UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 152: Notat vedr. afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del Bilag 152
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Udlændinge- og Integrationsudvalg om

afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-93/18, Bajratari

22. maj 2018

Familiesammenføring

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

1. Indledning

Court of Appeal in Northern Ireland (appeldomstol i Nordirland, det Forenede

Kongerige) har anmodet EU-Domstolen om en præjudiciel fortolkning af opholds-

direktivets

artikel 7, stk. 1, litra b), som giver ret til ophold i mere end tre måne-

der for en unionsborger i en anden medlemsstat, når unionsborgeren ikke er øko-

nomisk aktiv. Efter denne bestemmelse er opholdet bl.a. betinget af, at unions-

borgeren råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer,

således at opholdet ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.

Denne sag angår, om indkomst fra beskæftigelse, der er ulovlig, helt eller delvist

kan tages i betragtning ved denne vurdering, herunder i en situation hvor unions-

borgeren er et mindreårigt barn med en forælder, der er tredjelandsstatsborger

og forsørger af barnet.

2. Sagens faktiske omstændigheder og de præjudicielle spørgsmål

Appellanten og hendes ægtefælle er statsborgere i Albanien, hvor de blev gift i

2011. Inden da havde appellantens ægtefælle fået opholdskort som bevis for sin

opholdsret i Det Forenede Kongerige fra den 13. maj 2009 til den 13. maj 2014 på

grundlag af sit forhold til en statsborger i Det Forenede Kongerige, hvilket ophørte

i begyndelsen af 2011. I 2012 indrejste appellanten med sin ægtefælle i Nordir-

land uden nogen tilladelse i henhold til national ret. De har boet i Nordirland lige

siden og fået tre børn, hvoraf to har statsborgerskab i Irland.

Appellantens ægtefælle har fra tid til anden arbejdet som restaurantionsmedar-

bejder i Nordirland siden 2009. Hans opholdskort udløb den 12. maj 2014, og han

har senest siden denne dato arbejdet illegalt, fordi han i henhold til national ret

Sagsbehandler

Charlotte Berendtsen

Tel.

Mail

Sags nr.

Akt-id

61983478

[email protected]

2018 - 8239

429076

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres

familiemedlemmers rets til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring

af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF,

73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF, og 93/96/EØF (EU-tidende 2004,

L 158, s. 77), som ændret.

Side

1/3

UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 152: Notat vedr. afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

skulle have indhentet tilladelse til at opholde sig, arbejde og bosætte sig i Det

Forenede Kongerige.

Ingen af familiemedlemmerne er på noget tidspunkt flyttet til eller har haft bopæl

eller arbejdet i en anden EU-medlemsstat.

Appellanten har i henhold til opholdsdirektivet søgt om anerkendelse af en afledt

opholdsret under henvisning til, at hendes første barn er irsk statsborger, og at

hun er barnets primære omsorgsperson. Hun har anført, at et afslag ville fratage

hendes barn nydelsen af dets rettigheder som unionsborger.

De britiske myndigheder meddelte appellanten afslag på sin ansøgning om ret til

ophold af to grunde. For det første var hun ikke omfattet af

defi itio e af ”fa i-

lie edle ” i opholdsdirektivet.

For det andet var kravet i direktivets artikel 7,

stk. 1, litra b), ikke opfyldt, da det ikke var godtgjort, at barnet rådede over til-

strækkelige midler i opholdsdirektivets forstand.

I forbindelse med en retssag om lovligheden af afslaget har den forelæggende ret

anmodet EU-Domstolen om svar på følgende spørgsmål:

”[i]

Kan indkomst fra beskæftigelse, som er ulovlig i henhold til national lov-

givning, helt eller delvist tages i betragtning med henblik på at fastslå, at

der rådes over tilstrækkelige ressourcer i henhold til unionsborgerdirektivets

artikel 7, stk. 1, litra b)?

[ii] I bekræftende fald kan betingelsen i artikel 7, stk. 1, litra b), da være op-

fyldt i tilfælde, hvor beskæftigelsen anses for usikker alene på grund af dens

ulovlige karakter?”

3. Regeringens interesse og synspunkter i sagen

Opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra b), er gennemført i dansk ret ved § 6, stk.

1, i bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011 om ophold i Danmark for udlændinge,

der er omfattet Den Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen).

I Dammark er det Statsforvaltningen og Udlændingestyrelsen som klageinstans,

der vurderer, om en unionsborger har ret til ophold i mere end tre måneder efter

§ 6, stk. 1, i EU-opholdsbekendtgørelsen. Efter dansk praksis medtages indkomst,

der er oppebåret ved beskæftigelse, der er ulovlig, ikke ved vurderingen af, om en

unionsborger råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlem-

mers ophold.

Det er på den baggrund regeringens vurdering, at der i indlægget for Domstolen

skal argumenteres for, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at

EU-retten ikke er til hinder for, at indkomst fra beskæftigelse, som er ulovlig i

Efter opholdsdirektivets artikel 2, r. 2, litra d , er fa ilie edle

er ”slægt i ge i opstige de li

samt

slægt i ge i opstige de li je til ægtefælle […], so forsørges af u io sborgere ”.

Side

2/3

UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 152: Notat vedr. afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

henhold til national lovgivning ikke tages i betragtning ved vurdering af retten til

ophold.

I den forbindelse anføres det, at begrebet "tilstrækkelige midler" skal fortolkes i

lyset af direktivets mål, som er at fremme den fri bevægelighed på betingelse af,

at unionsborgeren ikke udgør en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale

system. Selvom det følger af EU-Domstolens praksis, at begrebet skal fortolkes

bredt, bemærkes det, at begrebet ud fra principielle overvejelser ikke bør omfatte

midler, der stammer fra ulovlige aktiviteter, herunder ulovlig beskæftigelse.

Som anført vurderede de britiske myndigheder også, at appellanten ikke var om-

fattet af

defi itio e af ”familiemedlem”

i opholdsdirektivets forstand. Selv om de

forelagte spørgsmål ikke angår denne begrundelse for afslag, vil indlægget be-

kræfte den retsopfattelse, hvorefter opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, litra d),

alene omfatter slægtninge i opstigende linje, som forsørges af unionsborgeren.

Endelig vil indlægget også adressere forholdet til artikel 20 og 21, stk. 1, i trakta-

te o De Europæiske U io s Fu ktio s åde ”TEUF”

, idet den forelæggende

ret indirekte kommer ind på denne bestemmelse ved at omtale EU-Domstolens

praksis om tredjelandsstatsborgeres adgang til at kunne aflede en opholdsret fra

deres mindreårige unionsborgerbørn. Domstolens praksis vil efter regeringens

opfattelse indebære, at de britiske myndigheders afslag på at anerkende appel-

lantens opholdsret ikke nødvendigvis vil tvinge appellantens barn, der er irsk

statsborger, til at forlade EU og dermed fratage barnet nydelsen af dets rettighe-

der som unionsborger i strid med artikel 20 i TEUF.

Side

3/3