Skatteudvalget 2017-18
SAU Alm.del
Offentligt
1874730_0001.png
3. april 2018
J.nr. 2018 - 1602
Til Folketinget – Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 294 af 6. marts 2018 (alm. del). Spørgsmålet er stil-
let efter ønske fra Rune Lund (EL).
Karsten Lauritzen
/ Peter Bach-Mortensen
SAU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 295: Spm. om at redegøre for, hvilken empiri der ligger til grund for at antage, at personer, der befinder sig i aftrapningsintervallet men som netto stadig vil få mere til sig selv i disponibel indkomst, trods at de ikke får det fulde fradrag, vil nedsætte deres arbejdstid og dermed reducere timearbejdsudbuddet, til skatteministeren
1874730_0002.png
Spørgsmål
Det fremgår af svar på SAU alm. del - spørgsmål 191 af 24. januar 2017 samt svar på
SAU alm. del - spørgsmål 31 af 13. oktober 2017 vedrørende Enhedslistens forslag til at
øge personfradraget med forskellige modeller for aftrapning samt svar på SAU alm. del -
spørgsmål 227 af 7. februar 2018 vedrørende den manglende aftrapning af jobfradraget,
at indførsel af fradrag med en aftrapningsmodel indebærer en stigende marginalskat for
de personer, der er i aftrapningsintervallet. Vil ministeren redegøre for, om ikke det er
korrekt, at trods en stigende marginalskat vil personer, der aftrappes delvist, få øget deres
disponible indkomst, mens personer, der aftrappes fuldt, ikke vil opleve en ændring af de-
res disponible indkomst ift. reglerne for skatteændringen og altså de facto ikke opleve en
negativ virkning på deres disponible indkomst?
Svar
Det er korrekt, at hvis man betragter et skattefradrag – hvad enten der er tale om et per-
sonfradrag eller et jobfradrag – der aftrappes med indkomsten, vil fradraget øge den dis-
ponible indkomst både for de personer, som modtager det fulde fradrag, og for de perso-
ner, som modtager et delvist indkomstaftrappet fradrag. Samtidig vil personer, som ikke
er berettiget til at modtage fradraget, være stillet uændret økonomisk i forhold til en situa-
tion, hvor det betragtede fradrag ikke eksisterer.
Den samlede virkning på arbejdsudbuddet ved en skatteændring – fx ved indførelse af et
skattefradrag – er overordnet sammensat af to effekter: En timeeffekt og en deltagelsesef-
fekt. Timeeffekten angiver ændringen i antallet af arbejdstimer for personer, som allerede
er i beskæftigelse, når skatten på arbejdsindkomst ændres. Deltagelseseffekten angiver (i
modsætning hertil) ændringen i antallet af personer, som er i beskæftigelse, når den øko-
nomiske gevinst ved at være i beskæftigelse frem for at være på overførselsindkomst æn-
dres, jf. også kapitel 3 i
Skatteøkonomisk Redegørelse 2017,
Skatteministeriet 2017.
Timeeffekten er sammensat af henholdsvis en indkomsteffekt og en substitutionseffekt.
Indkomsteffekten afspejler virkningen af, at en skattenedsættelse umiddelbart øger den
disponible indkomst og dermed forbrugsmulighederne ved en given arbejdsindsats. Det
betyder, at det samme forbrug kan opnås ved en lavere arbejdsindkomst, hvilket isoleret
set vil trække i retning af en reduktion i timearbejdsudbuddet. For alle, der – helt eller del-
vist – modtager et nyt eller øget skattefradrag, vil indkomsteffekten således isoleret set re-
ducere timearbejdsudbuddet.
Substitutionseffekten afspejler virkningen af, at en ændring i marginalskatten ændrer ”byt-
teforholdet” mellem forbrug og fritid. En højere marginalskat vil alt andet lige reducere
den marginale forbrugsmulighed af en times ekstra arbejde og vil derfor isoleret set
trække i retning af en reduktion i timearbejdsudbuddet. Et indkomstaftrappet skattefra-
drag indebærer alt andet lige en forøgelse af marginalskatten for personer med indkom-
ster i aftrapningsintervallet. For disse personer vil substitutionseffekten således isoleret set
reducere timearbejdsudbuddet.
Side 2 af 3
SAU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 295: Spm. om at redegøre for, hvilken empiri der ligger til grund for at antage, at personer, der befinder sig i aftrapningsintervallet men som netto stadig vil få mere til sig selv i disponibel indkomst, trods at de ikke får det fulde fradrag, vil nedsætte deres arbejdstid og dermed reducere timearbejdsudbuddet, til skatteministeren
1874730_0003.png
Sammenfattende vil et indkomstaftrappet skattefradrag entydigt reducere timearbejdsud-
buddet for personer med indkomster i aftrapningsintervallet, idet både indkomsteffekten
og substitutionseffekten isoleret set trækker i retning af et lavere arbejdsudbud
1
.
Udover timeeffekten vil et skattefradrag også påvirke arbejdsudbuddet via deltagelsesef-
fekten.
Et højere personfradrag, som tilfalder både beskæftigede og personer på overførselsind-
komst, vil alt andet lige reducere den relative økonomiske gevinst ved at være i beskæfti-
gelse frem for at være på overførselsindkomst og vil derfor isoleret set reducere arbejds-
udbuddet via deltagelseseffekten.
Et jobfradrag (eller beskæftigelsesfradrag), som alene tilfalder beskæftigede, vil derimod
øge den relative økonomiske gevinst ved at være i beskæftigelse frem for at være på over-
førselsindkomst og vil derfor isoleret set øge arbejdsudbuddet via deltagelseseffekten.
1
Skattefradrag, som afhænger af indkomsten, fx beskæftigelsesfradraget og det ny jobfradrag, indebærer alt andet lige en
reduktion af marginalskatten for personer med indkomster i indfasningsintervallet. For disse personer vil substitutionsef-
fekten derfor isoleret set trække i retning af et øget timearbejdsudbud, mens indkomsteffekten fortsat vil trække i retning
af et lavere timearbejdsudbud.
Side 3 af 3