UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 370: Spm. om de to forskeres udtalelser til Radio 24syv om, at de er enige om vurderingen af dommens betydning, giver ministeren anledning til at revidere sin udtalelse under samrådet, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Folketinget

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 12. januar 2018 stillet følgende

spørgsmål nr. 306 (Alm. del) efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til

udlændinge- og integrationsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 306:

Under den mundtlige besvarelse af samrådsspørgsmål M den 11. januar 2018

tilkendegav ministeren, at hun er uenig med seniorforsker, ph.d. Peter Vedel

Kessi g, der i artikle ”Ny do fra De Europæiske Me eskerettighedsdo stol

kræver ændring af humanitær opholdstilladelse” (EU-ret & Menneskeret, nr. 1,

2017) skriver, at Paposhvili-dommen lægger op til en praksis

”svarende

oge lu de til forholde e i de praksisæ dri ge i

” Mi istere

edes

begrunde denne uenighed.

Svar:

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13.

december 2016 i Paposhvili mod Belgien, at udsendelse af alvorligt syge

udlæ di ge i ” eget ekstraordi ære tilfælde” ka stride od artikel i De

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Ved

” eget ekstraordi ære tilfælde” forstås

situationer, hvor der er vægtige

grunde til at antage, at den pågældende, selvom døden ikke er nært forestående,

vil blive udsat for en virkelig risiko, som følge af mangel på passende behandling i

modtagerstaten eller manglende adgang til sådan behandling, for at blive udsat

for e alvorlig, hurtig og uoprettelig forværri g ”serious, rapid a d irreversible

de li e” i vedko

e des hel redstilsta d, der vil resultere i i te s lidelse eller i

en væsentlig reduktion i forventet restlevetid (præmis

183).

Som det er nærmere redegjort for i besvarelsen af 2. februar 2018 af spørgsmål

nr. 665 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, er det

Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det danske

sygdomskriterium er bredere end det sygdomskriterium, som er omfattet af

Paposhvili-dommen.

19. februar 2018

Humanitært ophold

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2018 - 904

353321

Side

1/4

UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 370: Spm. om de to forskeres udtalelser til Radio 24syv om, at de er enige om vurderingen af dommens betydning, giver ministeren anledning til at revidere sin udtalelse under samrådet, til udlændinge- og integrationsministeren

Det danske sygdomskriterium vil således efter Udlændinge- og

Integrationsministeriets praksis også kunne være opfyldt i sager, hvor en

udlænding lider af en sygdom, hvor en manglende behandling ikke vil medføre en

alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring i vedkommendes helbredstilstand med

intens lidelse eller væsentlig reduktion i den forventede restlevetid til følge.

Allerede af denne grund er ministeriet ikke enig i det af seniorforsker, ph.d. Peter

Vedel Kessing anførte om, at dommen fører til en praksis, som i meget vidt

omfang svarer til forholdene inden praksisændringen i 2010, idet det ikke vil være

alle ansøgere, som opfylder det danske sygdomskriterium, som vil være omfattet

af den udvidede undersøgelsespligt, der følger af dommen.

Folketinget vedtog i 2010 en praksisændring, som indebar, at det som det klare

udgangspunkt er uden betydning, om medicinen og behandlingen i hjemlandet

alene kan fås mod egenbetaling

–

uanset betalingens størrelse.

Inden praksisændringen blev den faktiske tilgængelig af behandling i hjemlandet

undersøgt i alle sager, hvor det danske sygdomskriterium var opfyldt. Hvis den

nødvendige

sundhedsbehandling

for

ansøgerens

meget

alvorlige

behandlingskrævende sygdom således alene var tilgængelig i hjemlandet mod en

egenbetaling af en størrelse, som ansøgeren ikke kunne forventes at have en reel

økonomisk mulighed for at udrede, kunne der indtil 2010 efter

omstændighederne gives humanitær opholdstilladelse.

Dette ses i praksis administreret således, at der er blevet meddelt

opholdstilladelse

–

og senere forlængelse af sådanne opholdstilladelser

–

situationer, hvis udgifterne til medicin og behandling i hjemlandet har været ned

til ca. 1.000 kr. om måneden.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 665 (UUI - alm. del) (FT 2016-17),

er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at Paposhvili-dommen

medfører, at behandlingens faktiske tilgængelighed i de særlige sager, hvor der på

baggrund af udlændingens egne forhold er væsentlig grund til at tro, at der ikke er

faktisk adgang til en behandling i hjemlandet, nu skal undersøges nærmere.

Er der således på baggrund af ansøgerens personlige forhold vægtige grunde til at

tro, at vedkommende ikke har faktisk adgang til at modtage behandling, vil

Udlændinge- og Integrationsministeriet fremover skulle foretage yderligere

sagsskridt med henblik på at undersøge dette nærmere.

Der vil således ikke

–

modsat praksis før 2010

–

ske en undersøgelse af den

faktiske adgang til behandling, hvis der ikke på baggrund af oplysningerne om

ansøgerens personlige forhold er vægtige grund til at tro, at den pågældende ikke

har faktisk adgang til at modtage behandling.

Endelig har der hidtil været anvendt en høj tærskel for ministeriets vurdering

af, om der var faktisk adgang til behandling, herunder hvad man måtte tåle at

skulle leve op til af krav for at opnå behandling.

Side

2/4

Som det fremgår af svaret på spørgsmål nr. 665 (UUI

–

alm. del) (FT 2016-17), har

det tidligere været besluttet, at omkostningerne ved behandlingen skulle

undersøges i en sag, hvor en ansøger led af en meget alvorlig fysisk sygdom, og

hvor det af sagen fremgik, at den livsnødvendige medicin her i landet kostede

mere end 80.000 kr. Det kan endvidere oplyses, at ministeriet aktuelt har en

verserende sag, hvor behandlingen koster 8.000 kr. om måneden, og hvor prisen

inddrages som et moment.

Det er ministeriets vurdering, at der fortsat gælder en høj tærskel for vurderingen

af den faktiske adgang

–

også efter Paposhvili-dommen.

Det betyder, at en ansøger godt kan blive pålagt selv at betale for behandlingen

–

også større beløb. Beløbets størrelse vil afhænge af de samlede omstændigheder i

sagen.

Der vil derfor efter ministeriets opfattelse ikke være tale om, at ministeriet mere

generelt vender tilbage til den praksis, der gjaldt før 2010, og som ses

administreret således, at der er blevet meddelt opholdstilladelse

–

og senere

forlængelse af sådanne opholdstilladelser

–

i situationer, hvis udgifterne til

medicin og behandling i hjemlandet har været ned til ca. 1.000 kr. om måneden.

Det, som dommen medfører, er derimod, at der fremover vil skulle være et ekstra

sagsbehandlingsskridt i ministeriets behandling af sådanne sager. Ministeriet vil

f.eks. skulle undersøge prisen, hvis udlændingens egne forhold sammenholdt med

behandlingens karakter rejser væsentlige spørgsmål om, hvorvidt udlændingen

rent faktisk har råd til behandling i hjemlandet. Ministeriet vil i den forbindelse

bl.a. foretage en vurdering af prisen på behandlingen, udlændingens mulighed for

at skaffe penge, arbejde, formue, netværk og familie.

Ministeriet vil altså undersøge noget mere, men det betyder ikke nødvendigvis, at

den konkrete afgørelse af de enkelte sager vil blive anderledes.

Endvidere bemærkes det, at der med dommen åbnes op for, at man i sager, hvor

der efter den udvidede undersøgelse er alvorlig tvivl om konsekvenserne af en

udsendelse, alligevel har mulighed for at udsende den pågældende ved brug af en

individuel og tilstrækkelig garanti fra modtagerstaten.

Dette element har ikke tidligere været anvendt i sager om humanitært ophold.

Det bemærkes endelig, at der, jf. også besvarelsen af spørgsmål nr. 665 (UUI

–

alm. del) (FT 2016-17), som hidtil vil gælde en høj tærskel for, hvornår behandling

ikke anses for faktisk tilgængelig, og at praksis for meddelelse af humanitær

opholdstilladelse fortsat vil have undtagelsens karakter.

I den omtalte artikel argumenterer Peter Vedel Kessing for, at praksisændringen

fra 2010 har været en væsentligt medvirkende faktor til faldet i meddelte

Side

3/4

opholdstilladelser, og ha

e ”.

a fører, at ha

perso ligt hælder til ”at hylde

artiklen

”Jurister:

Danmark må ændre praksis efter dom fra

e eskerettighedsdo stole ” I for atio , 5.

april 2017), der omtales i

udvalgets spørgsmål nr. 316 (Alm. del), anføres det, at Peter Vedel Kessing

vurderer, at dommen vil bringe antallet af tildelte humanitære opholdstilladelser

tilbage til et niveau på mellem 100 og 200 årligt.

På baggrund af det ovennævnte er ministeriet ikke enig i, at der

–

som Peter

Vedel Kessings artikel vurderes at lægge op til

–

må forventes fremadrettet at

skulle gives et betydeligt større antal helbredsbetingede humanitære

opholdstilladelser som følge af dommen.

Inger Støjberg

Niels Henrik Larsen

Side

4/4