Tak for det.
Jeg beklager the long walk to ligeløn fra min plads.
Først og fremmest tak for debatten, tak for de positive tilkendegivelser fra de fleste af partierne, i forhold til at vi selvfølgelig kan tage en drøftelse af, om vi kan skubbe på med at gøre det til en frivillig ordning, og hvordan vi så kan få nogle initiativer fremsat fra ministerens side.
Så det takker jeg meget for.
Vi har mange gange i dag hørt »lige løn for lige arbejde« og »arbejde af samme værdi«, men vi har også hørt, at vi har en retstilstand i Danmark, som faktisk er meget uholdbar, og vi kan blive ved med at tale, men vi kan også begynde at handle.
I Alternativet er vi meget opsatte på, at der skal være ligestilling og ligeløn på det danske arbejdsmarked; der skal være en retstilstand, hvor de mænd og de kvinder, som er dybt bekymrede over den skævvridning og det løngab, vi har, faktisk ikke føler, at de bliver taget alvorligt.
Derfor foreslår vi, at private og offentlige virksomheder og organisationer, der har over 35 medarbejdere, bliver forpligtet til at dokumentere, at de udbetaler lige løn for det samme arbejde og for det arbejde, der har samme værdi.
Virksomheder og organisationer, der forsømmer at dokumentere dette, skal kunne pålægges dagbøder, indtil de gør det.
Men Danmark er jo et moderne og et oplyst land med et velfungerende arbejdsmarked, hvor stort set lige mange kvinder og mænd deltager og får det samme i løn – ja, selvfølgelig har vi da ligeløn.
Den forestilling er der rigtig, rigtig mange der har, og det er rigtig ærgerligt, at det bare ikke er sådan i virkeligheden, og et af de værktøjer, vi har til at komme sådan en vrangforestilling til livs, er ved at tage nogle konkrete initiativer med lovgivning.
Ifølge SFI har vi et løngab mellem mænd og kvinder på omkring 17-18 pct.
Der er flere årsager, som er forbundet med hinanden, men vi ved, at en af årsagerne er det kønsopdelte arbejdsmarked, og vi ved, at det er de såkaldte kvinde- og mandefag, og så er der lige de der 4-7 pct., der ikke kan forklares med andet end diskrimination.
Tilbage til retstilstanden.
Skal vi handle på den, eller skal vi bare sige, at arbejdsmarkedets parter klarer opgaven, selv om de ikke har kunnet gøre det de sidste over 40 år?
Det er ikke for at negligere, at der faktisk sker små fremskridt, men vi har ikke tid til at vente 111 år, hverken vi i Alternativet eller kvinderne i Danmark.
I godt 40 år har vi ventet.
Formålet med ligelønsloven er at sikre et fair arbejdsmarked, hvor man vurderes på ens indsats og ens kompetencer, og det er jeg glad for at kunne høre alle partier i dag er enige om.
Derfor er det ikke i orden, at vi venter i 42 år mere.
Det håber jeg også vi kan blive enige om.
Nogle vil mene, at lønforskellen automatisk vil udligne sig med tiden, og således hørte jeg Venstres ordfører gentage fire gange:
Jamen det er arbejdsmarkedets parter.
Men der er gået 42 år, og om 42 år har jeg selv forladt arbejdsmarkedet, og det vil være rigtig ærgerligt, hvis jeg ikke kan sige, at jeg har hjulpet til med, at ligelønnen faktisk var blevet en realitet i Danmark.
Vi kan se, at løngabet er temmelig konstant, faktisk er det kun blevet indsnævret med 0,1 pct.
fra 2016 til 2017, så vi skal ikke vente længere, det er på tide, at vi i Folketinget slipper modstanden og arbejder konstruktivt hen imod løsninger.
Vi må erkende, også i internationalt perspektiv, at Danmark ikke klarer sig særlig godt og slet ikke så godt, som vi går og tror med vores egen branding om, at vi er verdens bedste.
Nej, vi ligger på en 14.
plads i Economic Forum Global Gender Gap Index – altså, hvordan det går med ligestillingen i Danmark.
14.
plads.
Alle vores naboer ligger i topfem, og Island ligger nr.
1.
Det kan virke lidt tomt, at vores nye kulturkanon fremstiller ligestilling som en kulturel kerneværdi i Danmark, når vi så sakker bagud og nu ligger på den her 14.
plads.
Kravet om dokumentation vil helt sikkert føre øget administrationsbyrder med sig, og det har vi talt om i dag, men vi belaster hele tiden virksomheder med eksempelvis revisioner, skatteopgørelser, og vi belaster dem med ting, som vi mener er vigtige, centrale, nødvendige for at have et godt samfund.
Det er ligeløn også.
Vi mener principielt, at ligestilling skal sidestilles med at sikre skattebetalinger, fordi det er en del af det, der skaber et stærkt arbejdsmarked.
Vi er også overbevist om, at dokumentationskravet ikke udelukkende vil være belastende, for det kan sagtens vise sig at være et rigtig godt ledelsesværktøj, som vi også har hørt ministeren udtale i dag.
Med det vil jeg sige tak for debatten.
Jeg håber, at vi i udvalget finder frem til at få en beretning, der har nogle konkrete tiltag til, hvordan vi gør det her til en frivillig ordning, og hvordan vi i den grad får den ud i de kanaler, den skal, og italesat den, som den skal, og husker på, at det er her, der sker, nemlig når dem, der har taletid, bruger den fornuftigt og hjælper til med at skabe forandring frivilligt eller med lidt hjælp fra noget lovgivning.
Det var ordene.