Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt
1810953_0001.png
Steen Hasselriis og Ole S. Nielsen
Halsnæs Kommune
[email protected]
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2017 - 4973
Doknr.
505860
Dato
26-10-2017
Jeres sagsnummer 27.00.00-794-17
Kære Steen Hasselriis og Ole S. Nielsen
Tak for jeres henvendelse af 8. september 2017, som vedrører borgere med psykisk
handicap, der er anbragt i en boform efter servicelovens § 108 på baggrund af en
strafferetlig afgørelse. Jeg skal beklage mit sene svar.
I skriver, at I mener, at der ikke findes egnede botilbud til disse borgere, og at lovgiv-
ningen ikke tager højde for, hvor farlige domfældte borgere med psykiske handicap
kan være.
Lad mig starte med at sige, at et af formålene med kommunalreformen i 2007 var at
lægge opgaver ud i kommunerne. Dette ud fra en tanke om, at det er kommunerne,
der er tættest på borgerne og dermed også ved, hvad der er bedst for borgerne.
Det er derfor kommunernes ansvar at sørge for, at der i den enkelte kommune er botil-
bud, som er egnede til at varetage borgernes behov.
Borgere, der anbringes i en boform på baggrund af en strafferetlig afgørelse, er sær-
ligt sårbare, og de er derfor erklæret uegnet til straf. Domstolene har altså vurderet, at
disse borgere ikke vil kunne fungere i et fængsel, men har behov for at bo et sted,
hvor der ydes socialpædagogisk støtte.
Disse borgere kan være vanskelige at håndtere og nogle gange endda farlige. Derfor
blev servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse i 2013 suppleret af servicelovens
kapitel 24 a, som indeholder yderligere indgrebsmuligheder, der kan anvendes over
for personer med nedsat psykisk funktionsevne, som er anbragt i en boform i henhold
til en strafferetlig afgørelse. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesret-
ten er indgribende foranstaltninger, og derfor er det vigtigt, at man som lovgiver finder
den rette balance mellem hensynet til borgerens selvbestemmelsesret og hensynet til
sikkerheden og ordenen i boformen. Det er vigtigt for mig i den sammenhæng at un-
derstrege, at magtanvendelse aldrig må stå i stedet for en målrettet socialpædagogisk
indsats over for udadreagerende adfærd blandt beboere med f.eks. et psykisk handi-
cap.
I skriver også, at I mener, at beslutningskompetence og finansieringsansvar bør følges
ad, således at det er staten, der bør finansiere en domfældt borgers ophold i en bo-
form efter servicelovens § 108, hvis det er domstolene, der har besluttet, at borgeren
skal anbringes i en sådan frem for i et fængsel.
SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 12: Spm. om, hvilke initiativer ministeren påtænker at tage på baggrund af Halsnæs Kommunes henvendelse til ministeren og ordførerne af 8. september 2017 om psykisk syge domsfældte, til børne- og socialministeren
Til det vil jeg sige, at et andet formål med kommunalreformen var at lægge finansie-
ringsansvaret ud i kommunerne. Derfor er det kommunens ansvar at varetage den
nødvendige finansiering af ophold for sine borgere. Det er klart, at det vil variere fra
kommune til kommune, hvor mange domfældte borgere med handicap, der bor i
kommunen, og dermed også hvor høje udgifter hver enkelt kommune har til denne
type borgere.
Der er dog lavet forskellige ordninger for netop at hjælpe kommunerne med at finan-
siere de borgere, der er dyrest for kommunerne. For det første er det i takstbekendt-
gørelsens § 23 (bekendtgørelse om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om
social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner) fast-
sat, at driften af den sikrede boform, Kofoedsminde, for personer med nedsat psykisk
funktionsevne, som i henhold til en strafferetlig afgørelse skal have ophold på en sikret
afdeling i en boform efter servicelovens § 108, finansieres ved objektiv finansiering.
Borgere med domstype 1 skal altid anbringes på Kofoedsminde, mens borgere med
domstype 2 i nogle tilfælde anbringes på Kofoedsminde. Opholdet for de borgere, der
anbringes på Kofoedsminde som led i udmøntningen af en strafferetlig afgørelse, fi-
nansieres altså samlet af alle landets kommuner frem for af borgerens handlekommu-
ne alene.
For det andet er det i servicelovens § 176 fastsat, at kommunen kan få refusion fra
staten i tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter serviceloven til en person un-
der 67 år i en konkret sag er særligt høje.
Jeg synes, at hensynene bag kommunalreformen er rigtig gode. Disse hensyn, kom-
bineret med reglerne om objektiv finansiering og statsrefusion, mener jeg, skaber den
rigtige balance, og derfor mener jeg ikke, at reglerne bør ændres. Men jeg kan selv-
følgelig godt forstå, at I, med den sag, I henviser til, står i en frustrerende situation
med den pågældende borger, der har fået domstype 3. Jeg vil i den forbindelse gøre
jer opmærksomme på, at bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse af en
foranstaltning efter straffelovens §§ 68, 69 eller 70 træffes ved kendelse efter anmod-
ning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller
kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2. Den dømte, bistandsværgen, institutio-
nens ledelse eller kriminalforsorgen kan anmode anklagemyndigheden om at indbrin-
ge spørgsmålet for retten, hvis I synes, at det kunne afhjælpe problemerne i den kon-
krete sag. Tages en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen ikke til følge, kan
ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.
Da domstolene hører til justitsministerens ressort, har jeg bedt Justitsministeriet om et
bidrag om domstolenes beslutningskompetence. Justitsministeriet har oplyst følgende:
”Retterne
har i medfør af straffelovens § 68, 1. pkt., kompetence til at træffe bestem-
melse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at fore-
bygge yderligere lovovertrædelser, i tilfælde hvor en tiltalt frifindes for straf i medfør af
straffelovens § 16 (om utilregnelighed). Såfremt mindre indgribende foranstaltninger
som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehand-
ling, psykiatrisk behandling mv. ikke findes tilstrækkeligt, kan det bestemmes, at den
pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for personer med
vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ an-
bringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, jf. straffelovens
§ 68, 2. pkt.
Retterne kan endvidere i medfør af straffelovens § 69 træffe bestemmelse om foran-
staltninger efter straffelovens § 68, 2. pkt., over for en tiltalt, der ved den strafbare
handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling,
svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i straffe-
lovens § 16 nævnte beskaffenhed.
2
SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 12: Spm. om, hvilke initiativer ministeren påtænker at tage på baggrund af Halsnæs Kommunes henvendelse til ministeren og ordførerne af 8. september 2017 om psykisk syge domsfældte, til børne- og socialministeren
Det bemærkes i øvrigt, at retterne kan træffe bestemmelse om mindre indgribende
foranstaltninger end varetægtsfængsling efter retsplejeloven § 765, stk. 1 og 2. Der
kan bl.a. træffes bestemmelse om, at den sigtede i stedet for varetægtsfængsling skal
tage ophold i egnet hjem eller institution eller undergive sig psykiatrisk behandling
eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornø-
dent på hospital eller særlig institution.”
Jeg sender en kopi af dette brev til Altinget, da Altinget har vist interesse for sagen.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
3