Europaudvalget 2017-18
B 18
Offentligt
1867896_0001.png
Folketingets Europaudvalg
[email protected]
Claus Larsen-Jensen (S)
[email protected],
[email protected]
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
Europaudvalget har i brev af 20. februar 2018 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (B
18), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Claus Larsen-
Jensen (S).
Spørgsmål nr. 1:
14. marts 2018
J.nr. 2017 - 7984
Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt det er muligt
uden at foretage en ændring
af EU’s traktatgrundlag efter procedurerne i 48 TEU –
at vedtage en social proto-
kol som foreslået af Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation og Enhedsli-
sten, jf. beslutningsforslag B 18 (samling 2017-18), som sikrer, at de faglige og so-
ciale rettigheder har forrang for den fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser,
varer og kapital i tilfælde af konflikt mellem de to sæt af rettigheder.
Svar:
Jeg vil gerne uddybe de tre synspunkter, jeg fremførte under debatten om beslut-
ningsforslaget. Jeg sagde ved den lejlighed, at:
En social protokol som ønsket af Den Europæiske Faglige Samarbejdsor-
ganisation vil kræve en traktatændring.
Forslaget i realiteten vil aflive det indre marked.
EU-Domstolen både varetager hensynet til sociale rettigheder og hensynet
til økonomiske rettigheder.
Traktaten fastlår, at der er forbud mod restriktioner, der hindrer den fri udveksling
af tjenesteydelser eller frie etableringsret inden for Unionen.
Efter Domstolens praksis er restriktioner berettigede, hvis de anvendes:
Uden forskelsbehandling.
Er begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn og proportionale.
Et tvingende hensyn er efter domstolens praksis bl.a. hensyn til beskyttelsen af ar-
bejdstagerne.
I 1980’erne afsagde Domstolen fx nogle
domme, der statuerede, at
fællesskabsretten ikke er til hinder for, at værtsstaten pålægger tjenesteydere af føl-
ge lovgivningen eller kollektive aftaler om mindsteløn.
Domstolens praksis banede vejen for udstationeringsdirektivet i 1996. Direktivet
har til formål at finde en balance mellem hensynet til tjenesteydelsernes fri bevæ-
gelighed og hensynet til arbejdstagernes beskyttelse. Minimumsreglerne skal sikre
arbejdstagerne, og hensynet til tjenesteydelsers fri bevægelighed er sikret ved, at
medlemsstaterne som udgangspunkt ikke må kræve overholdelse af andre regler.
Direktivet er således ikke blot et minimumsdirektiv til beskyttelse af arbejdstager-
ne, men som udgangspunkt også et maksimumsdirektiv af hensyn til tjenesteydel-
B 18 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om, hvorvidt det er muligt at vedtage en social protokol uden at foretage en ændring af EU’s traktatgrundlag, til beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren
sernes fri bevægelighed. Det er således ikke EU-Domstolen, der har gjort direktivet
til et maksimumsdirektiv.
I en række domme efter vedtagelsen af udstationeringsdirektivet fastslog EU-
Domstolen, at medlemsstater kan indføre forskellige foranstaltninger til kontrol og
håndhævelse for at sikre arbejdstagernes rettigheder og bekæmpe social dumping.
Det var på baggrund af domspraksis, at Danmark indførte RUT-registret i 2008.
Domstolens praksis om kontrolforanstaltninger og håndhævelse blev konsolideret i
det såkaldte håndhævelsesdirektiv. Det er på baggrund af dette direktiv, at vi i
Danmark bl.a. fik etableret Arbejdsmarkedets fond for Udstationerede.
Tre af de domme, som forslagsstillerne henviser til i begrundelsen for B 18, vedrø-
rer udstationeringsområdet. I alle tre domme var situationen den, at man i værts-
landet krævede videregående vilkår, end det var tilladt efter udstationeringsdirekti-
vet.
Efter EU-retten er der altså ret til at levere tjenesteydelser, men dette kan begræn-
ses af hensyn til arbejdstagernes beskyttelse. På den anden side er der ret til at kon-
flikte, men dette giver ikke ret til at konflikte for krav, der er i et strid med EU-ret
eller national lovgivning.
Når den europæiske fagbevægelse og Enhedslisten ønsker, at EU-Domstolen ikke i
fremtiden skal kunne afsige domme, der begrænser sociale rettigheder, så kan jeg
kun forstå det sådan, at de sociale rettigheder skal være ubegrænsede.
De skal kunne trumfe udstationeringsdirektivet, og Domstolen skal ikke kunne
vurdere, om der er et rimeligt forhold mellem mål og midler. Det er på baggrund af
EU-Domstolens praksis, der hviler på en fortolkning af traktaten, klart, at dette ik-
ke vil kunne ske uden en traktatændring.
Venlig hilsen
Troels Lund Poulsen
2