde, som de har truffet afgørelser på. Så tror jeg ikke, at vi kan komme det nærmere; vi taler altså om, at det her kommer til at betyde en forandring.

Når det så er sagt, håber jeg på en god og grundig udvalgsbehandling her i Folketingssalen – den finder jo ikke sted her i Folketingssalen, den finder jo sted i udvalgslokalet. Men det her lovforslag fortjener stor politisk opmærksomhed, og det er også helt afgørende, at vi jo ikke er færdige med evalueringen af førtidspensions- og fleksjobreformen. Vi er jo kun startet. Men hele den øvelse, der gik på det helt uholdbare og urimelige i, at der var mennesker, som kom i en situation, fordi loven ikke var klar nok, er jo det, vi så tager hul på her i dag, og det er sådan set et rigtig flot politisk signal at få sendt.

Jeg vil også gerne understrege, at vi kommer til at følge det her område tæt. Dansk Handicap Forbund, sådan som jeg husker det, har et høringssvar, hvor de skriver: Vil man også lave en evaluering, vil man også følge det her område tæt? Det vil jeg gerne give tilsagn om i dag at vi kommer til. Vi kommer selvfølgelig til at følge det her løbende. Vi kommer også til at evaluere, hvordan de her regler nu sætter sig, for hvis man skulle stille et kritisk spørgsmål, og i tilfælde af at der ikke er nogen, der gør det, kan jeg stille det til mig selv, mens jeg stadig væk har ordet, så skulle man jo spørge, hvordan man vil sikre den udvikling, der nu kommer til at være, efter lovforslaget er vedtaget.

Det vil jeg bare sige at vi kommer til at følge meget minutiøst, i forhold til hvordan kommunerne så benytter den lovgivning, der nu bliver skabt. Det tror jeg er det, der er ret afgørende her, og jeg vil følge de diskussioner, der vil være i den forbindelse, for nu er der ingen, der kan være i tvivl om, hvad der er sendt af signal her fra Christiansborg, også med den debat, der er her i dag.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Torsten Gejl.

Tak. Jeg har stillet et spørgsmål til flere af ordførerne, som jeg ikke rigtig har kunnet få svar på, så derfor har jeg glædet mig til, at ministeren kom på talerstolen. Det er jo helt tydeligt, at man forventer, at flere mennesker vil kunne få en førtidspension, og man baserer meget sin argumentation på det. Så er det, at jeg har glædet mig til at høre, hvad målsætningen er. Er det en lang række? Er det en mindre del? Hvor mange er det? Har man arbejdet helt uden målsætning, eller har man en målsætning for, cirka hvor mange af de danskere, som er ramt af ikke at kunne få en førtidspension, selv om de har fortjent den, der vil kunne få den efter den her regelændring?

Ministeren.

Altså, nu synes jeg, man skal passe på med at gøre det til et succesparameter, at borgere skal have en førtidspension. Det er mig helt ubegribeligt, for hr. Torsten Gejl var heroppe og sige, at alle mennesker gerne vil arbejde. Det er jo det, som han lagde vægt på i sin ordførertale.

Men når det er sagt, har vi jo ikke et tal, som vi kan slynge ud og sige, at med den her præcisering betyder det så x eller y. Men det, det betyder, er jo, at der er nogle, der før er blevet sendt igennem et ressourceforløb, der måske potentielt endte med en førtidspension, som så ikke skal den vej igennem, fordi det ikke er nødvendigt. Men i min verden skal man da arbejde for at have et samfund, hvor færrest muligt får en førtidspension, for det kan aldrig nogen sinde være et mål, at flest mulige mennesker skal have en førtidspension.

Hr. Torsten Gejl.

Nej, kære minister, det, som Alternativet mener, er selvfølgelig, at dem, der ikke kan arbejde, skal have en førtidspension, så de måske kan bidrage på anden måde til samfundet eller til deres familie.

Mit sidste spørgsmål handler om noget andet. Der er jo mange, der mener, at den her justering er relativt kosmetisk, og at der ikke kommer til at ske noget videre. De borgere, som nu står i en situation, hvor de er rigtig, rigtig syge og ikke kan komme videre i systemet, hvad skal de forvente i forhold til hovedevalueringen? Nu kommer der så en hovedevaluering, og efter det kommer der forhåbentlig en justering. Så dem, som ikke rigtig tror på det her, og som håber, at der kommer noget, som kommer til at hjælpe dem, hvor længe skal de vente? Hvornår kan vi regne med, at de mennesker kan se frem til en ændring? Hvor mange år vil der gå?

Ministeren.

Når man prøver at løse en problemstilling, opstår der hele tiden en ny, og ellers er der jo heller ikke nogen grund til at være her som politiker, kan man sige. Nogle gange er det også de samme ting, man prøver at løse igen og igen. Det, vi diskuterer her, er sådan set et godt eksempel på det, for man troede jo, at man havde løst den udfordring, da man lavede reformen.

Planen er jo den, at vi går i gang med evalueringen med de politiske partier her i løbet af april måned, og så er det planen, at der vil komme justeringer. Denne store breaking news kan jeg godt offentliggøre i dag i Folketingssalen: Der vil komme justeringer i forhold til hovedevalueringen, og det vil blive fremlagt i næste samling. Der kommer ny lovgivning, som følger op på den hovedevaluering, i næste folketingssamling.

Hr. hr. Christian Juhl.

Jeg tror på ministeren, når han siger, at han får det skidt følelsesmæssigt, når han ser, hvordan mennesker er blevet behandlet. Men det må have en konsekvens, fordi for hver dag der går, er der jo altså mennesker, der kommer ind i det her maskineri. Og vi har hørt på debatten i dag, at der jo ikke er nogen garanti for, at vi ikke fortsat får en stribe af de her historier – det er der ingen garanti for. Der er en garanti for, at et antal, som vi ikke kender, kommer hurtigere frem til en afgørelse af, om vedkommende skal have ret til førtidspension.

Jeg synes, vi skal snakke om det på den måde: Ret til førtidspension. Det er jo ikke noget, samfundet vil tvinge mennesker på. Det er en rettighed, vi giver rigtig syge mennesker i det her samfund, og jeg har det personligt sådan, at jeg hellere vil give fem personer for mange ret til den førtidspension end fem for få. Det, der skal kendetegne et retssamfund, er, at vi giver rettigheden til et par stykker flere, hvis ellers vi ikke kan lave systemet så finmasket, som vi vil.

Den her reform har tilsyneladende haft en fejljustering, sådan at også folk, der burde på pension i god tid, ikke kommer det, og det er det, vi skal have rettet. Og der filosoferer filosoffen fra Liberal Alliance over ...

Tak til spørgeren. Så er der et svar fra ministeren. Værsgo.

Jeg må simpelt hen sige, at jeg ikke opfattede det spørgsmål, der måtte være blevet stillet. Jeg opfattede det som en klar politisk tilkendegivelse om, hvordan Enhedslisten ser på tilværelsen. Jeg forstod ikke spørgsmålet.

Hr. Christian Juhl beder om ordet igen. Værsgo.

Ja, selvfølgelig gør jeg det. Det her hedder korte bemærkninger, hr. minister, og det betyder, at man udveksler synspunkter. Det er ikke kun spørgsmål til ministeren, det er også synspunkter. Så kan man vælge at lade være med at kommentere synspunkterne, eller man kan kommentere dem.

Jeg er nødt til at stille et spørgsmål til ministeren: Hovedformålet med den her reform fik vi at vide af den tidligere regering med dens reformkreds var at spare 2 mia. kr. i 2020 og 4 mia. kr. på længere sigt. Jeg forstår, at der også er visse socialpolitiske initiativer med det her forslag, og derfor vil jeg gerne spørge: Er det rigtigt forstået, at der ikke er flere, der kommer på førtidspension, men at nogle kommer lidt hurtigere igennem systemet til en afklaring, hvor de kan få deres ret til førtidspension, hvis de har ret til den?

Ministeren.

Altså, det er jo meget tydeligt for dem, der har læst lovforslaget, at det netop tager afsæt i, at det nu tydeliggøres, hvordan det kan sikres, at man i bestemte situationer kan få tildelt en førtidspension uden at skulle igennem et ressourceforløb. Det er lige præcis det, hele diskussionen har drejet sig om.

Jeg kan også bekræfte – for det, som hr. Christian Juhl gerne vil spørge om, er, hvorvidt man nu laver et nybrud, hvorvidt man laver om på de regler, som lå til grund for den overordnede reform – at nej, det gør man ikke med det her lovforslag, det er et hundrede procent korrekt. Man præciserer det, som var intentionen på det tidspunkt, som man var enige om, og som har udviklet sig forkert. Og så kommer vi til anden halvleg, som starter her i april måned, når vi diskuterer: Er der så noget i den overordnede lovgivning, som kræver ny lovgivning?

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.