SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 30/11-17 om indsatsen mod overgreb på og omsorgssvigt af børn, til børne- og socialministeren, kopi til økonomi- og indenrigsministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

SOU samråd med Økonomi- og

indenrigsministeren om spørgsmål D+E

(børnesag i Slagelse)

30. september 2017, kl. 12.00-13.30

Ca. 12 min

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 30/11-17 om indsatsen mod overgreb på og omsorgssvigt af børn, til børne- og socialministeren, kopi til økonomi- og indenrigsministeren

[Indledning]

Tak for ordet.

[Samrådsspørgsmål]

Det er gode spørgsmål, som jeg ser frem til at drøfte med jer.

Som det første, vil jeg gerne sige, at de sager, vi har set, som fx

den fra Slagelse, er helt igennem hjerteskærende og ulykkelige.

Og dokumentaren om de tre søstre har givet os et meget trist

indblik i et liv med svigt fra først forældrene og efterfølgende fra

det system, der skulle gribe dem og tage hånd om dem.

Heldigvis er der sket rigtig meget siden pigerne fra Slagelse

voksede op og blev anbragt i plejefamilie i 1999. Vi har i

Folketinget sat massivt ind på området med store reformer og

initiativer for at undgå, at den slags svigt i fremtiden.

Det er lavet reformer med omfattende lovændringer, der har lavet

grundlæggende om på strukturerne og måden at arbejde på.

[De senere års reformer og initiativer]

Med Barnets Reform fra 2011 blev barnets bedste det centrale

omdrejningspunkt for den støtte, som kommunerne sætter i gang.

Vi indførte bl.a. krav om børnesamtale og børnefaglig

undersøgelse.

Med Overgrebspakken fra 2013 satte vi massivt ind for at

forebygge og sikre bedre håndtering af overgreb mod børn, bl.a.

ved at stille krav om, at kommunerne skal håndtere underretninger

inden for 24 timer og ved at oprette en landsdækkende

underretningsstatistik, der gør det muligt at følge kommunernes

håndtering af underretninger.

Endelig oprettede vi med Tilsynsreformen i 2014 fem uvildige

socialtilsyn for at sikre ordentlige og professionelle forhold på

anbringelsessteder og i plejefamilier.

Socialtilsynene godkender i dag alle døgntilbud for udsatte børn

og sikrer kvaliteten gennem det løbende tilsyn. Og hvis børn og

medarbejdere oplever, at forholdene på et anbringelsessted er

kritiske, så kan de orientere socialtilsynet gennem whistleblower-

funktionen.

Jeg er blevet spurgt, om jeg mener, at de krav, der stilles til

uddannelsesniveaet for personer, der arbejder på

anbringelsessteder, og for kommunale plejefamilier, er

tilstrækkelige. Og i hvilket omfang ikke-socialfagligt uddannet

personale kan være en del af personalegruppen.

Det er socialtilsynet, der vurderer et anbringelsessteds

kompetencer og kvalitet i forhold til den målgruppe eller det barn,

der er anbragt der. Det gælder også kommunale plejefamilier, der

er generelt godkendte. Socialtilsynet påser i den forbindelse, om

de faglige kompetencer er tilstrækkelige og matcher de behov og

udfordringer, som børnene, der bor på anbringelsesstedet, har.

For de kommunale plejefamilier, så er det et krav, at plejefamilien

har særlige kompetencer og kvalifikationer, der gør familien

egnede til at have børn med tungere problemer boende. Det kan

fx være en særlig uddannelsesmæssig baggrund eller mange års

erfaring som plejefamilie.

Socialtilsynet kan ikke godkende et anbringelsessted eller en

plejefamilie, hvis ikke de fornødne kompetencer er til stede.

Socialtilsynet fungerer på den måde som en garant for, at

anbringelsesstedet har de rette kvalifikationer. Det mener jeg er

fornuftigt.

Selvfølgelig skal der være uddannet personale på

anbringelsesstederne. Det er der ingen tvivl om. Men et

anbringelsessted har også brug for ansatte, der udfører opgaver

af mere praktisk karakter, som får hverdagen til at gå op.

Derudover mener jeg også, at der skal være plads til dygtige og

kompetente medarbejdere med solid og årelang erfaring i arbejdet

med disse børn, men som ikke nødvendigvis har fået egentlige

eksamenspapirer på deres erhvervede kvalifikationer og

kompetencer.

På den baggrund mener jeg, at det bliver for rigidt, hvis vi stiller

krav om, at man skal have en bestemt uddannelse bag sig for at

kunne arbejde på et anbringelsessted.

Hvis socialtilsynet vurderer, at kompetencerne og kvaliteten på et

anbringelsessted er for dårlig, har socialtilsynet forskellige

handlemuligheder: de kan udstede påbud, underlægge

anbringelsesstedet et skærpet tilsyn eller inddrage godkendelsen.

Det er en god model og et system, som jeg har stor tiltro til.

Socialtilsynene har siden 2014, hvor de startede op, lukket 15

opholdssteder og døgninstitutioner og 187 plejefamilier ned på

grund af manglende kvalitet. Det er for mig et klart tegn på, at vi

har et system, der fungerer efter hensigten.

[Afskaffelse af de konkrete godkendelser]

Som led i den netop indgåede satspuljeaftale har vi i fællesskab

besluttet, at vi vil afskaffe kommunernes mulighed for at godkende

en plejefamilie til et konkret barn, så det fremadrettet er

socialtilsynet, der godkender og fører tilsyn med alle plejefamilier

lige bortset fra netværksplejefamilier.

Det er jeg rigtig glad for. For vi har set for mange eksempler på

børn, der svigtes af kommunen, fordi der ikke bliver ført et

ordenligt tilsyn med, hvordan det går.

Med det sikrer vi, at disse plejefamilier underlægges

socialtilsynene og deres høje krav til kvalitet, og at der bliver ført

et uvildigt tilsyn i løbet af anbringelsen.

[Ikke behov for nye initiativer, men fokus på implementering]

Jeg bliver ligesom jer bekymret, når jeg hører om kommuner, der

svigter deres ansvar på den her måde. Men det er min klare

overbevisning, at det ikke er nye initiativer, området har brug for.

For vi har taget de nødvendige skridt.

I stedet skal vi understøtte virkningen, af det vi har sat i gang,

kommunalt, så sagsbehandlingen og den kommunale indsats får

det løft, det skriger efter. Derfor har vi løbende igangsat en række

understøttende tiltag.

Det gælder bl.a. en efteruddannelsesindsats for sagsbehandlerne,

en Task Force, så kommuner med problemer får hjælp til at få

rettet op, et ledernetværk på børneområdet og et styrket fokus på

implementering i ministeriet.

Det er fornuftige tiltag, som nu skal have tid til at virke.

Og så skal vi blive ved med at følge udviklingen i kommunernes

indsats tæt, så vi sikrer, at det går den rigtige vej. Det gør vi bl.a.

gennem Ankestyrelsens praksis- og velfærdsundersøgelser,

underretningsstatistikken og tilbagemeldinger fra Task Forcen.

[Ansvarliggørelse og kontrol med kommunerne]

Jeg er også blevet spurgt, om jeg mener, der er behov for at

skride til en øget ansvarliggørelse af kommunerne.

Jeg er meget enig med spørgerne i, at vi skal holde kommunerne

op på deres ansvar og føre kontrol med, at alt er, som det skal

være. Og det er der heldigvis flere muligheder for:

De muligheder tæller bl.a. Ankestyrelsen, der er klageinstans på

området, og som har kompetence til at gribe ind eller omgøre

kommunernes beslutninger, hvis de begår fejl. Ankestyrelsen har

også kompetence til på egen drift, at gå ind i konkrete sager, hvor

en kommune ikke lever op til deres forpligtigelse overfor et barn.

Vi har Ombudsmandens Børnekontor, der afholder tilsyns- og

inspektionsbesøg, behandler klagesager og tager sager op på

eget initiativ, hvis han fx bliver opmærksom på en kommune, der

handler utilstrækkeligt over for et barn.

Endelig har vi det kommunale tilsyn og de ansættelsesmæssige

reaktionsmuligheder, som økonomi- og indenrigsministeren vil

fortælle mere om om lidt.

Af nyere eksempler kan jeg også nævne danmarkskortet/

tørresnoren,

der viser, hvor mange klagesager kommunerne får

omgjort af Ankestyrelsen illustreret på et Danmarkskort. Det giver

offentligheden mulighed for at følge med i, hvordan kommunerne

klarer sig.

Når kommunerne skal drøfte Danmarkskortet en gang om året,

sikrer vi, at kommunerne får taget de nødvendige politiske

drøftelser af deres serviceniveau, herunder om de leverer en

service for borgerne, som er i orden. Det har skabt en enorm lokal

debat, som jeg ikke tror, man skal undervurdere effekten af.

[Erstatningsretlige konsekvenser]

Sidst men ikke mindst har vi for nylig set, hvordan sager, hvor

kommunerne svigter deres ansvar, bliver ført hele vejen igennem

domsstolssystemet med erstatningsretlige konsekvenser for

kommunerne til følge.

Tidligere i år har landsretten idømt Slagelse kommune et

erstatningsansvar for at have ført et utilstrækkeligt tilsyn med de

tre søstre under anbringelsen hos plejefamilien og for at have

tilsidesat deres pligt til at handle på underretninger og

bekymringer for pigernes ve og vel.

Dommen er af stor principiel betydning, fordi det er første gang, vi

ser en kommune, der holdes økonomisk ansvarlig af domstolene

for svigt af børn.

Derudover behandler Folketinget lige nu et lovforslag om

ophævelse af forældelsesfristerne for erstatningskrav mod

forvaltningsmyndigheder for svigt i sager om overgreb mod børn.

Det er tilsammen en rigtig vigtig udvikling, som vi selv har forsøgt

at skubbe i gang med de midler, som vi af flere omgange har givet

Børns Vilkårs erstatningsprojekt, hvor Børns Vilkår hjælper børn

med at få deres sag prøvet ved retten.

Dommen vil sandsynligvis danne præcedens, så jeg tror ikke, at

det er sidste gang, vi ser kommuner, der bliver idømt et

økonomisk erstatningsansvar for svigt i børnesager.

[Afslutning]

Der er heldigvis sket rigtig meget siden pigerne fra Slagelse blev

anbragt i 1999. Vi har i Folketinget gennemført omfattende og

nødvendige reformer netop for at forhindre, at kommunerne

svigter i de her sager. Det skal nu have tid til at virke.

Vi har i dag en langt stærkere og mere finmasket kontrol og opsyn

med plejefamilier og døgninstitutioner. Der bliver stillet langt

skrappere krav til de kompetencer, som et anbringelsessted skal

have, og Anbringelsessteder bliver vurderet og kontrolleret af

uvildige, der kan sikre, at forholdene er i orden. Det system har

jeg stor tiltro til.

Vi har også forskellige instanser, der kontrollerer kommunerne, og

gode muligheder for at holde kommunerne ansvarlige, når de

handler utilstrækkeligt eller svigter. Og som noget nyt ser vi nu

også sager, der bliver ført hele vejen igennem domstolssystemet

med erstatningsretlige konsekvenser til følge.

Det er rigtig godt, at domstolene nu som noget nyt afgør skyld og

placerer et ansvar hos kommuner, der svigter i de her sager.