UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 130: Tillæg til redegørelsen for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse af 24. marts 2015 – justering af praksis på baggrund af Paposhvili-dommen, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del Bilag 130
Offentligt

9. april 2018

Tillæg til redegørelsen for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

af 24. marts 2015

–

justering af praksis på baggrund af Paposhvili-dommen

Humanitært ophold

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Indhold

1. Indledning ............................................................................................................. 1

2. Den konkrete sag, som Paposhvili-dommen omhandler ..................................... 1

3. Nærmere om Paposhvili-dommen ....................................................................... 2

4. Justering af praksis for meddelelse af helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse....................................................................................................... 4

5. Justering af praksis for udelukkelse fra humanitær opholdstilladelse ................ 6

Sagsbehandler

Kristina Hovmann

Sags nr.

Akt-id

2018 - 4381

389812

1. Indledning

Justitsministeriet udfærdigede den 24. marts 2015 en redegørelse, der indeholder

en gennemgang af området for humanitær opholdstilladelse. Redegørelsen blev

sendt til Folketinget.

På baggrund af dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den

13. december 2016 i sagen

Paposhvili mod Belgien

finder Udlændinge- og Integra-

tionsministeriet anledning til at justere praksis for meddelelse af humanitær op-

holdstilladelse på visse områder.

Denne beskrivelse af justering af praksis skal derfor anses som et tillæg til redegø-

relsen for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse af 24. marts

2015.

2. Den konkrete sag, som Paposhvili-dommen omhandler

I den konkrete sag, som dommen omhandler, var der tale om en georgisk stats-

borger (Georgie Paposhvili), som kom til Belgien i 1998 med sin kone og et barn.

Han fik sidenhen to børn mere. Han fik afslag på asyl og på opholdstilladelse på

Side

1/7

UUI, Alm.del - 2017-18 - Bilag 130: Tillæg til redegørelsen for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse af 24. marts 2015 – justering af praksis på baggrund af Paposhvili-dommen, fra udlændinge- og integrationsministeren

andet grundlag. Fra 1999 og frem til 2005 blev Paposhvili dømt for adskillige lov-

overtrædelser, og han blev udvist på grund af den begåede kriminalitet.

Under afsoning af en fængselsstraf i 2006 fik han konstateret bl.a. leukæmi. Han

modtog forskellig behandling, og hans forventede levetid blev i 2008 vurderet til

at være 3-5 år. Sygdommen forværredes, og i 2012 vurderede en læge, at ophør

af behandlingen kunne føre til Paposhvilis død. I 2015 vurderede en læge, at op-

hør af behandling ville medføre en forventet levetid på tre måneder, samt at

Paposhvili ikke havde adgang til behandlingen i Georgien.

Paposhvili søgte flere gange om opholdstilladelse af humanitære årsager under

henvisning til, at det ikke var muligt at få behandling for hans leukæmi i Georgien.

Han fik imidlertid afslag med henvisning til, at han var udelukket fra at få opholds-

tilladelse efter belgisk lovgivning på grund af den begåede kriminalitet. De belgi-

ske myndigheder foretog derfor ikke yderligere undersøgelser i sagen i forhold til

Belgiens internationale forpligtelser.

Paposhvili indbragte herefter sagen for Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol med påstand om, at hans udvisning til Georgien ville sætte ham i fare for

umenneskelig behandling og en tidligere død på grund af, at behandlingen, som

han havde modtaget i Belgien, ikke var tilgængelig i Georgien. I 2016 døde

Paposhvili i Belgien, men da de efterladte ønskede at fortsætte sagen, fortsatte

Menneskerettighedsdomstolen behandlingen.

Menneskerettighedsdomstolen fastslog i sin dom, at Belgien ville have krænket

Den Europæiske Menneskeretskonventions (EMRK) artikel 3 (om forbud mod

tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) og artikel 8

(om ret til privat- og familieliv), hvis Paposhvili var blevet udsendt af Belgien til

Georgien, idet Belgien i den konkrete sag ikke havde overholdt sin undersøgelses-

pligt.

3. Nærmere om Paposhvili-dommen

Paposhvili-dommen vedrører udsendelse af alvorligt syge personer.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gennemgår i dommen sin hidtidige

praksis for udsendelse af personer, der er alvorligt syge. Domstolen opsummerer

bl.a. sin hidtidige praksis, hvorefter udlændinge, der står over for udvisning, som

udgangspunkt ikke har ret til ophold i en konventionsstat for dér at fortsætte med

at modtage medicinsk, social eller anden form for bistand, og at det forhold, at

den pågældendes vilkår, herunder den forventede levetid, vil blive væsentligt

forringet eller forkortet i tilfælde af udsendelse, ikke i sig selv kan medføre en

krænkelse af artikel 3. Kun i meget ekstraordinære tilfælde, hvor der er tvingende

humanitære modhensyn, kan det være i strid med artikel 3 at udsende en udlæn-

ding, der lider af en alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, til et land, hvor der ikke er

adgang til behandling.

Side

2/7

I praksis har Domstolen fortolket begrebet

meget ekstraordinære tilfælde

i over-

ensstemmelse med sin dom af 2. maj 1997 i sagen

D mod Storbritannien

således,

at meget ekstraordinære tilfælde foreligger i en situation, hvor en udlænding er

kritisk syg og døden nær (terminalstadiet). I en dom af 27. maj 2008 i sagen

N mod

Storbritannien

anførte Domstolen dog, at den ikke ville udelukke, at der kunne

foreligge andre meget ekstraordinære tilfælde end situationen, som forelå i sagen

D mod Storbritannien.

Domstolen anførte imidlertid ikke, hvori disse andre eks-

traordinære tilfælde består.

I Paposhvili-dommen præciserer Domstolen retstilstanden og redegør nærmere

for, hvor år der ka foreligge ”andre

meget ekstraordinære tilfælde”.

Domstolen angiver blandt andet,

at der ved ” eget ekstraordi ære tilfælde” for-

stås situationer, hvor der er vægtige grunde til at antage, at den pågældende,

selvom døden ikke er nært forestående, vil blive udsat for en virkelig risiko, som

følge af mangel på passende behandling i modtagerstaten eller manglende ad-

gang til sådan behandling, for at blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig

forværring i vedkommendes helbredstilstand, der vil resultere i intens lidelse eller

i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid. Domstolen understreger, at dette

er i overensstemmelse med den høje tærskel for anvendelse af artikel 3 i sager

om udsendelse af alvorligt syge udlændinge.

Med Paposhvili-dommen indfører Domstolen en sagsbehandlingspligt for de nati-

o ale y digheder ved ” eget ekstraordi ære tilfælde”.

Det er ifølge dommen i første omgang op til udlændingen at fremlægge beviser,

der godtgør, at der er vægtige grunde til at tro, at der kan være tale om meget

ekstraordinære omstændigheder, og hvis udlændingen kan føre dette bevis, er

det op til staten at afkræfte tvivlen. Det forudsætter en indgående prøvelse af de

forudsigelige konsekvenser af en udsendelse. Ifølge dommen skal der således ved

denne vurdering lægges vægt på de generelle oplysninger om modtagerstaten og

oplysningerne om den individuelle udlænding, herunder en sammenligning af

udlændingens helbredstilstand henholdsvis før og efter udsendelse.

Domstolen angiver endvidere, at der i vurderingen indgår, om den behandling,

der er generelt tilgængelig i modtagerstaten, er tilstrækkelig og passende til at

sikre, at udlændingen ikke udsættes for en behandling i strid med artikel 3. Dom-

stolen henviser således til, at det afgørende ikke er, behandlingsniveauet i den

udvisende stat, eller om behandlingen i modtagerstaten er på et sammenligneligt

niveau, ligesom domstolen henviser til, at artikel 3 ikke sikrer ret til en behandling

i modtagerstaten, der ikke er tilgængelig for resten af befolkningen.

Domstolen angiver tillige, at staten også i forbindelse med sin vurdering skal over-

veje, om udlændingen rent faktisk har adgang til at modtage behandlingen i hjem-

landet, hvilket omfatter spørgsmål om tilgængelighed både med hensyn til om-

kostninger, netværk og afstand. Domstolen henviser i den forbindelse til sin hidti-

dige praksis på området.

Side

3/7

Hvis der herefter foreligger alvorlig tvivl med hensyn til konsekvenserne for den

syge udlænding i tilfælde af udsendelse, kan den udvisende stat således have pligt

til at opnå en individuel og tilstrækkelig garanti fra modtagerstaten om, at be-

handlingen eksisterer og vil være tilgængelig for udlændingen, inden en udsendel-

se gennemføres.

Domstolen anfører endvidere, at det forhold, at modtagerstaten er en medlems-

stat, der også er bundet af konventionen, ikke i sig selv er afgørende for, om ud-

sendelse vil være i strid med konventionen.

4. Justering af praksis for meddelelse af helbredsbetinget humanitær opholdstil-

ladelse

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på baggrund af dommen

Paposhvili

mod Belgien

anledning til at justere praksis for meddelelse af humanitær opholds-

tilladelse blandt andet for så vidt angår den udvidede undersøgelsespligt i de me-

get ekstraordinære tilfælde, som er omfattet af dommen.

Dommen giver ikke anledning til at ændre praksis i forhold til, at det er en betin-

gelse for helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse, at ansøgeren lider af en

alvorlig sygdom (sygdomskriteriet).

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil som hidtil i sager, hvor ansøgeren op-

fylder sygdomskriteriet og modtager behandling for sin lidelse, undersøge, om

den nødvendige behandling er tilgængelig i modtagerstaten. Såfremt behandlin-

gen ikke er tilgængelig i modtagerstaten, vil ansøgeren fortsat som udgangspunkt

kunne meddeles humanitær opholdstilladelse i Danmark.

Såfremt ansøgeren opfylder sygdomskriteriet, og behandlingen generelt er til-

gængelig i modtagerstaten, vil Udlændinge- og Integrationsministeriet skulle vur-

dere, om der kunne foreligge meget ekstraordinære omstændigheder, således at

der kunne være tale om en situation omfattet af EMRK artikel 3 i henhold til

Paposhvili-dommen. Det vil sige en situation, hvor der er vægtige grunde til at

antage, at den pågældende, selvom døden ikke er nært forestående, vil blive ud-

sat for en virkelig risiko, som følge af mangel på passende behandling i modtager-

staten eller manglende adgang til sådan behandling, for at blive udsat for en al-

vorlig, hurtig og uoprettelig forværring i vedkommendes helbredstilstand, der vil

resultere i intens lidelse eller i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid.

Det er op til udlændingen at fremlægge beviser, der godtgør, at der er vægtige

grunde til at tro, at der kan være tale om sådanne meget ekstraordinære om-

stændigheder.

Såfremt det kan lægges til grund, at der vil være tale om meget ekstraordinære

omstændigheder, er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at

dommen medfører, at behandlingens faktiske tilgængelighed skal undersøges

nærmere, hvis der på baggrund af udlændingens egne forhold er væsentlig grund

til at tro, at der ikke er faktisk adgang til en behandling i hjemlandet.

Side

4/7

Domstolen har ikke i dommen udtalt sig om, hvornår denne undersøgelsespligt

indtræder, udover at der skal foreligge vægtige grunde. Det følger dog heraf, at

der skal noget til.

Er der således på baggrund af ansøgerens personlige forhold vægtige grunde til at

tro, at vedkommende ikke har faktisk adgang til at modtage behandling, vil Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet fremover skulle foretage yderligere sags-

skridt med henblik på at undersøge dette nærmere.

Ved vurdering af spørgsmålet om faktisk adgang skal der bl.a. ses på spørgsmålet

om omkostninger, socialt og familiært netværk og afstand. Der vil være en høj

tærskel for, hvornår behandling ikke anses for faktisk tilgængeligt og vil skulle

vurderes fra sag til sag ud fra de konkrete omstændigheder i sagen.

Domstolen åbner med dommen samtidig op for, at myndigheder i sager, hvor der

efter den udvidede undersøgelse er alvorlig tvivl om konsekvenserne af en udsen-

delse, alligevel har mulighed for at udsende den pågældende ved brug af en indi-

viduel og tilstrækkelig garanti fra modtagerstaten.

Hvis der ikke er tale en situation, hvor der foreligger meget ekstraordinære om-

stændigheder, vil det fortsat være således, at det som udgangspunkt vil være

uden betydning for meddelelse af helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse,

at en given behandling alene er tilgængelig i f.eks. privat regi mod egenbetaling,

ligesom egenbetalingens størrelse som udgangspunkt er uden betydning.

I praksis foretager Udlændinge- og Integrationsministeriet allerede i dag sagsop-

lysning af en ansøgers helbredsforhold ved et kvitteringsbrev, der sendes til ansø-

geren, når ansøgningen om humanitær opholdstilladelse modtages, hvis ansøg-

ningen ikke er vedlagt tilstrækkelig lægelige oplysninger. I dette brev anmodes

ansøgeren om at fremlægge relevante lægelige oplysninger til brug for sagen sam-

tidig med, at der kvitteres for ansøgningen. Såfremt ansøgningen om humanitær

opholdstilladelse allerede er vedlagt tilstrækkelig lægelig dokumentation, sendes

tillige et kvitteringsbrev til ansøgeren for ansøgningens modtagelse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil nu ændre disse kvitteringsbreve, så de

også reflekterer Paposhvili-dommens betydning for sager om humanitært ophold.

Det vil således af kvitteringsbrevene fremadrettet fremgå, at ansøgeren opfordres

til at fremlægge oplysninger om, hvorvidt en eventuel behandlingskrævende syg-

dom er af en sådan karakter, at den pågældende, selvom døden ikke er nært fore-

stående, vil blive udsat for en virkelig risiko, som følge af mangel på passende

behandling i modtagerstaten eller manglende adgang til sådan behandling, for at

blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring i vedkommendes hel-

bredstilstand, der vil resultere i intens lidelse eller i en væsentlig reduktion i for-

ventet restlevetid.

Såfremt sådanne oplysninger fremlægges af ansøgeren, vil Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet behandle sagen efter de kriterier, der følger af Paposhvili-

Side

5/7

dommen, herunder vurdere spørgsmålet om faktisk tilgængelighed af den rele-

vante behandling.

Ved vurderingen af spørgsmålet om faktisk tilgængelighed vil Udlændinge- og

Integrationsministeriet inddrage oplysninger fra den konkrete sag, herunder even-

tuelt anmode ansøgeren om supplerende oplysninger.

5. Justering af praksis for udelukkelse fra humanitær opholdstilladelse

I Paposhvili-sagen var den pågældende udelukket fra at blive meddelt opholdstil-

ladelse som følge af, at han havde begået kriminalitet i Belgien. De belgiske myn-

digheder undersøgte på den baggrund ikke, om den behandling, som den pågæl-

dende havde brug for, var tilgængelig i hjemlandet.

Der er ligeledes efter dansk ret mulighed for at udelukke en udlænding fra op-

holdstilladelse, hvis pågældende f.eks. har begået kriminalitet. Udlændingelovens

§ 10 regulerer adgangen til at meddele opholdstilladelse til udlændinge, der f.eks.

er vurderet til at være en fare for statens sikkerhed, i udlandet eller i Danmark er

dømt for kriminalitet eller på andet grundlag er meddelt et indrejseforbud til

Danmark.

I forhold til udlændinge, som er udvist af Danmark med indrejseforbud, følger det

af udlændingelovens § 10, stk. 4, at

”en

udlænding, der har indrejseforbud, ikke

kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9-9 f, §§ 9 i-9 n eller 9 p,

medmindre ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen, jf.

udlændingelovens § 10, stk. 4. Kravet om, at der skal være forløbet to år fra udrej-

sen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke er EU-borger, og som er udvist

[administrativt] efter udlændingelovens § 25 b (om ulovligt ophold), jf. § 10, stk.

4, 2. pkt.”

Efter praksis vil en udlænding, som er udvist af Danmark

ved dom

med et indrejse-

forbud, således være udelukket fra at blive meddelt humanitær opholdstilladelse,

hvis vedkommende ikke har været udrejst i to år.

Det følger af udlændingelovens § 50, stk. 1, at en udlænding, der er udvist ved

dom, som ikke har været udrejst af Danmark, og som påberåber sig, at der er ind-

trådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. udlændingelovens § 26,

kan begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten.

Hvis retten dernæst ophæver udvisningen, vil udlændingen kunne meddeles hu-

manitær opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, hvis den pågældende i øvrigt opfylder

betingelserne herfor.

Selvom den pågældende i Paposhvili-sagen var udelukket fra opholdstilladelse i

Belgien på grund af, at han havde begået kriminalitet, fandt Domstolen, at det

ville have udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3, hvis den pågældende var blevet

udsendt af Belgien, da de belgiske myndigheder ikke havde undersøgt, om der var

medicin tilgængeligt i hjemlandet.

Side

6/7

Udlændinge- og Integrationsministeriet har på den baggrund fundet anledning til

at justere praksis i forbindelse med behandling af sager, hvor der meddeles afslag

på humanitær opholdstilladelse som følge af, at en udlænding er udelukket efter

udlændingelovens § 10.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil således i sager, hvor der meddeles

afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens §

10, stk. 4, 1. pkt., og hvor udlændingen fortsat opholder sig i Danmark, vejlede

udlændingen om, at udlændingen i medfør af udlændingelovens § 50 har mulig-

hed for at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for domstolene,

hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, jf. udlæn-

dingelovens § 26.

Såfremt ansøgeren ikke ønsker at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvis-

ningen for retten, eller retten ikke finder anledning til at ophæve udvisningen, jf.

udlændingelovens § 50, vil Udlændinge- og Integrationsministeriet skulle vurdere,

om den pågældende vil være i en situation, hvor det vil stride mod EMRK art. 3 at

udsende den pågældende, og i så fald henvise den pågældende til tålt ophold,

indtil vedkommende kan udsendes af landet.

Det skyldes, at udlændingelovens § 10, stk. 4, regulerer adgangen til at meddele

humanitær opholdstilladelse til udlændinge, der er meddelt indrejseforbud til

Danmark. En udlænding, der er meddelt et indrejseforbud til Danmark, og som

har fået afslag på asyl, vil derfor ikke kunne meddeles humanitær opholdstilladel-

se efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, selv om den pågældende ikke for tiden

kan udsendes, medmindre udvisningen og indrejseforbuddet alene er sket på

baggrund af ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 25 b.

I andre tilfælde, hvor en ansøger er udelukket fra meddelelse af humanitær op-

holdstilladelse efter udlændingelovens § 10

–

for eksempel hvis vedkommende er

til fare for statens sikkerhed (udlændingeloven § 10, stk. 1, nr. 1), eller uden for

landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning af Danmark, såfremt

påbedømmelsen var sket her i landet med videre (udlændingelovens § 10, stk. 1,

nr. 2) - vil Udlændinge- og Integrationsministeriet ligeledes vurdere, om den på-

gældende vil være i en situation, hvor det vil stride mod EMRK art. 3 at udsende

den pågældende, og i så fald henvise den pågældende til tålt ophold, indtil ved-

kommende kan udsendes af landet.

Dette vil ske ved, at sagen behandles som andre sager om helbredsbetinget hu-

manitær opholdstilladelse, hvor den pågældende ikke er udelukket fra meddelelse

af en sådan opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, jf. pkt. 4 ovenfor.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil i tilfælde, hvor en udlænding er henvist

til tålt ophold, fordi vedkommende på grund af alvorlige helbredsforhold ikke kan

udsendes, hvert halve år, eller når der i øvrigt er anledning hertil, vurdere, om der

fortsat er udsendelseshindringer på grund af helbredsforholdene.

Side

7/7