Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del
Offentligt
1857725_0001.png
Ministeren
Folketinget
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 5. april 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 665 (Alm. del) efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til ud-
lændinge- og integrationsministeren, som hermed besvares endeligt.
Spørgsmål nr. 665:
Vil ministeren kommentere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i
sagen Paposhvili mod Belgien af 13. december 2016 samt seniorforsker, ph.d.
Peter Vedel Kessi gs artikel o do
e i ”EU-ret og Me eskeret” r. ,
og
redegøre for, om dommen får konsekvenser for den danske praksis med hensyn
til tildeling af humanitære opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 b?
Svar:
1.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 13. december 2016
dom i sagen
Paposhvili mod Belgien.
Dommen vedrører udsendelse af alvorligt
syge personer.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gennemgår i
præmis 172-181
sin
hidtidige praksis for udsendelse af personer, der er alvorligt syge. Domstolen op-
summerer bl.a. sin hidtidige praksis, hvorefter udlændinge, der står over for ud-
visning, som udgangspunkt ikke har ret til ophold i en konventionsstat for dér at
fortsætte med at modtage medicinsk, social eller anden form for bistand, og at
det forhold, at den pågældendes vilkår, herunder den forventede levetid, vil blive
væsentligt forringet eller forkortet i tilfælde af udsendelse, ikke i sig selv kan med-
føre en krænkelse af artikel 3. Kun i meget ekstraordinære tilfælde, hvor der er
tvingende humanitære modhensyn, kan det være i strid med artikel 3 at udsende
en udlænding, der lider af en alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, til et land, hvor
der ikke er adgang til behandling.
I praksis har Domstolen fortolket begrebet
meget ekstraordinære tilfælde
i over-
ensstemmelse med sin dom af 2. maj 1997 i sagen
D mod Storbritannien
således,
at eget ekstraordi ære tilfælde ”ver e eptio el ases” foreligger i e situati-
on, hvor en udlænding er kritisk syg og døden nær (terminalstadiet). I en dom af
27. maj 2008 i sagen
N mod Storbritannien
anførte Domstolen dog, at den ikke
ville udelukke, at der kunne foreligge andre meget ekstraordinære tilfælde end
2. februar 2018
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
2017 - 5755
221627
Side
1/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
situationen, som forelå i sagen
D mod Storbritannien.
Domstolen anførte imidler-
tid ikke, hvori disse andre ekstraordinære tilfælde består.
I Paposhvili-dommens
præmis 182
markerer Domstolen, at retstilstanden præci-
seres. Domstolen vil således afklare praksis og redegøre nærmere for, hvornår der
ka foreligge ”andre
meget ekstraordinære tilfælde”.
Præmis 183
er herefter den centrale præmis i dommen. Domstolen udtaler såle-
des, at der ved ” eget ekstraordi ære tilfælde” forstås situatio er, hvor der er
vægtige grunde til at antage, at den pågældende, selvom døden ikke er nært fore-
stående, vil blive udsat for en virkelig risiko, som følge af mangel på passende
behandling i modtagerstaten eller manglende adgang til sådan behandling, for at
blive udsat for en alvorlig, hurtig
og uoprettelig forværri g ”serious, rapid a d
irreversi le de li e” i vedko
e des hel redstilsta d, der vil resultere i i te s
lidelse eller i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid. Domstolen understre-
ger, at dette er i overensstemmelse med den høje tærskel for anvendelse af arti-
kel 3 i sager om udsendelse af alvorligt syge udlændinge.
Herefter indfører Domstolen i
præmis 185
en sagsbehandlingspligt for de nationa-
le myndigheder.
Det er i første omgang op til udlændingen at føre bevis
”addu e evide e” for
den påståede risiko. Udlændingen skal således fremlægge beviser, der godtgør, at
der er vægtige grunde til at tro, at der kan være tale om en artikel 3-situation
(præmis
186).
Hvis udlændingen kan føre bevis for den påståede risiko, er det op
til staten at afkræfte tvivlen. Det forudsætter en indgående prøvelse af de forud-
sigelige konsekvenser af en udsendelse, hvor der lægges vægt på de generelle
oplysninger om modtagerstaten og oplysningerne om den individuelle udlænding,
hvilket omfatter en sammenligning af udlændingens helbredstilstand henholdsvis
før og efter udsendelse (præmis
187).
Domstolen bemærker, at der ved vurderingen lægges vægt på, om den behand-
ling, der er generelt tilgængelig i modtagerstaten, er tilstrækkelig og passende til
at sikre, at udlændingen ikke udsættes for en behandling i strid med artikel 3, og
det afgørende er således ikke behandlingsniveauet i den udvisende stat, eller om
behandlingen i modtagerstaten er på et sammenligneligt niveau, ligesom artikel 3
ikke sikrer ret til en behandling i modtagerstaten, der ikke er tilgængelig for resten
af befolkningen (præmis
188-189).
Myndighederne skal undersøge, om behandlingen generelt er tilgængelig i hjem-
landet.
Det følger herefter af
præmis 190,
at myndighederne også skal overveje, om ud-
lændingen rent faktisk har adgang til at modtage behandlingen i hjemlandet, hvil-
ket omfatter spørgsmål om tilgængelighed både med hensyn til afstand og om-
kostninger. Domstolen henviser i den forbindelse til sin hidtidige praksis på områ-
det.
Side
2/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
Hvis der herefter foreligger alvorlig tvivl med hensyn til konsekvenserne for den
syge udlænding i tilfælde af udsendelse, kan den udvisende stat have pligt til at
opnå en individuel og tilstrækkelig garanti fra modtagerstaten om, at behandlin-
gen eksisterer og vil være tilgængelig for udlændingen, inden en udsendelse gen-
nemføres (præmis
191).
Det forhold, at modtagerstaten er en medlemsstat, der også er bundet af konven-
tionen, er ikke i sig selv afgørende for, om udsendelse vil være i strid med konven-
tionen (præmis
193).
2.
I forhold til den konkrete sag, som dommen vedrører, var der tale om en geor-
gisk statsborger (Georgie Paposhvili), som kom til Belgien i 1998 med sin kone og
et barn. Han fik sidenhen to børn mere. Han fik afslag på asyl og på opholdstilla-
delse på andet grundlag. Fra 1999 og frem til 2005 blev Paposhvili dømt for adskil-
lige lovovertrædelser, og han blev derfor udvist på grund af den begåede krimina-
litet.
Under afsoning af en fængselsstraf i 2006 fik han konstateret bl.a. leukæmi. Han
modtog forskellig behandling, og hans forventede levetid blev i 2008 vurderet til
at være 3-5 år. Sygdommen forværredes, og i 2012 vurderede en læge, at ophør
af behandlingen kunne føre til Paposhvilis død. I 2015 vurderede en læge, at op-
hør af behandling ville medføre en forventet levetid på tre måneder, samt at
Paposhvili ikke havde adgang til behandlingen i Georgien.
Paposhvili søgte flere gange om opholdstilladelse af humanitære årsager under
henvisning til, at det ikke var muligt at få behandling for hans leukæmi i Georgien.
Han fik imidlertid afslag med henvisning til, at han var udelukket fra at få opholds-
tilladelse efter belgisk lovgivning på grund af den begåede kriminalitet. De belgi-
ske myndigheder foretog derfor ikke yderligere undersøgelser i sagen i forhold til
Belgiens internationale forpligtelser.
Paposhvili indbragte herefter sagen for Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol med påstand om, at hans udvisning til Georgien ville sætte ham i fare for
umenneskelig behandling og en tidligere død på grund af, at behandlingen, som
han havde modtaget i Belgien, ikke var tilgængelig i Georgien. I 2016 døde
Paposhvili i Belgien, men da de efterladte ønskede at fortsætte sagen, fortsatte
Menneskerettighedsdomstolen behandlingen.
Menneskerettighedsdomstolen fastslog i sin dom, at Belgien ville have krænket
Den Europæiske Menneskeretskonventions (EMRK) artikel 3 (om forbud mod
tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) og artikel 8
(om ret til privat- og familieliv), hvis Paposhvili var blevet udsendt af Belgien til
Georgien, idet Belgien i den konkrete sag ikke havde overholdt sin undersøgelses-
pligt.
3.
I den artikel, der henvises til i spørgsmålet, anfører forfatteren, at han mener,
at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Paposhvili-sagen bør føre
til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet ændrer sin praksis for meddelelse af
humanitær opholdstilladelse.
Side
3/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
1857725_0004.png
Forfatteren anfører, at Domstolen med Paposhvili-dommen har lempet sygdoms-
kriteriet og skærpet undersøgelseskravet. Forfatteren anfører således, at det ikke
længere er tilstrækkeligt blot at undersøge, om en udlænding lider af en terminal
sygdom. Der bør herudover foretages en konkret og individuel vurdering af, om
udlændingen vil have adgang til den nødvendige behandling og pleje i hjemlandet,
herunder i forhold til økonomi, sociale og familiemæssige netværk og afstand til
behandling.
Forfatteren anfører endvidere, at den danske praksis for meddelelse af humani-
tær opholdstilladelse synes at være i overensstemmelse med Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols tidligere praksis om staters undersøgelsespligt,
hvorefter det ansås for tilstrækkeligt at vurdere de generelle behandlingsmulig-
heder i hjemlandet.
Forfatteren finder imidlertid, at Udlændinge- og Integrationsministeriet på bag-
grund af dommen bør ændre praksis, så udlændingens reelle behandlingsmulig-
heder i hjemlandet undersøges, og der foretages en konkret og individuel vurde-
ring af, om udlændingen vil have adgang til den nødvendige behandling og pleje i
hjemlandet, herunder i forhold til økonomi, sociale og familiemæssige netværk og
afstand til behandling.
Forfatteren finder på den baggrund, at ministeriet er forpligtet til at indrette sin
praksis efter EMD-praksis, der efter forfatterens opfattelse i meget vidt omfang
svarer til dansk praksis før praksisændringen i 2010.
4.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriet opfattelse, at Paposhvili-
dommen grundlæggende handler om tre ting.
Hidtil har Domstolen i sin praksis antaget, at personer, der lider af en alvorlig syg-
dom i terminalstadiet, er omfattet af beskyttelsen i artikel 3. Men Domstolen har
so
æv t i
a ført, at der ku e være a dre ” eget ekstraordi ære tilfæl-
de”, hvor e alvorligt s g perso er o fattet af de e esk ttelse.
I Paposhvili-dommen finder Domstolen så for første gang anledning til at præcise-
re,
hvad der ær ere ligger i disse a dre ” eget ekstraordi ære tilfælde”, hvor
udsendelse af en alvorligt syg udlænding vil rejse spørgsmål i forhold til EMRK
artikel 3, selvom døden ikke er nært forestående.
Der er også efter Paposhvili-dommen en meget høj tærskel, før et forhold er om-
fattet af EMRK artikel 3. Bestemmelsen vil således fortsat kun blive krænket, hvis
der foreligger meget ekstraordinære tilfælde. Det drejer sig om de grupper af
alvorligt syge udlændinge, for hvem det må antages, at udlændingen uden be-
handling i hjemlandet er i reel risiko for at blive udsat for en alvorlig, hurtig og
uoprettelig forværring i vedkommendes helbredstilstand, der vil resultere i intens
lidelse eller i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid (præmis
183).
Der kan efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, meddeles humanitær opholdstilla-
delse, hvis ”væse tlige he s af hu a itær karakter afgøre de taler for at i ø-
Side
4/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
1857725_0005.png
deko
e a søg i ge ”.
Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige huma-
nitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestem-
melse, beror på et skøn.
I praksis er udlændingens helbredsforhold et kerneområde for bestemmelsens
anvendelse. Helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse forudsætter, at ud-
lændingen lider af en meget alvorlig behandlingskrævende sygdom (sygdomskri-
teriet). Derudover stilles der som altovervejende udgangspunkt krav om, at be-
handling ikke er tilgængelig i ansøgerens hjemland (kriteriet om fravær af behand-
lingsmuligheder i hjemlandet).
Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets praksis anses sygdomskriteriet for
opfyldt, hvis der er tale om en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvis en ansøger lider af meget alvorlige hjertesygdomme,
nyresygdomme, tarmsygdomme, blodsygdomme, insulinkrævende diabetes samt
egentlige sindssygdomme, hvor den pågældende lider af en psykose f.eks. parano-
id psykose og skizofreni. Opremsningen er ikke udtømmende.
Sygdomskriteriet vil efter Udlændinge- og Integrationsministeriets praksis kunne
være opfyldt selv i sager, hvor en udlænding lider af en sygdom, hvor en mang-
lende behandling ikke vil medføre en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring i
vedkommendes helbredstilstand med intens lidelse eller væsentlig reduktion i den
forventede restlevetid til følge.
På den baggrund finder Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke på baggrund
af dommen anledning til at ændre praksis for fortolkning af sygdomskriteriet, som
allerede efter dansk praksis omfatter såvel uhelbredelige sygdomme i terminal-
stadiet som andre meget alvorlige sygdomme. Ministeriet har således ikke fundet
holdepunkter i dommen for, at den danske fortolkning af sygdomskriteriet er for
snæver.
For det andet medfører dommen en udvidet undersøgelsespligt i de særlige sager,
som er omfattet af dommen.
Det fremgår af dommen, at myndighederne fra sag til sag skal overveje, om den
behandling, der generelt er tilgængelig i modtagerstaten, er tilstrækkelig og pas-
sende til den pågældendes sygdom, således at vedkommende ikke udsættes for
behandling i strid med artikel 3 (præmis
189).
Det er i første omgang op til udlændingen at føre bevis for den påståede risiko.
Hvis udlændingen fremlægger beviser, så der er vægtige grunde til at antage, at
det vil kunne stride mod artikel 3 at udsende den pågældende, vil det være op til
staten at afkræfte tvivlen.
Det er en betingelse for at meddele helbredsbetinget humanitær opholdstilladel-
se til en ansøger, der lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, at an-
Side
5/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
søgeren ikke har adgang til den nødvendige behandling i sit hjemland (kriteriet om
fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet).
Efter gældende praksis er det op til udlændingen at fremlægge oplysninger om, at
vedkommende lider af en alvorlig sygdom og modtager behandling herfor.
Udlændinge- og Integrationsministeriet foretager herefter efter praksis allerede
en vurdering af, hvorvidt den pågældende har adgang til medicin i de sager, hvor
ministeriet har fundet, at den pågældende lider af en meget alvorlig sygdom.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på den baggrund ikke, at der er
behov for at justere ministeriet fortolkning af, hvornår medicin og behandling
generelt er tilgængeligt.
Domstolen anfører herudover, at myndighederne skal overveje, i hvilken ud-
strækning den pågældende
faktisk
vil have adgang til behandling i modtagersta-
ten (præmis
190).
Domstolen bemærker i den forbindelse (i overensstemmelse
med dens tidligere afsagte domme), at staterne bl.a. skal overveje omkostninger
ved medicinering og behandling, om der er et tilgængeligt socialt og familiemæs-
sigt netværk, og den distance, der skal rejses for at få adgang til den nødvendige
pleje.
Domstolen har ikke i dommen udtalt sig om, hvornår undersøgelsespligten ind-
træder, udover at der skal foreligge vægtige grunde. Det følger dog heraf, at der
skal noget til.
Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets gældende praksis vil det normalt
være uden betydning for meddelelse af en helbredsbetinget opholdstilladelse, at
en given behandling alene er tilgængelig i f.eks. privat regi mod egenbetaling,
ligesom egenbetalingens størrelse som udgangspunkt er uden betydning. Det er
endvidere ikke en betingelse, at den behandling, som er tilgængelig i hjemlandet,
er af samme karakter som den behandling, der tilbydes i det danske sundhedsvæ-
sen, så længe der foreligger oplysninger fra hjemlandets sundhedsmyndigheder
eller andre relevante aktører om, at den pågældende sygdom rent faktisk kan
behandles i hjemlandet.
Det er desuden normalt uden betydning, at den nødvendige behandling er tilgæn-
gelig på apoteker med videre i hele hjemlandet. Såfremt det pågældende land
asylretligt anses for ét land, vil en ansøger således kunne henvises til at modtage
den foreskrevne behandling i en anden del af landet også, selvom den pågælden-
de var bosiddende et andet sted i hjemlandet inden sin udrejse.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har hidtil alene undersøgt spørgsmål om
f.eks. omkostninger ved medicin og afstand til behandling i de sager, hvor det på
baggrund af sagens oplysninger umiddelbart blev skønnet, at ansøgeren opfylder
den høje tærskel for meddelelse af humanitær opholdstilladelse.
Side
6/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
1857725_0007.png
Ministeriet har således kun lagt vægt på prisen af behandlingen, hvis der er kon-
krete holdepunkter for, at der er tale om en meget dyr behandling. Justitsministe-
riet har således f.eks. (på det tidspunkt, hvor udlændingeområdet hørte under
Justitsministeriet) behandlet en sag, hvor der var oplysninger om, at en ansøger
led af en meget alvorlig fysisk sygdom, hvor den livsnødvendige medicin her i lan-
det kostede mere end 80.000 kr. om måneden. På den baggrund blev det beslut-
tet at undersøge, hvad behandlingen i hjemlandet ville koste. Ministeriets under-
søgelse af prisen på medicinen i hjemlandet blev imidlertid ikke tilendebragt, da
den nødvendige behandling efterfølgende viste sig ikke at være tilgængelig.
Der har endvidere efter den hidtidige praksis i ekstraordinære tilfælde kunnet
meddeles humanitær opholdstilladelse, hvis det ville være farefuldt for en ansø-
ger at nå frem til behandlingsstedet, og den pågældende f.eks. på grund af sin
sygdom ikke ville være i stand til at bosætte sig i den del af landet, hvor behand-
lingen var tilgængelig.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at dommen medfører,
at behandlingens faktiske tilgængelighed i de særlige sager, hvor der på baggrund
af udlændingens egne forhold er væsentlig grund til at tro, at der ikke er faktisk
adgang til en behandling i hjemlandet, nu skal undersøges nærmere.
Er der således på baggrund af ansøgerens personlige forhold vægtige grunde til at
tro, at vedkommende ikke har faktisk adgang til at modtage behandling, vil Ud-
lændinge- og Integrationsministeriet fremover skulle foretage yderligere sags-
skridt med henblik på at undersøge dette nærmere.
Ved vurdering af spørgsmålet om faktisk adgang skal der bl.a. ses på spørgsmålet
om omkostninger, socialt og familiært netværk og afstand.
Der vil som hidtil være en høj tærskel for, hvornår behandling ikke anses for fak-
tisk tilgængeligt.
For det tredje åbner Domstolen også op for, at man i sager, hvor der efter den
udvidede undersøgelse er alvorlig tvivl om konsekvenserne af en udsendelse, alli-
gevel har mulighed for at udsende den pågældende ved brug af en individuel og
tilstrækkelig garanti fra modtagerstaten.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke hidtil overvejet at anvende garan-
tier i sager om humanitær opholdstilladelse.
5.
I Paposhvili-sagen var Paposhvili udelukket fra at blive meddelt opholdstilladel-
se som følge af, at han havde begået kriminalitet i Belgien. De belgiske myndighe-
der undersøgte på den baggrund ikke, om den behandling, som Paposhvili havde
brug for, var tilgængelig i hjemlandet.
Der er ligeledes efter dansk ret mulighed for at udelukke en udlænding fra op-
holdstilladelse, hvis pågældende har begået kriminalitet.
Side
7/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
Det følger således af udlændingelovens § 10, stk. 4, at en udlænding, der har ind-
rejseforbud, ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9-9 f, §§ 9
i-9 n eller 9 p, medmindre ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år
efter udrejsen, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4. Kravet om, at der skal være for-
løbet to år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke er EU-borger,
og som er udvist efter udlændingelovens § 25 b (om ulovligt ophold), jf. § 10, stk.
4, 2. pkt.
Efter praksis vil en udlænding, som er udvist af Danmark ved dom med et indrej-
seforbud, således være udelukket fra at blive meddelt humanitær opholdstilladel-
se, hvis vedkommende ikke har været udrejst i to år.
Det følger af udlændingelovens § 50, stk. 1, at en udlænding, der er udvist ved
dom, som ikke har været udrejst af Danmark, og som påberåber sig, at der er ind-
trådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. udlændingelovens § 26,
kan begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Hvis
retten ophæver udvisningen, vil udlændingen kunne meddeles humanitær op-
holdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingel-
serne herfor.
Efter praksis har Udlændinge- og Integrationsministeriet hidtil som udgangspunkt
ikke nærmere undersøgt sygdommens karakter samt tilgængeligheden af medicin
i hjemlandet i de sager, hvor udlændingen er udelukket efter udlændingelovens §
10, stk. 4.
Selvom Paposhvili var udelukket fra opholdstilladelse på grund af, at han havde
begået kriminalitet, fandt Domstolen i Paposhvili-dommen, at det ville have ud-
gjort en krænkelse af EMRK artikel 3, hvis Paposhvili var blevet udsendt af Belgien,
da de belgiske myndigheder ikke havde undersøgt, om der var medicin tilgænge-
ligt i hjemlandet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har på den baggrund fundet anledning til
at justere praksis i forbindelse med behandling af sager, hvor der meddeles afslag
på humanitær opholdstilladelse som følge af, at udlændingen er udelukket efter
udlændingelovens § 10, stk. 4.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil således fremover i sager, hvor der
meddeles afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning til udlændinge-
lovens § 10, stk. 4, 1. pkt., og hvor udlændingen fortsat opholder sig i Danmark,
vejlede udlændingen om, at udlændingen i medfør af udlændingelovens § 50 har
mulighed for at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for domsto-
lene, hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, jf.
udlændingelovens § 26.
Såfremt udlændingen ikke ønsker at indbringe spørgsmålet om ophævelse af
udvisningen for retten, eller retten ikke har fundet anledning til at ophæve udvis-
ningen, jf. udlændingelovens § 50, men ministeriet vurderer, at den pågældende
vil være i en situation, hvor det vil stride mod artikel 3 at udsende den pågælden-
de, vil ministeriet således fremadrettet henvise den pågældende til tålt ophold,
Side
8/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
indtil vedkommende kan udsendes af landet. Det skyldes, at udlændingelovens §
10 udtømmende regulerer adgangen til at meddele opholdstilladelse til udlæn-
dinge med indrejseforbud. En udlænding med et indrejseforbud, der har fået af-
slag på asyl, vil derfor ikke kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, stk. 1, selv om den pågældende ikke for tiden kan udsen-
des.
6.
Samlet er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der ikke
efter de internationale konventioner og traktater eksisterer en ret for udlændinge
til at opholde sig i et land, hvor de pågældende ikke er statsborgere, alene med
henvisning til, at de pågældende modtager eller ønsker at modtage f.eks. medi-
cinsk behandling i dette land.
Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at praksis for
meddelelse af humanitær opholdstilladelse fortsat
i overensstemmelse med
bestemmelsens hidtidige formål
skal have undtagelsens karakter. Bestemmelsen
har et snævert anvendelsesområde.
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at praksis for meddelelse af humanitær
opholdstilladelse skal administreres i overensstemmelse med Danmarks internati-
onale forpligtelser.
I henhold til EMRK artikel 3 må ingen underkastes tortur og ej heller umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf. Det er Udlændinge- og Integrations-
ministeriets opfattelse, at det også efter Paposhvili-dommen følger, at EMRK arti-
kel 3 ikke beskytter mod udsendelse af en udlænding med fysiske eller psykiske
helbredsproblemer til et land med lavere behandlingsstandard og/eller begræn-
sede behandlingsmuligheder, medmindre der foreligger meget ekstraordinære
tilfælde.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i Paposhvili-dommen redegjort
for, hvad der skal forstås ved andre meget ekstraordinære tilfælde. Det er Udlæn-
dinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der for at sikre, at afgørelser på
det humanitære område træffes i overensstemmelse med Danmarks internationa-
le forpligtelser, er behov for at indføre ekstra sagsbehandlingsskridt i visse særlige
sager, således at ansøgerens faktiske adgang til behandling undersøges nærmere.
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at ministeriet bl.a. med den ovenfor
beskrevne justering af praksis i forhold til behandling af sager, hvor udlændingen
er udvist af Danmark som følge af, at den pågældende har begået kriminalitet,
opfylder de nødvendige undersøgelseskrav af behandlingsmulighederne i hjem-
landet.
Side
9/10
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om, hvordan og hvornår ministeriet har vejledt relevante myndigheder og borgere om, at ministeriet i april-maj 2017 vurderede, at gældende praksis ikke kunne videreføres i udelukkelsessagerne omfattet af § 9 b, til udlændinge- og integrationsministeren
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil følge kommende domme fra Den Eu-
ropæiske Menneskeretsdomstol tæt og justere den danske praksis, hvis der måtte
blive behov derfor.
Inger Støjberg
/
Frederik Gammeltoft
Side
10/10