L 14 Forslag til skatteindberetningslov.

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-10-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 10-10-2017
Betænkning afgivet 30-11-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 05-12-2017
3. behandlet, vedtaget 07-12-2017
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Lovforslaget er en del af regeringens (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) »Retssikkerhedspakke III – Klar og præcis lovgivning«, hvori regeringen foreslår en gennemgribende revision og modernisering af skattekontrolloven.

Som led heri foreslås en opdeling af den gældende skattekontrollov i en skattekontrollov og en skatteindberetningslov, så retssikkerheden øges, idet lovene vil blive mere overskuelige og lettere at forstå for både borgere, virksomheder og myndigheder.

Forslaget til skatteindberetningslov vedrører de automatiske indberetningspligter. De automatiske indberetningspligter handler primært om, at bl.a. arbejdsgivere, banker og offentlige myndigheder uden opfordring skal meddele SKAT oplysninger om tredjemand. Oplysningerne anvendes ved dannelsen af borgernes årsopgørelser og oplysningsskemaer, ligesom indberetninger til indkomstregisteret i øvrigt indgår i et fællesoffentligt samarbejde om at indhente oplysninger.

Lovforslaget sambehandles med L 13 (Forslag til skattekontrollov) og L 15 (Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, skattekontrolloven og forskellige andre love), som ligeledes er en del af »Retssikkerhedspakke III – Klar og præcis lovgivning«.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 103 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Sambehandlet med: