SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 431: Spm., om ministeren er indstillet på at undersøge, hvordan bevillingssystemerne for hjælpemidler på kater- og stomiområdet fungerer i andre lande, så Danmark kan lære af gode erfaringer til gavn for borgerne, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17

SOU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 457

Offentligt

Enhed

Handicap

Sagsbehandler

Tina Hansen

Koordineret med

Bilag 2

–

Gældende ret i Norge, Sverige og Tyskland

I dette bilag fremgår ambassadernes beskrivelse af gældende ret i Norge, Sverige og

Tyskland.

Gældende ret i Norge

Ambassaden har fra den relevante norske myndighed - Velferdspolitisk avdeling i

Arbejds- og socialministeriet - modtaget nedenstående informationer som svar på de

rejste spørgsmål. Det kan i tillæg for den interesse, det måtte have, oplyses, at den

siddende norske regering som en del af sit politiske program ønskede en gennem-

gang af hjælpemiddelpolitikken. Således blev der i november 2015 nedsat et ekspert-

udvalg til formålet. Udvalget fremlagde sine forslag ved årsskiftet 2016/17. Mere her-

om via dette link:

https://www.regjeringen.no/no/aktuelt/nytt-hjelpemiddelutvalg/id2466294/.

Selve rapporten findes her:

https://www.regjeringen.no/contentassets/2f3ae6c7a2dd4adbae2c2e152af97c3e/a-

0043-b_rapport-hjelpemiddutvalget.pdf

Svar på de rejste spørgsmål:

Hvilke betingelser skal være opfyldt, for at en borger kan modtage støtte til et hjælpe-

middel?

Stønad til hjelpemidler gis til personer med varig nedsatt funksjonsevne (minst 2 år),

og stønad gis til rimeligste, hensiktsmessige hjelpemiddel (se mer i lov og forskrift

gjengitt nedenfor).

Skal der foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov i hver enkelt

sag, eller sker tildelingen ud fra mere standardiserede kriterier?

Det foretas en konkret og indiduell vurdering av hver enkelt sak. Kriteriene for rett til

stønad til hjelpemidler fremgår av lov om folketrygd kapittel 10

(https://www.nav.no/rettskildene/lov/L19970228-19_P10-1#L19970228-19_P10-1).

Rettighetene er nærmere regulert i forskrift

(https://www.nav.no/rettskildene/forskrift/F19970415-318).

Hvordan udmåles støtten til hjælpemidler?

Stønad til hjelpemidler gis som hovedregel i form av utlån av hjelpemiddelet. Det er

visse unntak fra dette

–

blant annet for høreapparater, visse ortopediske hjelpemidler,

biler, samt noen bestemte typer av hjelpemidler. Blant annet gis det stønad til såkalte

Sagsnr.

2017-3693

Doknr.

Dato

15-09-2017

SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 431: Spm., om ministeren er indstillet på at undersøge, hvordan bevillingssystemerne for hjælpemidler på kater- og stomiområdet fungerer i andre lande, så Danmark kan lære af gode erfaringer til gavn for borgerne, til børne- og socialministeren

småhjelpemidler i form av et tilskudd. Tilsvarende er stønad til PC et tilskudd. Det er

kun ift stønad til bil at stønaden er behovsprøvet, og det er som hovedregel ingen

egenandeler.

Gives støtten forskelligt fra sag til sag afhængigt af den enkelte borgers behov?

Litt usikker på hva som menes med dette spørsmålet, men det gjøres altså en konkret

vurdering av hver enkelt sak, der det er opptil hjelpemiddelsentralenes ansatte å vur-

dere hva som er rimeligste, hensiktsmessige hjelpemiddel.

Hvilke procedurer gælder der for sagsbehandlingen i sager om støtte til hjælpemidler?

Det er som hovedregel kommunene som førstelinjetjeneste som utreder behovet, og

bistår brukerne med søknaden. Denne sendes så til hjelpemiddelsentralene for be-

handling. Det er visse unntak fra denne prosedyren, men det store antallet saker be-

handles på denne måten. Det er forøvrig mye informasjon om prosedyrer, m.m på

nettet (https://www.nav.no/no/Person/Hjelpemidler/Hvordan+soke).

Er procedurerne for sagsbehandlingen de samme i alle typer af sager?

Som nevnt ovenfor er det visse unntak. For stønad til høreapparat, for visse kurs, og

ortopediske hjelpemidler er det en annen instans i NAV som behandler sakene. Sake-

ne starter som regel ikke i kommunene, men ofte hos lege.

Gældende ret i Sverige

Hvilke betingelser skal være opfyldt, for at en borger kan modtage støtte til et hjælpe-

middel?

I Sverige er ansvaret for handicaphjælpemiddelsområdet placeret hos de 20 landsting

og 290 kommuner. Sundhedsmyndighederne i landsting og kommuner udformer selv

de nærmere regler for tildeling af handicaphjælpemidler med udgangspunkt i lov og

grundlæggende principper beskrevet i sundheds- og sygeplejeloven (hälsa- och sjuk-

vårdslagen) Dette omfatter fx prioritering, etiske principper og ligestilling. Generelt set

gælder det, at et hjælpemiddel tildeles for at imødekomme et behov eller at gøre det

muligt at udføre en aktivitet. Sveriges regering har tidligere både nedsat en kommissi-

on og bedt Socialstyrelsen kortlægge, om der var behov for at ændre håndteringen af

hjælpemidler i Sverige. I begge tilfælde konkluderede myndighederne, at der på trods

af de mange forskellige aktører og systemer var en tildeling af hjælpemidler, der mod-

svarede behovet.

Skal der foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov i hvert enkel

sag, eller sker tildelingen ud fra mere standardiserede kriterier?

I Sverige skal der foretages en konkret vurdering af den individuelle modtagers behov.

Der lægges særligt vægt på at sikre, at patienten deltager i kortlægningen af sine be-

hov, da det øger personens mulighed for at leve et så selvstændigt liv som muligt.

Indsatsen skal desuden være varig og samordnet. Det er myndighedernes bedøm-

melse som er det afgørende for, hvilke konkrete hjælpemidler man kan tilbydes.

Hvordan udmåles støtten til hjælpemidler?

Støtten til hjælpemidler varierer kraftigt fra landsting/kommune til landsting/kommune.

Gives støtten forskellig fra sag til sag afhængigt af den enkelte borgers behov?

I alle landsting og kommuner gælder, at hjælpemidlerne skal fordeles ifølge de prin-

cipper, der er beskrevet i sundheds- og sygeplejeloven. Det omfatter principper for

prioritering, etiske regler og ligestilling. De specifikke produkter og ydelser, der tildeles

i et givent tilfælde, kan dog variere alt afhængigt af, hvilke produkter den ansvarlige

sundhedsmyndighed har valgt at gøre brug af.

Hvilke procedurer gælder der for sagsbehandlingen i sager om støtte til hjælpemidler?

Den nærmere procedure kan variere fra område til område. Socialstyrelsens har dog

udarbejdet forslag til generel fremgangsmåde i sagsbehandlingen for at sikre, at loven

overholdes. Som nævnt tidligere er inddragelsen af patienten i kortlægningen af deres

behov et gennemgående grundprincip.

Er procedurerne for sagsbehandlingen de samme i alle typer af sager?

Grundprincipperne om inddragelse af patienten, individuel behovsbedømmelse mv.

skal være de samme i alle typer af sager.

Til orientering vedlægges link til Sveriges sundheds- og sygeplejelov:

http://www.riksdagen.se/sv/dokument-lagar/dokument/svensk-

forfattningssamling/halso--och-sjukvardslag-201730_sfs-2017-30

Ambassaden har været i kontakt med Jenny Wada, Enheden for familier og sociale

tjenester, Socialdepartementet

Gældende ret i Tyskland

Ambassaden har fra det tyske Beskæftigelses- og Socialministerium modtaget svar

(på tysk) på spørgsmålene omkring den gældende ret på handicap-

hjælpemiddelområdet. Ambassadens uofficielle oversættelse følger nedenfor.

Mennesker med handikap har som alle andre i Tyskland adgang til socialforsikringer

(bl.a. syge-, ulykkes-, plejeforsikring og pension) og dermed også ret til de sociale

ydelser, der er foreskrevet i socialloven, hvis de relevante forudsætninger er opfyldt

(herunder betaling af bidrag). Socialforsikringens ydelser er uafhængige af indkomst

og formue. Dette gælder i særdeleshed for ydelser, der understøtter medicinsk rehabi-

litering og inklusion i arbejdslivet. De påkrævede ydelsers omfang og natur fastlægges

bl.a. på grundlag af medicinsk dokumentation. Ydelser, der understøtter inklusion i

samfundslivet, tilvejebringes som regel som skattefinansierede inklusionsydelser.

Disse ydelser er indkomst- og formueafhængige. I henhold til socialsystemets struktur,

er det her de myndigheder, der står for social understøttelse, som er ansvarlige.

Den lovpligtige sygesikring bærer som regel omkostninger ifm bevillingen af hjælpe-

midler, der i rammen af en behandling, på grund en sygdoms karakter, er nødvendige

for at skabe det bedst mulige helbred. Hjælpemidler findes dog også i betragteligt

omfang i form af medicinske ydelser til rehabilitering. Her er hjælpemidler i deres natur

ambulante ydelser til rehabilitering, og må som medicinske ydelser til rehabilitering

kun tildeles, hvis målsætninger om selvbestemmelse og inklusion i samfundslivet

herigennem fremstår indenfor rækkevidde. Gennem medicinske ydelser til rehabilite-

ring skal handicap

–

inkl. kroniske sygdomme

–

afværges, udbedres, mindskes eller

kompenseres for. Forværringer skal herigennem forebygges, eller indskrænkninger i

erhvervsdueligheden og behov for pleje undgås, overvindes eller nedbringes. Modta-

gelse af løbende sociale ydelser skal derigennem undgås eller nedbringes.

På grund af socialsystemets struktur, er der talrige forskellige retsgrundlag for bevilling

af hjælpemidler. Hjælpemidler kan være en del af sygdomsbehandlingen, plejen, den

medicinske rehabilitering, eller af ydelser rettet mod inklusion i arbejds- eller sam-

fundslivet.

Afhængigt af retsgrundlag vil forskellige autoriteter have ansvaret for bevilling af hjæl-

pemidler. I betragtning kommer ulykkes- og sygeforsikringsordninger, pensionsordnin-

ger, arbejdsmarkedsstyrelsen, de i delstaten ansvarlige myndigheder for sociale

spørgsmål, de for børne-, ungdoms- eller social understøttelse ansvarlige myndighe-

der samt plejeforsikringsordningerne. Der findes dermed ikke et retsgrundlag for alle

serviceydere, men flere retsgrundlag. I forhold til hjælpemidler til udligning af handicap

spiller de lovpligtige sygesikringskasser den vigtigste rolle. For de lovpligtige sygekas-

ser findes en hjælpemiddelliste. Om og hvilke hjælpemiddler der kan bevilges, afhæn-

ger af et individuelt fastlagt behov. For nogle hjælpemidler, fx høreapparater, findes på

forhånd fastlagte beløb. Dog kan en person også, hvis personen ønsker noget andet

udstyr end det bevilgede, få dette mod betaling af et ekstra beløb.

For at ydelser i fremtiden kan tildeles, som om de udgik fra samme myndighed, og for

at nedbringe ulemperne ved socialsystemets struktur, vil det fremover, i rammen af

den såkaldte ”forbundsinklusionslov”, for alle involverede myndigheder være påkræ-

vet, at igangsætte en ”inklusionsplansprocess”.

Denne inkluderer også forskrifter, der

skal afklare, hvilke myndigheder, der er ansvarlige, herunder ift. erstatsningsspørgs-

målsprocesser mellem myndigheder, samt regler omkring behovsafklaring og inklusi-

onsplansprocessen. Konkret betyder dette, at kun en myndighed i fremtiden vil have

ansvaret for inklusionsydelser, der spænder over flere myndigheders kompetenceom-

råder.

Ydelserne tildeles grundlæggende i form af naturalieydelser og er gratis for den berør-

te borger. I tillæg til hjælpemidlerne kan berettigede borgere modtage tilskud; fx i for-

bindelse med anskaffelse af cykler eller motorkøretøjer i stedet for visse hjælpemidler.

Hjælpemidlerne skal ordineres af en læge og være fremstillet på et videnskabeligt

anerkendt grundlag og på en måde, så de holder længe. De skal være tilpasset den

enkeltes behov og afspejle tidens medicinske viden og tekniske udvikling.

Forsyningen med hjælpemidler - dens omfang, natur og hvilke særlige forudsætnin-

ger, den hviler på

–

er bl.a. fastlagt i ortopædiforordningen. Efter disse regler, skal

tildelingen af hjælpemidler og tilbehør hertil være tilstrækkelig og formålstjenstlig. Den

må ikke gå udover det nødvendige.

Ved afgørelser om tildeling af socialhjælp bør man være opmærksom på, at afgørel-

sen ikke bestemmes af den enkeltes indkomst og formue, men af det såkaldte forplig-

tende omsorgsfælleskabs indkomst og formue. Dette fælleskab består af den berørte

selv, vedkommendes samlevende ægtefælle eller livspartner, eller

–

hvis den berørte

er mindreårig

–

yderligere dennes forældre. Den berørtes vennekreds udgør ikke en

del af omsorgsfællesskabet.

Jf. gældende ret uddeles inklusionsydelser til personer, der som følge af et handikap

(jf. § 2 Afsnit 1 stk. 1 SGB IX) er væsentligt indskrænkede i deres muligheder for at

deltage i samfundet, eller til personer, for hvem dette forhold truer. Inklusionsydelser-

ne omfatter bl.a. hjælpemidler. Hjælpemidler indenfor rammerne af inklusionsydelser

bidrager til udligning af de af handicappet betingede mangler (jf. § 9 afsnit 1, inklusi-

onsydelsesforordningen). I fald der ikke kan stilles krav til andre aktører, kan de tilde-

les af de for socialhjælpen ansvarlige myndigheder som:

•

Ydelser til medicinsk rehabilitering

•

Ydelser til deltagelse i arbejdslivet

•

Ydelser til deltagelse i fællesskabet

Hjælpemidler til medicinsk rehabilitering har til opgave, at forebygge et truende handi-

kap, sikre en helbredende behandlings succes, eller udligne et handikap hvad angår

dagligdagens grundlæggende fornødenheder, for så vidt at de ikke er almindelige

objekter, der bruges i dagligdagen. Hjælpemidler i rammen af ydelser til inklusion i

samfundet er rettet mod såvel hverdagslivet som muligheden for at tage del i det of-

fentlige og kulturelle samfundsliv. Ydelser til inklusion i arbejdslivet, der også kan om-

fatte hjælpemidler, sigter mod at bevare, forbedre, skabe eller genskabe det handi-

kappede menneskes

–

eller det af et handikap truede menneskes

–

erhvervsduelighed

i relation til dets evner, samt sikre inklusion i arbejdslivet på lang sigt.

Også ifølge den i fremtiden gældende sociallovgivning - (SGB IX

–

ny) del 2

–

omkring

retten til inklusionsydelser, omfatter inklusionsydelser hjælpemidler og kan, såfremt

der ikke kan stilles krav til andre aktører, tildeles af de i fremtiden for inklusionsydel-

serne ansvarlige myndigheder som:

•

Ydelser til medicinsk rehabilitering

•

Ydelser til inklusion i arbejdslivet

•

Ydelser til social inklusion (tidligere defineret som ydelser til inklusion i fællesskabet)

•

Ydelser til inklusion i forhold til uddannelse (tidligere under ydelser til inklusion i ar-

bejdslivet og ydelser til inklusion i fællesskabet)

Formålet med den fremtidige ”helhedsplanlægningsregulering” er at tilpasse inklusi-

onsydelserne til den enkelte persons behov. Helhedsplanlægningen som fastlagt i det

fremtidige retsgrundlag knytter an til den gældende ret, og udvider og præciserer den-

ne. I konteksten af personcentreret ydelsestildeling, danner helhedsplanlægningen

grundlaget for fastlæggelse af ydelsestildeling, der dækker den enkeltes behov, for

dermed at sikre en omfattende undersøgelse af den enkeltes behov; her også i forhold

til hjælpemidler. I henhold til både nutidig og fremtidig ret bestemmes inklusionsydel-

ser af enkelttilfældets særpræg.